Barbecueflæsk med lilla søde kartofler og salat

Barbecueflæsk er langtidsstegt flæsk, penslet med barbecuesauce til sidst – her serveret med bagte lilla kartofler og en salat med en frisk sennepsdressing.

Langtidsstegning af flæsk i ovnen kan virkelig anbefales, hvis man gerne vil have sprød svær. Det gælder både for helt traditionelt stegt flæsk eller som her penslet med barbecuesauce. Skiverne skal være lidt tykkere end normalt, og de lægges på en rist over en bradepande. Ind i ovnen ved 100 grader i en times tid, og så skrues der op, så flæsket bliver sprødt. Jeg synes bare, det er en genial måde at tilberede flæsk på, og med varmluft kan man fint lave flæsk til mange mennesker.

Nemt uden at ovnen eller komfuret kommer til at ligne noget, der er løgn.

Uden egentlig at gå op i det, så blev denne ret også en low carb ret, fordi de lilla søde kartofler ikke indeholder helt så meget kulhydrat som almindelige kartofler. Lilla søde kartofler indeholder også en del fibre, vitaminer og mineraler. Og så smager de rigtig godt med en god frisk dressing og lidt ost for at balancere sødmen i dem. De søde kartofler kan selvfølgelig også være de helt almindelig gule. Her i Thailand kan man altid få de lilla, men jeg har også købt dem i Danmark i vinterhalvåret i almindelige supermarkeder. De ser flotte ud og smager rigtig godt.

Barbecueflæsk med lilla søde kartofler og salat

Ingredienser
  

Flæsk

  • 400 g flæsk Gode tykke skiver
  • Barbecue dressing
  • Salt

Søde kartofler

  • 3 stk. Lilla søde kartofler Eller almindelig gule
  • 1/2 rød peber
  • 3 spsk. olivenolie
  • Salt

Salat

  • 5 spsk. limesaft
  • 2 spsk. olivenolie
  • 2 fed hvidløg - presset
  • 1 tsk. sennep
  • 1/2 bakke blandede salatblade
  • 1 bdt ruccola
  • 8 stk. cherrytomater
  • 8 stk. sukkerærter
  • 1/2 gulerod
  • Solsikkespirer
  • Revet parmesan eller små stykker fetaost

Sådan gør du
 

Søde kartofler

  • Skræl de søde kartofler og skær dem i både. Skær peberfrugten i brede strimler. Vend i olie, salt og peber. Sæt det i ovnen ved 200 grader i ca. 1/2 time. Tag det ud og lad det køle af. Skru ovnen ned på 100 grader varmluft.

Salatdresssing

  • Ryst alle ingredienserne sammen i en plasticbøtte eller en meljævner

Flæsk

  • Skær flæsket ud i skiver på ca. 1 cm, tør det godt med køkkenrulle og drys det med salt. Behold gerne sværen på. Læg en rist over en bradepande beklædt med bagepapir eller staniol. Placer flæsket på risten, så skiverne ikke rører hinanden. Stilles i ovnen ved 100 grader i 1 time.
  • Skru ovnen op på 230 grader varmluft og steg det i ca. 10 minutter. Pensl med barbecue sauce på begge sider og steg videre - vend efter ca. 5 minutter. Hvis man laver flæsket "au naturel", så steg det i ca. 15 minutter og vend det. Hold øje med, at flæsket ikke bliver for mørkt.
  • Anret salat, dressing og flæsk på et fad - velbekomme.

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Opskrift Vurdering