Markeder

I dag vil jeg bare vise nogle billeder, jeg har taget på 3 forskellige markeder. De to af dem fra Hua Hin og det sidste marked er natmarked i Sam Roi Yot syd for Hua Hin.

Markeder er jo en del af dagligdagen for rigtig mange thaier, og der findes i massevis af dem i næsten enhver by i Thailand. Udover at være en kilde til råvarer og færdigretter for mange, så er markederne jo også en attraktion for turister og andet godtfolk, for selvom man ikke lige har lyst til at slæbe en 6 kgs fisk med hjem på hotelværelset og ikke har lyst til at købe noget brunt plummervand med udefinerligt indhold, så kan man jo godt gå og tage stemningen ind.

Jeg har tidligere skrevet lidt om emnet her, men jeg vil gerne vise lidt fra nogle populære markeder i området igen.

Chat Chai

Hua Hin har rigtig mange små og store markeder, men det største er Chat Chai morgenmarked, som har åbent fra tidlig morgen til først på eftermiddagen. Det specielle ved det marked er, at det er meget gammelt, og det kan man godt se. De grimme og temmelig uvedligeholdte bygninger – de meget trange “stier” rundt mellem boderne – og de uddaterede faciliteter i det hele taget. At man så kører på motorcykler derinde i det virvar gør, at man næsten må kaste sig op i en bod med fisk og skaldyr eller en bunke tomater og salat for at komme af vejen. Gummistøvler er også en god ide, for især i fiskeafdelingen er der vand over det hele.

Bystyret har truet med at lave store ændringer af markedet ad flere omgange, men indtil videre er det bare blevet ved snakken.

Der er masser af motiver, hvis man gerne vil fotografere. Markedet ligger i nærheden af klokketårnet midt i byen.

Man kan få det meste på Chat Chai, og det hele er meget friskt og i orden.

 

Man kan få sin fisk ordnet, som man ønsker
Fisk og skaldyr
Friske grønsager af rigtig god kvalitet
Hende her fik bad af en vandslange. Hun skreg som en stukket gris.

 Hua Na Market

Hua Na Market er et eftermiddagsmarked lidt syd for byen ved Soi 112. Ligesom Chat Chai morgenmarked, kan man her købe en blanding af færdige retter og friske råvarer. Efter 6 år i byen fik vi os endelig taget sammen til at køre derned en eftermiddag, og det var faktisk en rigtig fin oplevelse. Det meste så rigtig godt ud, men der er jo altid de mere tvivlsomme ting for en udlænding som mixede indvolde og stegte insekter og orm.

Selvfølgelig kan man købe chili i alle afskygninger
Jeg havde lyst til at købe ål, men jeg kan ikke finde ud af at flå dem.
Sushi var der også, selvom jeg ikke har lyst til at sætte tænderne i det i den varme
Bagte æg med chilisauce
Andeafdelingen – her begyndte tænderne at løbe i vand
Spyd er meget populært – det er nogle industrielt fremstillede kødboller og pølser…..
Søde pandekager med noget fyld
Krydderurterne er super friske
Alt kan spises, bare det bliver dyppet i noget chili sauce eller tilsættes chilipaste
Dejlige tomater, løg, auberginer og chili
Kogte involde – af svin tror jeg. Det duftede godt, men konsistensen er nok alternativ
Junkfood med burgere og fritter kan man sandelig også få.

Det sidste billede fra Hua Na marked har en sjov historie. Min husbond var vældig interesseret i denne bod, der sælger sådan noget stegt svinekød eller stegte rejer i en krydderblanding. Det er beregnet som garniture til ris eller drys på nudler eller supper. Han fik flere smagsprøver af den flinke dame, og da jeg kom over og spurgte, om han skulle købe noget, kiggede hun op og sagde på svingende jysk: “Er i danskere?” Jeg måtte lige spole filmen tilbage for at se, om jeg havde sagt et eller andet forfærdeligt på dansk. Vi er jo så vant til, at ingen her forstår os.

Det viste sig, at hun har boet i Vejle i 30 år, og efter at hendes mand døde, valgte hun at flytte tilbage til Thailand. Hendes to døtre bor stadig i Danmark.

 

Sam Roi Yot natmarked

Natmarkedet i Sam Roi Yot (lørdag) var lidt en skuffelse, for vi havde troet, det var meget større end det i virkeligheden var. Det var nærmest som en lille Food court med de forskellige boder.

Da vi kom kl. 19, gik vi en runde for at se på udvalget. Da jeg så gik runde nummer 2 lidt senere for at købe noget mad, så havde mange boder udsolgt, så vi endte med en temmelig mærkelig aftensmad. Pyt med det – der var kolde øl, og så kan man jo altid klare sig.

Ham her havde en balje med levende blæksprutter foran. Det kan man da kalde friske skaldyr
Friteret mad er jo altid lækkert
Hesteskokrabber advarer man imod, fordi kan indeholde giftstoffer
Afdelingen med insekter…. Men de her larver – nej tak!
Skaldyrsafdelingen
Her produceres sodavandsis – bogstavelig talt

Thailandske markeder er altid en oplevelse, og ofte kan man få nogle virkelig friske og fine råvarer med hjem i sit køkken.

God Søndag!

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *