Hvordan skifter man en lampe under vand?

Når man skal skifte en lampe i en swimmingpool, så må det jo ske under vand, medmindre man tømmer vand af poolen, så man kan komme til lampestedet.

Man kan jo gøre som her – tømme vandet af. Så er det nemt og bekvemt at skifte en lampe i sin jacuzzi eller swimmingpool.

I dag er de fleste lyskilder – også til swimmingpools – lavet med LED teknologi – altså lysdioder. I løbet af de seneste 5-10 år er teknologien inden for lysdioder (LED) gået rigtig stærkt, og i dag kan man købe alverdens mærkelige produkter med lysdioder, som bruger meget mindre strøm end en elpære. Hvis man skifter fra en en elpære på 60 watt til en LED pære på 9,5 watt (som er ca. det samme lys) – så siger det sig selv, at man kun bruger ca. 1/6 strøm. Derfor lavede EU også en lov der forbød almindelige glødepærer, så vi allesammen kunne spare strøm.

En almindelig dansk glødepære kræver 220 volt, og bruger man LED pærer i stedet, så risikerer man ikke at blive slået ihjel i sin swimmingpool, hvis der går overgang i skidtet. Tænk på den gode gamle metode med at smide en føntørrer ned til en person i et badekar! Et velkendt mordvåben i mange krimifilm. Bemærk, at ledningen du ser ovenfor IKKE er en 220V ledning – det er en 12V installation, og der sidder en transformator til lampen et sikkert sted.

Hvis det ikke lige var fordi, at mange LED pærer – specielt i Asien – er lavet, så de lyser med en gusten blålighvid farve “daylight”, som en lysstofrør i en stald eller i et mejeri, så er der faktisk meget smart med lysdioder. Og det rigtige produkt findes faktisk! Hvis man er til “dansk indendørs hyggelys” så skal man altså gå efter warm white.

Hvad gør man så, hvis man skal skifte lamper i en swimmingpool, hvor man ikke så gerne vil tømme vandet af? Ja, man kan hyre et poolfirma – de kan bore under vand og skifter en lampe ud for 300 baht – 60 kr. Det er jo næsten ikke til at forstå!

Man kan også insistere på at gøre det selv og så faktisk skifte en lampe under vand. Altså en LED lampe, hvor man ikke risikerer at blive slået ihjel. Sådan en person er jeg gift med, så han fandt to mukkerter og bandt dem om halsen istedet for blylodder, så han kunne holde sig nede – på med snorkel og dykkerbriller.

Han skiftede lamperne på ganske kort tid. Det er i dette tilfælde “daylight” LED armarturer, og det ser flot ud i en blå pool (og ikke så mange andre steder). Men nu er der kommet knald på lyset – og en lampe KAN altså skiftes under vand.

Så når vi tænder lyset i poolen i aften, så kan den sikkert ses fra det ydre rum!

 

One thought on “Hvordan skifter man en lampe under vand?

  1. Hvis man afbryder strømmen, er det vel heller ikke noget problem at skifte pæren under vand

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *