Pankopaneret fiskefilet med dildhollandaise

En paneret fiskefilet går man vist aldrig fejl af, og selvom man ikke er vild med fisk, kan mange spise det alligevel. Her er den serveret med en dildhollandaise, kartofler og grønt.

Det er faktisk ikke særlig svært at filetere en fisk, og for mig er der gået lidt sport i det. Mest fordi øvelse gør mester, og man kan jo altid starte med en lidt nem fisk som laks eller torsk – eller som her en frisk thailandsk tilapia. Man snitter langs med rygraden, og så følger man bare benet hele vejen ned med forsigtige snit. Skindet tages af ved at holde skindsiden mod skærebrædtet og lade kniven følge skindet. Så nemt er det – og man skal ikke give op, fordi første forsøg bliver noget “flæskeklipnakke”!

Hollandaisen kan piskes over vandbad, eller på den nemme måde i sous vide og med en stavblender, som det også fremgår af opskriften. Jeg er vild med dild, så derfor blev det en lidt anderledes hollandaise, men det blev den altså ikke ringere af.

Det er en dejlig ret med en rigtig sprød fisk, en syrlig hollandaise og nogle dejlige grønsager.

Pankopaneret fiskefilet med dildhollandaise

Sprød fiskefilet med lækker hollandaise
Ret Hovedret
Antal 2 personer

Ingredienser
  

Fisk

  • 1 fisk eller frosne fiskefilet'er uden panering
  • 5 spsk. mel
  • 1 æg
  • 2 dl pankorasp
  • Salt

Dildhollandaise

  • 1 æggeblomme
  • 80 g smør
  • 1 spsk. hvidvin
  • 1-2 spsk. limesaft eller citronsaft
  • 1 bdt. dild
  • Salt og peber

Tilbehør

  • Kogte eller ovnbagte kartofler og dampet grønt

Sådan gør du
 

  • Kom alle ingredienserne til hollandaisen undtagen dild i et højt bæger eller i en lynlåspose. Kommes i sous viden i 1/2 time ved 60 grader.
  • Fileter fisken og fjern skindet. Hvis der bruges frossen fisk, skal det tø langsomt op i køleskabet og duppes med køkkenrulle. Panér fileterne i mel, æg og rasp og drys på begge sider med salt.
  • Steg fiskefileterne i rigeligt olie ved mellemvarme.
  • Kom hollandaisen i et højt bæger og lad den stå et øjeblik til den er lagdelt. Sæt en stavblender forsigtigt helt i bund og start på fuld fart, mens blenderen trækkes opad.
  • Snit dilden fint og rør den i hollandaisen (kan blive bitter, hvis den blendes med). Den kan holdes varm i sous viden.

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Opskrift Vurdering