Sidste fase af renovering, og hvordan køber man et fuldvoksent træ i Thailand

Så er vi endelig i sidste fase af renovering af huset. Nu skal der gøres grundigt rent, ryddes op, og der er blevet plantet nyt træ og nye palmer plus at haven skal have en omgang.

De fleste mennesker, der har prøvet at lave en renovering af et hus, ved hvor meget det sviner. Det sviner HELT VILDT! Så de sidste par uger har vaskemaskinen kørt på overtid for at holde mig med rene microfiberklude. Jeg har ordnet begge mine støvsugere to gange, og vi har været i gang med både højtryksrensere og de store koste! I dag blev jeg så færdig, og det er jo rigtig skønt – nu skal alle afløbsbrøndene nok bare tømmes for mudder! Jeg har kørt i stakkevis af støv igennem min lille spand med vand, men her er også blevet frisk og dejligt nu.

At vi så er nødt til at starte med at svine igen med det samme er en anden historie. Det drejer sig om termitter – og denne gang rigtig slemt, men det kommer der mere om senere!

Haven har lidt meget under alle de folk, der har rendt rundt her. Alle vores pyntesten var trampet ned i jorden, der var cementbrokker overalt, og så har de renset pensler, malerbakker osv. ved de udendørs brønde, så alt i en meters omkreds lignede noget, der var løgn. Vores havefolk vil gerne have lidt ekstra arbejde om søndagen, så de har sagt ja til at ordne vores bede. Der er hele for hele formuer af sten, der er “vokset” ned i jorden. Sten er dyre her – 50 baht for en lille pose, og hvis der skal 100 poser til et bed, så render det jo op. Vi har også stadig træstødene fra de palmetræer, vi fik fjernet i juni – se mere om det her. Dem har vores havemand så savet ned nu, så de er i jordhøjde. Det kostede så lige en lille panikredning!

Han savede først træerne ned med motorsaven, og så ville han hugge lidt mere op med de der stænger med et lille skarpt blad på, som de bruger her. Pludselig skreg han: E.T. !!!!! (Det er min bedre halvdel – de kan slet ikke sige hans navn, så han kalder sig E.T.). Brapaa!! (Vandforsyning). Ganske rigtigt – det fossede ud med vand, fordi han havde hugget hul i et vandrør, som lå kun 10 cm under jordoverfladen. Ved siden af kom en stor tyk elledning op af jorden, så vi fik ham lige til at flytte sig ud af vandhullet – han stod der i bare fødder!!

Heldigvis var der ikke liv i kablet (som så meget andet strøm i vores have), og de to fik hurtigt lappet det vandrør sammen.

Det var heldigvis IKKE stikledningen ind fra vandværket – på en søndag, oh my God!

Købe store træer

Vores have blev ret meget bar i den ene side, efter at vi fjernede så mange palmer i juni. Så vi ønskede os et nyt træ. Vi havde godt læst og hørt, at sådan et træ er ret dyrt, så det var vi godt klar over. Jeg er som tidligere nævnt kontrolfreak, så jeg havde gjort mit forarbejde, inden vi kørte på planteskole. Når der står et halv- eller helnøgent træ, hvordan skal man så kunne se, hvilken sort det er, hvor stort det bliver og hvordan det kommer til at se ud senere?? Nej, det kan man ikke. Og med vores sparsomme thai kundskaber, så kunne jeg godt regne ud, hvor det ville bære hen. Vi ville køre igen og ikke ane, hvordan vi skulle gribe det an.

Så jeg brugte en halv dag på Google, og så printede jeg det her ud.

Træet vi købte bliver som det røde træ til højre.

Det var en kæmpe hjælp! Vi kørte op til Cha-Am og gik ind et sted, hvor de kun sælger træer og buske i stor størrelse. Ejeren var en virkelig sød ældre dame, som kun kunne tale thai. Men det gik så fint, for vi havde billederne at støtte os til, og vi forstod hinanden godt nok til, at kunne lave en handel. Vi købte et stort træ, to små rævehale palmer, en lipstick palm (en slags bambus med rødt ved). Prisen på det store træ var inklusiv plantning, men næste dag fandt vi så ud af, at vi også liiiiiiige skulle betale for kranmanden. Nå okay – det døde vi så heller ikke af, og hun kan godt have sagt det til os – vi har bare smilet og sagt yes, yes!!

Kranmanden gør klar til at hejse træet ind i haven
At få et træ indimellem elledninger og havemur er lidt en kunst
Rævehale palme – 2 meter højt 500 baht.

Som en ekstra rabat fik vi et magnoliatræ gratis. Det har jeg altid ønsket mig – også i Danmark, så det blev jeg mega glad for. Læste så bagefter, at magnolia i Thailand kan blive op til 50 meter høje og stammen kan blive 2 meter i diameter. Øhhhhh – så får naboen altså også magnolia i haven….. Men mon det går så vildt – vi er nok ikke her mere, når det kommer så vidt.

Nu venter vi bare på, at vores nye træ får blade, så det kan dække huset overfor. De er i gang med renovere det, og jeg er ikke sikker på, at vi kan lide hvide tage…. Når vi står op om morgenen, og lyset er lidt gråt, så ser det ud som om det har sneet i løbet af natten!! Så er det sørme rart at komme udenfor og konstatere, at det har det så IKKE!!

Den sidste slutspurt på renovering er ved at være færdig, og det fejrer vi med lidt grillmad, hygge og musik sammen med venner og naboer i næste uge. Og så kan vi jo også nyde resultatet, som er blevet rigtig fint!

Nu er vi færdige – men……

Som min gode gamle kollega og ven Henrik W. plejer at sige: Man har ikke lov at være glad ret længe!

Det gælder også her!

Næste projekt er termitbekæmpelse på større plan – de er simpelthen ved at æde vores thaikøkken/baggang, og hele haven er termitbefængt! Vi var lidt “dovne”, da vi flyttede herud, og vi valgte at samle have, pool og pest control det samme sted. Men det var en fejl! Mere herom i næste indlæg.

Så er det nok også fruens tur til øjenoperation i Bangkok! Jeg har en træls øjensygdom, og jeg har ikke været til øjenlæge siden i 2017, fordi jeg ikke har mærket nogen forværring. Nu viser det sig desværre, at jeg nok står til en større omgang med donor operation osv. – ihvertfald ifølge den lokale øjenlæge. Men det finder jeg heldigvis først ud af om to måneder, når vi skal til Bangkok på Rutnin Eye Hospital igen. Denne gang er vi begge patienter – min bedre halvdel heldigvis kun til kontrol. Så er 4-5 timers ventetid da kun halv-spildte, når man er to om det…..

Jo, man keder sig aldrig som pensionist, og der er altid noget at lave på en stor gård! Og så fosser pengene ud af statskassen imens….

 

 

2 thoughts on “Sidste fase af renovering, og hvordan køber man et fuldvoksent træ i Thailand

  1. Altid dejligt at læse om jeres genvordigheder. Jeg håber, at I kommer helskindet igennem det hele og naturligvis også øjenoperationerne samt den svøbe, der plager hele verden i disse år – – –

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *