Kovendingernes land….

Hvis man er ude efter at opleve nogle ordentlige kovendinger, så skal man bare følge med i, hvad der foregår her i Thailand.

Den sidste uges forvirring

I sidste uge kom det frem i medierne, at der skulle løsnes lidt op på forskellige ting i forbindelse med lockdown pga. Covid 19. Der kom nogle fine skemaer frem med risikovurdering af forskellige forretningssteder og en risikovurdering af de forskellige provinser ud fra sidste udbrud af Covid-19. Der var også sat datoer på, hvornår de forskellige ting kunne lukke op. Da det ikke var “officielle” udmeldinger, skulle man selvfølgelig tage det med et meget stort gran salt.

Torsdag meldte regeringen så ud, at alt skulle fortsætte som det er (lukket ned i stort omfang) frem til 31. maj. Udgangsforbuddet forlænget til 31. maj og alkoholforbuddet gældende indtil videre.

I løbet af fredagen dukkede nyheder op om, at restauranter, forskellige forretninger, frisører osv. skulle kunne lukke op fra 3. maj (i dag) – men stadigvæk med alkoholforbud.

Fredag aften kom det så frem, at regeringen havde vedtaget at fjerne forbuddet mod at sælge alkohol, så man kan købe det med hjem, men man kan ikke drikke det i restauranterne. Der er bare lige den lille finte, at guvernørerne i de enkelte provinser godt kan indføre stramninger i forhold til regeringens udmelding.

I sidste uge anbefalede Covid-19 kommisionen at flytte de feriedage, vi har lige nu her i landet. Det afviste regeringen, så i fredags (1. maj) tog omkring 1 million mennesker afsted fra Bangkok for at besøge deres familier i andre provinser. I går kom så en ny lov, at de mennesker skal i 14 dages karantæne hjemme hos sig selv.

Total forvirring

Her i Hua Hin er forvirringen total, kan jeg godt fortælle! Og det er den jo nok også i store dele af resten af landet!

Hvad mon der sker, når folk ikke kan få en klar udmelding?? Så finder de da bare selv på sandheden, og det er så det, der foregår lige nu. ENDELIG i dag den 3. maj kom en udmelding fra vores guvernør, så folk har fået noget at forholde sig til. Det kommer på et gnidret billede taget med en mobiltelefon af et officielt brev. Gudsketakoglov for Google Translate. Godt nok kan vi godt læse thai på børnehavestadiet, men hvis det er gnidret, så går det ikke. Men når jeg går på facebook på min PC med en ordentlig skærm, kan jeg bruge Google Translate via kameraet på min mobiltelefon!

Den eneste nogenlunde fornuftige information vi får, er “Dagens Tal”, som jeg kalder dem. Omkring middagstid hver dag er der en pressekonference, hvor dagens tal for smittede og døde offentliggøres, der fortælles om thaier der bringes hjem til Thailand fra andre lande, og om de forskellige tiltag fra regeringens side. Det er rigtig godt, og følges op af en engelsktalende thai fra udenrigsministeriet, som gør et formidabelt job. Han kan jo kun videregive, hvad han får besked på, men det gør han til gengæld virkelig godt.

De erhvervsdrivende – pessimister eller optimister?

Restauranterne vil jo rigtig gerne i gang igen – det siger sig selv. Men med et alkoholforbud af den mere mærkelige slags – man kan godt købe det i restauranten, men må ikke drikke det der – så er der flere, der vælger at holde lukket. Kun med mad, kan det simpelthen ikke svare sig. Hvis man sælger en Pad Gapraow eller en nudelsuppe til 80 baht, så skal man dælme sælge mange, før man har tjent en dagløn. For slet ikke at snakke om at aflønne personale. En øl kan man tjene 30-40 baht på – et glas vin nok noget mere.

Så er der “social distancing”, som jo er relevant nok i disse tider. Nogle restauranter opfatter det som, at reglerne siger, at der kun må sidde 1 person pr. bord. Kommer man 2 personer, kan man altså ikke sidde sammen. Andre stiller skærme op mellem de spisende. Hvis restauranten ikke er ret stor, kan det jo ende med, at der kun kan sidde 2 personer i hele restauranten. Det kan jo nok heller ikke svare sig!

Og så forvirringen omkring reglerne. Hvad siger reglerne i denne provins?? Flere provinsguvernører har allerede lukket ned for alkoholsalget igen, blandt andet naboprovinsen Phetchaburi, så det kommer nok til at gå som en steppebrand igennem landet. Derfor kan man også se videoer og billeder af forretninger, hvor folk ligger i en bunke oven på en palle øl for at sikre sig nogle kasser Leo. Ingen er sikre på, at det holder med at kunne købe alkohol, så der skal bare købes til lager. Efter næsten en måned med alkoholforbud er alle de små forretninger tømt for sprit. Også selv om de egentlig ikke har måttet sælge det i ugevis.

Hvad sker der nu?

Det er jo svært at sige, hvad der sker nu. Min personlige holdning er, at folk er ved at gå bananas over at sidde hjemme, og de vil bare ud. Ud og tjene penge til sig selv og deres familier. Vi andre vil også ud, for at se Thailand visne på denne måde er hjerteskærende. Mange steder er det i forvejen “business as usual” – ude på landet og feks. på byggepladser.

I dag kan man igen gå på restaurant i Hua Hin (og resten af Thailand), og det bliver spændende at se, hvor mange restauranter, der lukker op. Mange har jo kørt take-away i de sidste 6 uger, og med den hurtige kovending har de jo ikke haft mange muligheder for at tilpasse sig de nye krav til afstand osv.

Det meste lovgivning her er op til fortolkning, og reglerne VIL blive fortolket helt forskelligt! Det bliver meget interessant – og skræmmende – at følge

Depression og forvirring

Jeg er ikke den type, der let bliver deprimeret, men jeg må indrømme, at jeg kæmper noget med at kunne holde humøret oppe, når folk sulter og er desperate. Når beslutningerne svinger 180 grader fra dag til dag. Når informationskilderne er Google Translate oversatte passager fra Facebook og andre online medier. Der er simpelthen ikke rigtig andet. Mit kontrolgen går helt i selvsving, og jeg er ved at google mig selv ihjel for at finde ud af, hvad f….. der foregår!!

Men et er sikkert: Vi vil ud og støtte de lokale. Og humørbarometeret er lige steget et par grader, nu hvor nogle ting lukker op igen.

Med under 10 smittede personer pr. dag siden 27. april – hvoraf en stor del af de smittede er hjemvendte thaier fra udlandet – så tager vi bare risikoen! Som jeg sagde til min bedre halvdel – der er større risiko for at få syfilis eller dengue feber end Covid-19 med de tal! Just joking! Men i dag var der 3 – T R E – smittede i statistikken i hele dette kæmpe land. I alt er 54 døde af Covid-19 i Thailand…… Og så må vi jo spritte os af fra top til tå, når vi kommer hjem.

Aj – vi tager chancen. Vi vil gerne have, at vi også om et halvt eller et helt år kan spise mad på vores lokale restauranter. Min bedre halvdel og jeg har aftalt, at når lige de har fået lukket op og fundet rytmen (og tømt fryseren og støvet køkkenet af), så skal vi hen og spise nudler med crispy pork og Larb – og alt mulig andet dejligt. Støtte dem, der virkelig trænger til at få gang i butikken igen! Og når vi nu ikke kan nyde en øl eller to til maden, så køber vi dem med hjem, så de også får lidt i kassen fra det.

Vi krydser fingre for, at det er vejen frem – så kan vi måske også komme ud og høre rockmusik inden for overskuelig fremtid igen!

 

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *