Julen nærmer sig med hastige skridt, men her er vi mere fokuserede på at gøre klar til besøg fra Danmark i det nye år.
Vi ELSKER at få gæster fra Danmark! Det er simpelthen så dejligt at se gode venner og familie igen, og som jeg har skrevet om før, så giver det kvalitetstid på en helt anden måde, når de er på ferie her og ikke skal tænke på arbejde og andre pligter.
Jeg plejer gerne at sige, at vi ruller den røde løber ud og smider alt, hvad vi har i hænderne, hvis vi får gæster på den måde. Vi har ikke været i Danmark siden 2018, hvor vi turede rundt og sov på drømmesenge, i Air BnB (og ejeren havde hund – det var man ikke i tvivl om!) og på den hårde sovesofa. Vi var helt fortvivlede over, hvor dyrt alting var i Danmark, og den ene dag til frokost endte vi med at sidde i Føtex’ cafeteria i Silkeborg med en hotdog på tilbud til 10 kr. Vi kunne simpelthen ikke holde ud at betale enorme summer for noget helt almindelig mad og drikke! Vi har jo hørt, at det ikke er blevet bedre siden – og vi er nok også blevet endnu mere nærige af at bo i et land, hvor man kan spise og drikke ude til helt andre priser.
At få gæster er noget ganske særligt, og vi har en talemåde her i huset: Et hus har godt af at få gæster! Og det er jo rigtigt, for man får sig lige taget sammen til at ordne lidt ekstra op til, at der kommer gæster.
Nu er det ikke fordi, at jeg ikke gør rent i det daglige, for det gør jeg da. Hvis ikke jeg fejer eller støvsuger og tørrer lidt af hver dag, så gror vi til i støv. Vi har hele vores underetage stående helt åben langt de fleste dage, og der flyver MASSER af blade, støv og andre ting ind allevegne. Men når det så er sagt, så bliver det mest til at tjatte lidt rundt og så gøre normalt rent indimellem. Nu har vi jo også “skideprinserne” – gekkoerne, som da bare kan lægge splattere de mest ubelejlige steder!
Men skal vi have gæster, så er det en anden sag. Så skal der gøres rent i køkkenskufferne, gulv til loft fliserne i badeværelserne skal tørres ned, der skal pudses vinduer, og der skal vaskes gardiner, rykkes møbler ud, og der skal ordnes helt ud i krinkelkrogene.
Så jeg er gået i gang! Med det her store hus, og med alle de sager vi har (på godt og ondt), så er det altså ikke noget, man bare lige gør på en halv eller en hel dag! Jeg har prøvet at hyre et rigtig godt rengøringsfirma, og de gjorde sådan set et ret godt job. De gjorde cisternerne til toiletterne på overetagen rene indeni (med det resultat, at vi måtte bøvle rundt med, at lukkemekanismen blev utæt, men da dagen var omme, var der ikke tid til at støvsuge og vaske gulv nedenunder. Nej – JEG gør det SELV!
Elsker jeg at gøre rent? Nej, det kan man ikke just sige. Førhen kunne jeg godt lide at gøre rent, høre høj musik og drikke øl med mig selv. Nu er det rengøring bare en plage, men det er jo en nødvendig plage. Og så ligger der også lidt tilfredsstillelse i, at tingene har været rodet igennem overalt. Vores havefolk, som får næsten alle vores “genbrugsting” må kradse sig i håret over noget af det, som vi lægger ud til dem. Senest har vi haft et læk under vores vask, så mange af mine bageforme og den slags var blevet rustne. Det gav lige en halv sæk af den slags – og ikke mange thaier har en ovn….. Men måske kan de sælge det eller give det væk…..
I februar går det løs. Nogle af vores venner skal bo i lejlighed lige i nærheden, og vores veninde kunne ikke lige få det til at passe med billetter og månedsskifte, så hun skal lige have en overnatning i begyndelsen og slutningen af måneden for at få det til at gå op. Midt i februar skal vi hente nogle rigtig gode venner i Bangkok, når de ankommer, så de også lige kan se lidt af byen. Derefter går turen til Hua Hin og hygge i Baan JET og omegn. De har været her flere gange før, så vi er allerede i gang med at finde på nye oplevelser at dele med dem.
Ingen gæster uden presbald…. (eller hvad det nu hedder?)
Som nævnt, har et hus godt af at få gæster, og som vi har praktiseret i de sidste 30 år, så skal vi selvfølgelig liiige have et projekt lige op til, at gæsterne kommer, så vi kan blive stressede og frustrerede lige inden, de kommer.
Denne gang kunne vi ikke lade muligheden for at få malet hus slippe fra os. Vi fik malet hus i 2020, men sol og vind er hård ved husene her, så det trænger faktisk ret så meget allerede igen. Det koster en mindre formue, men vores hus er bestemt ikke nemt tilgængeligt, og så er der masser af detaljer at rode med for et malerteam. Vores gode venner i Black Mountain har lige fået malet deres hus, og de var helt knuste over, hvor godt et team, de havde fundet til det.
Sådan mere for prisreference bad vi malermesteren om at komme forbi og give en pris. Han var da noget af det mest sympatiske, vi længe har mødt, og så kommunikerede vi fint, selvom han kun kan “nit noi” engelsk. Det endte med en aftale, så murværk, træværk, vinduer og det hele får en omgang. Men….. Han kan først komme i januar, og så regner han med at bruge 15 dage på det. DET bliver snært… Men vi må se, om vi ender med et nervesammenbrud. Eller solhungrende danskere, der kan ligge på en solstol med et bundt malere lige ved siden af!! Typisk os…. Men lykkes det nu, så bliver det jo også cool at have gæster, når det hele er pænt og nymalet.
Nå, jeg må videre. Jeg har en kvote på 3-5 skuffer/skabe pr dag, så jeg må hellere komme i gang!
God søndag!
PS. Jeg er kaostilhænger med arkivering, opbevaring og den slags. Det ses vist tydeligt af indholdet af en enkelt køkkenskuffe i mit køkken….