Win-win med en Thai

Lige nu er vi i en win-win situation med en thai ven, og det føles rigtig godt!

Som jeg tidligere har berettet om, så runder jeg et skarpt hjørne i næste måned. Jeg er så privilegeret og velsignet, at flere af vores bedste venner og nærmeste familie fra Danmark kommer på besøg i den forbindelse. Tænk at rejse så langt for bare at besøge mig og være med til at fejre dagen. Jeg er mega taknemmelig!

Nå, men så vil man jo gerne, at det hele tager sig rigtig godt ud, så jeg arbejder mig stille og roligt igennem listerne med gøremål, selvom nogle af tingene driller. For eksempel er det ikke smart at pudse vinduer, før regntiden er ovre. Men jeg når jo nok det hele…

Vi har igennem en del år brugt et bestemt firma til at rense vores fliser og sandwash for skimmel efter regnsæsonen, men hun har simpelthen så meget succes med sin forretning, at det er nærmest umuligt at lave en aftale med hende. Jeg hyrede så et andet firma, som kom og lavede arbejdet for et par uger siden. Jeg tror, de var mere optaget af, hvad de skulle have til frokost, for de var lynhurtigt færdige til middag efter en elendig indsats. De trinde damer lagde sig på terrassen og gloede i telefoner, mens den tynde mand rendte rundt med højtryksrenseren til sidst. Vi var bestemt ikke tilfredse, og jeg prøvede at argumentere med firmaet, men de sendte så samme mand ud klokken 5 om eftermiddagen, og det kunne han under ingen omstændigheder nå at rette op på før mørkets frembrud. Så det så altså ikke særlig godt ud – som man siger på tysk “Viel Geschrei – wenig Wolle”. Til gengæld havde de knækket alle snaplåse til vandhanerne og slangerne!

Hjælpen er nær!

Vores ven, Khun Oat, er tjener på Rockzone, og han har i en periode undervist os i Thai (med virkelig godt resultat) for at arbejde af på et lån. Det er en lang historie, men pointen er, at Oat er en guttermand og en meget flittig person. Han har bare ingen uddannelse, så han må jo tage de jobs, han kan få.

For et halvt år siden kom han og fortalte, at den dag havde en advokat banket på døren til hans hus. Han havde boet der i over 30 år med sin mor og søster. Huset tilhørte hans far, som døde for mange år siden, men Oat skulle arve huset. Advokaten kunne meddele familien, at han repræsenterede den nye køber, og at huset var blevet solgt af Oats farbror og fætter. Vi var lige ved at falde ned af stolen, og jeg var endda så langt som at overveje, at betale for en advokat for at hjælpe ham. Men da handlen jo havde fundet sted, så var det nok svært at gøre noget ved.

Oats mor ville heller ikke have ballade, så hun valgte bare at flytte ind hos sin søster i den anden ende af byen. 2 måneder senere måtte de alle tre rykke ud og erkende, at farbror og fætter havde fået en del millioner for huset. Fætteren havde ovenikøbet fået en ny bil til en million! Min retfærdighedssans led alvorligt i de dage!

Oat er 42 og har boet sammen med sin familie alle dage. Han kunne ikke være hos sin moster i hendes store hus. Oat har 5 katte (racekatte – de der med de lave ben), og mosteren havde et hav af hunde, så det var jo ikke ligefrem en god cocktail. Så flyttede han ind hos sin anden søster på soi 102, hvor han boede under trappen i stuen med sit sparsomme habengut – og 5 katte i bur på terrassen.

Nu har han endelig fundet en lejlighed, og for første gang i sit liv bor han alene. Jeg tror nok, at det har været slemt for ham, for han har både været inde på spøgelser, og han sover ikke godt om natten! Men heldigvis er det lille hus ret centralt beliggende, og der er plads til både katte og ham selv. Jeg tænker, han bliver rigtig glad for det på sigt – familie er godt, men at bo så tæt i sit voksne liv kan jeg slet ikke forestille mig!

MEN – nu skal han jo betale husleje, og med 40 baht i timen som bartender 5 aftener om ugen (+ drikkepenge selvfølgelig), så kan det altså være svært at spare sammen til 4500 baht om måneden i husleje!

Oat er fiks på fingrene og som nævnt rigtig flittig, så lige nu arbejder han lidt for os om eftermiddagen, indtil højsæsonen går i gang, og der er lidt flere drikkepenge i sigte. Min husbond synes, at jeg betaler ham alt for meget med 500 baht for 3-4 timer, men det har jeg det nu fint med. Det er jo win-win at få en person til at hjælpe, som man kan snakke med, uden at han bliver fornærmet over, at man gerne vil bestemme, hvordan tingene skal gøres. Vi har det hammerskægt, når han er her, og så foregår store dele af samtalen på thai. Han retter os, når vi siger noget sludder, og vi får en masse gode grin.

Han er et af mine yndlings thai mennesker, og han har da også lovet at hjælpe mig til min fødselsdag om nogle uger. Festen skal holdes herhjemme, og jeg er sikker på, at han nok skal tage sig godt af både gæsterne og mit køkken. Jeg laver selv en stor del af maden – noget af det får jeg lavet af min thai veninde Pam, så det bliver det globale køkken denne gang. Jeg kan selv nyde festen og lade ham sørge for en stor del af det.

På Rockzone er Oat den faste klippe. Han kører ærinder, det er ham der sørger for at betjene folk først, han tager sig af Tams søn, Namo, på 10 år, han gør rent, henter varer og mange andre ærinder. Han åbner og lukker baren, og for Tam er det en kæmpe tillidserklæring til Oat. INGEN andre får lov til det.

Han er bare et dejligt menneske, og jeg er altid godt tilpas med at have ham i huset. Han går selv ind og henter en vand eller en øl i køleskabet – ja, han er ret meget hjemme her.

Mit motto er her i Thailand: Finder man gode mennesker at have omkring sig, så skal man bare holde fast i dem. Og vi behandler ikke vores havemand eller andre som tyende. De er vores venner, og de vil helt sikkert gå igennem ild og vand for os.

Derfor er det en win-win situation at have en ven til at hjælpe os, så vi kan hjælpe med husleje osv.

Nå ja! By the way…. Tak til vores venner, som gav os en defekt fin Nilfisk højtryksrenser, fordi de havde købt en ny. En ny pakning til 14 baht, og så kørte den da igen!

God Søndag!

Liv i Thailand

Lister, lister, lister

Jeg er et listemenneske. Ikke at jeg lister rundt, men mit kontrolgen forlanger simpelthen, at jeg altid har lister liggende over alt muligt.

Lige nu er det helt ekstremt. I næste måned runder jeg et skarpt hjørne, og jeg havde egentlig tænkt, at jeg ville holde festen et sted ude i byen. Men der hvor jeg oprindeligt havde valgt at holde det – på et hotel i nærheden, hvor vi kender ejeren – har de været så træge med at svare, at jeg faldt af. Hun har også giga travlt med syg mor, en ananasfabrik, et hotel og så et aktivt liv med familie osv. Hun er tilgivet, men jeg kan simpelthen ikke arbejde med sådan noget.

Nå, men jeg snakkede lidt med venner og familie, og så besluttede jeg, at jeg ville holde en fest herhjemme. Vi har masser af plads, men forhåbentlig regner det ikke den aften, for så bliver det hele ret bøvlet! Jeg er jo også et madøre, så jeg vil jo rigtig gerne lave maden selv. Da vi har gæster fra Danmark både her i huset og på et lokalt hotel i et par uger, så kræver det hele lige noget koordinering. Det gør mig sådan set ikke noget, for det har været en af mine vigtigste opgaver i mit arbejdsliv, så det er jeg vant til. Dengang skrev jeg også lister op ad stolper og ned ad vægge, og det har ikke ændret sig med at flytte til Thailand. Nu er det lister over gæster, lister over indkøb, madvarer, to-do lister osv. osv.

Selvfølgelig er det nemmere at holde en fest ude. Man skal bare stille op i festtøjet, og så klarer stedet resten…. MÅSKE. Da min husbond fyldte 50 måtte jeg ud og hente personalet flere gange, fordi folk sad og tørstede… Til min 50 års fødselsdag var det da lidt det samme, og nogle ting blev slet ikke, som vi havde aftalt… Og Thailand er altså ikke nødvendigvis meget bedre, medmindre man er millionær og betaler for en fest på et 5-stjernet hotel (som iøvrigt SLET IKKE er min stil).

Da jeg fyldte 50 år havde jeg inviteret gæsterne hjem til vores hus i Silkeborg kl. 12.00. Temaet var “Queen” i den brede forstand, og jeg var selv klædt ud som Dronning Thyra – den første dronning i Danmark siges det. Det var simpelthen så skægt! Af gæster kom der både Kleopatra, Napoleon, Freddie Mercury, Dronning Margrethe, Rejsekongen og Rejsedronningen for kun at nævne nogle stykker. De fik en lille drink (som ingen kunne lide – Black Velvet – som stod bag gardinerne i vindueskarmene og i bogreolen), og så annoncerede jeg, at nu holder der en bus udenfor, og så skal vi ud at køre. Folk fik et chok og alle kiggede ned af sig selv med skræmte ansigter! Mange havde undret sig over, at der absolut intet skete i mit køkken, som der ellers altid gør, så de kunne godt regne ud, at vi nok skulle ud og spise. Min nevø skulle være tjener senere til efterfesten, så han var ikke klædt ud, men jeg havde et brugt humlebi kostume, som han så fik på. Bidronningen….

Ind i bussen med os, og Freddy Mercury (min bror) måtte ud og dirigere trafikken, da bussen skulle bakke ud af vores blinde vej. Restauranten lå lige midt i Silkeborg Centrum ud for et busstoppested. De to ældre damer, som sad og ventede på bussen var lige ved at tabe både næse og mund, da Dronning Margrethe vinkede til dem fra bussen med en kæmpe hat (vores nabo på 80), hvorefter det strømmede ud med alle slags figurer. Min husbond var klædt ud som jokeren med grøn vest, grønne filtsko og klokker over det hele (hjemmesyet af undertegnede), så han ringlede hele vejen ind. Så var der ellers middag i nogle timer, og så blev vi kørt hjem igen, hvor vi festede til den lyse morgen.

Det var jo nemt nok, for jeg skulle ikke lave det store, udover at der var mennesker overalt næste morgen. Men denne gang er det listetid, og det er også helt fint. Jeg får stille og roligt styr over det hele, som jeg nu modificerer de her lister om og om igen. Det smarte ved listerne er, at jeg ikke skal tænke ret meget. Når dagen oprinder, kigger jeg bare på listen, og gør som der står, og så lykkes det hele som regel. Vi har holdt nogle lidt større fester her i huset før, og det er bare om at forberede sig godt, så går det hele snildt!

Jeg er også sikker på, at venner og familie, som kommer og besøger os, giver en hjælpende hånd, hvis det er nødvendigt. Min veninde, Pam, har lovet at lave en thai ret til buffeten, og så har jeg et par småting, som kommer udefra. Nogle retter har jeg allerede lavet klar, så de ligger i fryseren og bare skal varmes, jeg bager brød i en lind strøm, og jeg får handlet det hele stille og roligt. Det skal nok blive godt.

Det geniale er, at vores ven Oat, som er tjener på Rockzone, har lovet at komme og hjælpe mig på selve dagen. Han er en fantastisk tjener med god humør og glimt i øjet. Han er superskarp til at se, hvis noget mangler at blive gjort, og så er han en rigtig guttermand! Han er lidt i pengenød på grund af lavsæson og en ny lejlighed, så det er win-win, at han hjælper mig, og jeg betaler ham for hans hjælp. Oat er jeg totalt tryg ved, hvilket ikke er tilfældet for alle thai hjælpere.

Forleden havde vi et firma til at komme og rense vores fliser og sandwash rundt om huset. Det hele bliver kulsort af alger her i regntiden, og det skulle jo stå snorlige, når vi får gæster om 3 uger. Dem vi plejer at bruge, var så travle, at de ikke havde tid, så jeg fandt et andet firma. Prisen var okay, så vi aftalte, at de skulle komme torsdag. Da de var kørt efter 3 timer (vores normale tager en hel dag om det samme), og det hele begyndte at tørre op, kunne vi se, at de slet ikke havde gjort det ordentligt. Jeg henvendte mig til firmaet, og det førte til, at 1 mand og en højtryksrenser dukkede op klokken 5 om eftermiddagen til et job, som ihvertfald ville tage 2-3 timer. Vi sendte ham væk – han kan jo ikke lave jobbet i mørke. Siden har vi ikke hørt en pind, så de kommer nok ikke tilbage og laver det ordentligt. Men sådan er det tit her. Gode folk er svære at finde. Jeg sender de varmeste tanker til vores havemand og poolmand gennem mange år – han er simpelthen et fund! Trøsten er, at de eneste der ser at det ikke er i orden er os….. Vi kan jo sammenligne med tidligere år, hvor det har været helt i top!

Nå, men jeg har faktisk ikke tid til mere i dag! Jeg skal videre med mine lister…..

God søndag!

Liv i Thailand

Træt af regnvejr….

Jeg er ved at være træt af regnvejr. Jeg ved godt, at jeg ikke bør klage, for her bliver det jo ikke koldt som i Danmark, men alligevel….

Jeg kan ikke mindes, at vi i de 7 år, vi har boet her i Hua Hin, har haft så mange dage sammenhængende med bulder og brag, styrtregn og mørke hele dagen! Vi har manglet regn her i området, men det er godt nok bare mørkt meget af tiden. En god ting er, at temperaturen er gået ned, så jeg er ved at nå mit “sweet point”, som ligger på omkring 29 grader. Under det, så fryser jeg fødderne! (Nu ved jeg også hvorfor! Jeg læste i går, at rødhårede mennesker er mere sensitive overfor temperaturskift. Godt nok er jeg ikke rødhåret, men jeg har en del røde hår iblandt).

Her kan man se temperatur og regnmængde for denne måned. Vi havde sådan et målersæt med fra Danmark (Netatmo), da vi købte huset. Så kunne vi følge vejret fra Danmark. Man kan også se en masse andre ting, blandt andet støjniveauet i lokalet. Derfor kunne vi også se, at vores kammerat som lånte huset, før vi flyttede herud, fik givet den godt med gas på stereoanlægget….

Ting bliver også så mega besværlige, når det regner så meget. Oversvømmelser og vandpytter overalt, så vi har måttet vende om og køre hjem igen. Det er aaltså ret sjældent her i Hua Hin med sådan noget vejr i så lang tid.

Og man finder ud af, om man har utætheder rundt omkring i huset. Vi har længe døjet med, at det regnede ned igennem gipsloftet på vores terrasse. Vi har ikke vidst, præcis hvor det kom fra, for vand finder jo alle steder hen. Det har vi så fundet ud af nu, men det sted er ikke nemt at komme til. Da der kom over 80 mm på halvanden time i sidste uge, så væltede det bare ned alle steder. I stedet for at skulle rive hele gipsloftet ned og sætte et nyt op for at få det repareret, fik vi den geniale ide, at vi kunne sætte en klap i (mandehul) i stedet. Så der blev savet ud til sådan en, og så kunne vi jo godt se, hvem synderen var. Der var sat et metalrør op som afløb fra en terrasse ovenpå og over i afløbet. Det rør var rustet igennem flere steder på undersiden.

Selvom jeg er gift med en handyman, der kan løse de fleste opgaver, så var han ikke glad for at skulle sætte et nyt rør i, for i den ene ende kan man faktisk ikke se, hvordan det er lavet i dag. Så han gik i værkstedet og fandt sådan noget bitumen bånd, som var en rest fra et nyt tag, vi lavede for en del år siden. Røret blev pakket godt ind i det, og så svejser det sig ligesom sammen efter lidt tid. Næste gang det regnede, skete det her så….

Nyt forsøg. Efter en tur i den lokale Jem og Fix kom han hjem med endnu mere af det her bånd, og så fik røret lige en tur mere, så det nu ligner et velisoleret fjernvarmerør i Danmark!

I skrivende stund vælter det ned, og jeg har lige været ude og kigge på terrassen. Alt er fint og tørt, så nu skal vi bare have købt en klap og få lukket hullet igen. Lige bortset fra, at min handyman tabte rullen med bitumen og brækkede et stykke gips af ved siden af det planlagte hul. Som en thai ville sige: Soooooorrryyyy

Meteorologisk Institut her i Thailand siger, at den kolde tid starter i sidste uge af oktober. Det satser jeg på, så jeg kan få pudset vinduer, vasket hovedpuder, vasket havemøbler osv., inden vi får gæster i november.

Om lidt skal jeg bage boller, og det er jo lige før man også kunne bruge en gang varm cacao i det her vejr.

God søndag!

Liv i Thailand

Når en god ting går i stykker

Vi har lidt et tab i denne uge. En af vores rigtig gode ting gik i stykker, så vi siger i dag goddag til en ny og farvel til den gamle.

For 3-4 år siden købte vi en el-scooter brugt på Facebook. Den havde kørt under 100 km, og vi var straks interesserede. Da vi spurgte, om vi måtte komme ud og se den hos den thai mand, der havde den til salg, tilbød han at kan kunne komme og vise den frem hos os, og så kunne vi tage beslutningen der. Hele familien troppede op med denne her el-scooter på ladet af en pick-up truck. Den var fin som ny, og vi kørte lidt rundt på den, og vi var bare solgt! Vi forhandlede lidt om prisen, og så endte vi med at købe den for 12000 baht (ca. 2200 kr.) De var glade – og vi var glade!

Grunden til at vi købte denne her el-scooter var, at vejene var ved at være så dårlige her i området, og trafikken var stigende (grænsende til helt skør indimellem), så jeg turde ikke cykle mere. Vi havde ellers fået et par fine cykler, som vi brugte flittigt i starten (på trods af, at ingen af os havde cyklet i flere årtier). Vi har haft mange ture på den første cykel, hvor min husbond gjorde arbejdet, og jeg sad bagpå på et fint lille sæde til samme formål! Men denne her el-scooter havde 3 hjul, så risikoen for at vælte, hvis man kørte i et hul eller over en bule (som der er mange af på Soi 94) var noget mindre!

Vi døbte den lille brune med nr. 8 på siden for “Festraketten”. Ikke at vi bruger den meget til fest, for efter et lille intermezzo med politiet en aften, blev vi enige om, at det nok var klogere at gå eller tage en Bolt eller en Grab i byen. Men vi har brugt den til små ture i området, og her har den virkelig fyldt sin plads. Det er så meget nemmere at komme af med den end en bil, og nu hvor Soi 94 er gravet op, er det nemmere at komme rundt på den.

En aften i sidste uge ville vi lige køre ned på vores favorit bar “Friendly” på Soi 94. Det gør vi nogle gange efter aftensmad. Aftalen er 2 øl og så hjem igen! Vi blæste afsted på “Festraketten”, og nede i kvarteret overfor, sad der en gut på sin terrasse, og han gloede lige noget, da vi kom susende forbi. Nogle minutter senere måtte vi så halte hjem med halen imellem benene…. Noget var helt galt, og det viste sig at være transmissionen, der var gået i stykker.

I løbet af de næste dage kørte vi så rundt til de butikker, der sælger el-scootere her i byen, men de kan åbenbart kun sælge og ikke reparere! De rendte skrigende bort, bare vi spurgte om at få den repareret. “Mai dai” – cannot do! Der er nok flere hundrede værksteder til motorbikes, men selv om der efterhånden kører en del el-scootere, så er det åbenbart ikke lige noget, nogen gør i.

Tjah…. Hvad gør man så? Så må man jo købe en ny, hvis man ikke vil undvære, og det ville vi ikke! Vi har ligegodt nået at køre over 3000 km på Festraket nr. 1. Her i byen kan man åbenbart kun få dem som 2-hjulede og meget små. Så vi måtte endnu engang igang med Lazada. Så i forgårs bestilte vi en ny, og så må vi se, om min handyman måske kan lave den gamle, så vi kan få den solgt eller give den til vores veninde Pam, som ikke har noget transportmiddel.

I dag kom vidunderet så… Vi troede begge, at der kom en scooter på ladet af en pick-up truck med lidt bobleplast omkring. Men det viste sig, at den kom i en kæmpe papkasse med metalskærm omkring, og så var den sådan set kun meget delvist samlet. Hele forenden skulle monteres med hjul og styr og det hele. Hjulskærme, styringsboks og alt muligt skulle skrues på. Var der nogen brugsanvisning med?? NEJ! Det er altså værre end IKEA, og vi har stadig en sort og en hvid ledning, som vi ikke kan finde ud af, hvor skal sluttes til. Vi er heller ikke sikre på, at vi rent faktisk har fået det, vi har bestilt, for den ene side med kinesiske tegn og oplysninger, der fulgte med, siger ihvertfald noget andet end oplyst i annoncen på Lazada ifølge Google Translate.

Nå, men den kører fint, og så er det luksusudgaven i forhold til den gamle! Jeg sidder som regel bagpå, og jeg får da mit eget dronningesæde der med masser af plads til tasker og andre ting. Jeg tror faktisk, at jeg skal øve mig i at vinke på en royal måde fra min lille trone!

Jeg har faktisk slet ikke tid til at sidde her! Jeg skal ud og handle på den nye “Festraket”, for jeg skal lave chili con carne i aften, og jeg har hverken kød eller chili. Det bliver nok chili SIN carne (uden kød), men det går nok ikke uden chili. Vi har et lille lokalt marked nogle hundrede meter herfra (Bon Gai Market), så jeg må lige om og handle lidt!

God Søndag!

Liv i Thailand

Nostalgi og virkelighed

Man må godt blive lidt nostalgisk på sine gamle dage, men så er det jo også okay, når nutiden og virkeligheden heller ikke er så ringe endda.

I går aftes var min husbond og jeg lidt “i byen”. Vi kan godt lide at gå ud lørdag aften, fordi den aften er lidt mere “aktiv og gang i den” i restauranterne heromkring. Vi har fundet en lille bar nede ved jernbanen, som hedder Cheetah Bar. Bestiller man noget at drikke, så får man tapas med i købet – mellem kl. 18 og 20. Godt nok er en øl dyrere end mange andre steder, men hold nu op nogle gode tapas.

For 25 år siden var vi allerede klar over, at vi helst ikke ville blive gamle i Danmark. Vi havde vendt blikket mod Spanien, og efter utallige ferier i snart sagt alle egne af landet, så besluttede vi os for, at her skulle vi blive gamle sammen. Det var før, Spanien kom med i EU, og en tapa kostede 100 pesetas (ca. 4 kr.). Vi begyndte at gå på sprogkursus i Spanien i alle ferier, og vi terpede uregelmæssige verber over søndagens morgenmad. Det endte med, at vi til sidst kunne læse og forstår spansk, men at tale det var en anden sag. Spaniere er ikke særligt tålmodige, hvis man taler spansk som en 5 årig og skal lede efter ordene. Vi var altid mega stolte, hvis vi kunne få lavet hele sætninger, selvom vi tit slet ikke forstod svaret.

Senere efter euroens indførelse, kostede sådan en tapa 1 Euro, så det blev noget dyrere. Senere gik boligmarkedet amok, og det blev nærmest ubetaleligt, hvis man gerne ville have et lille hus. Så vi ændrede taktik. Vi kastede vores kærlighed over Thailand og begyndte at lære thai og finde ud af lidt om kulturen her. Efter mange rejser hertil var vi “hooked”, og efter en påskeferie til Chiang Mai, hvor jeg sagde til min husbond, at “just a dreamer” ikke er nok, så gik vi i gang med den alvorlige del af festen.

Vi købte huset her, og vi har aldrig fortrudt det, for vi er utroligt glade for at bo i Thailand, for at bo i Hua Hin og for at bo her i det her område, som er en blanding af by og landsby.

Men Thailand har jo også sine dårlige og besværlige sider. Og så savner specielt jeg den spanske tapas- og barkultur. Jeg elsker spansk rockmusik, og så er strandlivet i Spanien på promenader langs med vandet med masser af dejlige restauranter ikke lige noget, vi har her.

Så at sidde i Cheetah Bar i aftes med de to lækre tapas i billedet ovenfor. (undskyld, vi var sultne, og de så så godt ud, at vi lige kom til at spise det halve, før vi fik taget et billede)

Og så med to gutter bag os, der snakkede spansk med raketfart, var lidt som at komme hjem også!

Jeg blev godt nok lidt nostalgisk. Hvis man bare kunne træde ind i en kapsel og blive transporteret til et andet sted i løbet af sekunder, så sad jeg på Plaza De La Merced i Malaga! Og hvor ville mange ting være nemmere, hvis vi boede i Spanien! Ikke noget med visum og papirkram, ikke alle de sprogproblemer, adgang til sundhedssystem og ikke dyre sygeforsikringer, 3 timers flyvning for at kunne kramme vores venner og familie i Danmark…..

Nå, men der var ikke sådan en kapsel. Kun en dejlig have og nogle fine toiletter. Og så de to spaniere. Men deres tapas er fantastiske og meget varierede!

Senere blev vi enige om at prøve thai restauranten ved siden af. Med plasticmøbler og neonrør i loftet er det ikke lige det mest inspirerende sted, men det skal man ikke altid lade sig narre af. Heller ikke selvom der ikke er andre gæster! For hvis Grab Food chaufførerne henter mad i et væk, så er der alligevel nogen, der kan lide deres mad.

I Hua Hin er der et hav af Isaan Restauranter nu (egnen øst for Bangkok). Det er nok på grund af den store “indvandring” af mennesker fra Isaan i løbet af de seneste par år. Det være sig damer, der holder til i de mange barer, men også folk med madboder og restauranter til at lave mad til alle disse mennesker fra Isaan. Isaan mad er dejlig mad, og jeg er efter laaaaaang tid i landet ENDELIG ved at vænne mig til den stærke mad. Lige nu er vi i gang med at prøve nye restauranter hver eneste gang, vi går ud, og det er en rigtig sjov og lærerig oplevelse. I sidste uge fik vi papaya salat med flæskesvær – den drømmer jeg stadig om!

Vi gik ind restauranten lige ved siden af, som hedder “Tante Bun nr. 4”, og det viser lidt om, hvor travlt Tante Bun har! Når vi spiser thai mad ude, så bestiller vi gerne 3-4 retter, som vi deler, og det er en rigtig god (og meget thai måde) at spise på. Jeg styrer som regel menukortet og vælger, og min bedre halvdel skriver det på en seddel, for jeg kan simpelthen ikke huske navnet på 4 retter på thai i hovedet. Personalet var ved at falde om, over at jeg citererede stavemåden med thai bogstaver, og min husbond skrev på thai. Ordrerne blev bjæffet tilbage til køkkenet, som vi skrev, og første ret kom nærmest inden, vi havde fundet den sidste ret og fået den på papir.

Maden var fantastisk og meget billig, og vi måtte på grund af chilistyrke følge op med en ekstra stor øl.

SÅ meget mad og drikke for under 100 kr.! Jeg har ikke noget billede af maden, for vi var mega sultne! Det var kyllingevinger, stegte ris med kylling, paneng (curry – her i en mega stærk udgave) og grøn mango salat med fisk. Alt frisk og godt! Sådan her så regningen ud! De tilføjede bare prisen og LEO i bunden, og så fik vi sedlen tilbage.

Så fik vi lige nostalgien over Spanien sat lidt i perspektiv. Jeg tror ikke lige, at vi kunne spise og drikke sådan der for omkring 13 Euro?? Jeg tør slet ikke tænke på, hvad sådan et måltid ville koste i Danmark, men der er også koldt!

Senere fik vi en lille øl eller to på en propfuld Rockzone, og så var det tid for de to gamle at gå hjem. Endnu en dejlig lørdag aften!

Ingen klager her!

Dansker i Thailand

Hjælpen er nær!