Kan man sylte asier i Thailand i 36 graders varme?

Kan man sylte asier i Thailand i 36 graders varme? Ja, det kan man godt, men det er kræver lige lidt kreativitet at finde ingredienserne, så det får den rigtige smag og konsistens.

Jeg har googlet en del på, hvordan man laver danske asier her i Thailand, for som så mange andre ting så hænger ingredienserne ikke lige på træerne. Fakstisk, så har man her i landet ikke nogen stor tradition for at sylte surt, som vi kender det. Man kan til gengæld få masser af henkogt frugt på markederne.

I dag har jeg så forsøgt mig med at sylte asier. Jeg har anvendt de her smukke ting, som kaldes wax gourd i Makro her i Hua Hin – eller winter melon. Det skulle åbenbart være det samme.

Ja faktisk startede jeg i går med at skrælle dem og tage kerner ud og herefter salte dem med groft salt. De virker ok i konsistensen, og her i dag er de så lagt i en traditionel lage med forskellige krydderier. Dildskærme kunne jeg ikke skaffe, men jeg fandt dildfrø, men ellers var de fleste ting nemme at få.

Ulempen ved at sylte asier er, at man skal vente en hel måned på at få en smagsprøve. Ja, det er altså ikke godt, når man sylter asier, fordi man egentlig lige er blevet lidt “hægen etter asier” (midtjysk for “have mega lyst til). Så jeg må  spise mine leverpostejmadder uden asier og så bare krydse fingre for, at de bliver rigtig gode.

Næste eksperiment bliver nok at forsøge at fermentere grønsager, men det bliver ikke lige nu, for det er simpelthen for varmt!

Og det skal lige siges, at man kan købe asier både hos RS Foods og Conrad’s Deli her i Hua Hin, så man skal ikke gøre det for pengenes skyld. Se mere om de to butikker her. Kun for fornøjelsen!

Traditionelle syltede asier

Ingredienser
  

  • 2-3 stk. wax gourd/winter melon
  • 100 g groft salt

Lage

  • 1,2 liter eddike
  • 450 g sukker
  • 3 skalotteløg
  • 2 spsk sennepsfrø
  • 2 lauerbærblade
  • 2 spsk dildfrø
  • 1 spsk. hel peber (sort, hvid, rosa)
  • 2 tsk. atamon
  • 2 spsk vodka

Sådan gør du
 

  • Skræl asierne (wintermelon) og tag kernerne ud med en ske. Gnid dem ind i saltet og læg dem i et fad med den buede side opad til næste dag.
  • Tag asierne op og tør dem grundigt i et viskestykke. Skær dem ud i passende stykker.

Lage

  • Kog eddiken op med sukker og tilsæt skalotteløg, sennepsfrø, laurbærblade, dildfrø og peber. Kog det et par minutter.
  • Tag lagen fra varmen og tilsæt atamon
  • Skyl sylteglassene i vodka, kom "asierne" i og hæld den varme lage over. Luk straks glassene og lad dem køle ned. 
  • Så kommer den svære del - vent minimum 1 måneds tid, så de får lov at suge smag og kraft.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Opskrift Vurdering