Find et hul i et vandrør…….

Vores hus her i Hua Hin er ikke nyt – man kan vist nærmest sige, at det er i reparationsalderen, og det var også en del af “pakken”, at der skulle være noget at rive i for herren i huset. Meeen indimellem er det altså lidt for meget, og når man kan høre sin hydroforpumpe stå og pumpe hvertandet minut, og man ikke bruger vand, ja, så er det lidt skræmmende. Specielt når det beregnes, at der løber 25 liter vand ud i timen. Nu koster vand ikke ret meget i Thailand – ca. 2 kr. per m3, og her er INGEN afledningsafgift, men hvor bliver alt det vand af?

Vi havde hul i et vandrør et eller andet sted på grunden, og så er der jo kun at begynde at grave, når der ikke rigtig er nogen stophaner udover hovedhanen.

Så der er blevet gravet huller – MANGE! Og der er kommet stophaner i. Og det er stadig et mysterium, hvad der egentlig foregår med alle de vandrør, der ligger på kryds og tværs ca. 10 cm under jorden.

Hullet er nu fundet og repareret – men som vores venner her i Hua Hin siger: Ingen kender dagen, før et vandrør er sprunget!

Her er et lille uddrag af hullerne! Fejlen er fundet i det øverste billede, og det var bare SÅ dejligt!

Bondefangeri i rejsebranchen

I år vil en del af vores venner og familie komme og besøge os her i Hua Hin i anledning af vores sølvbryllup. Det er vi selvfølgelig rigtig glade for, og vi glæder os SÅ meget til sommer! De har heldigvis valgt at komme på lidt forskellige tidspunkter, og det gør jo kun nydelsen endnu større for os, når der er tid og ro til at få snakket ordentligt med dem alle sammen

Når så de ikke så super erfarne gæster skal booke flybilletter, går det galt. De har alle fået besked på at bruge Thai Airways, fordi det er en direkte flyvning fra København, og de flyver på de allerbedste tidspunkter: Ud fra København hen på eftermiddagen med ankomst i Bangkok tidlig morgen og hjemrejse sent om aftenen med ankomst i København tidlig morgen. Dermed er risikoen for jetlag på laveste niveau, og det er ikke kompliceret af en mellemlanding, men det er ikke nødvendigvis det billigste valg.

Nå, men gæsterne går ind på google og skriver Thai Airways, og så ser de ikke, at det ikke nødvendigvis er Thai Airways, der kommer først op men et eller andet billetbureau. Eller de spørger Momondo og ender også på et billetbureau/bookingbureau. Intetanende booker de så billetten på denne hjemmeside, og de bliver i processen frustrerede over, at billetten bliver dyrere og dyrere med alle mulige tillæg.

Money for nothing

Hos feks. ticket.dk kommer man til at betale for mad og sæder, selvom det er med i billetten hos Thai Airways. Det fremgår af billedet ovenfor, og det er ikke småpenge. Man skal købe en såkaldt “servicepakke” – ellers skal man betale gebyr for at kontakte dem på telefon eller email. De strør simpelthen om sig med omkostninger, og i nogle tilfælde tillader de sig også at hæve prisen i allersidste trin (sikkert hvis man ikke allerede er blevet flået nok med diverse ekstra valg).

Jeg ringede til ticket.dk på min søsters vegne. Ticket.dk er ikke er dansk men svensk – og fik en rigtig træls svensk mokke i røret – ja måske tænkte hun træls dansk mokke om mig…. Jeg spurgte hende, hvordan de kan tage penge for noget, der er med i prisen hos flyselskabet. Jamen, det var da fordi, der var administrationsomkostninger ved det. “Hvad???”, sagde jeg – “der er jo ikke nogen omkostninger for jer, da kunden selv skal gøre alt on-line”. Hun blev meget spids, og det gjorde jeg også, og vi udvekslede da også nogle flere meninger om sagen, men jeg fik absolut ingenting ud af den samtale, andet end at mit telefonabonnement her i Thailand krævede en nødvendig top-up.

Risiko

Et af de store problemer med de bureauer er, at hvis der kommer ændringer eller aflysninger, så kan man altså ikke selv bestemme, hvad alternativet så bliver, og i værste fald kan man risikere, at man mister sine penge. Jeg har forsøgt at hjælpe en gut for nogle år siden med at få pengene retur for en aflyst flyafgang fra Vietnam. Han måtte købe ny billet til Danmark, og det fik vi heller ikke en brik ud af. Det var også et svensk firma – måske ovenikøbet det samme!

Så lad være med at støtte de skide svenskere og køb flybilletten direkte hos flyselskabet. Jeg begriber ikke, at det kan være lovligt at sælge den slags “ingenting”, men det kunne man jo spørge forbrugerombudsmanden om…. Du kan læse mere her. Og brug trustpilot til nye steder – altid!

Husk, at man altid kan se i menulinjen, hvilken side man er på!

Anyway – vi glæder os vildt til at se dem allesammen – uanset hvor de har booket billetten. Og til min kære søster og min bedste veninde – UNDSKYLD, men det er altså ikke dig, der er dum!!!

Tilapia med dildsauce

Tilapia er en meget populær fisk i Thailand, og smager rigtig godt – også for ikke så garvede fiskespisere.

Jeg må indrømme, at jeg måtte google, hvad det nu var for en fisk, for set i lyset af al balladen om Pangasiusfisken (fulde af medicinrester, dyrplageri og hvad ved jeg), så skulle vi ikke lige med på den galej.

Historien om tilapia fisken er, at Kong Bhumibol (den nu afdøde Rama den 9.) i 1966 fik 10000 småfisk af den japanske kejser, som han satte ud i Thailand for at hjælpe fattige og underernærede bønder i landomrråderne. Den yngler 3 gange om året, er nem at passe og giver masser af mad. Kunsten i opdrætten består i, at man tager fiskens yngel, som den ellers ville opdrætte i munden den første tid. Fiskeynglen kommes i stedet i en slags kuvøse, hvor de små fisk vokser hurtigere end i morens mund.

Det er altså en opdrættet fisk, og der produceres ca. 220.000 tons per år til hjemmemarkedet i Thailand. Nu kan man så diskutere opdrættede fisk osv. osv. – men den skulle være okay at spise, og den sørgelige sandhed er, at fiskebestanden i havet omkring Hua Hin er gået drastisk ned på grund af overfiskning og forurening, så det er jo et godt supplement til vilde havfisk.

Tilapia er en billig fisk, og man får sådan en basse for omkring 130 baht pr. kg. – ca. 26 kr. Så kan man få fiskemanden til at tage den ud, afskælle den og filetere den, som jeg fik gjort forleden. Jeg vil ellers gerne selv filetere den, og jeg jeg er faktisk også blevet ret ferm til det.

Men hovedårsagen til at vi køber tilapia er, at den smager godt – og så er den superlækker med en god dildsauce kogt på benene og lidt hvidvin.

Læg mærke til de sjove longbeans, man kan få her.

Tilapia med dildsauce

Pandestegt tilapia med dildsauce, kartofler og grønsager
Antal 2 personer

Ingredienser
  

  • 2 stk. tilapia fileter
  • 1 klat smør til stegning
  • 2 spsk olivenolie til stegning
  • 300 g kartofler

Sauce

  • 1 stk. fiskeskrog
  • 1 dl hvidvin
  • 1-2 stk. skalotteløg
  • 10 g smør
  • 2 spsk hvedemel
  • 1 bdt dild
  • Salt og peber

Grønsager

  • 200 g grønne bønner
  • 1 stk. gulerod

Sådan gør du
 

  • Start med at sætte kartoflerne over og kog dem i letsaltet vand.
  • Hak fiskeskroget lidt i stykker og dæk det med vand. Bringes i kog men må kun simre - ikke bulderkoge. Simres i max. 20 minutter
  • Til saucen hakkes skalotteløgene fint og svitses i lidt smør - de skal ikke brune. Hæld hvidvin på, og lad det koge ned til ca. halvdelen. Si løgene fra og gem væden.
  • Smelt smørret i en gryde og kom melet i. Hæld den indkogte hvidvin under piskning og tilsæt fiskefond til sovsen har den rette konsistens. Koges godt igennem.
  • Kog bønner og gulerødder i saltet vand, så de stadig har bid.
  • Salt fiskefileten på begge sider og læg den på skindsiden i en varm pande med olie og smør. Steg den indtil ved god varme, indtil den er næsten gennemstegt, og vend den så og tag panden fra varmen. Med lidt held er skindet sprødt. 

 

 

Stoddermad – Herregårdsbøf

Her i huset prøver vi normalt at spise nogenlunde sundt, og hvis vi skal skeje ud, så sker det som regel, når vi er ude i byen at spise. Men en gang imellem har man bare lyst til noget rigtig snask, og da vi ikke havde prøvet at lave pommes frites i vores nye Actifry, var muligheden der for at lave stoddermad = Herregårdsbøf.

Ingredienser
Oksekød er en videnskab i Thailand. Det meste thailandske oksekød er supersejt, og vi undrer os stadig over, at de gider gå rundt med køerne for at græsse, for thaierne drikker jo heller ikke meget mælk. Det mysterium har vi til gode at få opklaret. I vores lokale “Metro” kan vi købe to slags hakket oksekød – almindelig og Charolais. Det sidste er at foretrække, og selv om kvaliteten er lidt svingende, så kan man som regel lave en rigtig god hakkebøf.

Bearnaisen var posesauce fra Blå Bånd – Knorr’s koster det hvide ud af øjnene, og så var vi enige om, at Blå Bånd, velsignet med lidt Thai Basilikum og lidt salt faktisk var bedre end Knorr.

Herregårdsbøf med Actifry fritter

Antal 2 personer

Ingredienser
  

  • 350 gram hakket oksekød
  • 300 gram pommes frites ikke optøede
  • 1 kop grønne ærter
  • 1 håndfuld slikærter
  • 1 pk bearnaise Tilberedt efter pakken
  • 1 spsk solsikkeolie eller lignende
  • 1 drys salt
  • 2 spsk Smør

Sådan gør du
 

  • Form bøfferne og vend dem i hvedemel - stilles på køl
  • Kom de frosne pommes frites i Actifry'en med en spsk. olie og kør dem i 20-25 minutter. Kom lidt salt på ved servering.
  • Rens slikærterne og kom dem i en gryde med de grønne ærter med lidt vand og salt.
  • Varm en pande med lidt smør og steg bøfferne ved god varme.
  • Tilbered bearnaisen efter anvisningen på pakken og hold den varm. Tilsæt lidt esdragon eller thai basilikum.
  • Bring ærterne i kog med lidt vand og salt og lad dem koge 2 minutter. Hæld kogevandet fra.
  • Anret alt på en tallerken. 

Hua Hin

Hua Hin er en dejligt by med en meget speciel atmosfære.

Kongens By

Historisk set har kongen brugt kongepaladset i Hua Hin som sommerresidens, og det er ikke uden grund, at valget faldt på vores by. Her er nemlig altid en dejlig brise, vejret er som regel rigtig godt, plus at Hua Hin har en charme, som ikke alle thai byer har.

Kæmpe udvalg

Hua Hin har lidt af det hele – god infrastruktur med feks. moderne hospitaler og fine shoppingcentre, gode strande i området, flot natur, masser af udvalg i restauranter og barer – og sidst men ikke mindst: En masse autencitet. Hvor vi bor, er vi tæt på det hele, men vi skal også kun bevæge os 500 meter i retning væk fra centrum, så går der køer på marken, hesten får et bad med vandslangen, og der spises på de mest interimistiske steder.

Her er masser af sightseeing muligheder – eller man kan også bare at nyde ferien ved poolen eller på stranden.

Og som fastboende følger vi sæsonerne – den kølige, den varme, den våde (vi har ikke årstider på den danske måde i Thailand). Og samtidigt ser man mængden af turister stige og svinde med sæsonerne. Dejligt når der er gang i byen, men også dejligt, når der er fred og ro i lavsæsonen.