De fleste ved efterhånden, hvad det vil sige at være spærret inde pga. Covid-19. Vi kan da godt gå ud her i Hua Hin, men det er deprimerende og farligt (?), så vi bliver hjemme. Men hvad laver man så?
Jeg tænker, at vi alle har forskellige måder at få tiden til at gå på. Jeg ved simpelthen ikke, hvad der går galt for mig, for jeg er nærmest stresset over alt det jeg gerne vil lave, men som jeg ikke får lavet. Jeg har så mange projekter og ideer oppe i hovedet, men jeg når ikke ret mange af dem. Jeg skulle hilse og sige, at det samme gør sig gældende for min bedre halvdel, der har småprojekter i hus og have til flere år.
Hvis man bor i Thailand og har tid, laver man da RULLEPØLSE
Mit seneste projekt har været at lave en rigtig dansk rullepølse. Ligesom den man kan købe ved slagteren i Danmark. Det har jeg nu brugt 4 dage på. Mit køkken har lignet en slagmark, og jeg har haft rigtig mange af mine køkkenmaskiner og gadgets taget ud af skabene. Jeg var så heldig at finde en svineside, som ikke var 3 cm fedt og 1 cm kød, som det ofte er her i Thailand. Grisene her ser helt anderledes ud end i Danmark. De er store og tøndeformede med bittesmå korte ben. I Danmark er grisene fremavlet til, at der ikke må være fedt på noget, og kødet er underligt lyst og meget af det bliver hårdt, når man tilbereder det. Tag bare en Føtex kotelet – skåret meget tyndt ud og med 1 mm fedtkant. Steg den i panden eller på grillen, og du skal have nye tænder. Svinekød i Thailand er mørkere og meget mere mørt.
Nå, men jeg fik øje på en svineside i Makro forleden, og jeg skyndte mig hen og sikrede mig den. “Cut, cut??” sagde slagteren. Nej for hulen da! Du skal ikke “cut, cut” i min fine svineside. Jeg fik det fineste svineslag ud af den svineside til min rullepølse. Resten blev til fars og “ribbensteg” (uden ribben) og en fin fond til at lave grisesauce af senere.
Jeg har aldrig prøvet at sprænge en rullepølse i saltlage, og jeg har heller ikke prøvet at tilberede den i sous vide. Det tog 10 timer, men jeg skulle jo heller ikke stå og se på maskinen, så det var ligemeget.
Da jeg skar den op her til morgen, blev jeg så stolt, at jeg var ved at revne. Vores rullepølsemad på hjemmelavet rugbrød til morgenmad var en drøm!! Jeg havde helt glemt, hvor godt sådan en rugbrødsmad kan smage!
Danske varer i Thailand
Når man bor i et land som Thailand, så kan man ikke skaffe alle de “danske” ting, og der er tre muligheder: Enten støver man rundt for at finde de danske madvarer. Eller man forsøger at lave tingene selv. Eller man giver op og lever med, hvad man kan få her. Jeg er på en blanding af de tre. Jeg har fundet et sted, hvor jeg kan købe ordentlig te fra Chiang Mai, dyrket i junglen uden at ødelægge den. Jeg betaler en formue, men jeg nyder også den kop morgente. En pakke Pickwick koster 50 kr, og det vil jeg simpelthen ikke betale. Jeg troede da, at alle asiater drak te, men her i Thailand er det kold te med MASSER af sukker og ofte også de der gelekugler i.
Jeg laver selv leverpostej, frikadeller, rugbrød, grovbrød for eksempel, og indimellem eksperimenterer jeg for at nå frem til noget, der ligner et dansk produkt. Jeg har så været nødt til at lære at være glad for skæreost, der er ligesom at hænge tungen ud af vinduet. Bare det er ost! Jeg kan lukke øjnene og drømme om en rugbrødsmad med Onkel Kras med kommen, men det bliver en kedelig Edam i stedet!
Der er mange, der tilbyder udenlandske varer, men de er så toldbelagt, at det meste er vanvittig dyrt. Men visse steder kan man godt finde noget billigt på knaldtilbud. Conrads Deli i Bangkok havde for noget tid siden ost til 150 baht pr. kg. Så er man glad for, at man har en vacuum maskine, så man kan pakke om og lægge på lager. Vi har også et par butikker her i Hua Hin, som fokuserer på engelske produkter. Indimellem har de nogle fantastiske tilbud på ost, lufttørret skinke, bøffer og meget mere. Så er det bare med at være på pletten! Vi har også nogle meget velassorterede men meget dyre delikatesseforretninger i byen. Hvis bare man vil betale, så kan man jo komme til alle steder!
I dag var jeg ude på stepperne hos en hollænder. Han sælger ost fra privaten, så i dag har jeg fået ost med kommen for første gang i flere år. DET var godt! Rullepølse og kommenost på samme dag, så bliver det vist ikke større!!
Om at have travlt
Jeg synes, jeg har travlt. Meget. Som man siger: “Der er altid meget at lave på en stor gård!”, og sådan føles det faktisk. Med alle døre og vinduerne åbne hele dagen, kan man gøre rent i et væk. Vi har i hundredevis af gekkoer, og de ikke bare laver klatter på gulve og vindueskarme. Nej, de har simpelthen tynd mave ned ad væggene. Som min bedre halvdel siger, så skal jeg se det positivt – det har krævet en masse myg. Jeg gider ikke gøre rent – det er simpelthen bare en plage. Så nu hvor vi ikke har gæster, trækker jeg den nok lige langt nok, så jeg selv synes, her er for “møget”. Der skal også vaskes, laves mad, købes ind og alt det helt normale. Hvordan i alverden fik jeg tid til at arbejde førhen??
Nej, det er pjat! Jeg ved godt, hvorfor jeg føler mig presset! Vi lærer thai. Og det gør man ikke bare med 1 times indsats hver dag. Det kræver en masse tid. Vi får stadig undervisning 2 timer på hverdagene af Tam, og han gør det rigtig godt. Inden han kommer, øver vi gloser i en times tid over morgenmaden. Når han er kørt, skal vi så forberede næste kapitel til næste dag, og det tager også en time eller mere. Nå ja. Så skal jeg øve mig i at skrive, for det er dælme heller ikke nemt. Der røg den næste time. Som en klog mand sagde: “Man bliver ikke ingeniør af at tage en blå kittel på”, og sådan er det også med at lære et sprog. Man skal bruge rigtig meget tid på det, for at det batter noget.
Men vi har rykket os rigtig meget, så det skal vi også være stolte af. Vi kan nu begge læse og skrive (dog meget langsomt), vi er begyndt at kunne teknikken med tonerne, og vi lærer nye ord hver dag. Nu mangler vi bare at komme ud over rampen og sige noget. Det er så også det sværeste!
Keder vi os?
Det korte svar er: NEJ. Vi keder os ikke, for vi har rigeligt at rode i.
Men vi savner samvær med andre mennesker. Vi savner vores gode venner her i Hua Hin. Vi har også lært så mange nye mennesker at kende, som vi er nysgerrige på og gerne vil lære bedre at kende. Men nu er der ikke meget social svinehygge. Vi savner også rigtig meget at være sammen med vores familie og venner i Danmark. Vi savner at gå ud og drikke øl og høre rockmusik. Vi savner at holde en stor fest og råbe og skrige. Alt det vi ikke kan nu, og som vi heller ikke kommer til i Thailand i meget lang tid. Fordi der ikke er nok vaccine. Men det er en anden historie, som jeg kan hidse mig voldsomt op over, men som jeg vil lade ligge.
I dag har jeg nemlig lavet den fineste rullepølse. 1 1/2kg. rullepølse i fine skiver har kostet ca. 50 kr. Vi må nyde de sejre, vi har og så forsøge at padle igennem krisen.