I mandags drog vi 3 yngre “gamle” til Bangkok for at blive vaccineret med Pfizer på USA’s regning.
Danmark har jo ikke ønsket at hjælpe med noget, så det er da rart, at good old Uncle Sam vil hjælpe udlændinge i Thailand ved at øremærke en portion af deres vaccine donation til Thailand til os udlændinge. For en uges tid siden lukkede de så op for, at udlændinge mellem 40 og 60 år kunne få gratis vaccine på forskellige private hospitaler i landet.
Nu er jeg ikke helt vild for at blive vaccineret. Faktisk var jeg hellere fri! Jeg er aldrig blevet vaccineret imod influenza i Danmark, og jeg kan vist tælle på 1 hånd, hvor mange gange jeg har ligget sådan rigtig brak pga. influenza. Jeg tror på mit immunforsvar! Men, men, men…… De har allerede snakket meget om Corona pas her i Thailand, og jeg skal altså ikke sejles agterud og sidde herhjemme, fordi jeg ikke har sådan et. Jeg skal ikke sidde derhjemme og glo, mens resten af verden og Thailand kommer til sig selv igen. Så beslutningen var taget for både mit og min husbonds vedkommende. Vi skulle bare vaccineres. Men med noget ordentligt – ikke noget af det kinesiske, udokumenterede skidt, de vaccinerer thaierne med.
Vi tre yngre fik os meldt til på Medpark Hospital i Bangkok, som også den ældre halvdel (dem over 60) af vores venner har været på til første stik for 3 uger siden. Vi fik ikke rigtig nogen bekræftelse, men da vi kontaktede dem, var vi registreret og godkendt til vaccine. Varslet var ikke særlig langt – kun nogle få dage, men det var jo også okay. Dagen før fik vi pludselig en email bekræftelse til en uge senere – det var så fordi deres email system havde været nede men nu fungerede igen. Senere på dagen stod der i en thai avis, at de ikke havde mere Pfizer. Mere panik…. Hospitalet bekræftede dog i løbet af få minutter, at de havde Pfizer til os.
Min veninde og jeg er begge “sygehus-skrækramte”! Jeg får et blodtryk, der er alt for højt, og en puls som om jeg har løbet flere kilometer. Men det er simpelthen vand i forhold til, hvad min veninde kan præstere. Da hun var med os på øjenhospitalet fik hun målt blodtryk adskillige gange bare for at få en øjenundersøgelse. Da hun skulle på Bangkok Hospital med et problem med hånden, røg hun på akutafdelingen, efter at de havde målt hendes blodtryk! Vi blev derfor enige om hjemmefra, at en “skarp” sikkert nok kunne tage toppen af det, så det medbragte vi hjemmefra.
Mandag morgen – 3 personer afsted til Bangkok. Vores vennepar ville helst køre derop og hjem på samme dag, så det gjorde vi så. Jeg er mere til en overnatning og så få lidt mere ro og det bedste ud af det. Kl. 8.00 – afsted det gik. Vi havde egentlig en tid til kl. 13, men da vi kom langvejsfra, kunne vi bare troppe op. Vi ramte Bangkok og hospitalet lidt i 11, og så begyndte det at gå skævt. Parkeringshuset på Medpark er det mest sindssygt indrettede jeg nogensinde har set! Man skal køre helt op, for at komme ned, og man må kun køre til den ene side på vej op. Der holdt vi så i en halv time i “gridlock”. Ingen kunne komme ned – og ingen kunne komme op. De der skulle hjem, kunne ikke komme ud, og de der ville parkere kunne ikke parkere på de “ledige pladser”. Endelig kom der nogle parkeringsvagter og fik løst det op, og vi fik parkeret. At finde vores vej ud af det parkeringshus og ned til indgangen var også en udfordring. Vi fandt så et sted, hvor vi skulle hentes i en golfvogn for at blive kørt til indgangen, men det gad vi altså ikke vente på, så vi gik ned til indgangen til vaccineringsområdet.
Køen for at komme ind var ikke særlig lang, og vi fik hurtigt vores nummer til Pfizer vaccinen. Så skulle vi gå ovenpå og sætte os i kø. Efter ca. 5 minutter – og husk på, at vi var lige styrtet rundt på trapper osv. – så skulle vi have taget vores blodtryk. Min venindes blodtryk var så 208 over 95! Puls 137. Øjenbrynene røg helt op i panden på sygeplejersken, og selvom jeg forsøgte at forklare hende, at det var sygehusskræk, så var der ikke noget at gøre. Det blodtryk skulle ned! Mit eget var så 173 over 90. Puls 137. Da grænsen var 180, kom jeg lige med nød og næppe igennem nåleøjet. Ny måling på min veninde – stadig alt for højt. Så kunne vi gå til indskrivning med et skema, der skal udfyldes og underskrives. Hverken hun eller jeg kunne overhovedet ramme de firkantede kasser, man skulle sætte kryds i, og underskriften lignede noget af en 4-årig!
Ny blodtryksmåling! Og så røg hun i “karantæne”, mens hendes mand og jeg blev vaccineret og sat til at vente 30 minutter. På det tidspunkt var hun ved at brænde helt sammen oppe i hovedet – også fordi de blev ved med at spørge, om hun var okay. Hun fejlede jo ikke noget – de stressede hende jo bare. Ny blodtryksmåling. Over 200 igen! Lidt senere kom hun valsende forbi os med 2 sygeplejersker – nu skulle hun op på blodtryksafdelingen! Vi to andre kunne ikke gå med, for vi havde ikke fået vores papirer tilbage med en ny tid, så hun forsvandt bare….
Efter noget tid foreslog jeg hendes mand, at han lige skulle ringe til hende. Det kunne han så ikke, for hans telefon lå i bilen, og hun havde bilnøglen!
Så fik vi to tilbageværende målt blodtryk for sidste gang – begges var over 170 igen! Skisme da ikke så sært med alt det stress.
Jeg plejer at sige: “Der er ikke nogen, der kan hyle mig så meget ud af den som thaierne!”. De kan virkelig skabe panik oppe i mit hoved. Og det er jeg så åbenbart ikke ene om!
Nå, men vi måtte jo have hende tilbage på en eller anden måde. Eller finde ud af, hvor hun var. Vi var også begge begyndt at fryse, for der var HUNDEKOLDT på det hospital! Pludselig ringede min telefon. “Jeg gider ikke mere! De vil have mig til at ligge i et mørkt rum i en halv time, men det hjælper jo ikke noget. Vi kører hjem! Jeg er faktisk ude i parkeringshuset, og jeg håber, jeg kan finde bilen!” Så måtte vi andre to lige have det lange ben foran!
Enden blev dermed, at vi måtte køre hjem, selvom hun ikke blev vaccineret. Hun havde vist personalet billeder af sine normale blodtryksmålinger. De var helt ligeglade. Hun havde spurgt personalet, om det var bedre, at hun døde af Covid-19 end blev vaccineret. Det var de helt kolde overfor. Blodtryk ned eller vi kan ikke hjælpe dig! Hun kan komme igen inden for en uge – ellers mister hun muligheden for vaccine på det hospital.
På vej hjem snakkede vi om alt mellem at drikke 3 liter rødvin, beroligende piller, blodtrykssænkende piller, marihuana og andre løsninger. Hvad i alverden gør man, når det er oppe i computeren det foregår?? Den kan man jo ikke slukke for…. Jeg bøvler selv med det, hver gang jeg er på øjenhospitalet eller andre hospitaler, men mit blodtryk er heldigvis ikke HELT så sindssygt højt som hendes!
For så at føje spot til skade….. Eller måske er det godt nok….. Da de to kom hjem i mandags, lå der en indkaldelse til Pfizer vaccine på Bangkok Hospital her i Hua Hin! Prøv lige at gå over åen efter vand!! De kunne lige så godt være blevet vaccineret her i byen! Hans 2. vaccine kan ikke flyttes, så han må trækkes med en tur med mig til Bangkok om 3 uger igen.
Nu er hun i træningslejr for at få sit blodtryk ned. Hun mener dog, at en 3 liters bag-in-box hvidvin intravenøst måske kan løse problemet!
På fredag er det næste tur til Bangkok – “De Gamle” over 60 skal have 2. stik.