Som de fleste der bor i Thailand efterhånden er klar over, er der fornylig blevet strammet op på reglerne for at registrere, hvor man befinder sig i Thailand. Tager man feks. bare en miniferie i nabobyen på hotel eller besøger venner i deres private hus, skal man først registrere sig der (på hoteller sker det automatisk – derfor afleverer man sit pas på hotellet). Når man kommer hjem, skal man registrere på det lokale immigrationskontor, at man er tilbage på sin adresse.
Kort fortalt skal man udfylde en formular, der hedder TM30 – det er ejeren af boligen, der har ansvaret for at udfylde den. Hvis man bor til leje, skal man altså så have fat i udlejer.
Loven er sådan set 40 år gammel, men det er først nu, man er begyndt at håndhæve den. Myndighederne angiver, at det er for at sortere “the bad guys” fra, men hvis de kriminelle er smarte, så rapporterer de jo bare ikke.
Som det altid er med love og regler her i Thailand, så er det op til de lokale myndigheder at fortolke loven – ja i de fleste tilfælde er det faktisk den enkelte medarbejder, der fortolker loven. På et travlt immigration kontor kan det godt give lidt uregelmæssigheder, og derfor ser man også utallige diskussioner på internettet og på facebook. Folk forsøger at finde den endegyldige sandhed, men den findes simpelthen ikke!
Som dansker er man jo vant til, at lovgivningen (som regel) er ret entydig, og hvis man bare sætter sig ind i reglerne, så er man på den sikre side. Men sådan er det ikke her i Thailand. Og det kan godt give grå hår i hovedet – specielt når de hele tiden ændrer reglerne!
Jeg skal derfor ikke komme med en masse gode råd til, hvordan man er 100% sikker på at gøre tingene rigtigt. Jeg kan kun dele min erfaring her fra Hua Hin med det personale, der var tilstede på en lørdag formiddag i shopping centeret Blueport!
Vores seneste erfaring med TM30
Vi registrerede os på adressen, da vi flyttede hertil. Hver gang vi går til 90-dages rapportering, så får vi et nyt stykke papir clipset i passet, der bekræfter at vi har rapporteret korrekt. Derfor kender immigrations vores nuværende adresse.
Da vi kom hjem fra en miniferie i Samut Songkhram i fredags, hvor vi boede på hotel, måtte vi en tur på immigrations her i Hua Hin i går. Vi er så heldige, at vi har et lille immigrations kontor i et shopping center, og det er ikke så overrendt, og personalet der er virkelig søde og flinke med glimt i øjet!
Det vi gjorde var følgende:
Udfyldte en TM30 formular – den kan findes her.
Vi medbragte kopi af pas – billedsiden, siden med visa, siden med extension (retirement for vores vedkommende), siden med departure card plus siden med vores adresse registrering foldet ud.
Papirerne blev checket, og så fik vi ovenstående kvittering – det tog ca. 5 minutter.
Så har vi ryggen fri for denne gang!
Ændringer til TM30 reglen
Thailand er rygternes land – og halve og kvarte historiers land. Sådan er det bare! Det forlyder, at man påtænker at ændre på nogle af immigrations kravene, så feks. TM6, som er det papkort man udfylder i flyet hertil, helt vil forsvinde. TM30 skal man udfylde via en app. Den app findes allerede, men det virker vist ikke særlig godt.
Mange har forsøgt at påvirke myndighederne til at ændre på systemet, fordi det er begrænsende på rigtig mange måder. Prøv at forstille dig, at du var omrejsende sælger, og dit immigrations kontor lå 50 km væk, og der altid var mange mennesker og personalet nogle båtnakker. Uha. Vi er heldige her i Hua Hin, hvor vi har hele to kontorer, og hvor de er totalt serviceorienterede alle sammen.
Hvad sker der, hvis jeg ikke gider bøvle med TM30
Ja, hvis du er heldig, så får du ingen problemer, fordi immigrations, hvor du bor, ikke slår ned på det. Hvis du er uheldig, får du en bøde næste gang du vil 90 dages rapportere, fordi de kan se, at du har været på hotel et sted.
I værste fald nægter de at forlænge dit visum, og så er det en tur hjem til Danmark og starte forfra med at få nyt visum. Og så har du nok også en lille sort klat i din karakterbog….
Mange har kritiseret, at nogle mennesker er så meget kylling, at de følger reglerne. De mener, at dem der rapporterer ind er med til at ødelægge det for dem, der ikke gør. Det er fordi, at man her i Thailand er meget til det der “går den, så går den”, og straffen (bøden) er som regel ikke særlig høj (medmindre man ryger e-cigaret her i landet). Og det princip følger både Thai’er og expats i stort omfang.
Vi er “kyllinger”, så vi gør, hvad vi får besked på – selvom vi ikke altid er sikre på, at vi gør det på den helt rigtige måde. Derfor er vi altid bevæbnet til tænderne med kopier af alverdens papirer, så man ikke bliver “sendt tilbage til start”.
En forfærdelig regel. Minder mig om Orwells ‘1984’: total kontrol! Det er den psykologiske side af det, der er den værste: jeg føler mig undertrykt ved at staten overvåger mig hele tiden. Minder om Nordkorea. Tænk, hvis jeg rendte efter statsministeren HELE dagen og overvågede og skrev ned i min lille bog, nøjagtig hvor statsministeren har været, hvad han siger, hvad han tænker, hvad han laver. TM30 er en overdreven brug af statsmagt, og helt unødvendig.
De thailandske myndigheder forsøger at overvåge folk med TM30, men det sørgelige er, at os med rent mel i posen får en masse bøvl og fornemmelse af overvågning ud af det, mens “the bad guys” er iskolde og da ikke overholder reglerne uanset. Og var det bare en knap man skulle trykke på, så var det fint. Jeg synes mere det er alt det papirkram og så tiden man skal bruge på det. Vi lavede en TM30 i sidste uge på immigrations – om 14 dage skal vi derned og 90-dages rapportere…. De er søde og rare her i Hua Hin, men så sjovt er det da heller ikke, og med gæster på TM28 og “ude af byen ture”, så kommer vi på immigrations måske 10 gange om året. Men ok – vi må jo bare acceptere det. Ellers får vi jo bare besked på, at vi kan rejse “hjem” igen.