Luftkvaliteten her i Hua Hin er af svingende kvalitet – og det er selvfølgelig alvorligt nok. Støvmængden her er dog også helt enorm, og det meste af støvet i byen ligger inde i mit hus!
Luftkvalitet
Luftkvalitet måles her i Thailand på AQI – Air Quality Index (måler forskellige partikler i luften) – og p.m. 2.5 index (måler antallet af meget små partiker, der kan gå i lungerne og derfra videre til blodbanen). Man kan downloade apps og følge tallene i forskellige områder, hvis man har lyst til det.
I de seneste måneder har der været skrevet en del om luftkvaliteten i Hua Hin – måske også lidt trigget af situationen i Nordthailand omkring Chiang Mai, hvor der brændes enorme områder af marker med blandt andet sukkerrør af. Da det i lange perioder har været nærmest vindstille i området, er alle sodpartikler, smog, støv og andet godt blevet hængende over byen som en gullig og giftig sky. Specielt farlig for folk med astma og lignende sygdomme. Situationen i Chiang Mai området er nu i bedring, men det har betydet et totalt drop i turister i området, så der er HELT dødt lige nu.
I marts måned var AQI tallet for Chiang Mai 230 – i skrivende stund er den stadig 169, som er meget usundt!
Her i Hua Hin har man målt på den samme skala, og her var der også noget brand i nordbyen for et par uger siden, hvor tallene også blev virkelig slemme i det område. Men ellers er tallene rigtig fine det meste af tiden – i dag er AQI tallet for Hua Hin 8. Noget andet end i Chiang Mai.
Støv – og mere støv
Vi bor tæt på havet, og vi har næsten altid en god havbrise det meste af dagen. Ja nogle dage skal man ligefrem tøjle tingene både ude og inde for at forhindre alt i at flyve væk.
Men én ting er røgpartikler, som vi også har af og til i beskedne mængder. Det er simpelthen fordi man her brænder skrald alle mulige steder. Det kan du læse mere om her.
For os er STØV et endnu større irritationsmoment. Hold nu op, hvor her støver. Det må være vindretning og andre faktorer der gør, at alt støvet fra jernbanebyggeri, naboer der renoverer og en meget stor vej havner i vores hus. Ja, sådan føles det ihvertfald, når jeg skal gøre rent. Vi har alle vinduer og døre i vores køkken-alrum stående åbne hele dagen og aftenen, og det er klart, det står direkte for skud på den måde. Klogere var det nok at lukke det hele til, men så kunne vi jo lige så godt bo i Danmark.
Hvor tit gør man rent?
Altså, det er jo en smagssag. Jeg er ikke specielt hysterisk (mere), men jeg bryder mig nu heller ikke om, når der er grattet alle steder, og det knaser, når man stiller et glas på køkkenbordet. Jeg forsøger at opretholde bare en nogenlunde standard her i huset, men det er godt nok svært! Ikke så snart har man pakket kludene og støvsugeren væk – ja, så er det der igen – støvet!
Jeg har et lille morgenritual, hvor jeg lige fejer ufo’er (uidentificerede feje-op objekter) op – altså alle de løse ting, som ligger rundt omkring. Det kan være blade, fjer, gekko-bæ, døde insekter og en masse andre sjove ting, som kommer i løbet af et sølle døgn. Så tørrer jeg mit køkkenbord af – det er altid mega støvet, og måske har mr. Gecko også efterladt en hilsen til mig der i løbet af natten – godt man har hvidt køkkenbord, så man kan se dem!
Derudover gør jeg rent, når der er for beskidt til, at jeg kan holde det ud. Og min grænse er helt klart et andet sted end min bedre halvdels. Han siger altid: “Skal vi nu gøre rent igen?”, når jeg spænder ham for støvsugeren.
Støv allevegne
Ja, her er støv allevegne, og det må man lære at leve med, hvis man også gerne vil have luft og lys igennem huset, som vi nordboere jo er rigtig glade for. Støvet har dog haft en stor indvirkning på min adfærd, som ihvertfald ikke er særlig thai: Jeg går altid med sko!
Jeg kan ikke klare at have sorte fødder, så jeg har sko til indendørs brug, havesko og udesko. Men bare tæer hjemme ved mig selv – neeeeeeej!