I dag skriver jeg om lidt af hvert her fra Hua Hin. Noget af det er faktisk relevant både i Thailand og i Danmark.
The New Normal
Som andre i stort set hele verden skal vi også leve med The New Normal på grund af det sk…. Covid. Her i Thailand betyder det, at der stadig er en masse forbud af mere eller mindre fornuftig karakter. En forfærdelig masse små og mellemstore forretninger er enten ved at gå ned eller har givet op, fordi der stadig er så mange restriktioner.
Her i Hua Hin har vi så en lidt anden situation i forhold til så mange andre områder i Thailand. Vi har “turister” fra Bangkok. Og mange af dem – hver eneste weekend! Jeg ved godt, at et land ikke kan leve af at klippe hinanden, men for byen her er det jo et kæmpe plus, at der trodsalt er noget forretning. Nogle af de forretningsdrivende her forstår at tilpasse sig til The New Normal in Hua Hin. Og det er nemlig de indenlandske turister fra Bangkok, de skal leve af lige nu. Kigger man på Phuket sandbox, så er der kommer ca. 42000 “turister” ind ad den vej – ca. 20% af dem er thaier, der vender hjem ad den vej for at undgå karantæne i Bangkok. Et ukendt antal er udlændinge, som vender tilbage til deres familier og ejendomme ad den vej. Så selvom de kalder det en stor succes, så skal man vist lige købe et kilo salt….
Sådan et sted, som forstår at tilpasse sig situationen, besøgte vi i mandags til en brunch med et par gode venner. Det blev mandag, fordi man ikke kan sparke sig frem for mennesker i weekenden. De fleste er thaier fra Bangkok i store biler. Thaierne elsker temasteder, fordi de er vilde med at tage billeder af sig selv og hinanden, så de kan poste dem på Facebook.
Stedet her hedder Turtle Bay og er et lillebitte hotel med 3 værelser, som er små “hytter” plus en lidt større bygning, som er restaurant. Stedet ligger syd for Hua Hin i nærheden af Kao Tao søen.
Restauranten dekoreret med et spændende sammensurium af forskellige meget søde naturting, og menu og mad er lækkert og indbydende. Super personale og lækker stemning. Helt nyåbnet midt i kaos!
Som min veninde sagde: Dem der kan tilpasse sig til, at det nu drejer sig om indenlandske turister og ikke udenlandske, de overlever. Resten gør ikke. Og hun har så evigt ret!
Derfor fik vi også en snak med Tam om Rockzone Bar forleden. Han må godtnok ikke åbne nu, men når han må, skal han med på den vogn, for det kommer til at tage lang tid, før vi ser udenlandske turister i større målestok her i landet. Det var han heldigvis med på, så når han kan åbne, bliver det sandsynligvis med thai rock i weekenderne, og så mere vestlig orienteret musik på hverdagene. Men vi må se, hvornår det sker. Her opfatter regeringen barerne som den største superspreder – også selvom de har været lukket i 6 måneder.
NemID
Og nu til noget helt andet!
De fleste har nok hørt om, at NemID skifter til MitID i løbet af den kommende tid. I dag fik vi faktisk et brev om det i E-boksen. MitID kræver, at man verificerer sin identitet, og det kan man gøre på to måder. Via NemID appen (nøgleappen) eller ved at gå på borgerservice med sit pas. Nu er det jo ikke nemt lige at smutte forbi borgerservice for os, der bor i Thailand! Så hvis nogen herboende danskere læser dette, så husk at få det fixet, inden I går på MitID. Det samme gælder jer i Danmark, med mindre I synes, det er hyggeligt at køre på borgerservice. Opdateringen kræver, at man har NFC på sin telefon, så man kan scanne chippen i sit pas. Det havde min bedre halvdel så ikke på sin Vivo, så nu er vi ved at lade min gamle Samsung telefon, så vi kan ordne det på den. Det er ikke særlig besværligt, men meget nødvendigt! Man kan læse mere her.
Årligt check af abonnementer og aftaler
Det her er også et lidt kedeligt emne…. Her i Thailand skal man altså ligesom i Danmark lave et regelmæssigt check på sine aftaler og abonnementer! Der er en tendens til, at gamle trofaste kunder får lov at betale for, at selskaberne kan kapre nye kunder med gode tilbud. Efter at vi har begyndt at kunne læse lidt thai, er jeg blevet bedre til at holde øje med tingene. Men man behøver altså ikke nogen ordbog for at forstå denne her: Vi betalte før 749 baht pr. måned for 400/400MB fiber hos TOT Thailand. På nettet reklamerer de så med dette tilbud:
Det tog ca. 5 minutter på TOT kontoret at ændre det til 600/600 og så spare lidt penge! Det samme gjorde vi med bilforsikringen tidligere på året, men da måtte vi skifte selskab. 30% af præmien sparet med bedre vilkår!
Medicin
Noget andet man også kan spare på her i landet er medicin.
Der er jo apoteker overalt i Thailand. Store og små – og nærmest på ethvert gadehjørne. Man kan få tigerbalsam, hovedpinepiller og hostesaft alle steder, men skal man have noget mere specielt, så skal man til de store apoteker med et godt udvalg. Nogle steder tager apoteker og klinikker desværre vild overpris, så man skal altså lige se sig for!
Som et forsøg bestilte jeg forleden mine øjendråber fra et apotek i Bangkok – Medisafe, som bringer ud rigtig mange steder i Thailand. Deres priser er rigtig gode, og selvom jeg ikke får den store besparelse på mine øjendråber, så tænkte jeg at jeg ville prøve dem af.
Det var da service i særklasse. En flaske med øjendråber (som vistnok er receptpligtig) til 231 baht bragt til døren af en sød thai mand. Cash on Delivery. Ingen fragtomkostninger. Så er jeg vist for doven til at starte bilen og køre efter det! Mange skriver på Facebook, at de sparer mange penge på deres medicin ved at handle der, og de får kun ros! Man kan kontakte dem her.
Hugo
Til sidst vil jeg gerne introducere Hugo!
Hugo er en sød skink, som bor i vores køkken og som ikke er det mindste bange for os. Faktisk sprang han forleden op på skinnebenet af min bedre halvdel for at tage en myg. Det så dælme skægt ud, for han hoppede lige en halv meter i vejret!
En skink er et lille firben, som er et nyttedyr, fordi det blandt andet spiser insekter. Der findes et utal af forskellige arter, og jeg ved faktisk ikke, hvad denne her hedder.
Men han er rigtig fin, og han kan sidde stille og vente tålmodigt i halve timer, mens han venter på, at der skal komme en myg forbi. Og dem har vi så rigeligt af. Eller rettere HAVDE. For i torsdags startede vores nye pestcontrol, som blandt andet sprøjter mod termitter, myrer, myg og kakerlakker. Nøj, de var grundige!! Og så koster de kun lidt over det halve af det gamle selskab, som ikke engang gad at bruge tid på at forny vores kontrakt! Igen – man skal checke sine aftaler med jævne mellemrum!
Men nu kan jo godt være, at Hugo forlader os og søger andre græsgange på grund af manglende føde, for antallet af myg her på matriklen er faldet drastisk! Men lige nu sidder Hugo bumstille ude på vores køkkengulv og venter på den næste myg!
Det var ordene for i dag. God søndag!
Hej .. jeg læser altid jeres “skriv – som jeg syntes er super beskrivende og fortæller lidt om livet i Hua Hin .. mine forældre har et hus i Baan Lisa og er netop nu i Sandbox på Phuket – de kommer ril Hua Hin på søndag – jeg min mand og mine børn , børnebørn vil også meget gerne afsted , men syntes det pt er for besværligt som i også beskriver. Håber snart det åbner som normalt – så er det afsted med os ..
Tak for at vi kan følge lidt med her på jeres side – og fortsat go’ søndag .. mvh Heidi Fog
Hej Heidi,
tak for din kommentar! Baan Lisa ligger kun få hundrede meter fra os, og vi kører tit forbi. Hua Hin er godt nok stille, men Soi 94 er ok, og det er jo tæt på Baan Lisa. Her samles de fleste expats om aftenen.
Vi krydser fingre for, at de snart beslutter sig for at lukke op igen. Desværre har de i går fundet en cluster af Covid nede på det store morgenmarked Chat Chai. Øv.
Venlig hilsen
Janne
Hej Janne.
Tak for altid dejligt nyt.
Vi er begyndt at håbe på Koh Samui igen til februar. Så vidt vi kan se på diverse nyheder, skulle det begynde at lysne, nu med kun 1 uges karantæne på hotel, også på Samui, hvor man må være på hele hotellet. Dog med flere tests. Krydser fingre.
Herlig dag til jer fra mig
Hej Jan, tak for din kommentar. Det ser ud til, at vi afskaffer karantænen flere steder fra 1. november. Det er dog ikke bekræftet endnu – som regel venter de med at godkende det endeligt til et par dage før, så folk har rigeligt med tid til at forberede sig på en ny situation. Jeg tror også, at februar bliver muligt – også uden karantæne. Dog stadig med thaiernes elskede papirkram og et par tests. God tur!
Venlig hilsen
Janne