Fitness – nu en livsstil

Selvom det er svært at indrømme det, så er fitness faktisk også lidt af en livsstil….. I hvert fald for os.

For næsten to år siden holdt min veninde mig fast på, at vi skulle i gang med at røre os. Vi fik startet op i et lokalt open-air fitness center med en ret dygtig personlig træner. Det skrev jeg en artikel om her.

Efter en hård start med spaghettiarme, ingen balance, ingen styrke og absolut ingen muskler, så fik vores træner og ejer af stedet, Benni, os igennem nåleøjet til at begynde styrketræning i maskiner. Desværre valgte Benni at stoppe som træner, men hun satte os i forbindelse med en dygtig mandlig træner, som vi også blev rigtig glade for. Han var lidt mere af en djævel, og han drev os med hård pisk og masser af motivation. Det gav så pote på den måde, at min veninde slap af med dårligt knæ med mere, og jeg fik helt normale kolesteroltal igen, og det var i sig selv jo meget motiverende. Læs mere her.

Sidste år i juni indgik jeg et væddemål med min bedre halvdel. Han sad bare på en stol og lavede Sudoku og gloede i sin telefon en stor del af tiden. Ikke at han ikke var stærk, for det var han, men det er jo ikke altid nok, når man er ved at være oppe i årene. Han havde plaget mig i lang tid, fordi han gerne ville have, at jeg skulle synge en sang i hans band. Så vi lavede en deal:  Jeg skulle synge en sang i hans band, og han skulle gå med mit i fitness centeret 3 gange om ugen i en måned. Han ville ikke i maskiner, men han kunne overtales til at gå en time på løbebåndet, hvis han ellers kunne få lov at høre musik.

Den første dag var en katastrofe! Da vi kom hjem, havde han fået en blå storetånegl, og den ved siden af så heller ikke så godt ud. De der “løbesko” havde åbenbart trykket, og han havde bare ignoreret det…. Men han holdt sin aftale – han måtte bare gå i sandaler med strømper (ømt syn!). Imens han gik, trænede jeg sammen med min veninde og vores træner, og vi blev bare stærkere og stærkere. Vi havde det simpelthen så sjovt, og det var skønt bare at kunne pludre løs i hvilepauserne imellem øvelserne. (Jeg tror faktisk, vores træner syntes, at vi kaglede lidt for meget indimellem!)

Efter den første måned tog min seje mand så lige en måned mere. Og en måned mere. Og en måned mere……. Jeg sang den sang i bandet, jeg havde lovet til et arrangement i november på Rockzone. Heldigvis skulle vi spille, før der rigtig var kommet mange mennesker, så det lykkedes os at få “I am the Highway” ud over rampen i nogenlunde stil. Så var vi jo sådan set “even”, men khun ET (som han hedder her) holdt ikke op på løbebåndet. Han kunne nemlig se kiloene rasle af og bryster og ølmave svinde ind.

I januar valgte vores træner at flytte ud i et fint nyt fitness center i den anden ende af byen, hvor han også spiller pickelball (som er meget populært her). Min veninde og jeg tog med derud, men jeg syntes, at det var for bøvlet at komme derud. Derfor flyttede jeg tilbage til vores “gamle” fitness center men uden træner. Så min bedre halvdel og jeg fulgtes ad, og jeg fik ham også overtalt til at prøve et par af maskinerne som feks. bænkpressen. Efter et par måneder med en halv times maskiner og en halv time på løbebåndet for hans vedkommende, var det helt tydeligt, at man godt kan få muskler, selvom man er 70! Nu er det en helt fast rutine tre gange om ugen, hvor vi tager nogle maskiner i den første halve time, og så går han med musik i ørerne på løbebåndet (cardiotræning), mens jeg laver en blanding af bodyweight, pillates og styrketræning.

Vores fitnesscenter er ikke særlig fancy, og det meste af udstyret er ældgammelt og rustent.

Det meste er godt beskidt, og jeg er sikker på, at vores immunforsvar er på højalarm, hver gang vi har været deroppe. De fleste er flinke til at tørre af efter sig, men der er alligevel meget snask på alting – ikke mindst de her måtter, som er næsten nye.

Open air lige ud til en ret trafikeret vej, hvor mange i nabolaget laver mad udenfor og brænder af giver også masser af snask og sod alle vegne. Nogle gange er der også ukristelig varmt, hvis der er vindstille, og hvis det har regnet er der kvælende fugtigt. Vi SVEDER indimellem, så træningstøjet skal til tørre resten af dagen, før det kan komme i vasketøjskurven.

Pyt med, at håndtagene på nogle af maskinerne er beklædt med isolerbånd. Pyt med at de har smurt nogle af maskinerne med et eller andet fedt, så alle vægtpladerne hænger sammen. Pyt med at det meste er slidt og beskidt. Stedet har nemlig charme! Ja, hvem kender et fitness center med charme??? Prøv at komme til IFit i Hua Hin – det har charme! Og så er det lidt som et stamværtshus. Det er jo de samme mennesker, der kommer on-off i løbet af året, og ofte får man jo en lille snak med den ene eller den anden. Det her fitness center er pensionistklubben, men der kommer da også nogle lidt yngre mennesker.

Vi kender ikke folks navne, så vi har simpelthen givet dem navne ud fra, hvad vi ved og tror. Vi har feks. Blueport, som er en ufattelig veltrænet thai kvinde i 40’erne, som træner hver dag. Hun sælger møbler nede i Blueport centeret. Hun snakker lidt med alle, og hun går rundt og vinker farvel til os alle, når hun skal hjem og videre på arbejde.

Så er der BACON. Ja, det hedder han altså ikke, men han har en tatovering på ryggen i gotiske bogstaver, som jeg ikke kan læse, men det ligner BACON. Han træner som en anden bodybuilder, dvs. han går til den – så meget, at man ikke skal stå i vindsiden af ham.

Der kommer også “Filippineren”, som er en smuk filippinsk dame, der synger på et stort hotel her i byen. Musik er jo noget af det, som filippinerne virkelig kan. Hun sagde til mig en dag, at jeg virkelig var til inspiration for de andre kvinder i fitness centeret, og det tog jeg da som et kompliment. Jeg er trodsalt 20 år ældre end hende….

Filippineren og Blueport stod for nogle uger siden i en lang snak om at svede om natten, overgangsalder og jeg ved ikke hvad. Det var altså ret hyggeligt og meget svært at overhøre, når man ikke står mere end 2 meter væk!

Japaneren er en anden interessant person. Han kommer der jævnligt, og han er altid smilende og meget venlig. Han får ikke meget ud af sin tid i fitness centeret, for de fleste af de ting han laver i maskinerne er ikke særlig effektive. Men han bøvler på, og han sveder som en vild. Forøvrigt aner vi ikke, om han rent faktisk ER japaner, men han LIGNER en japaner.

Ireren er musiker, og han hører altid musik. Han har fortalt, at han tidligere har spillet irsk folkemusik i et band i det meste af verden.  Han bøvler på, selvom han også er noget oppe i årene, og når han træner (hver eneste dag), så dirigerer han også lige et større orkester inden i sit hoved og med sine arme. Men okay – min mand spiller luft bas, mens han hører musik på løbebåndet…..

Bille MC er dansker. Han er en ordentlig kleppert af en mand, og han er stærk som en okse. Han er altid meget grundig og holder notater i sin lille bog om sin træning. Vi troede, han var rejst hjem, for vi havde ikke set ham i meget lang tid. Men han har været skadet, så han ikke måtte træne. For et par uger siden kørte TV’et (temmelig forhadt af mange af os, fordi det skal spille unga-unga musik for fuld skrald) med en reklame for et eller andet thai ginseng produkt. Bille MC (det hedder han altså ikke, men det står på hans T-shirt) kom pludselig farende som skudt ud af en kanon, og så skulle der godt nok bare skiftes kanal. De der thai reklamer gik lige i hans p.. Det halve af fitness centeret grinede i skægget – det gjorde vi også!

Her til sidst vil jeg lige fortælle en sød historie fra centeret. Rigtig mange går med høretelefoner på (sikkert på grund af det der skod fjernsyn, der bralrer afsted). Blueport og Bacon var i gang med at træne i to maskiner, og de er begge temmelig højrøstede, når de træner. Da de jo ikke kunne høre noget med musik i ørerne, så faldt de ind i en perfekt rytme med deres stønnen, så det lød som noget på et bedre bordel. Hele fitness centeret skrupgrinede, og det var så slemt, at bestyreren gik hen og fortalte det til dem. Måske det forklarer det TV, der skal spille for fuld skrue – det skal overdøve de uheldige lyde!

Der er mange flere spændende (og uspændende) karakterer i fitness centeret, men det er da bare med til at gøre det sjovt. Vi hilser på hinanden, og indimellem får vi også en lille snak undervejs.

Så er der Benni’s kat. Den er virkelig mærkelig, men det hører nok sammen med at være huskat i et fitness center. Hun smider den nogle gange ud af privaten, og så må den jo gå for lud og koldt vand ude i fitness centeret. Nogle gange vil den gerne snakke, men pludselig styrter den afsted, som om den har fået et dask. Den elsker BACON (altså ham der træner der), men den er også bange for nogle af os. En dag da jeg stod i lav planke, kom den hen og gav sig til at snuse mig ind i øret!! Det var sikkert fordi, den kunne se, at jeg var helt pacificeret. Benni fik også travlt en dag, da den lige havde lavet en lille klat på fliserne udenfor. Blueport gik på toilet, og så tog hun lige klatten med ind i centeret under sin sko – det var ikke så godt! Og noget helt andet er, at den kat altid lugter helt vildt af parfume – Benni’s parfume!

Vi er superglade for vores gamle, bulede, nedslidte fitness center. Vi er glade for, at vi har fået de tre timers indsats pr. uge ind i vores rutiner, og vi er begge faktisk lidt høje, når vi kommer hjem fra træning. Jeg studerer videoer med nye øvelser på nettet, og lige for øjeblikket er jeg vild med Tom Morrison. Han er guru inden for udstrækning og fleksibilitet, og hans tips på Facebook hjalp mig af med en tennisalbue ganske få uger. Den havde jeg døjet med i over et år! Følg ham på Facebook – der er masser af gratis tips ud over hans betalingsprogrammer.

Nå, men jeg ved ikke, om der findes sådan nogle “hyggelige” fitness centre i Danmark, men vi er ihvertfald taknemmelige for “vores” lille sted. Prisen? 780 THB/md. “What´s not to like?”