Liv i Thailand

10 tilfælde hvor thaier er meget anderledes….

Når man bor i Thailand, så kan man jo ikke undgå at observere, at vi bestemt er landet i en anden kultur. Her kommer 10 eksempler på, hvor thaier er meget anderledes end danskere!

Overtro

Mange thaier er enormt overtroiske, og i nogle egne af landet er det nærmest blevet blandet sammen med deres religion. Jeg kan nævne et par eksempler. Hvis en thai skal ud, og der sidder en tokay og siger, som sådan en nu siger (tok kaaay), så betyder det “bad luck”, og så bør man blive hjemme. Mange mennesker er hundeangst for de der firben i overstørrelse, og det er ikke fordi, at de rent faktisk kan bide. Det er mere, at de er tegn på, at noget skidt kan ske.

Vi har også en ven, som ikke spiser oksekød. I hans tro findes der en gud, som blev født af en ko, og man kan selvfølgelig ikke spise gudens mor. Det har ingenting med buddhismen at gøre – det er vist mere kinesisk.

En anden ting er farver. Hver dag har en farve, og man er tildelt den farve, som er en ens fødselsdag. Kongens fødselsdag er for eksempel gul, dronningens er lilla. Hvis man så køber en bil, som har en forkert farve, så kan det jo betyde “bad luck”. Hvad gør man så? Så sætter man da bare et skilt på sin blå bil, hvor der står: “Denne bil er rød”. Der er mange af livets andre sider, hvor man da godt kunne have brug for at kunne gøre sådan noget – og så tro på det!

Mange har også specielle datoer, hvor ting kan finde sted, specielle tal i lotto, ting og handlinger som giver held. Det kan faktisk godt spænde ben for nogle ting, når man er overtroisk…

Skrald ved fordøren

Jeg er ikke sikker på, om det kun er mig, men jeg er ret omhyggelig med mit skrald. Vi er i de varme lande, og der er meget utøj og andet omkring. Kører man rundt i landskabet her omkring, så er der nogle steder en kæmpe skraldebunke bygget op omkring et bette hus. Altså nærmest sådan lige ude foran fordøren. Vi har jo en slags skraldeordning her i byen, så der står blå tønder med jævne mellemrum de fleste steder. Men nu er det jo nok nemmere bare at kaste plasticflasker, styrofoam bakker, poser og andet skrald ud af fordøren i stedet for at få det væk fra matriklen.

Hua Hin er en af de mest beskidte byer i Thailand, hvad angår skrald. Desværre! For det er jo ellers en dejlig by med meget smukke omgivelser. Jeg har stor respekt for, at de der gutter, som har heste på stranden til turisters ridetur – de har en pose med, og smider hesten en pære, så bliver der samlet op. Men børn, voksne og gamle kaster bare deres skrald over det hele. Det er øv, når man nu har været med i naturprojekter, da man kun var 10 år. Vi samlede skrald i grøfterne langs vejen og målte okker i bækken på marken. Jeg smider ALDRIG mit skrald nogle steder andet end i en skraldespand. Helt ned til plastikken omkring mine mintpastiller!

Vrum vrum

Det her punkt er der, hvor jeg slet ikke fatter noget. Hvis en thai starter en motorsav, en buskrydder, en bil eller en motorbike, så skal det ofte foregå med vrum, vrum, vrum, vrum. Når man saver med en motorsav, så bliver det jo ikke mere effektivt af, at den skal sige vrum, vrum, vrum….. Man kunne jo bare holde den ved en konstant hastighed for eksempel. Vi har en gut her på vejen. Når han starter sin (stakkels) bil, så giver han den fuld gas og VRUM, VRUM, VRUM med 7000 omdrejninger. Altså – det holder den da ikke til i længden.

Vi havde nogle folk til at fælde et træ i haven. De lavede ikke andet end at bøvle med den motorsav….. De druknede den om og om igen. Og et tryk eller to på chokeren hver gang der skulle trækkes i snoren. hvis den fik ved, så fuld gas på dyret, og så gik den ud. Vi var så forpinte af det, at vi var lige ved at gå ud og flå maskinen ud af hænderne på dem!

Pakke gaver ind

Man skal ALDRIG bede en thai om at pakke en gave ind i en forretning. For nogle år siden på Samui sad vi på en pub og fik frokost. Ved siden af var en boghandel, som jeg lige ville ind og kigge i. Der fandt jeg en bog om thailandsk arkitektur, som jeg gerne ville give til min husbond, som tilfældigvis havde fødselsdag samme dag. Jeg bad damen i butikken om at pakke den pænt ind.

Da jeg kom tilbage til pubben ved siden af, havde min bedre halvdel betalt regningen og var meget oprevet. Han troede, jeg var blevet kidnappet eller noget, for jeg havde været væk i næsten 45 minutter.

Pigen i forretningen tog en EVIGHED om at pakke den pakke ind, og det var endda ikke med sløjfer eller noget. Jeg kunne have pakket 200 gaver ind i Fætter BR den 23. december på samme tid!

Kommunikere uden øjenkontakt

Jeg tænkere, at de fleste har prøvet at komme ind i et supermarked eller et byggemarked og se, at der står en thai et sted og snakker med sig selv. Sådan ser det ihvertfald ud. Rent faktisk står de og snakker med en kollega omme på den anden side af reolen med vaskepulver!

Vi er vant til, at vi skal have øjenkontakt for at snakke sammen, og hvis vi ikke har, så koncentrerer man sig om at snakke tværs igennem en barriere.

Hvad er mere imponerende er, at rigtig mange af dem går med masker (ja, det gør de stadig mange steder her – SUK). Jeg forstår simpelthen ikke, hvordan de kan høre/forstå, hvad den anden siger.

Et andet sjovt eksempel er vores veninde Pam. Vi mødte en dansker fra Chumpae og hans søde kone her i Hua Hin. Pam og hans thailandske kone faldt hurtigt i snak, og de kunne lide hinanden. Så sad de der ved vores spisebord med siden til hinanden og snakkede sammen. Ikke noget med øjenkontakt eller noget. Det virkede godt nok temmelig mærkeligt på mig, men jeg har observeret det mange gange efterhånden.

Betjening i et byggemarked

Her i landet er betjeningen i byggemarkeder for en stor dels vedkommende aflønnet af de forskellige brands. Det vil sige, at du har en Dyrup sælger, en Sadolin sælger osv. Da vi skulle male hus for nogle år siden, ville jeg gerne købe plastic maling til at male vinduer med udvendigt. Jeg spurgte efter det i Home Pro, og jeg fik at vide, at “mai mi” (“no hap” på engelsk). Senere fandt jeg ud af, at jeg havde spurgt den forkerte.

Min husbond ledte også efter et jordspyd, og da han spurgte personalet fik han svaret “mai mi”. Så fik han øje på en kasse med jordspyd lige bag ekspedienten!

“Mai mi” – det har vi ikke og “Mai dai” – det kan man ikke er nogle gange et valgsprog, når man ikke ved noget.

Forholdet til mad

Thaierne har et kærlighedsforhold til mad. Jeg er selv interesseret i mad, og i Danmark var det da fåtallet af mænd, der gad og sidde og snakke om mad. Men her er det helt anderledes. Enhver thai – ung eller gammel, rig eller fattig, mand, kvinde eller barn er helt fokuseret på mad.

Det er ret charmerende synes jeg, for de har også en offervilje i forhold til mad, som danskerne ikke har. Thaierne betaler gerne ekstra for god mad, også selvom budgettet hænger i laser resten af måneden.

Hvad så er ret specielt er, at mange thaier slet ikke LAVER mad. Man flyver hele dagen rundt til boder som en lille bi, og sådan skaffer man dagens måltider. Lejer man en lejlighed, har den ofte ikke noget køkken. Men det forhindrer dem altså ikke i, ikke at have et lidenskabeligt forhold til mad.

Jeg tager tit billeder af vores mad til forskellige madgrupper på Facebook men også for at kunne vise det til vores thai venner. Det er altid et hit!

Nattøj

Voksne kvinder og mænd, der går ud om aftenen i deres nattøj er temmelig meget anderledes for mig. I det hele taget er en (moden) dame på min alder med Mickey Mouse på sin pyjamas på et natmarked temmelig fremmedartet.

Jeg kan da godt se det praktiske i, at når man så har været ude og handle og spise aftensmad, så kan man bare vælte i seng.

Jeg har igennem årene haft utallige mareridt om natten, der gik på, at jeg mødte op på arbejde til et møde og fandt ud af, at jeg havde glemt at få mit nattøj af! Så nej, det kunne jeg altså ikke lige tænke mig at troppe op i i offentlighed. Det ville måske også vække lidt anstød i sin minimalistiske form!!

Scanne varer ved kassen

Forleden så jeg en video på Facebook, som fik mig til at skrupgrine. Det viste en kassemedarbejder i England imod en thai kassemedarbejder, som skulle scanne varer igennem. Jeg kunne godt se, hvorfor det var sjovt, for når jeg tænker over det, så er de altså ikke de hurtigste her i landet….. Jeg tror bare, at man vænner sig til det.

Dog har vi en shop her i nabolaget, som sælger udenlandske fødevarer, primært fra England. Jeg skal virkelig tage mig en mental valium, når hende ejeren skal køre mine køb igennem et ellers temmelig avanceret kassesystem. Vi er ikke ude i noget med kidnapning og indpakning af varer, men min bedre halvdel når vist en halv Sudoku, mens jeg handler.

Konsekvens

Det sidste punkt kan være alvorligt nok, men engang imellem så griner vi faktisk også lidt af det.

Jeg er opdraget til fra barns ben, at “hvis du gør det….. så sker der det”. Altså konsekvens. Sætter du hånden på kogepladen, så gør det ondt ad pommern til, og du skal sove hele natten med hånden i en spand koldt vand.

Rigtig mange thaier er herligt frie for den tankegang – på godt og ondt. Jeg ser altid alle de problemer, der kan opstå, komplikationer, osv. osv. Det gør de fleste thaier ikke. De lever i en verden, hvor de tager problemerne, når de er opstået! Det må da være en gave – tænk ikke at skulle bekymre sig om, hvad der sker, hvis man stiller en stige op ad et træ og roder rundt med en motorsav uden nogen form for beskyttelse! Eller kører 80 km i timen på en big bike som 12 årig på vej hjem fra skolen med maske men ingen hjelm.

Vi har lige fået besked om, at de starter et vejprojekt på Soi 94 i morgen. Der skal nye kloaker og vandforsyning til og så en ny vejbelægning. De planlægger, at det tager 7 måneder at renovere godt en kilometer vej. Jeg blev helt grøn i hovedet. Hvad så med alle de forretninger på gaden. Hvis alt er gravet op (som de gjorde her for 2-3 år siden her og vi levede i en mudderklir i månedsvis), hvordan skal alle de restauranter og barer så overleve. For slet ikke at tale om vores livline, mr. Dong, som er leverandør af drikkevarer her til matriklen.

Min husbond var dernede og handle i går. “Mai mi banha” (ingen problem på jysk) siger mister Dong…. Jamen, han kan jo hverken få varer ind eller ud, hvis gaden er brækket op??… Men det er jo heldigvis for ham mere mit mavesår end hans!

Vores ven Oat er lige blevet smidt ud af det hus, som han og hans familie har boet i i over 30 år. Det var angiveligt ejet af hans far, som døde for en del år siden. Nu har hans fætter solgt huset, hvordan det så end kan lade sig gøre. Oat og hans mor og 2 søskende skal flytte ud. Vi var temmelig oprørte over det, men han sagde bare “mai ben rai” (et andet ord for “ingen problem” på jysk). Nu er han så ved at gå helt banan over, at han som 43-årig skal bo hos sin moster. Han har 5 racekatte, og hun har 3 hunde! NU har han et problem, som han skal løse med ekspresfart, hvis ikke hans stakkels katte skal dø af skræk.

Konklusion

Det er jo ikke for at gøre grin med thaierne, at jeg skriver det her. Det er skrevet i en kærlig ånd, hvor jeg bare observerer, hvor forskellige vi er. Som den kontrol freak jeg er, så er jeg nok heller ikke den bedste til at beskrive den der tilbagelænede stil, som mange mennesker her praktiserer.

God søndag!

 

 

 

 

 

by Janne
Liv i Thailand

Min blog er tilbage – og ugen der gik

Min blog er tilbage!

I sidste uge sad jeg ved tasterne og var klar til at skrive lidt om nogle sjove observationer ved thaiernes adfærd.

Sådan skulle det ikke være! Jeg kunne ikke engang komme ind til mit log-in billede, så jeg var temmelig lost. Jeg bruger WordPress til at skrive min blog, og jeg har absolut ingen forstand på alt det med, at man kan programmere inde bagved og ændre set-up og udseende blandt andet. Jeg får helt gåsehud, når jeg engang imellem forvilder mig ind i koden bagved. Tænk alt det ravage jeg kunne lave!

Siden jeg startede min blog i februar 2019 har jeg vidst, at jeg var en humlebi i forbindelse med at skrive min blog. Humlebier burde nemlig ikke kunne flyve med deres kropsbygning – de ved det bare ikke. Jeg har frygtet, at noget skulle gå galt, for jeg har ikke en kinamands chance for at rette op på det! Jeg har blandt andet en fejlmeddelelse i toppen af skærmen, når man læser min blog på en mobiltelefon, men jeg har ingen anelse om, hvordan jeg får den væk. Skidtet virker jo, og så må jeg leve med, at der er lidt uforklarligt krims krams i toppen.

Det hele skyldtes en opdatering af WordPress, og dem laver de rigtig mange af. Jeg laver selvfølgelig back-up af min side, men det foregår med en såkaldt plug-in inde i WordPress. Når jeg så slet ikke engang kunne komme ind, så var der jo ikke så meget, jeg kunne gøre. Jeg var ret nedslået, men jeg har været forberedt på, at det kunne ske. Jeg læste for et par år siden om en af mine danske favoritsider med mad, at ejeren måtte starte helt fra bunden og rekonstruere sin hjemmeside. I modsætning til mig, som ikke har reklamer og ikke tjener noget på det, så var det vist hendes levebrød og derfor ret knusende. Det kan være en meget dyr affære, hvis man skal have hjælp udefra, og det gælder også her i Thailand.

Så jeg var afklaret. Det var mega ærgerligt, og jeg var godt klar over, at jeg ville komme til at savne at skrive. Men ikke kun det! Jeg har haft kontakt med utroligt mange søde mennesker igennem den blog igennem tiden, jeg har fået rigtig mange dejlige kommentarer og inputs, og den har ovenikøbet været katalysator for nogle virkelig gode venskaber. Jeg kunne selvfølgelig bare starte forfra, men at miste 5 års arbejde var ikke godt. Jeg er ikke så god til at gøre om. Som at sidde på arbejde og lave et kæmpe regneark, og så forsvinder hele møget lige pludselig. Det har jeg prøvet mange gange, og det har givet ture ud i den friske luft og buler i panden!

Så tænkte jeg på en ven, vi har, og han er programmør. Han har dog intet med WordPress at gøre, men jeg tænkte, at han måske kunne pege mig i retning af løsningen på mit problem. Jeg sendte fejlmeddelelserne til ham, og han sagde med det samme, at det anede han ikke noget om. Men hans søn, som også er programmør, kunne lige prøve at kigge på det. Det var jeg mega taknemmelig for, for så havde jeg da forsøgt noget. Han fik adgang til min kildekode, og så var det jo bare at vente. Dagen efter kom han tilbage. “Prøv lige igen”, skrev han, og bingo – så var jeg inde!

Lettelsen var stor, og alt ser ud til at være okay nu. Jeg er meget, meget taknemmelig over, at den unge mand gad hjælpe sådan en system-amøbe som mig! Faktisk var der også en flink mand, som tilbød at hjælpe mig på Facebook. Mange tak til ham også!

Så her er jeg nu – foran tastaturet og i gang med en opdatering her fra Hua Hin. Jeg har brugt mange, mange timer på at sidde her og skrive på danskerithailand.com, og tit er det ikke selve teksten, der tager tid, men alt billedmaterialet som skal behandles, før jeg lægger det ind. Det har jeg så heller ikke forstand på, så undskyld hvis det ikke lige ligner noget fra et professionelt bureau!

Ugen der gik

Sidste uge har været med op- og nedture! Vi har en meget god ven, som desværre måtte på intensivafdelingen på det lokale sygehus. Han har ikke haft det så godt de sidste måneder, men nu gik han helt ned. Han er ikke nogen ung mand mere, og hans helbred er ikke så godt. Vi fik lov at besøge ham forleden for en kort stund, og han var da ved sig selv men svag og temmelig rystet. Han havde det dog ikke dårligere, end at han godt kunne parlamentere med både læger og sygeplejersker om sin medicinering og behandling. Heldigvis har han en rigtig god sygeforsikring, så han er godt dækket og skal kun betale et minimum selv.

Her i Thailand er der stadig autoritet bagved personalet på et sygehus (i det hele taget de fleste offentligt ansatte), og man forventes bare at tage, hvad de udskriver af medicin osv. og acceptere de behandlinger de foreslår. Vesterlændinge er vant til at spørge ind til, hvad de får af medicin, hvad det gør, og hvad bivirkningerne er. Det gør man ikke her! Så kan de blive meget irriterede og forbistrede på en. Det blev hans læge også. Da han spurgte, om lægen troede, at han kunne komme levende ud fra hospitalet, var svaret, at det kunne han jo ikke sige noget om, når han nu nægtede dele af behandlingen.

Jeg tror, det var stof til eftertanke! Vores ven har aldrig været indlagt på et sygehus i sit liv, og han var meget skeptisk de første dage. Et privathospital i Thailand kan også være en temmelig speciel oplevelse, for de er jo netop private og temmelig slemme pengemaskiner. Vi sagde til ham, at det skulle han jo ikke bekymre sig om, når nu det var dækket af forsikringen. Men nogle af de behandlinger, de foreslog, var nu alligevel også på kanten af småt brændbart!

Vi besøgte ham igen i går, og der var han vendt på en tallerken. Han havde jo fået det rigtig meget bedre, personalet var søde og kompetente, lægen kom og besøgte ham på sin fridag, og han spiste maden, som så lækker og indbydende ud. (Han har ellers problemer med at spise). Nu var han taknemmelig og glad for at være kommet et ordentligt sted hen. Han følte sig så tryg, at han bliver der nogle dage endnu. (De første to dage ville han bare HJEM!).

Han har fået et wake-up call om, at han skal tage bedre vare på sig selv, for ellers kan det hele brat få ende! Jeg vil gerne nævne igen, at en ordentlig sygeforsikring er SÅ vigtig her i landet. Det koster 11.700 baht i døgnet (ca. 2000 kr) at ligge i sengen på intensivafdelingen på det lokale privathospital + doctor fee + nurse fee + medicin, så det er ikke at spøge med. Hospitalet afregner direkte med forsikringen, så han skal kun betale sin “selvrisiko” og medicin, som de giver ham med hjem (som desværre kan være flere gange dyrere end på det lokale apotek).

Det har selvfølgelig givet både ham og os tanker omkring “hvad nu hvis?”. Sammen skal vi sørge for, at vi har styr på, hvad der skal til, hvis den ene i et ægteskab dør her i Thailand. Det kan være en ret kompliceret affære, og det er helt klar et must med et testamente her i Thailand -på thai. Et dansk testamente her ingen retsvirkning her. Ingen af os er interesseret i, at den efterladte skal rende fra Herodes til Pilatus med papirkram og måske risikere, at den efterladte ikke kan komme til de penge, man har sparet sammen.

Dystre tanker, men især her i Thailand (og i det hele taget, hvis man bor i udlandet) er det vigtigt, at man sætter sig ind i tingene og forbereder sig, så man ikke får grimme overraskelser.

For en time siden fik vi seneste opdatering fra stuegang. Han har fået det endnu bedre, og noget af behandlingen er blevet skåret ned. “Det er kun til syge mennesker”, sagde sygeplejersken. Han sendte et billede af sig selv med et stort smil – det første vi har set et smil i en uge. Det går til levesiden, og det er dejligt! Hans forsikring dækker også genoptræning efter en uge på hospitalet, så han skal da bare i gang igen! Så må vi igen leve med hans skarpe kommentarer, sarkasmen og hans skæve humor!

God søndag!

PS. Billedet øverst er af en blå og sort himmel på samme tid. Det er regntid i Hua Hin, men her hvor vi bor, får vi næsten ingen regn i forhold til andre steder. Det rumler bare lidt, drypper måske lidt og så går det over igen!

 

 

Liv i Thailand

Det går ikke altid, som præsten prædiker…..

Et gammelt ordsprog, som dog stadig holder vand. Det går nemlig ikke altid som præsten prædiker, og da slet ikke i Thailand.

I går morges meget tidligt måtte vi sende en ven tilbage til hans hjemland. Det var med et tungt hjerte for os alle tre, og det var bestemt ikke med hans gode vilje, at han måtte afsted.

Han er kommet til Hua Hin på ferie ad flere omgange inden for de seneste par år, og han blev totalt forelsket i byen og i stemningen her. Han var træt af sit job som (velbetalt) ingeniør, og han havde lige været igennem en temmelig slem skilsmisse, og så skulle der ske noget. Han besluttede at sige sit job op og flytte til Hua Hin, selvom han kun er først i 50’erne. Så han ankom med en kuffert og en rygsæk i januar med en fast plan om, hvad der skulle ske. Han skulle være her på et uddannelsesvisum, som kræver at man går i skole og lærer thai. Det må man sige, at han overholdt til punkt og prikke, for han kan omtrent læse/skrive/tale thai på samme niveau som os, der har boet her i godt 6 år, og som har øvet os i thai hver eneste dag mere eller mindre. Hatten af for ham!

Der var bare lige den lille detalje, som er et problem for de fleste mennesker: Penge…. Han ejer flere ejendomme forskellige steder i verden, men som man altid har sagt: “Man kan ikke spise mursten”. Man kan heller ikke bare lige sælge et hus, hvis der ikke er en køber! Og det er her, præsten kommer ind! Det kan godt være, at man tænker, at det ordner sig nok, men sådan er det altså desværre ikke altid. Så hans pengebeholdning i tilgængelig kapital skrumpede hurtigt ind. Man lejer en “fully furnished” lejlighed her, men det betyder altså ikke, at der er køkkensager, opbevaringsting, småmøbler og ting som måtter, håndklæder, viskestykker osv. osv. Man skal jo også lige fylde lagrene op med salt, peber, mel, gryn og alle de der ting. De koster jo også penge!

Han skulle jo også have transport, så han var nødt til at leje en motorcykel og købe en styrthjelm dertil. Skolen skulle også have deres penge, og thai undervisning er meget dyrt i forhold til andre ting her i landet. Man kan få en havemand en hel dag, som sådan en thai lærer skal have i timen.

Ja, pengene fossede sådan set ud af statskassen hos ham, og det der forventede hussalg i hans hjemland skete ligesom ikke rigtigt….

Han mødte desværre også nogle ikke så gode personer undervejs. Han kom ind i musikverdenen ret hurtigt, og det er jo der, vi ofte slår vores folder. Han er en meget dygtig guitarist, og han kom hurtigt med i et band, hvor han godt nok skulle spille noget andet musik end det, der lå hans hjerte nært. Det endte med et brud (jeg skal ikke kede nogen med den lange historie), og så var han pludselig ude af det miljø igen. Det var meget trist og helt sikkert også en “pind i ligkisten” for ham. Han fik investeret i noget ejendom her i Thailand, som han måske nok skulle have holdt sig fra. Ja, man bliver nemt impulsiv, når en god mulighed byder sig….

For en måneds tid siden besluttede han at tage tilbage til sit hjemland og finde noget arbejde og forsøge at realisere sit hus derhjemme.

Det går ikke altid, som præsten prædiker……

Jeg tror, det var der mit kontrolgen slog til, for jeg skulle ihvertfald ikke til at flytte herud, inden vi havde alt afviklet i Danmark. Godt nok købte vi huset her, før vi flyttede herud, men det så vi som et “sommerhus”, fordi omkostningen ved det ikke var dyrere end vores hotelophold rundt omkring i Thailand på et år. Jeg skal ikke pudse min glorie, for meget kunne være gået galt undervejs, men jeg tror på, at man skal planlægge det vel, før man kaster sig ud i at emigrere til et andet land. Det er ufattelig svært at sælge fast ejendom på afstand, og det er altså rarere at have pengene på sin konto, når man tager afsted, i stedet for at eje et hus i et villakvarter i Silkeborg! Og ejer man noget i Danmark, ser beskatningen af pensioner osv. også helt anderledes ud.

Vi ventede et helt år på at få solgt vores hus, men da det endelig lykkedes i foråret 2017, hoppede vi op og ned i glæde over, at vi nu kunne sætte en streg og komme videre. Vi fandt et hus at leje de sidste måneder i Danmark, og i den periode solgte vi alt fra suppegryder til min husbonds SMART, så vi kun havde de ting med, vi ikke kunne leve uden. Da vi tog afsted den 23. december 2017 følte jeg, at vi havde styr over alle løse ender, og at vi havde fået afsluttet alt det hele på en ordentlig og fin måde. Vi snakker da stadig om, om pengene nu slår til, hvis vi begge bliver 107, men det er en tanke, vi bare må skubbe fra os og så opføre os nogenlunde økonomisk ansvarligt.

Vores ven var desværre nødt til at tage tilbage og få styr på sine løse ender. Han aner ikke, hvornår han kommer tilbage igen, og selvom han har søgt arbejde i de sidste par måneder, så ser det stadig noget usikkert ud for ham. Vi krydser bare fingre for, at han får det hele ordnet, så han kan komme tilbage til Hua Hin, hvor hans hjerte ligger nu. Nu har jeg så det problem, at vi skal passe på alle hans ting inklusive to guitarer, så jeg er nødt til at gå vores pulterrum igennem og smide ud med hård hånd, så jeg kan få plads til hans sager. Det gør jeg gerne for en ven, og vi kan da placere hans grej ved siden af vores danske venindes ting, som vi også passer på!

Som en lille afskedsgave fik han en lille pakke med små pakker indeni. Han må ikke åbne den, før han kommer tilbage til sin lejlighed i Europa, og så kan han selv bestemme, om han vil åbne dem allesammen på samme tid, eller om han vil have en lille overraskelse hver dag i nogle dage.

Udvalget var nøje udvalgt fra 7-11, som jo er noget af det mest THAI, der findes i Thailand. Det er supermarked for mange thaier, og de betaler gerne totalt overpris for en lille flaske shampoo eller en lille flaske soyasauce i stedet for at købe lidt større ind og spare mange penge! Efter aftensmad forleden gik vi en tur ned i vores lokale 7-11 for at handle ind til ham, og så var vi da så heldige, at vi spottede et par venner fra Australien på vej tilbage, så det blev en rigtig hyggelig aften. Billedet ovenfor viser udvalget i hans lille “gave”. Alle tingene er pakket ud for sig selv, så han kan sejpine sig selv og åbne en pakke hver dag eller bare flå det hele op!

Vores ven tilbragte sin sidste nat her, og vi håber da på, at han snart kommer tilbage igen, så vi kan hygge os med musik og nogle gode snakke. Han var meget ked af at skulle rejse herfra, og jeg tænker bare på good old Mærsk Mc Kinney Møllers valgsprog: “Rettidig Omhu”, eller som min skotske chef sagde: “If you fail to prepare, you will prepare to fail.

Med andre ord: Man skal altså forberede sig ordentligt, hvis man vil flytte til et andet land. Det kan altså godt være, at tingene trækker ud, men det må man altså leve med.

Jeg var bestemt ikke misundelig, da vi krammede farvel, og han var nødt til at stige op i den lufthavnsbus!

Vi ses forhåbentlig snart igen her i Hua Hin!

 

 

Hus i Thailand

En stille eftermiddag….

I dag bliver en ultrakort update! Jeg skal nemlig ud og nyde stilheden i min have!

Vi har håndværkere overfor, og de larmer helt ekstremt, og lyden farer lige ind i vores hus og vores køkken-alrum med med ret dårlig akustik. “Halløj i Ekkosalen”, siger min tidligere chef, når han engang imellem ringer op for lige at snakke lidt om løst og fast. Sådan en borehammer i en etageadskillelse på den anden side af vejen kan faktisk betyde, at vi nærmest ikke kan snakke sammen, og at ørerne er ved at falde af.

Jeg forstår godt, at mange af de mennesker der boede tæt på metro byggeriet i København var ved at gå ned med stress. Støj er virkelig en stressfaktor, som kan mærkes både fysisk og psykisk.

Nu er de håndværkere, der arbejder derovre, enormt effektive, og de laver ikke alle de sædvanlige 1 million fejl, som thai “håndværkere” ellers laver. Derfor er vi også fortrøstningsfulde og håber på, at de lynsnart bliver færdige med renoveringen af de lejligheder. Hvem de så vil sælge dem til eller leje dem ud til er en gåde, for det bliver helt sikkert ikke billigt. Det er jo så ikke vores problem.

I denne uge har de arbejdet alle dage, men efter 4 timer med konstant støj fra 1 eller to nedbrydningshamre, en vinkelsliber og et par hamre, så slap vi endelig af med dem ved frokosttid i dag på en højhellig søndag. Så er det, at vi husker, hvor stille og fredeligt her normalt er.

I går eftermiddags var der havemand med buskrydder inde ved siden af, der var børneturnering i fodbold på banen skråt overfor, og ved samme lejlighed forlod nogle naboer deres matrikel, og det kan deres hunde ikke lide, og så gør og hyler de alle 3. Nå ja – så kan man jo ikke have fodboldturnering uden musik, så de spillede Isaan musik (en slags country musik fra nordøst Thailand). I starten vi boede her, syntes jeg det var charmerende, men tusindvis af numre senere uden at kunne høre den fjerneste forskel på sangene, er jeg ikke så vild med det mere! Nå ja, jeg glemte at fortælle, at ejeren af vores fitness center selv passede butikken i går. Hun har en forkærlighed for sådan noget techno, eller hvad man kalder det der musik, der ikke er musik… Den fik hele armen i går morges på et anlæg, hvor højtaleren er sprunget, så jeg måtte tage hørebøffer på og høre lydbog i stedet!

Så om lidt vil jeg gå ud med en havesaks + bevæbnet med en mand og en sav, og så vil jeg ordne lidt udtynding i haven, som jeg ikke tør lade vores ellers udmærkede havemand gøre. Ingen Isaan musik, ingen skrigende unger, ingen råbende forældre, ingen buskryddere og ingen flittige håndværkere! Min tinnitus lever dog  i bedste velgående fra i går (hvor vi så også var ude at se lidt musik med nogle venner oveni), men jeg håber på, at jeg har samlet kræfter til en ny støjdag i morgen.

God søndag!

 

Hus i Thailand

En aftale er en aftale…..

En aftale er en aftale – indtil man forsøger at aftale noget med en thai…..

Nu skal jeg ikke generalisere, men efter mere end 6 år her i landet, har jeg ihvertfald fundet ud af, at man ikke altid kan regne med, at en aftale med en thai holder vand. Udover at man sjældent laver en skriftlig aftale om noget som helst, så er mundtlige aftaler heller ikke altid særlig gode. Når man så lægger noget sprogforbistring til, så kan det ende med, at man får en ko, når man bestiller en gris!

Vi havde en palme i haven, som havde forvildet sig lige ud i alle elkablerne fra elværket plus et utal af coaxkabler og fiberkabler fra forskellige udbydere. (Her trækker hvert selskab nye kabler, hver gang de får en ny kunde, for ingen kan hitte ud af det spaghetti, der hænger fra elmasterne). Denne her palme kaldte vi “Edgar Scissorhand” fra filmen af samme navn, hvor en stakkels sød mand har fået knive i stedet for fingre, og derfor er han temmelig farlig uden at ville det. Det tænker jeg også var tilfældet for denne her palme, men den formåede da at sende vores havemand på hospitalet med en 2 cm lang torn i tommelfingeren ned langs med neglen. Min husbond forsøgte godt nok at rive den ud med en tang, men så blev gartneren godt nok meget bleg. Vi betalte selvfølgelig de 1000 baht det kostede at få tornen ud, og vi så ham så heller ikke i en uges tid.

Nu var palmen altså blevet så høj, at selvom havemanden stod oppe på muren, så kunne han simpelthen ikke nå at skære de døde grene af. Sådan gror en palme jo – den sætter nye blade øverst, og så dør de nederste. Derfor var alt hvad vi så af palmen også mest stammen. Og her på det sidste bare en masse visne blade forneden. Ingen af os havde lyst til at sige til havemanden, at han skulle gå op på en stige og skære de her døde blade af, for der skulle jo et baseball udstyr til for ikke at komme til skade, hvis han fik et blad i hovedet.

Så for nogle måneder siden startede vi med at undersøge, om vi kunne få en kran til at komme og løfte den ud af haven. For nogle år siden fik vi fjernet 12 fuldvoksne palmer på grunden med en kran, og det kostede 4000 baht inklusive at få dem kørt væk! Ham kranmanden er vist gået på pension, så da vi så en kran ude på vejen, sprang vi ud og fik fat i ham. Han kiggede lidt på det, og så gav han os en pris på 11000 baht. Naaaahhh – for 1 sølle lille træ, som godt nok lige skulle filtres ud af nogle elkabler, men alligevel. Så spurgte vi vores fantastisk søde air-condition dame, Rose, for hun kender gode teams til næsten alting. Hun kendte da også nogle folk, men de ville have 7000 baht. Så lod vi lige projektet ligge lidt.

I sidste uge så jeg så et opslag på en Hua Hin gruppe på Facebook, hvor en gut søgte nogen til at fælde et par træer. Vores bagbo (som vi slet ikke kender) skrev, at han kunne anbefale nogen, så jeg henvendte mig til ham og blev senere kontaktet af en sød dame, Koi. Det skal lige siges, at der altså ikke er nogen “De Gule Sider” her i Thailand, og det kan være virkelig svært at finde de rigtige, dygtige folk, hvis man skal bruge håndværkere eller andre hjælpende hænder. Derfor er vores grupper på Facebook meget værdifulde, og jeg bidrager selv med tips til forskellige forretninger eller folk, der kan deres kram.

Koi og hendes mand kom og kiggede. De var bestemt ikke unge mennesker, så vi tænkte, at de da måtte have noget erfaring. Min husbond stod for “aftalen”, hvor de blev enige om en pris og ikke mindst om, hvordan det skulle gøres. Vil ville nemlig ikke have, at de lavede et kæmpe hul i græsplænen ved bare at lægge det her kæmpe træ ned. Vi ville have dem til at klippe de fleste af bladene af og så skære den ned i mindre stykker. På den måde var risikoen med elkablerne også noget mindre. Det var de okay med, men de sagde, at de var nødt til at skære et par grene af vores store flotte busk med gule blomster. Den busk vokser alle steder i Thailand, og de blomstrer on-off hele året, og vi er super glade for vores. Vi skal nemlig ikke selv feje under den, for den smider visne blomster i en uendelighed. Okay – det kunne vi godt leve med. “Hvor langt skal palmen skæres ned?”, spurgte de, og vi aftalte, at den skulle ned i en lille meters højde, for under det har den noget bevoksning, som er svær at save i. “Vi kommer tirsdag kl 9” – jep, det var fint for os!

Tirsdag morgen tog vi i fitness centeret tidligt, så vi var klar til, at de skulle komme. Belært af erfaring, så sidder man ikke inde og glor i sin telefon, når man har folk til sådan noget. Da opgaven med at styre det projekt i min verden hører hjemme under kategorien “hænge hylder op”, så var det altså ikke min opgave. Jeg havde en del ting, jeg skulle lave i mit køkken, så det var helt fint. Jeg kunne jo følge slagets gang i haven indefra.

Da teamet kom, startede de med at snakke op ad stolper og ned ad vægge i munden på hinanden. Der blev peget og diskuteret temmelig højlydt. Allerede der blev jeg bekymret, for vi havde jo aftalt, hvordan det skulle gøres, så det var vel bare at Koi forklarede teamet, hvad de skulle gøre??

Der diskuteres og peges – læg mærke til den lille bambusstige, de har medbragt

Nå, så gik de i gang med at fjerne de der par grene på vores flotte gule busk. Ham gutten med motorsaven var ligesom en ræv, der bliver sluppet løs i en hønsegård…. I løbet af nul komma fem var den busk lavet om til en sommerhat… Et lille ynkeligt træ med en kæmpehøj stritter i midten. Det kan jo som bekendt ikke betale sig at græde over spildt mælk, men nu skal vi jo så se på den der ynkelighed temmelig længe. Det er godt nok en livskraftig plante, som gror temmelig hurtigt, og nu hvor den har fået luft og lys, så skal den da nok komme til sig selv. Men øv. Det er da irriterende, at vi skal glo på en elmast og ledninger, når nu det kunne have været undgået.

Så startede selve fældningen af træet. Jeg stod og var ved at ordne nogle grønsager, mens jeg kiggede på, hvad de lavede. Efter ca. 5 minutter måtte jeg pakke det sammen og gå min vej. Godt nok er jeg ikke skovhugger, men jeg har da set videoer nok til at vide, at man da ikke begynder at skære på den modsatte side af, hvor træet skal falde hen…. De fik også bundet et tykt tov rundt om en anden palme og så på bagenden af deres pick-up truck. Jeg så for mit indre blik den der palme vælte lige op i elkablerne, rive to elmaster ned og flå bilen op over vores terrasse og ind i haven.

Tovet blev senere bundet fast bag på deres pick-up truck

Det er så her, jeg skal fortælle historien om vores “caretaker” af huset og hans forhold til elværket. Han sagde en dag, at hvis han havde valget mellem at gå hen til en giftig slange eller til noget strøm fra PEA (elværket), så ville han helt klart vælge slangen. De er kendt for at kræve uhyrlige summer, hvis man beskadiger noget af deres netværk. Den har vi skrevet os bag øret for mange år siden!

Træet blev IKKE delt i flere stykker. Det blev delt i to, og de fleste af grenene sad stadig på, da det væltede, men det var så godt nok, for det faldt ikke heeeeelt, hvor de havde tænkt sig.

Smukt snit, hvis man skulle lave en skulptur. Den høje ende vendte ud imod el kablerne.

Så var der det næste problem. De her thaier kunne ikke finde ud af en motorsav! For det første skulle den tankes, og så hældte de benzin på fra en dunk, og så fik den bare et tilfældigt skvæt olie ned i tanken. Ingen opmåling eller noget, og den røg da også helt vildt. Ham der skulle save havde en nervøs finger, så det var vrum, vrum, vrum, vrum, vrum (typisk thai iøvrigt – de tror åbenbart at en motor kører bedre på den måde). Han lod heller ikke saven gøre arbejdet, så når han pressede på saven, satte den sig selvfølgelig fast.  Så kunne han heller ikke starte den, for den fik lige noget “choker” og så fuld hammer, når den startede, hvorefter den gik i stå. Det gjorde han nok 50 gange den dag. Til middag meddelte de, at motorsaven var “kaput”, så de ville komme tilbage senere.

De kom tilbage hen på eftermiddagen og skulle så save det sidste stykke af og rydde haven op. Hele kronen lå stadig i et stort stykke, så der var da nok at gøre. Den der motorsav blev ved med at gå i stå for ham den knold, der ikke kunne finde ud af at betjene den…..

Da de mente, at nu var de færdige med at fælde det træ, stod der 1 1/2 meter tilbage af stammen (og ikke 70-80 cm som aftalt) med et skråsnit i toppen.

På det tidspunkt var vi så trætte af dem, at vi var klar til at acceptere hvad som helst. Jeg fik dog jaget “projektlederen” ud og få dem til at lave et vandret snit i toppen, for så kunne vi da placere en flad krukke på toppen med nogle hængeplanter på. Vi kiggede lige i ordbogen efter ordet “flad” på thai, og de forstod fint, da min husbond sagde “raab” på thai. Hvorefter han skar et snit, der kun var lidt mindre skråt end det første. Okay. Man kan jo altid lægge en sten eller to under sådan en skål, blev vi enige om. At de så havde kvast en lille rød busk undervejs og havde maltrakteret græsplænen oveni…. Tjah…

Endelig var de færdige! Eller færdige i deres verden men ikke færdige ifølge vores aftale! Vi betalte bare og lod dem køre, og så gav vi os til at feje og rydde op i vores indkørsel, hvor der lå masser af stumper og stykker af både palme og vores busk. Så smed vi alt, hvad vi havde i hænderne og hoppede i poolen og drak et par velfortjente kolde øl.

Det færdige resultat.

Sikke en omgang. Så er det man husker, at man skal gøre så meget selv, som man kan. Det er godt nok noget bøvl, men så slipper man får et mavesår og et hjertestop! Men væk er faren for bøvl med elværket! Og hvad angår den gule busk, så er det nok ligesom dengang jeg cyklede ned til barberen i Arnum for at blive klippet. Så sagde jeg til ham, at jeg ikke skulle have klippet pandehår, men min mor havde ringet på forhånd og givet ham besked på, at jeg skulle have en “fremtidsklipning”. Så jeg kom hjem grædefærdig og med 1 cm. pandehår!

God søndag!

 

 

by Janne