Porcheret kyllingebryst med aspargessovs

Høns i asparges er en favorit ret for mange danskere – og gerne i en sprød tartelet. Her er et lidt sundere alternativ, som også har lidt mere karakter af et måltid.

En ordentlig høne er meget svær at skaffe i dag, så derfor bruger de fleste en kylling til høns i asparges. Traditionelt koges hønen eller kyllingen hel og kødet plukkes af i grove stykker. Der laves en opbagt sovs med aspargesvand og suppen fra kyllingen. Kylling og asparges tilsættes – så nemt er det.

Porcheret kyllingebryst i stedet for kogt kylling

Kyllingebryst har tendens til at blive tørt, hvis man overtilbereder det. Men mestrer man kunsten at porchere kødet – som er en hel blid tilberedningsmåde – så får man et mega saftigt stykke kød, som er en en noget anden oplevelse en kogt kyllingekød.

Når man porcherer kød, sætter man en gryde vand over med salt, og hvis man synes lidt urter. Når det koger, kommer man kødet i og skruer ned, så det kun liiiiiiiige simrer. Det er nemt, hvis man har induktionskomfur, men ellers må man lige holde øje med det.

Porchering er mere at kødet trækker i det varme vand end at det koger eller simrer. Til sidst tager man gryden af blusset og lader det trække lidt. Herefter kan man bruge porcheringsvandet til sovsen, og det smager næsten lige så godt som suppen fra en høne eller kylling.

Asparges – hvilke?

Det bedste resultat får man med dåseasparges – ja, jeg er ked af at sige det, men det er vandet fra aspargesene, der giver den karakteristiske smag. Jeg har også forsøgt mig med friske asparges, og det kan godt lade sig gøre, at få et nogenlunde resultat.

Hvide asparges skrælles og blancheres i kogende saltvand nogle minutter og lægges i isvand. Alle skrællerne koges i det samme vand som aspargesene ca. 45 minutter, kogevæsken sies og gemmes til sovs. Når man bruger friske asparges, kan man med fordel tilsætte lidt sukker til sovsen – det runder den af og fremhæver smagen af asparges.

En anden mulighed er også at blande – en dåse hvide asparges og et bundt friske grønne. De grønne skal bare lige have et kort opkog i sovsen til allersidst, og så har man lidt knas og farve i retten.

Her i Thailand kan man ikke købe fine små stænger af asparges på dåse. Vi kan kun få kæmpe dåser med GIGANT asparges, som kommer fra Kina. De er pænt dyre, men smager faktisk hæderligt, omend de er lidt splattede, så de skal kun lige vendes i sovsen og varmes. I Danmark kan man nemt få “træede” asparges – så hellere de lidt splattede.

Egentlig tænker jeg på Spanien, når jeg ser de her kinesiske asparges, for ikke mange i Spanien spiser friske asparges. De skal først en tur på dåse. Og jo tykkere og større, jo bedre.

PS – der var masser af mere sovs end på billedet. 🙂

 

Porcheret kyllingebryst med aspargessovs

Antal 2 personer

Ingredienser
  

  • 2 stk. kyllingebryst uden skind

Aspargessovs

  • 25 g smør
  • 1 spsk. mel
  • 1 ds. asparges
  • vand fra asparges
  • suppe fra kylling
  • 3-4 spsk. piskefløde eller anden fløde

Sådan gør du
 

  • Sæt en gryde vand over med 1/2 liter vand og 2 tsk. salt og bring den i kog
  • Porcher kyllingebrysterne ved ganske svag varme i ca. 20-25 minutter og tag dem af varmen. Lad dem trække endnu 10-15 minutter. Lav imens sovsen
  • Smelt smørret i en gryde og tilsæt melet. Rør i det et par minutter og tilsæt så vandet fra dåseasparges under piskning. Tilsæt dernæst noget af porcheringsvandet fra kyllingen til sovsen har en god konsistens. Kog forsigtigt igennem nogle minutter. Tilsæt fløde og smag til med salt og eventuelt også en lille smule sukker.
  • Tilsæt aspargesene og varm dem forsigtigt i sovsen. Rør ikke for meget rundt, da de kan gå i stykker.
  • Tage kyllingebrysterne op og lad dup dem tørre med køkkenrulle. Lægges på en tallerken og overhældes med sovsen.
  • Server med kogte kartofler og syltede rødbeder

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Opskrift Vurdering