Om at forlænge sit visum, når man bor i Thailand

I dag skal det handle om at forlænge sit visum, når man bor i Thailand som pensionist. Det har vi nemlig lige gjort, og selv om det lyder som en kedelig sag, så var det faktisk en overraskende god oplevelse.

Da vi begyndte at snakke om måske at flytte til Thailand permanent, var en af de helt store knaster for mig alt deres papirkram. Jeg kunne simpelthen ikke forlige mig med tanken om, at en enkelt fodfejl i alt bureaukratiet kunne ende med en udvisning af landet. I Danmark fik jeg også svedige hænder, bare jeg skulle på borgerservice for at forny mit pas… Jeg har det simpelthen ikke særlig godt med offentlige myndigheder, og her i Thailand kan man godt glemme at diskutere med en “officer” på et offentligt kontor. Uanset hvor uretfærdigt og forkert deres beslutning kan være, så bliver man simpelthen nødt til at respektere deres afgørelse. Og rigtig meget her er “up to the officers discretion” – altså op til den enkelte “officer”, fordi reglerne ikke altid er 100% entydige. Alt det var jeg virkelig hunderæd for, og det kunne nemt have endt med, at det aldrig var blevet til noget med at flytte til Thailand.

Min kære husbond, som er noget mere flegmatisk anlagt end jeg, fik dog efterhånden overbevist mig om, at det altsammen nok skulle gå. Og med hjælp fra vores venner og en hulens masse tid med Google, fik vi da også styr på visum delen af vores flytning. Vi fik et såkaldt “retirement” visum, og med det som et fysisk klistermærke i vores pas, kunne vi rejse ind i Thailand og blive i 3 måneder. Når de 3 måneder var ved at udløbe, kunne vi så søge om en forlængelse på et år – det gør man så hvert år fremadrettet. Økonomien skulle også være i orden med enten et vist beløb i pension hver måned eller en “garantikonto”, hvor der skulle stå 800.000 baht mindst 3 måneder før forlængelsen.

Da vi skulle forlænge første gang, var ‘Immigrations’ i Hua Hin en barakbygning med verdens dårligste indretning, og klumpen i min mave var på størrelse med en håndbold. Vi gik til den meget berømte “kopidame” for at få ordnet kopier af alle de nødvendige dokumenter og for at få taget billeder. Altså, der gik jeg totalt i spåner. Hun kastede rundt med pas og papirer. Og ikke kun vores – hun fik det blandet med en hel busfuld burmesiske arbejdere fra Hilton, som skulle have forlænget deres visa. Køen for at få forlænget vores visum var alenlang i det alt for lille rum med 4 skranker, og det tog næsten 2 timer at komme igennem det. Det krævede godt nok lidt mere end en enkelt belønningsøl. (Et begreb vi bruger her, når vi skal gøre noget, vi ikke bryder os om).

Siden er hovedkontoret for Immigrations i Hua Hin flyttet ud på ham Lars med dårlig maves mark. Nu skal fleste af os køre ca. 8 km udenfor byen, og på trods af den store fine bygning, skal vi stadig sidde som sild i en tønde i et lille overfyldt kontor. Jeg gætter på, at resten af bygningen er fyldt med papirer…

Nå, men fornylig skulle vi forlænge vores visum igen, og vi er jo efterhånden ved at være inde i rumlen efter 4 år i landet. Så først gik turen til fotografen. Vi skal klistre et billede af os selv ind i formularen, som vi udfylder – og det på trods af, at de har kameraer og tager billeder af os, når vi er der. Man kan ikke forklare fotoforretningen, at man kun behøver 1 billede (selvom der står 2 på deres hjemmeside), så for 300 baht, får man 6 billeder. Da billederne max. må være 6 måneder gamle, kan man så kaste de 5 i skraldespanden.

Så gik turen til banken. De skal lave et brev og en opgørelse, hvor de attesterer, at de 800.000 baht har været på kontoen 4 måneder efter sidste ansøgning, og mindst 3 måneder før dags dato. Der skal være en bevægelse på kontoen fra samme dag, så man sætter typisk 100 baht ind på kontoen, og så bliver ens bankbog ellers opdateret. (Til dem der ikke ved hvad en bankbog er, så er det en lille bog, hvor man med en matrixprinter printer alle posteringer linje for linje) Det tog os næsten 45 minutter at få de to stykker papir til Immigrations. Inden da havde banken lavet 11 fotokopier af pas, papirer og af deres egne dokumenter. Pr. person altså. Bankassistenten kan heller ikke gøre alt selv, så ind imellem kom der en kollega og tastede en kode ind.

Det kostede lige 2 store belønningsøl på det nærmeste udskænkningssted!

Så var det hjem og i gang med kopimaskinen. Uden sådan en er det svært at være til i Thailand, for så skal man hele tiden hen et sted og få det ordnet (og hende kopidamen på immigrationskontoret kan jeg simpelthen ikke klare). Først og fremmest skal man udfylde sin ansøgning og klistre sit billede i. Så skal der kopier af alle relevante sider i passet til. Man skal medbringe kopi af sin lejekontrakt eller sin blå bog (hvis man ejer et hus), og kopier af bankbogen (plus selve bogen) skal man også have med. Man skal også stille med en kopi af en forbrugsregning som feks. strøm eller internet, og så skal der være et kort, der viser hvor man bor. Alt i alt 14 stykker papir pr. person.

Jeg er altid bevæbnet til tænderne med masser af dokumenter og papirer, når jeg skal i forbindelse med noget offentligt i Thailand, så jeg finder som regel den HELT store taske frem. Jeg gider simpelthen ikke blive sendt hjem igen, fordi der lige pludselig mangler noget, som man ikke skulle medbringe sidste gang. Alle papirer er sat i orden, og de er kontrolleret flere gange af både mig og min bedre halvdel.

Så onsdag formiddag skulle slaget så stå. Vi er vant til, at det tager ca. 1-2 timer, og at deres nummersystem er i stykker. Der plejer at være alle mulige mærkelige forholdsregler på grund af Covid, og det er generelt noget rod frem til, at man sidder oppe ved skranken – så går det som regel fint. Som vi kom tættere på Immigrations voksede den der bold i min mave. Jeg kan simpelthen ikke li’ det! Heller ikke selv om min hjerne godt ved, at vi har styr på det hele.

Overraskelsen var stor, da vi ankom. Ingen lange køer, og de havde fået delt tingene lidt op, så vi ikke allesammen skulle stå i en bunke. Vi fik checket papirerne udenfor, og så fik vi lov at gå op på kontoret. Deres elektroniske køsystem virkede for første gang, og vi ventede i ca. 5 minutter, så var det vores tur! Alt var fint i orden, og vi betalte de 1900 baht pr. person for forlængelsen og kunne sætte os hen og vente på at få passene tilbage med de nye stempler.

Vi skulle også 90-dages rapportere (det skal man her – gør man det ikke, ryger man ud), og sørme om ikke de ordnede det, uden at vi skulle trække et nyt nummer og starte forfra i køen. Heldigvis kan vi rapportere i Blueport, et butikscenter her i Hua Hin by, så vi ikke behøver at køre helt derud på stepperne hver gang.

Personalet på Immigrations var smilende og meget venlige, og vi gik ud 18 minutter senere med 1 år mere i Thailand på bogen. Sikke en positiv oplevelse! Vi blev enige om, at det alligevel krævede en belønningsøl eller to, som et par af vores venner var så venlige at give ud på os hjemme i deres køkken. Så var det jo ikke så ringe endda!

Men fæld en regnskov…. 25 stykker papir og 6 fotos for at forny et visum, som de jo alligevel har elektronisk. Men sådan er Thailand! De elsker deres papirkram, og så længe jeg kun skal være en del af det nogle få gange om året, så går det nok. Immigrations her i Hua Hin får ihvertfald den helt store stjerne for god service!