Om at flytte til Thailand – del 2 – beslutningen og huskøb

Beslutningen

I 2016 var vi på påskeferie i Chiang Mai. En aften sad vi på et lille værtshus og hørte ”I’m just a Dreamer” med Ozzy Osborne. Den aften gav vi hinanden hånd på, at nu skulle det sgu være! Med en halvstor aldersforskel, så skulle vi i gang, hvis ikke min bedre halvdel skulle være ældgammel og bare sidde og mimre sin tid væk i Thailand. Ikke mere drømmeri – nu skulle der ske noget.

Så da vi kom hjem fra ferie, ringede vi til ejendomsmægler og fik sat huset i Danmark til salg. Vi var godt klar over, at det nok ikke blev nemt. Et meget specielt hus med et utal af  K’er i tilstandsrapporten, energimærke Å og med swimmingpool i kælderen og fladt tag. Hvad mere kan man ønske sig?? Vi var godt klar over, at liggetiden nok ville blive pænt lang, og det kom også til at holde stik.

Ved køkkenbordet blev der drømt om en tilværelse i Thailand, og så blev der oprettet nogle gigantiske regneark!

Det ene regneark skulle anskueliggøre, hvad vores sammensparede skillinger kunne række til.

Det andet regneark skulle anskueliggøre, at det var for dyrt at bo på hotel, når vi var i Thailand. Hvis vi anskaffede et hus, ville det koste ca. det samme. Det var i hvert fald min teori.

Sådan noget er jo altid farligt, for det kan gribe om sig. Vi begyndte at støvsuge internettet for huse til salg i forskellige områder. Egentlig ville vi gerne bo i Bangkok, men det var der simpelthen ikke råd til, med mindre vi ville bo 20 km uden for byen i et lille rækkehus lige op ad motorvejen. Så kiggede vi på Koh Samui og der var nogle fede huse til salg, men de var også pænt dyre. Vi var betænkelige ved det med at bo på en ø, hvor alt skal sejles eller flyves til, og vi havde også fulgt med i, at øen var ved at regne væk i regnsæsonen.

Vores venner havde købt hus i Hua Hin, og vi havde også besøgt dem der flere gange. Hua Hin syntes vi var en dejlig by, men landskabsmæssigt og strandmæssigt kunne det ikke måle sig med feks. Koh Samui. Men nu ligger vi aldrig på stranden alligevel, så vi blev enige om, at det jo ikke skulle styre en beslutning om, hvor vi skulle slå os ned. Hua Hin ligger ikke så langt fra Bangkok, infrastrukturen er ret god (efter thailandske forhold), der er flere sygehuse, gode butikker, super godt internet osv.

Vi fandt en ejendomsmægler i Hua Hin (eller vi troede han var ejendomsmægler) og forklarede ham, hvad vi ledte efter. Han kom tilbage med forskellige forslag, og pludselig havde vi bestilt to (meget billige) flybilletter med kort varsel og tog afsted i pinsen. Fredag til tirsdag og så hjem igen. Sindssygt!! Vi så 13 huse på to dage! Vi havde ikke den store stedsans i Hua Hin – i hvert fald ikke jeg, som kan fare vild i en telefonboks (hvis der er nogen, der kan huske, hvad det er). Vi kørte fra Herodes til Pilatus, og jeg var totalt forvirret til sidst!

Så hjem igen og tygge lidt over det i en uges tid.

Huskøb

Som det ofte sker, så tror man, at man ved lige nøjagtigt, hvad man vil have, når man køber et hus. Det gjorde vi også, men vi endte med noget helt andet. Det fornuftige nye eller næsten nye 1-plans hus på 120 m2 endte med at blive en 15 år gammel kæmpekasse i to etager med masser af ”potentiale”. Læs: En hulens masse arbejde og knofedt. Men det lå perfekt, havde ingen store sætningsskader, og det virkede helt fint. Det lyder nemt, men jeg kan love, at vi rykkede mange hår ud af hovedet over den hushandel. Det kan jeg skrive en hel roman om. Og når man er 8000 km væk, så kan det saftsuseme give søvnløse nætter og grå hår. Vores venner i Hua Hin var outstanding og ufatteligt hjælpsomme. Uden dem var det gået helt galt, og vi er dem evigt taknemmelige.

Beliggenhed, beliggenhed, beliggenhed blev vores mantra, og derfor valgte vi som vi gjorde. Og det har vi ikke fortrudt. Vi bor rimelig centralt men roligt. Her er ikke gigantiske oversvømmelser i regntiden (som der er flere steder i Hua Hin), og vi har ikke set en slange endnu!

At vores huskøb gik nogenlunde godt, var vist mere held end forstand. Jeg havde brugt dage og uger på at researche, men jeg vidste alligevel kun så lidt, da det kom til stykket. Vi har ofte snakket om, at det er lidt som humlebien – den burde ikke kunne flyve, men den gør det alligevel! Et godt råd er også ofte, at man starter med at leje sig ind, og så finder det helt rigtige, mens man er her. Så kloge var vi ikke, men det gik jo heldigvis alligevel.

Jeg kan kun sige, at hvis man ønsker at købe noget her i landet, skal man sætte sig GRUNDIGT ind i sagerne og så finde en god advokat. Når jeg i afsnittet i går skrev om kæltringe i Thailand, så har vi fundet ud af, at det sjældent er thaierne, der er værst. Det er sgu alle de udlændinge som os selv, der laver alt muligt snyd og humbug. Man kan læse om det nærmest hver eneste dag på medierne.

Nå, men nu havde vi købt et hus. Og havde vi ikke haft udlængsel før, så fik vi det ihvertfald, da vi pludselig havde et (godt nok lidt bulet) hus, en lille have og en dejlig, dejlig lille swimmingpool. Vi var ved at dø, når vi skulle herfra og rejse hjem til kolde Danmark. Jeg tudede nærmest hele vejen til lufthavnen i Bangkok – som min bedre halvdel sagde: Hold nu op – folk tror sgu da, at jeg banker dig! Vi havde et wifi webcam siddende på muren af huset, og vi tilbragte timer i et vinterkoldt Danmark med at sidde og glo på haven og lytte til fuglene og ismanden der kørte forbi på vejen.

Beslutningen var taget, og vi var klar – men vi havde stadig vores hus i Danmark og et par gode jobs.

Læs med i næste afsnit, som kommer til at handle om forberedelserne til at flytte til Thailand.

Første afsnit i føljetonen finder du iøvrigt her.