Liv i Thailand

Ændring i indkøbsvaner

Jeg har for nogle uger siden ændret mine indkøbsvaner markant, og det ser ud til at fungere fint.

Før jeg flyttede til Thailand, havde jeg en ide om, at jeg skulle tøffe ind på det lokale morgenmarked og købe friske varer hver eller hveranden dag. Jeg skulle stoppe med at lave madplaner og så lave mad ud fra, hvad der er tilgængeligt på markedet. Efter første besøg på vores lokale marked “Chad Chai”, hvor der var alt for trangt, der var vand og fiskeskæl på størrele med en 10 baht over det hele, folk kørte derinde på motorcykler, og vi blev snydt så vandet drev – ja, så lagde jeg låg på det projekt og begyndte at handle “one stop shopping”. Det passer så ikke helt, men jeg kunne da få 80-90% af vores forbrug i Makro, som svarer til Inco i Danmark (hvis de stadig findes).

Jeg har så handlet der i 5-6 år og suppleret med varer fra Europa og resten af verden fra andre butikker i nærheden. I starten handlede vi også drikkevarer der, men efter at jeg en dag fik forfrysninger af at gå og vente på, at de skulle åbne for alkoholsalget kl. 11, så vi kunne købe et par kasser øl, lagde vi ølindkøbet ned til den lokale ølmand.

Makro har mange gode ting, for de leverer jo til forskellige restauranter i byen. Derfor er der et rimeligt udvalg af mexikanske, koreanske, japanske, italienske og varer fra flere andre etniske køkkener. Jeg har nydt godt af rigtige majstortillas, som de fås i Mexico, og jeg har kunnet købe indiske krydderier til gode priser.

Men på det seneste er de begyndt at “luse ud” i sortimentet, så der forsvandt feks. vores favorit bacon. Makro i Hua Hin må også have noget af en torsk som disponent. For noget tid kunne vi ikke købe flåede tomater andet end i 3 kg dåser…. Det er da ikke lige det, man behøver at gå ned på! Så havde de ingen olivenolie… Og i flere uger havde de ingen cherrytomater, selvom de normalt har 8-10 forskellige slags. Sidste efterår havde vi mælkekrise! Makro havde fyldt hele mælkekøleren, som er vel 3-4 meter lang med en lang række af appelsinjuice! Det skal siges, at det var svært at skaffe mælk alle steder, og vi måtte bare tage, hvad vi kunne få. Men med en mand, der drikker 5-6 krus kaffe med mælk om dagen, så var der lige lidt forsyningsarbejde.

CP Group

Makro er ejet af CP Group, som er et af de største konglomerater i Thailand. De sidder på ca. 60% af detailmarkedet, og der sidder de godt! Den anden store gruppe er Central Group, og de ejer de store Central shopping centre i Bangkok + Tops, som også er detailhandlen.

CP Group ejer også 7-11, hvor enhver thai med respekt for sig selv kommer mindst 1 – 3 gange om ugen. Det specielle ved CP Group er, at de har hele forsyningskæden inden for fødevareproduktioner. De ejer feks. store grise- og hønsefarme, landbrugsfarme med grønsager, så de selv kan producere under deres eget brand “Aro”. De ejer fabrikker, der producerer dyrefoder, og de har rejefarme, plastikfabrikker – ja, you name it!

Der er ingen priskonkurrence på fødevarer i Thailand. En liter mælk koster det, en liter mælk koster. Det skyldes blandt andet, at prisen for en del produkter er fastsat som en maksimumpris af regeringen. Men det skyldes nok også, at der simpelthen ikke er nogen konkurrence. Tager man som dansker et tilbudsblad fra Makro, bliver man meget skuffet. Kæmpe tilbud i denne uge – toiletpapir fra Aro, førpris 189 baht for 10 ruller – i denne uge kun 188 baht! Eller køb 5 pakker og få dem til 187 baht.

Førhen syntes jeg, at kvaliteten af varerne i Aro brand var nogenlunde okay. Men den er altså gået markant ned, og det er der mange andre end mig, der mener.

Den sidste pind i ligkisten

For mig blev sidste “pind i ligkisten” deres forårsløg. Førhen kunne man købe store flotte forårsløg med frisk og stor top (den klipper jeg af og bruger som purløg) til 19 baht. Så skiftede de til Aro brand, og så har de åbenbart brugt stråforkorter, for de var 15 cm. kortere, med gule blade, og så kostede de skam 23 baht. Det var ikke så meget de 4 baht, men mere princippet i det, og så en øv oplevelse af, at vi ikke mere kunne få “purløg” på vores æggemad!

Jeg var også træt af, at der ofte lugtede meget skidt i deres kødafdeling (de dage skulle jeg så ikke lige købe kød). De havde ikke vores cola i 3 måneder, hvorefter den pludselig dukkede op igen. Jeg kan nævne mange ting, og min veninde og jeg var ret enige om, at de godt nok er faldet af på den.

Ny stil

Jeg besluttede mig så for, at jeg ville forsøge at få lavet en Makro konto online. Vi skal nemlig stadig bruge toiletpapir, blegselleri (som man ikke kan få på markedet), æg (hvor jeg har fundet et mærke, hvor hviden ikke er tynd som vand og blommen fiser rundt indeni), håndsæbe og nogle andre ting. Man skal købe for 1000 baht, og så er der fri levering. What’s not to like? Jeg kunne slet ikke hitte ud af at sætte den konto op, for det hele er på thai, indtil man har sin konto og kan ændre den til engelsk. Jeg fik vores ven til at hjælpe mig en dag, hvor han var her for at undervise os i thai. Det gik fint (selvom det må være thai logik, for jeg fattede overhovedet ikke, hvordan han kunne finde af det!).

Et par dage senere bestilte jeg for første gang, og det fungerede bare perfekt. De kørte lige til døren, de bar varerne helt ind i mit køkken og checkede listen, mens jeg kiggede på. Jeg betalte ved at scanne en QR kode, og så var det ellers bare at lægge på plads.

Så er der grønsagerne og kødet. Kødet behøver jeg ikke at tænke på foreløbigt, for jeg har en halvstor kummefryser med alt hvad hjertet begærer inden for kød, og vi er på nedsparing lige nu, så vi kan fylde op med friske forsyninger senere. Grønsagerne er en anden sag. Vi spiser rigtig mange grønsager i vores husholdning, og det er meget sjældent, at vi får et måltid uden noget grønt. Vi spiser rå grønsager til vores rugbrødsmad om morgenen, og vi får også grønt til aftensmad. Men det er jo lige det, som sådan et morgenmarked kan. Jeg har hørt, at grønsagerne på morgenmarkedet kommer fra nogle kooperativer nord for Hua Hin. Det er da en sympatisk tanke i sig selv. Økologi og den slags er næsten ikke eksisterende i Thailand, men jeg har den holdning, at grønsager med lidt gift på er bedre end ingen grønsager.

Nu har jeg fundet to boder, hvor de har næsten alt i grønsager, som jeg skal bruge til en uges tid, og de er begyndt at kunne genkende os. Der ryger nogle gange lige en gratis ting med, når de kan genkende en. Hende mit første valg er godt nok en sur mokke, som ikke er til at slå et smil af, men det må vi så leve med. Hendes grønsager er rigtig fine, og så er “portionerne” meget mindre end i Makro, så jeg ikke behøver at smide noget væk. (Selvom jeg ikke smed meget væk. Jeg kastede alt det kedelige op i en gryde og kogte det af til grønsagssuppe).

En sidegevinst er, at det nu er blevet nemt at købe fisk. Vi er ikke særlig erfarne med fisk, men jeg vil egentlig gerne spise fisk en gang om ugen. Jeg gider bare ikke at skulle ud og køre og bøvle ind på et marked for at købe en enkelt fisk. Nu er vi der jo alligevel, og så prøver vi til med svingende held. Jeg er begyndt at lave fisk med thai tilbehør, og det går nemmere, end når jeg skal finde på noget “dansk” (udover paneret fisk med persillesovs).

Her er min “fangst” fra i morges. Der er grønsager og frugt for 355 baht – det svarer til ca. 65 kr. Der er nok til en uge til os. Alle grønsager og krydderurter er nu rengjort og ligger i plasticboxe i køleskabet klar til brug.

Grønsager og frugt til en uges tid

Fisken vi købte kostede 120 baht – altså godt 20 kr.

Der var ikke så stort et udvalg af fisk i dag. Det skyldes sikkert helligdagene og den lange weekend.

Ekstra sidegevinst

En ekstra sidegevinst er, at vi har fundet en lille morgenmadsrestaurant helt tæt på markedet. Her er der masser af liv og masser at sidde og se på. De laver en rigtig god morgenmad til ingen penge. En såkaldt “morgenmadspande” med to spejlæg, 3 forskellige slags pølse og lidt skinke + smørstegt toast for den formidable sum af 69 baht. Engelsk morgenmad 89 baht. Ejerne er supersøde, og de snakker også engelsk. Jeg kan desværre ikke vise et billede af det, for de havde lukket i dag pga. religiøs helligdag. Den hedder Baan Ma og kan findes på Google Maps.

Ekstra, ekstra sidegevinst.

Jeg kommer hjem med en hulens masse plasticposer, som jeg kan genbruge, hvis de er rene, og bruge til affald, hvis de ikke er rene.

Pudser glorien

Jeg aner ikke, hvad de enkelte grønsager koster på markedet, for der er ingen priser på. Men jeg har et par gange vejet det hele op og sammenlignet med priserne på Makros hjemmeside. Der er mellem 20 og 30% at spare, så jeg klager ikke.

Jeg pudser min glorie, og jeg glæder mig over denne win-win situation. Jeg har det godt med at støtte lokale bønder i stedet for de totalt super overrige i CP Group. Hvis sælgerne på markedet da ellers ikke kører ud i Makro og henter varerne…..

Foran markedet kan man også blive velsignet af en munk. Han her chantede lidt for ejeren af madvognen, imod at han fik lidt mad.

Munkene går rundt og morgenen og får mad. Giveren får så en en lille bøn.

 

 

Liv i Thailand

10 tilfælde hvor thaier er meget anderledes….

Når man bor i Thailand, så kan man jo ikke undgå at observere, at vi bestemt er landet i en anden kultur. Her kommer 10 eksempler på, hvor thaier er meget anderledes end danskere!

Overtro

Mange thaier er enormt overtroiske, og i nogle egne af landet er det nærmest blevet blandet sammen med deres religion. Jeg kan nævne et par eksempler. Hvis en thai skal ud, og der sidder en tokay og siger, som sådan en nu siger (tok kaaay), så betyder det “bad luck”, og så bør man blive hjemme. Mange mennesker er hundeangst for de der firben i overstørrelse, og det er ikke fordi, at de rent faktisk kan bide. Det er mere, at de er tegn på, at noget skidt kan ske.

Vi har også en ven, som ikke spiser oksekød. I hans tro findes der en gud, som blev født af en ko, og man kan selvfølgelig ikke spise gudens mor. Det har ingenting med buddhismen at gøre – det er vist mere kinesisk.

En anden ting er farver. Hver dag har en farve, og man er tildelt den farve, som er en ens fødselsdag. Kongens fødselsdag er for eksempel gul, dronningens er lilla. Hvis man så køber en bil, som har en forkert farve, så kan det jo betyde “bad luck”. Hvad gør man så? Så sætter man da bare et skilt på sin blå bil, hvor der står: “Denne bil er rød”. Der er mange af livets andre sider, hvor man da godt kunne have brug for at kunne gøre sådan noget – og så tro på det!

Mange har også specielle datoer, hvor ting kan finde sted, specielle tal i lotto, ting og handlinger som giver held. Det kan faktisk godt spænde ben for nogle ting, når man er overtroisk…

Skrald ved fordøren

Jeg er ikke sikker på, om det kun er mig, men jeg er ret omhyggelig med mit skrald. Vi er i de varme lande, og der er meget utøj og andet omkring. Kører man rundt i landskabet her omkring, så er der nogle steder en kæmpe skraldebunke bygget op omkring et bette hus. Altså nærmest sådan lige ude foran fordøren. Vi har jo en slags skraldeordning her i byen, så der står blå tønder med jævne mellemrum de fleste steder. Men nu er det jo nok nemmere bare at kaste plasticflasker, styrofoam bakker, poser og andet skrald ud af fordøren i stedet for at få det væk fra matriklen.

Hua Hin er en af de mest beskidte byer i Thailand, hvad angår skrald. Desværre! For det er jo ellers en dejlig by med meget smukke omgivelser. Jeg har stor respekt for, at de der gutter, som har heste på stranden til turisters ridetur – de har en pose med, og smider hesten en pære, så bliver der samlet op. Men børn, voksne og gamle kaster bare deres skrald over det hele. Det er øv, når man nu har været med i naturprojekter, da man kun var 10 år. Vi samlede skrald i grøfterne langs vejen og målte okker i bækken på marken. Jeg smider ALDRIG mit skrald nogle steder andet end i en skraldespand. Helt ned til plastikken omkring mine mintpastiller!

Vrum vrum

Det her punkt er der, hvor jeg slet ikke fatter noget. Hvis en thai starter en motorsav, en buskrydder, en bil eller en motorbike, så skal det ofte foregå med vrum, vrum, vrum, vrum. Når man saver med en motorsav, så bliver det jo ikke mere effektivt af, at den skal sige vrum, vrum, vrum….. Man kunne jo bare holde den ved en konstant hastighed for eksempel. Vi har en gut her på vejen. Når han starter sin (stakkels) bil, så giver han den fuld gas og VRUM, VRUM, VRUM med 7000 omdrejninger. Altså – det holder den da ikke til i længden.

Vi havde nogle folk til at fælde et træ i haven. De lavede ikke andet end at bøvle med den motorsav….. De druknede den om og om igen. Og et tryk eller to på chokeren hver gang der skulle trækkes i snoren. hvis den fik ved, så fuld gas på dyret, og så gik den ud. Vi var så forpinte af det, at vi var lige ved at gå ud og flå maskinen ud af hænderne på dem!

Pakke gaver ind

Man skal ALDRIG bede en thai om at pakke en gave ind i en forretning. For nogle år siden på Samui sad vi på en pub og fik frokost. Ved siden af var en boghandel, som jeg lige ville ind og kigge i. Der fandt jeg en bog om thailandsk arkitektur, som jeg gerne ville give til min husbond, som tilfældigvis havde fødselsdag samme dag. Jeg bad damen i butikken om at pakke den pænt ind.

Da jeg kom tilbage til pubben ved siden af, havde min bedre halvdel betalt regningen og var meget oprevet. Han troede, jeg var blevet kidnappet eller noget, for jeg havde været væk i næsten 45 minutter.

Pigen i forretningen tog en EVIGHED om at pakke den pakke ind, og det var endda ikke med sløjfer eller noget. Jeg kunne have pakket 200 gaver ind i Fætter BR den 23. december på samme tid!

Kommunikere uden øjenkontakt

Jeg tænkere, at de fleste har prøvet at komme ind i et supermarked eller et byggemarked og se, at der står en thai et sted og snakker med sig selv. Sådan ser det ihvertfald ud. Rent faktisk står de og snakker med en kollega omme på den anden side af reolen med vaskepulver!

Vi er vant til, at vi skal have øjenkontakt for at snakke sammen, og hvis vi ikke har, så koncentrerer man sig om at snakke tværs igennem en barriere.

Hvad er mere imponerende er, at rigtig mange af dem går med masker (ja, det gør de stadig mange steder her – SUK). Jeg forstår simpelthen ikke, hvordan de kan høre/forstå, hvad den anden siger.

Et andet sjovt eksempel er vores veninde Pam. Vi mødte en dansker fra Chumpae og hans søde kone her i Hua Hin. Pam og hans thailandske kone faldt hurtigt i snak, og de kunne lide hinanden. Så sad de der ved vores spisebord med siden til hinanden og snakkede sammen. Ikke noget med øjenkontakt eller noget. Det virkede godt nok temmelig mærkeligt på mig, men jeg har observeret det mange gange efterhånden.

Betjening i et byggemarked

Her i landet er betjeningen i byggemarkeder for en stor dels vedkommende aflønnet af de forskellige brands. Det vil sige, at du har en Dyrup sælger, en Sadolin sælger osv. Da vi skulle male hus for nogle år siden, ville jeg gerne købe plastic maling til at male vinduer med udvendigt. Jeg spurgte efter det i Home Pro, og jeg fik at vide, at “mai mi” (“no hap” på engelsk). Senere fandt jeg ud af, at jeg havde spurgt den forkerte.

Min husbond ledte også efter et jordspyd, og da han spurgte personalet fik han svaret “mai mi”. Så fik han øje på en kasse med jordspyd lige bag ekspedienten!

“Mai mi” – det har vi ikke og “Mai dai” – det kan man ikke er nogle gange et valgsprog, når man ikke ved noget.

Forholdet til mad

Thaierne har et kærlighedsforhold til mad. Jeg er selv interesseret i mad, og i Danmark var det da fåtallet af mænd, der gad og sidde og snakke om mad. Men her er det helt anderledes. Enhver thai – ung eller gammel, rig eller fattig, mand, kvinde eller barn er helt fokuseret på mad.

Det er ret charmerende synes jeg, for de har også en offervilje i forhold til mad, som danskerne ikke har. Thaierne betaler gerne ekstra for god mad, også selvom budgettet hænger i laser resten af måneden.

Hvad så er ret specielt er, at mange thaier slet ikke LAVER mad. Man flyver hele dagen rundt til boder som en lille bi, og sådan skaffer man dagens måltider. Lejer man en lejlighed, har den ofte ikke noget køkken. Men det forhindrer dem altså ikke i, ikke at have et lidenskabeligt forhold til mad.

Jeg tager tit billeder af vores mad til forskellige madgrupper på Facebook men også for at kunne vise det til vores thai venner. Det er altid et hit!

Nattøj

Voksne kvinder og mænd, der går ud om aftenen i deres nattøj er temmelig meget anderledes for mig. I det hele taget er en (moden) dame på min alder med Mickey Mouse på sin pyjamas på et natmarked temmelig fremmedartet.

Jeg kan da godt se det praktiske i, at når man så har været ude og handle og spise aftensmad, så kan man bare vælte i seng.

Jeg har igennem årene haft utallige mareridt om natten, der gik på, at jeg mødte op på arbejde til et møde og fandt ud af, at jeg havde glemt at få mit nattøj af! Så nej, det kunne jeg altså ikke lige tænke mig at troppe op i i offentlighed. Det ville måske også vække lidt anstød i sin minimalistiske form!!

Scanne varer ved kassen

Forleden så jeg en video på Facebook, som fik mig til at skrupgrine. Det viste en kassemedarbejder i England imod en thai kassemedarbejder, som skulle scanne varer igennem. Jeg kunne godt se, hvorfor det var sjovt, for når jeg tænker over det, så er de altså ikke de hurtigste her i landet….. Jeg tror bare, at man vænner sig til det.

Dog har vi en shop her i nabolaget, som sælger udenlandske fødevarer, primært fra England. Jeg skal virkelig tage mig en mental valium, når hende ejeren skal køre mine køb igennem et ellers temmelig avanceret kassesystem. Vi er ikke ude i noget med kidnapning og indpakning af varer, men min bedre halvdel når vist en halv Sudoku, mens jeg handler.

Konsekvens

Det sidste punkt kan være alvorligt nok, men engang imellem så griner vi faktisk også lidt af det.

Jeg er opdraget til fra barns ben, at “hvis du gør det….. så sker der det”. Altså konsekvens. Sætter du hånden på kogepladen, så gør det ondt ad pommern til, og du skal sove hele natten med hånden i en spand koldt vand.

Rigtig mange thaier er herligt frie for den tankegang – på godt og ondt. Jeg ser altid alle de problemer, der kan opstå, komplikationer, osv. osv. Det gør de fleste thaier ikke. De lever i en verden, hvor de tager problemerne, når de er opstået! Det må da være en gave – tænk ikke at skulle bekymre sig om, hvad der sker, hvis man stiller en stige op ad et træ og roder rundt med en motorsav uden nogen form for beskyttelse! Eller kører 80 km i timen på en big bike som 12 årig på vej hjem fra skolen med maske men ingen hjelm.

Vi har lige fået besked om, at de starter et vejprojekt på Soi 94 i morgen. Der skal nye kloaker og vandforsyning til og så en ny vejbelægning. De planlægger, at det tager 7 måneder at renovere godt en kilometer vej. Jeg blev helt grøn i hovedet. Hvad så med alle de forretninger på gaden. Hvis alt er gravet op (som de gjorde her for 2-3 år siden her og vi levede i en mudderklir i månedsvis), hvordan skal alle de restauranter og barer så overleve. For slet ikke at tale om vores livline, mr. Dong, som er leverandør af drikkevarer her til matriklen.

Min husbond var dernede og handle i går. “Mai mi banha” (ingen problem på jysk) siger mister Dong…. Jamen, han kan jo hverken få varer ind eller ud, hvis gaden er brækket op??… Men det er jo heldigvis for ham mere mit mavesår end hans!

Vores ven Oat er lige blevet smidt ud af det hus, som han og hans familie har boet i i over 30 år. Det var angiveligt ejet af hans far, som døde for en del år siden. Nu har hans fætter solgt huset, hvordan det så end kan lade sig gøre. Oat og hans mor og 2 søskende skal flytte ud. Vi var temmelig oprørte over det, men han sagde bare “mai ben rai” (et andet ord for “ingen problem” på jysk). Nu er han så ved at gå helt banan over, at han som 43-årig skal bo hos sin moster. Han har 5 racekatte, og hun har 3 hunde! NU har han et problem, som han skal løse med ekspresfart, hvis ikke hans stakkels katte skal dø af skræk.

Konklusion

Det er jo ikke for at gøre grin med thaierne, at jeg skriver det her. Det er skrevet i en kærlig ånd, hvor jeg bare observerer, hvor forskellige vi er. Som den kontrol freak jeg er, så er jeg nok heller ikke den bedste til at beskrive den der tilbagelænede stil, som mange mennesker her praktiserer.

God søndag!

 

 

 

 

 

by Janne
Liv i Thailand

Min blog er tilbage – og ugen der gik

Min blog er tilbage!

I sidste uge sad jeg ved tasterne og var klar til at skrive lidt om nogle sjove observationer ved thaiernes adfærd.

Sådan skulle det ikke være! Jeg kunne ikke engang komme ind til mit log-in billede, så jeg var temmelig lost. Jeg bruger WordPress til at skrive min blog, og jeg har absolut ingen forstand på alt det med, at man kan programmere inde bagved og ændre set-up og udseende blandt andet. Jeg får helt gåsehud, når jeg engang imellem forvilder mig ind i koden bagved. Tænk alt det ravage jeg kunne lave!

Siden jeg startede min blog i februar 2019 har jeg vidst, at jeg var en humlebi i forbindelse med at skrive min blog. Humlebier burde nemlig ikke kunne flyve med deres kropsbygning – de ved det bare ikke. Jeg har frygtet, at noget skulle gå galt, for jeg har ikke en kinamands chance for at rette op på det! Jeg har blandt andet en fejlmeddelelse i toppen af skærmen, når man læser min blog på en mobiltelefon, men jeg har ingen anelse om, hvordan jeg får den væk. Skidtet virker jo, og så må jeg leve med, at der er lidt uforklarligt krims krams i toppen.

Det hele skyldtes en opdatering af WordPress, og dem laver de rigtig mange af. Jeg laver selvfølgelig back-up af min side, men det foregår med en såkaldt plug-in inde i WordPress. Når jeg så slet ikke engang kunne komme ind, så var der jo ikke så meget, jeg kunne gøre. Jeg var ret nedslået, men jeg har været forberedt på, at det kunne ske. Jeg læste for et par år siden om en af mine danske favoritsider med mad, at ejeren måtte starte helt fra bunden og rekonstruere sin hjemmeside. I modsætning til mig, som ikke har reklamer og ikke tjener noget på det, så var det vist hendes levebrød og derfor ret knusende. Det kan være en meget dyr affære, hvis man skal have hjælp udefra, og det gælder også her i Thailand.

Så jeg var afklaret. Det var mega ærgerligt, og jeg var godt klar over, at jeg ville komme til at savne at skrive. Men ikke kun det! Jeg har haft kontakt med utroligt mange søde mennesker igennem den blog igennem tiden, jeg har fået rigtig mange dejlige kommentarer og inputs, og den har ovenikøbet været katalysator for nogle virkelig gode venskaber. Jeg kunne selvfølgelig bare starte forfra, men at miste 5 års arbejde var ikke godt. Jeg er ikke så god til at gøre om. Som at sidde på arbejde og lave et kæmpe regneark, og så forsvinder hele møget lige pludselig. Det har jeg prøvet mange gange, og det har givet ture ud i den friske luft og buler i panden!

Så tænkte jeg på en ven, vi har, og han er programmør. Han har dog intet med WordPress at gøre, men jeg tænkte, at han måske kunne pege mig i retning af løsningen på mit problem. Jeg sendte fejlmeddelelserne til ham, og han sagde med det samme, at det anede han ikke noget om. Men hans søn, som også er programmør, kunne lige prøve at kigge på det. Det var jeg mega taknemmelig for, for så havde jeg da forsøgt noget. Han fik adgang til min kildekode, og så var det jo bare at vente. Dagen efter kom han tilbage. “Prøv lige igen”, skrev han, og bingo – så var jeg inde!

Lettelsen var stor, og alt ser ud til at være okay nu. Jeg er meget, meget taknemmelig over, at den unge mand gad hjælpe sådan en system-amøbe som mig! Faktisk var der også en flink mand, som tilbød at hjælpe mig på Facebook. Mange tak til ham også!

Så her er jeg nu – foran tastaturet og i gang med en opdatering her fra Hua Hin. Jeg har brugt mange, mange timer på at sidde her og skrive på danskerithailand.com, og tit er det ikke selve teksten, der tager tid, men alt billedmaterialet som skal behandles, før jeg lægger det ind. Det har jeg så heller ikke forstand på, så undskyld hvis det ikke lige ligner noget fra et professionelt bureau!

Ugen der gik

Sidste uge har været med op- og nedture! Vi har en meget god ven, som desværre måtte på intensivafdelingen på det lokale sygehus. Han har ikke haft det så godt de sidste måneder, men nu gik han helt ned. Han er ikke nogen ung mand mere, og hans helbred er ikke så godt. Vi fik lov at besøge ham forleden for en kort stund, og han var da ved sig selv men svag og temmelig rystet. Han havde det dog ikke dårligere, end at han godt kunne parlamentere med både læger og sygeplejersker om sin medicinering og behandling. Heldigvis har han en rigtig god sygeforsikring, så han er godt dækket og skal kun betale et minimum selv.

Her i Thailand er der stadig autoritet bagved personalet på et sygehus (i det hele taget de fleste offentligt ansatte), og man forventes bare at tage, hvad de udskriver af medicin osv. og acceptere de behandlinger de foreslår. Vesterlændinge er vant til at spørge ind til, hvad de får af medicin, hvad det gør, og hvad bivirkningerne er. Det gør man ikke her! Så kan de blive meget irriterede og forbistrede på en. Det blev hans læge også. Da han spurgte, om lægen troede, at han kunne komme levende ud fra hospitalet, var svaret, at det kunne han jo ikke sige noget om, når han nu nægtede dele af behandlingen.

Jeg tror, det var stof til eftertanke! Vores ven har aldrig været indlagt på et sygehus i sit liv, og han var meget skeptisk de første dage. Et privathospital i Thailand kan også være en temmelig speciel oplevelse, for de er jo netop private og temmelig slemme pengemaskiner. Vi sagde til ham, at det skulle han jo ikke bekymre sig om, når nu det var dækket af forsikringen. Men nogle af de behandlinger, de foreslog, var nu alligevel også på kanten af småt brændbart!

Vi besøgte ham igen i går, og der var han vendt på en tallerken. Han havde jo fået det rigtig meget bedre, personalet var søde og kompetente, lægen kom og besøgte ham på sin fridag, og han spiste maden, som så lækker og indbydende ud. (Han har ellers problemer med at spise). Nu var han taknemmelig og glad for at være kommet et ordentligt sted hen. Han følte sig så tryg, at han bliver der nogle dage endnu. (De første to dage ville han bare HJEM!).

Han har fået et wake-up call om, at han skal tage bedre vare på sig selv, for ellers kan det hele brat få ende! Jeg vil gerne nævne igen, at en ordentlig sygeforsikring er SÅ vigtig her i landet. Det koster 11.700 baht i døgnet (ca. 2000 kr) at ligge i sengen på intensivafdelingen på det lokale privathospital + doctor fee + nurse fee + medicin, så det er ikke at spøge med. Hospitalet afregner direkte med forsikringen, så han skal kun betale sin “selvrisiko” og medicin, som de giver ham med hjem (som desværre kan være flere gange dyrere end på det lokale apotek).

Det har selvfølgelig givet både ham og os tanker omkring “hvad nu hvis?”. Sammen skal vi sørge for, at vi har styr på, hvad der skal til, hvis den ene i et ægteskab dør her i Thailand. Det kan være en ret kompliceret affære, og det er helt klar et must med et testamente her i Thailand -på thai. Et dansk testamente her ingen retsvirkning her. Ingen af os er interesseret i, at den efterladte skal rende fra Herodes til Pilatus med papirkram og måske risikere, at den efterladte ikke kan komme til de penge, man har sparet sammen.

Dystre tanker, men især her i Thailand (og i det hele taget, hvis man bor i udlandet) er det vigtigt, at man sætter sig ind i tingene og forbereder sig, så man ikke får grimme overraskelser.

For en time siden fik vi seneste opdatering fra stuegang. Han har fået det endnu bedre, og noget af behandlingen er blevet skåret ned. “Det er kun til syge mennesker”, sagde sygeplejersken. Han sendte et billede af sig selv med et stort smil – det første vi har set et smil i en uge. Det går til levesiden, og det er dejligt! Hans forsikring dækker også genoptræning efter en uge på hospitalet, så han skal da bare i gang igen! Så må vi igen leve med hans skarpe kommentarer, sarkasmen og hans skæve humor!

God søndag!

PS. Billedet øverst er af en blå og sort himmel på samme tid. Det er regntid i Hua Hin, men her hvor vi bor, får vi næsten ingen regn i forhold til andre steder. Det rumler bare lidt, drypper måske lidt og så går det over igen!

 

 

Liv i Thailand

Det går ikke altid, som præsten prædiker…..

Et gammelt ordsprog, som dog stadig holder vand. Det går nemlig ikke altid som præsten prædiker, og da slet ikke i Thailand.

I går morges meget tidligt måtte vi sende en ven tilbage til hans hjemland. Det var med et tungt hjerte for os alle tre, og det var bestemt ikke med hans gode vilje, at han måtte afsted.

Han er kommet til Hua Hin på ferie ad flere omgange inden for de seneste par år, og han blev totalt forelsket i byen og i stemningen her. Han var træt af sit job som (velbetalt) ingeniør, og han havde lige været igennem en temmelig slem skilsmisse, og så skulle der ske noget. Han besluttede at sige sit job op og flytte til Hua Hin, selvom han kun er først i 50’erne. Så han ankom med en kuffert og en rygsæk i januar med en fast plan om, hvad der skulle ske. Han skulle være her på et uddannelsesvisum, som kræver at man går i skole og lærer thai. Det må man sige, at han overholdt til punkt og prikke, for han kan omtrent læse/skrive/tale thai på samme niveau som os, der har boet her i godt 6 år, og som har øvet os i thai hver eneste dag mere eller mindre. Hatten af for ham!

Der var bare lige den lille detalje, som er et problem for de fleste mennesker: Penge…. Han ejer flere ejendomme forskellige steder i verden, men som man altid har sagt: “Man kan ikke spise mursten”. Man kan heller ikke bare lige sælge et hus, hvis der ikke er en køber! Og det er her, præsten kommer ind! Det kan godt være, at man tænker, at det ordner sig nok, men sådan er det altså desværre ikke altid. Så hans pengebeholdning i tilgængelig kapital skrumpede hurtigt ind. Man lejer en “fully furnished” lejlighed her, men det betyder altså ikke, at der er køkkensager, opbevaringsting, småmøbler og ting som måtter, håndklæder, viskestykker osv. osv. Man skal jo også lige fylde lagrene op med salt, peber, mel, gryn og alle de der ting. De koster jo også penge!

Han skulle jo også have transport, så han var nødt til at leje en motorcykel og købe en styrthjelm dertil. Skolen skulle også have deres penge, og thai undervisning er meget dyrt i forhold til andre ting her i landet. Man kan få en havemand en hel dag, som sådan en thai lærer skal have i timen.

Ja, pengene fossede sådan set ud af statskassen hos ham, og det der forventede hussalg i hans hjemland skete ligesom ikke rigtigt….

Han mødte desværre også nogle ikke så gode personer undervejs. Han kom ind i musikverdenen ret hurtigt, og det er jo der, vi ofte slår vores folder. Han er en meget dygtig guitarist, og han kom hurtigt med i et band, hvor han godt nok skulle spille noget andet musik end det, der lå hans hjerte nært. Det endte med et brud (jeg skal ikke kede nogen med den lange historie), og så var han pludselig ude af det miljø igen. Det var meget trist og helt sikkert også en “pind i ligkisten” for ham. Han fik investeret i noget ejendom her i Thailand, som han måske nok skulle have holdt sig fra. Ja, man bliver nemt impulsiv, når en god mulighed byder sig….

For en måneds tid siden besluttede han at tage tilbage til sit hjemland og finde noget arbejde og forsøge at realisere sit hus derhjemme.

Det går ikke altid, som præsten prædiker……

Jeg tror, det var der mit kontrolgen slog til, for jeg skulle ihvertfald ikke til at flytte herud, inden vi havde alt afviklet i Danmark. Godt nok købte vi huset her, før vi flyttede herud, men det så vi som et “sommerhus”, fordi omkostningen ved det ikke var dyrere end vores hotelophold rundt omkring i Thailand på et år. Jeg skal ikke pudse min glorie, for meget kunne være gået galt undervejs, men jeg tror på, at man skal planlægge det vel, før man kaster sig ud i at emigrere til et andet land. Det er ufattelig svært at sælge fast ejendom på afstand, og det er altså rarere at have pengene på sin konto, når man tager afsted, i stedet for at eje et hus i et villakvarter i Silkeborg! Og ejer man noget i Danmark, ser beskatningen af pensioner osv. også helt anderledes ud.

Vi ventede et helt år på at få solgt vores hus, men da det endelig lykkedes i foråret 2017, hoppede vi op og ned i glæde over, at vi nu kunne sætte en streg og komme videre. Vi fandt et hus at leje de sidste måneder i Danmark, og i den periode solgte vi alt fra suppegryder til min husbonds SMART, så vi kun havde de ting med, vi ikke kunne leve uden. Da vi tog afsted den 23. december 2017 følte jeg, at vi havde styr over alle løse ender, og at vi havde fået afsluttet alt det hele på en ordentlig og fin måde. Vi snakker da stadig om, om pengene nu slår til, hvis vi begge bliver 107, men det er en tanke, vi bare må skubbe fra os og så opføre os nogenlunde økonomisk ansvarligt.

Vores ven var desværre nødt til at tage tilbage og få styr på sine løse ender. Han aner ikke, hvornår han kommer tilbage igen, og selvom han har søgt arbejde i de sidste par måneder, så ser det stadig noget usikkert ud for ham. Vi krydser bare fingre for, at han får det hele ordnet, så han kan komme tilbage til Hua Hin, hvor hans hjerte ligger nu. Nu har jeg så det problem, at vi skal passe på alle hans ting inklusive to guitarer, så jeg er nødt til at gå vores pulterrum igennem og smide ud med hård hånd, så jeg kan få plads til hans sager. Det gør jeg gerne for en ven, og vi kan da placere hans grej ved siden af vores danske venindes ting, som vi også passer på!

Som en lille afskedsgave fik han en lille pakke med små pakker indeni. Han må ikke åbne den, før han kommer tilbage til sin lejlighed i Europa, og så kan han selv bestemme, om han vil åbne dem allesammen på samme tid, eller om han vil have en lille overraskelse hver dag i nogle dage.

Udvalget var nøje udvalgt fra 7-11, som jo er noget af det mest THAI, der findes i Thailand. Det er supermarked for mange thaier, og de betaler gerne totalt overpris for en lille flaske shampoo eller en lille flaske soyasauce i stedet for at købe lidt større ind og spare mange penge! Efter aftensmad forleden gik vi en tur ned i vores lokale 7-11 for at handle ind til ham, og så var vi da så heldige, at vi spottede et par venner fra Australien på vej tilbage, så det blev en rigtig hyggelig aften. Billedet ovenfor viser udvalget i hans lille “gave”. Alle tingene er pakket ud for sig selv, så han kan sejpine sig selv og åbne en pakke hver dag eller bare flå det hele op!

Vores ven tilbragte sin sidste nat her, og vi håber da på, at han snart kommer tilbage igen, så vi kan hygge os med musik og nogle gode snakke. Han var meget ked af at skulle rejse herfra, og jeg tænker bare på good old Mærsk Mc Kinney Møllers valgsprog: “Rettidig Omhu”, eller som min skotske chef sagde: “If you fail to prepare, you will prepare to fail.

Med andre ord: Man skal altså forberede sig ordentligt, hvis man vil flytte til et andet land. Det kan altså godt være, at tingene trækker ud, men det må man altså leve med.

Jeg var bestemt ikke misundelig, da vi krammede farvel, og han var nødt til at stige op i den lufthavnsbus!

Vi ses forhåbentlig snart igen her i Hua Hin!

 

 

Hus i Thailand

En stille eftermiddag….

I dag bliver en ultrakort update! Jeg skal nemlig ud og nyde stilheden i min have!

Vi har håndværkere overfor, og de larmer helt ekstremt, og lyden farer lige ind i vores hus og vores køkken-alrum med med ret dårlig akustik. “Halløj i Ekkosalen”, siger min tidligere chef, når han engang imellem ringer op for lige at snakke lidt om løst og fast. Sådan en borehammer i en etageadskillelse på den anden side af vejen kan faktisk betyde, at vi nærmest ikke kan snakke sammen, og at ørerne er ved at falde af.

Jeg forstår godt, at mange af de mennesker der boede tæt på metro byggeriet i København var ved at gå ned med stress. Støj er virkelig en stressfaktor, som kan mærkes både fysisk og psykisk.

Nu er de håndværkere, der arbejder derovre, enormt effektive, og de laver ikke alle de sædvanlige 1 million fejl, som thai “håndværkere” ellers laver. Derfor er vi også fortrøstningsfulde og håber på, at de lynsnart bliver færdige med renoveringen af de lejligheder. Hvem de så vil sælge dem til eller leje dem ud til er en gåde, for det bliver helt sikkert ikke billigt. Det er jo så ikke vores problem.

I denne uge har de arbejdet alle dage, men efter 4 timer med konstant støj fra 1 eller to nedbrydningshamre, en vinkelsliber og et par hamre, så slap vi endelig af med dem ved frokosttid i dag på en højhellig søndag. Så er det, at vi husker, hvor stille og fredeligt her normalt er.

I går eftermiddags var der havemand med buskrydder inde ved siden af, der var børneturnering i fodbold på banen skråt overfor, og ved samme lejlighed forlod nogle naboer deres matrikel, og det kan deres hunde ikke lide, og så gør og hyler de alle 3. Nå ja – så kan man jo ikke have fodboldturnering uden musik, så de spillede Isaan musik (en slags country musik fra nordøst Thailand). I starten vi boede her, syntes jeg det var charmerende, men tusindvis af numre senere uden at kunne høre den fjerneste forskel på sangene, er jeg ikke så vild med det mere! Nå ja, jeg glemte at fortælle, at ejeren af vores fitness center selv passede butikken i går. Hun har en forkærlighed for sådan noget techno, eller hvad man kalder det der musik, der ikke er musik… Den fik hele armen i går morges på et anlæg, hvor højtaleren er sprunget, så jeg måtte tage hørebøffer på og høre lydbog i stedet!

Så om lidt vil jeg gå ud med en havesaks + bevæbnet med en mand og en sav, og så vil jeg ordne lidt udtynding i haven, som jeg ikke tør lade vores ellers udmærkede havemand gøre. Ingen Isaan musik, ingen skrigende unger, ingen råbende forældre, ingen buskryddere og ingen flittige håndværkere! Min tinnitus lever dog  i bedste velgående fra i går (hvor vi så også var ude at se lidt musik med nogle venner oveni), men jeg håber på, at jeg har samlet kræfter til en ny støjdag i morgen.

God søndag!