Nogle gange kan det altså være rigtig svært at navigere i Thailand, og det var vi udsat for forleden til en frokost.
Vi har en dansk ven i Cha Am, som ligger ca. 30 km nord for Hua Hin, og vi mødes en gang imellem til noget god mad og hyggelige samtaler. Vi har været mange forskellige steder efterhånden, og nogle gange indgår der også lige et par barbesøg i Hua Hin, for I Cha Am er det mest dødt om aftenen. Vores ven drikker ikke noget, når han skal køre, men det behøver jo ikke at gælde for os, der bare skal traske nogle få hundrede meter hjem.
I fredags skulle vi mødes på en restaurant i Cha Am til frokost. Altså ikke for at sige noget skidt om vores ven, men hvis jeg nu er diplomatisk og siger, at han ikke er særlig god til at bruge Google Maps og finde vej… Da han skulle forklare, hvor vi skulle mødes, begyndte han at skrive om, at det var i nærheden af bageren… Okay – nu ved jeg ikke, hvor mange bagere, der er i Cha Am, men her i byen er der godt nok bare mange efterhånden. (Da vi flyttede hertil i 2017 var der kun en håndfuld).
Jeg skrev til ham, at han nok var nødt til at komme op med navnet på restauranten og så ihvertfald bare nogenlunde beliggenhed. Allerhelst en Google Maps lokation. Det tyggede han noget over, og han tog åbenbart fat i en ven, som kunne navnet på restauranten, og så fik jeg tilsendt en lokation fra Google.
Nu er jeg heller ikke selv sådan helt stiv i at finde vej, så da jeg kiggede på kortet, tænkte jeg, at det da vist lå på den anden side af Cha Am, så jeg kalkulerede 40 minutter (inklusiv vejarbejde og lange skift i trafikkryds).
For en gangs skyld kom vi hjemmefra i god tid (tit så farer vi rundt, når vi egentlig skulle sidde i bilen og være klar til at køre). Da vi ankom forstod jeg ikke helt, for restauranten lå nærmere på Hua Hin end Cha Am, så vi kom i RIGTIG god tid. Vi havde spist på stedet flere gange før med Tam fra Rockzone og hans familie, og maden der er rigtig, rigtig god Isaan mad. Jeg tog et billede af facaden og sendte til vores ven for lige at sikre, at det nu også var det rigtige sted. Han var ikke lige online, så vi tænkte, at han nok sad i bilen på vej til restauranten.
Vi gik ind på den iøvrigt meget velbesøgte restaurant med metalborde, træborde og røde plasticstole. Personalet havde travlt, men vi fik hurtigt en menu og fik bestilt drikkevarer. Så skrev vores ven til mig på Line. “Hvor er I? Jeg er ankommet.” “Vi sidder ved indgangen.” skrev jeg tilbage. “Sjovt – det gør jeg også!”, svarede han. Vi drejede nærmest hovedet af led begge to, mens vi kiggede rundt i lokalet. Han var der altså ikke!!
Så ringede han op til os. Vi måtte jo finde ud af, hvem der skulle springe i bilen og køre til et andet sted, for vi var ihvertfald IKKE i den samme restaurant! Men vi fandt dog ud af, at begge restauranter hed nøjagtigt det samme: “Saeb Ili”. Han begyndte igen at snakke om den her bager overfor restauranten, hvor han befandt sig. Det sagde mig ingenting, for jeg bager selv mit brød! Så overlod jeg telefonen til min bedre halvdel, som er den skriftkloge i at finde vej. Det kom der så heller ikke så meget ud af, for han rejser børster, når folk forsøger at forklare vejen med “derhenne ved den røde bil, overfor den lukkede restauranten, et stykke fra vandtårnet (som iøvrigt ligger ned!!).
Jeg sagde til vores ven, at han altså lige måtte sende os sin lokation på Google Maps eller et eller andet. Vi kunne jo ikke bare begynde at køre ud i det blå efter en “bager” og en restaurant, vi ikke vidste hvordan så ud.
Så fulgte en laaaaaang snak med personalet på restauranten, hvor han var. Imens kiggede jeg på hans fødder – og på 3-4 af personalets fødder, mens de snakkede om, hvordan de kunne kundgøre, hvor restauranten befandt sig. Så var der da en kyndig ung dame, som var bekendt med, hvordan man kunne sende sin lokation.
SÅ var vi næsten på vej. Vi måtte bede om regningen, hvor vi var, og vi beklagede, at de fine krydderurter til maden havde stået på bordet i en halv time, og var blevet halvslatne.
Det tog 10 minutter at køre de sidste 7 km. nordpå til restauranten. Ganske rigtig – han sad jo lige der ved indgangen og ventede på os! Restauranten havde metalborde og træborde med røde plasticstole – nøjagtigt som i restauranten, vi kom fra!!
Vi grinede lidt af episoden og snakkede om, hvor meget thaierne kalder deres forretninger det samme til stor forvirring. Vi har vist 5-6 restauranter, der hedder noget med Saeb her i byen – det betyder “lækker” på Isaan. Det svarer til, at mange steder på 94 hedder noget, der ligner hinanden.
Nå, men vel fremme fik vi kigget i menukortet og bestilt drikkevarer for anden gang! Mange almindelige steder i Thailand får man bare en blok og en pen, og så skriver man selv op, hvad man gerne vil have. Vi benytter altid lejligheden til at øve os i at stave og skrive på thai. Vi deler som regel nogle forskellige retter, og det gjorde vi også i går. Vores ven ville have klisterris, og det kunne vi ikke finde i menuen, så vi måtte lige spørge tjeneren, hvordan man staver til Khao Niaow (klisteris). Han stod med et smørret (og imponeret) grin på, da han stavede til det på thai.
Vi fik meget hurtigt serveret et festmåltid med den bedste grillkylling, jeg endnu har fået i Thailand. Ofte er de lidt undersaltet, men denne her var velkrydret og meget saftig og mør! En hel kylling fik vi og dertil en salat, noget suppe og stegte ris. Mums, det var godt! Det er lige før, jeg kunne finde på at køre i 20 minutter efter det en anden gang. Servicen var rigtig fin, og vi så mange bordfulde komme og gå, mens vi hyggesnakkede om løst og fast.
Men skal altså ikke undervurdere et sted, bare fordi det ligger ved hovedvejen eller ser primitivt ud. Der kan gemme sig noget fantastisk mad, og det gjorde der også her. Og så var det billigt. 800 baht for flere retter mad, is ad flere omgange (det smeltede lynhurtigt), vand og øl. Vores ven gav ovenikøbet en kvajebajer. Ha ha!
Da vi skiltes ved 5-tiden var vi alle propmætte, og så var vi også totalt forsvedte. At sidde under et bliktag er altså en varm omgang – også selvom de stiller en gigantisk blæser op, som får håret til at stå ud til siden!
Aftensmad for vores vedkommende blev en meget let omgang Cæsar Salat med mandler og stegt kyllingebryst (som om vi ikke havde fået nok kylling den dag!). Jeg har endelig knækket koden til en Cæsar Salat dressing, så min bedre halvdel også gider spise det.
Jeg tænker stadig på den lækre mad på den restaurant, og den oplevelse bliver nok svær at stikke i aften, når vi skal ud og spise. Senere skal vi da opfriske min pure ungdom og se et Kiss kopiband fra Bangkok på Rockzone.
God søndag!
