Fra i morgen må man gå i biografen i Thailand igen…. Hvad så end man skal bruge det til, for man må alligevel ikke spise popcorn eller drikke noget i biografen…..
Hvad vil jeg så sige med det?
Jo, fra i morgen går vi ind i tredje fase af genoplukningen i Thailand efter første “bølge” af Covid 19.
3081 smittede ialt – 57 døde med (ikke nødvendigvis af) Covid 19. Der er stadig 61 personer på hospitalet med Covid 19 infektion.
Det er jo noget af en bølge!
Især, når man tænker på, at vi er næsten 70 millioner mennesker i Thailand. De sidste mange dage har langt de fleste nye tilfælde været thaier, som er kommet hjem fra udlandet, og de ryger lige direkte i statskarantæne eller på hospitalet.
I kølvandet på nedlukningen i marts, har millioner af thaier mistet deres eksistensgrundlag, og det er gået meget hårdt ud over store dele af befolkningen. Private deler stadig mad ud til de fattigste, men man kan godt mærke, at det er svært at holde dampen og pengestrømmen oppe efter mere end 2 måneder.
Regeringen har bedt om at optage et kæmpe lån (et af mange), så man belåner op til næsten 58% af BNP. Grænsen er 60%, så hvis BNP går ned, så kan man jo godt regne ud, at det ikke er så godt. Hvordan pengene skal fordeles, melder historien ikke noget om.
Tredje fase i genoplukningen
Tredje fase starter i morgen, og betyder blandt andet, at udgangsforbuddet reduceres en time til at gælde fra 23.00 – 03.00. Shopping centre må holde åbent en time længere til kl. 21.00. Der må spilles fodbold, og der må dyrkes vandsport. Altsammen selvfølgelig med “social distancing”, maske på når man er uden for hjemmet og alle mulige kontrolforanstaltninger.
Jeg må sige, jeg kan ikke bruge det til en pind. Jeg går ikke i shopping center, for der skal man registrere sig, når man går ind og ud – også af alle de enkelte butikker. NOT. Det gider jeg simpelthen ikke.
Jeg gider ikke sidde i biografen i 2 timer uden hverken vådt eller tørt og med en maske på.
Jeg skal heller ikke i fitness center eller hen og købe amuletter…
Hvad må man så ikke lige nu?
Ja, man må gerne gå på restaurant, og man kan godt købe en øl, men man må ikke drikke den på stedet.
Nogle steder må man ikke sidde ved samme bord i restauranter. Jeg hørte om en familie med 2 voksne og 2 børn, som kørte på nudelrestaurant i Bangkok. De skulle sidde ved hvert sit bord!! Til gengæld må man gerne stå som sild i en tønde i Sky Train i Bangkok. Man må også gerne mose rundt i et lokalt marked med masser af folk.
I nogle dele af landet, kan man slet ikke købe alkohol – som i nogen steder overhovedet.
Nogle steder er strandende stadig lukket – det er den lokale guvernør, der bestemmer det. Her i Hua Hin var den kun lige lukket under Songkran af frygt for fester på stranden. Man må dog stadig ikke “ligge” på stranden.
Man må ikke gå på bar eller spille koncerter.
Man må faktisk ikke rejse unødigt mellem provinserne, men der går alligevel bus og tog i et vist omfang…..
Som man kan se af ovenstående, så er det på mange områder helt forskelligt, hvordan loven fortolkes, og hvordan den lokale guvernør laver reglerne. I Bangkok er reglerne ofte meget strammere, mens man helt ude på landet slet ikke mærker noget til det. De gør såmænd da bare som de plejer!
Hvordan er det så at være i Hua Hin?
Når vi er ude at handle eller ude efter et ærinde, så ligner det meste faktisk sig selv nu. Trafikken er igen et mareridt, og folk kører som de vilde inklusiv alle budene med mad, Grab og Foodpanda.
Mange bærer maske, men der er godt nok også mange, som ikke gør. Eller også har de den på, men den sidder nede på halsen! Der vanker en bøde på 20.000 baht, hvis man ikke har maske på og bliver taget, så vi beholder pænt vores på. Vi var på en lokal restaurant forleden, og personalet havde da ikke masker på nogen af dem.
Der bygges på livet løs, der handles mad i stor stil i alle gadekøkkenerne, og der er stor aktivitet alle steder.
Folk orker det ikke mere, og de forstår heller ikke hele den store panik. Ser man på tallene, så bliver det jo mere og mere pjattet at holde på en masse regler, som skader folk og deres økonomi.
Næste step
Næste step skulle være den 15. juni, hvor barerne, boxing stadioner mm får lov at åbne. Men lad os nu se! Her i landet er regeringens opfattelse, at alkohol er roden til alt ondt. En bar uden alkohol er godt nok ikke det samme! I fredags blev det sagt, at restauranterne først må sælge alkohol, når barerne får lov. Det er rigtig synd for restauranterne, for de mister jo en vigtig indtægtskilde ved ikke at kunne sælge en flaske vin eller en øl. Alle skal jo være hjemme kl. 23 alligevel….
Går det, som det skal, så skulle vi være tilbage til “normalen” 30. juni. Meeen, det er nu ikke sikkert, at det går så vel. Dette er rygternes land, og det kan nemt blive lavet om flere gange inden da.
Økonomien er jo smadret under alle omstændigheder, og det bliver nok aldrig det samme Thailand igen.
De gratis glæder
Når alt det Covid 19 snak så er sagt, så er Thailand og Hua Hin jo stadig et skønt sted at være. Vi nyder stadig klimaet, vores hus, de flinke mennesker og det kludetæppe af indtryk man kan få her. Vi snakkede om forleden, at vi godt nok ikke gerne ville bo i Danmark med lange udsigter til at komme hertil igen. Vi forstår godt de mennesker, som lider af et forfærdeligt savn og udlængsel – nogle endda adskilt fra deres familie. Jeg ville simpelthen revne midt over i frustration over ikke at kunne komme afsted.
Jeg er også begyndt at sætte pris på de gratis glæder, og jeg nyder derfor også vores morgen gåture, hvor vi ikke behøver at bevæge os ret langt væk fra matriklen for at se noget spændende. Ikke altid særlig kønt, men sådan er Thailand jo. En blanding af gammelt og nyt, smukt og grimt, godt og dårligt.
Billedet ovenfor er fra en lille sidegade til Soi 94, hvor også de næste billeder er fra. Smukt på sin egen måde!