Ikke at det lige er mit motto, men det passer nu altså lidt for tit. Der er altid noget i vejen, når familien skal i skoven!
Det var tid til at komme op på det der forfærdelige øjenhospital i Bangkok til en gang kontrol af mine øjne. Mit ene øje er opereret, og de presser mig hårdt for at få opereret nummer to. Nok ikke så meget for min skyld, men mere for at sælge en vare. Jeg har en øjensygdom, der hedder Fuchs’ Endothel Dystrofi. Min blev opdaget i Danmark for 10 år siden, og dengang havde jeg også grå stær. Den grå stær blev jeg så opereret for, og det hjalp da gevaldigt på udsynet – ihvertfald i en periode. 4% af Danmarks befolkning har Fuchs’ – mange uden at vide det. Sygdommen er arvelig – det er simpelthen en gen fejl. Der forskes meget i det, for 4% af verdens befolkning er da ligesom også en slat. Gængs behandling i dag er, at erstatte det lag i hornhinden som er sygt med et tilsvarende lag fra en donor. Altså organdonation.
Da jeg havde den her sygdom, før vi flyttede til Thailand, ville min sygeforsikring selvfølgelig ikke dække, og det var jeg også okay med. Jeg havde checket, hvad prisen for en operation af den slags ville koste i Thailand, og det var der budgetteret med. Første øje blev opereret i Bangkok i 2020 med kæmpe succes, og jeg ser rigtig godt på det øje i dag. Det var bare mega dyrt! Så nu kvier jeg mig altså ved at få lavet det andet øje. Går det galt, må jeg betale selv for en ny operation, og det er altså ikke så fedt. Desuden er der ny forskning i gang, så man sandsynligvis inden for få år kan nøjes med at få en indsprøjtning i øjet i stedet. Det er da langt at foretrække!
Nå, men tilbage til turen til Bangkok!
Denne gang havde jeg skiftet taktik! Det hospital er bare det værste sted! Det er et privat hospital, som i allerhøjeste grad tager sig velbetalt for deres ydelser. Til gengæld kan man få det for sine penge, at man kan vente i timevis på trods af, at man har booket en tid flere måneder i forvejen. Kigger man på Google Maps, så giver thaierne dem også forfærdelige anmeldelser! Lægerne er dygtige nok, men logistikken er helt væk.
Jeg plejer at forsøge at få en tid først på dagen. Som regel ender jeg så med en tid omkring middagstid, og jeg har utallige gange siddet og ventet en time på, at doktoren skulle spise frokost, selvom jeg havde en tid kl. 10.30!! Denne gang prøvede jeg noget nyt. Jeg kunne se på deres hjemmeside, at min læge om lørdagen er der til kl. 17. Så bad jeg om en tid til kl. 16.30 i håbet om, at hun da også gerne ville hjem til en lørdag aften.
Jeg bookede tid i december, og engang i januar bookede jeg et hotel til os. Det ligger lige overfor hospitalet, og er faktisk rigtig dejligt til prisen. 2500 baht for en lejlighed med køkken i hjertet af Bangkok og så i højsæsonen – det er helt sikkert okay.
Så i går var dagen, hvor turen skulle gå til Bangkok. Vi havde forberedt det meste i fredags, så vi var klar til turen. Planen var at køre kl. 10, så ville vi ramme Bangkok mellem 13 og 14. Vi skippede vores fitness, men tog os da tid til en bolle og en kop kaffe.
Da alt var klart, ville min bedre halvdel lige starte bilen, så den kunne køle ned, inden vi skulle køre. Han kunne så bare ikke starte den. Den gav bare nogle knasende lyde fra sig, og det var så det! Han havde godt nok nævnt, at batteriet vist ikke havde det så godt, og han havde også ladet på det. Men nu var det helt dødt, og vi kunne ikke starte bilen. Sådan er bad timing!!! Vi kører simpelthen alt for lidt i den bil, og derfor dør batteriet alt for tidligt. Bilen er nu 7 år, og den har kun gået 35.000 km! Dertil kommer, at langt de fleste ture, vi kører, er meget korte, så batteriet lader alt for lidt.
Jeg var ved at få en knast, for jeg havde ikke lyst til at ringe til hospitalet og hotellet og forklare dem, at vi ikke kunne starte bilen! Vi prøvede desperat at lade på batteriet, men det hjalp altså ingenting. Hvad så???? Tænke tænke….
Så kom jeg i tanker om vores venner, som bor tæt på her. Han har en gammel bil, og jeg tænkte, at han da måtte ligge inde med nogle startkabler. Vi ringede til ham, og vi var så heldige, at han godt ville bruge tid og energi på at komme herned og kickstarte vores bil med sine startkabler! Vi har nemlig ikke nogen (men det har vi i morgen fra Lazada). 5 minutter senere dukke vores ven op, og så fik vi startet vores bil. Halleluja – mange tak til ham for indsatsen – og så direkte fra træning i fitness centeret!
Vi var kun næsten en time forsinket, men det var stadig muligt at nå til Bangkok i tide, så vi tøffede afsted. Der var meget mere trafik, end vi havde regnet med, så det gik noget trægt. Da vi nåede til Cha Am, åbnede himmelen sig, og det væltede bare ned med lyn og torden og kraftige vindstød. Nu har det ikke regnet det store i 2 måneder, men det skulle det så selvfølgelig lige i går! Aviserne skrev i dag, at tagene blev revet af huse og vejskilte fløj rundt.
Det kunne vi så ikke se, for vi kiggede bare ud i spray og kæmpe vandpytter.
Nå, men efter regn kommer sol, og det gjorde det også i går. Vi kom 60 km nordpå, og så var det tørt og fint. Så ramte vi bare vejarbejde i stedet for, så det skred meget langsomt frem. Heldigvis havde vi indregnet så meget buffer, at vi endnu ikke var i risikozonen.
3 timer og 28 minutter tog det for at køre 199 km, men det er altså ret normalt!
Da vi holdt udenfor hotellet, standsede vi bilen, men vi kunne ikke starte den igen!! Så var spørgsmålet: Gøre noget ved det nu, eller vente til i morgen tidlig?
Vi fik vore værelse, som iøvrigt var rigtig dejligt med en fantastisk udsigt! Det er en af de ting, jeg elsker ved Bangkok. Man kan være mellem højhuse på alle sider, men så er der lige en have med frugttræer midt i det hele. Det er en af fordelene ved “Gamle Penge”. Altså folk der ejer et stykke jord midt i Bangkok, men som ikke er interesseret i at sælge, selvom de kunne leve som grever og baroner for de penge, de kunne få for jorden og ejendommen. De skaber de her åndehuller med gamle træer og buske.
Oppe på vores værelse tænkte jeg: “Google er din ven” og satte min hjerne i problemløsningsgear. Jeg fandt ud af, at der ikke så langt fra hotellet lå en lille butik, som solgte bilbatterier. Min bedre halvdel fik linket til stedet, og så gik han ned i receptionen, hvor han fik den flinke receptionist til at ringe og forklare situationen. 10 minutter senere stod der en mand med et batteri, og han monterede det på hotellets parkeringsplads. Det er sørme da god service. Det er der, hvor thaierne har en virkelig force. “Alt lykkes i en gasovn” er nok mottoet!
Så gik turen til hospitalet lige overfor, hvor lægen ganske rigtigt havde travlt med at komme hjem og holde lørdag! Det er kun ganske få gange, at jeg har ventet mindre end en time efter min planlagte tid.
Min læge og jeg er kommet lidt på kant. Til at starte med var hun vældig imponeret over, hvor meget jeg vidste om min sygdom. Sådan er jeg – jeg vil da vide, hvad det er for noget, der foregår i min krop! Til at starte med sagde hun: “Oh, you know everything!”. Ja, jeg er dansker, og jeg tror de fleste søger information om det, de ikke lige ved noget om. Nu er hun ikke så glad for mig mere. Det skyldes nok, at jeg ikke bare lige lader mig operere på det andet øje for en stor pose penge (som iøvrigt er næsten det dobbelte af, hvad en thai skulle betale for det samme), hvis det ikke er absolut nødvendigt.
Sidste år fik jeg lavet en masse ekstra tests, og hun informerede mig ikke om noget som helst bagefter. Jeg ville bare væk derfra dengang, så jeg spurgte heller ikke. Til gengæld bad jeg om journalen, da jeg kom hjem. Den har jeg fået flere gange. Den er håndskrevet og på thai med tegninger af mine øje…. Meeeennn… Jeg kan jo godt se, at hun hver gang skriver, at mit uopererede øje er “stable”. Så hvorfor skulle jeg opereres? Jeg tror også, at hvis det var i Danmark, ville man ikke bruge ressourcer på at operere mig endnu. Det er slemt med den der mistro til privathospitalerne. De er som de værste sælgere på et marked – de ville sælge deres egen bedstemor!
Denne gang kom det så langt, at hun spurgte mig, hvorfor jeg var kommet i det hele taget. Ja til kontrol da?? Så lod hun mig forstå, at jeg da bare kunne gå til øjenlæge i Hua Hin i stedet for. Jamen farvel så! Nu vil jeg fortælle min øjenlæge her i byen, at han har ansvaret. Jeg kører ikke derop igen, før at jeg er så dårlig, at jeg selv føler, at det er nødvendigt at få den operation. Det er det værste ved privathospitaler – det er mere en forretning end et sted for dygtige læger!! Jeg fik en regning på næsten 4 gange prisen for øjenlægen i Hua Hin for samme undersøgelse. Farvel og tak!
Vi var så kvæstede efter dagens oplevelser, at vi endte med at gå i seng ret tidligt, i stedet for at nyde at være i Bangkok! Vi stod så tidligt op i morges og nød udsigten til naboens have med nogle hjemmebagte pizzasnegle varmet i microbølgeovnen.
Bilen startede som en drøm! Tak til det lille værksted og tak til receptionisten, som lige gad og “go the extra mile”!
Hjemturen tog en time mindre end turen op, og vi var begge SÅ glade for at være hjemme igen. Bangkok er en dejlig by, men det er også skønt at komme på afstand igen!
Da vi nåede hjem måtte vi lige forkæle os selv med en favorit. Salat med kogt svineskind og fermenteret pølse. DEN er god! Det er ikke så tit, vi bestiller mad udefra, men i dag var lige undtagelsen. 85 baht for hele herligheden til 2.
God Søndag!