Nogle gange er det sjovt at lave noget i bedste Heston Blumenthal stil. Han er verdensmester i at lave kulinariske illusioner – men på en meget mere avanceret måde end vores stilfærdige dessert.
Er det en steak?
Dette er ikke en steak, og det er heller ikke fritter eller ketchup og remoulade. Det er en dessert med chokoladeis, sprød kage og to slags frugtsaucer.
Vi synes, det er sjovt at lave overraskelser til gæster, og denne her er faktisk rigtig god. Den er ikke svær at lave, og anretningen er ret hurtig. Når man nu har serveret en kæmpe hovedret for sine gæster, og så stiller denne dessert på bordet, så springer sveden frem på gæsternes pande. Puha – en bøf efter en gang oksemørbad med bagt kartoffelmos.
Desserten kræver selvfølgelig lidt forarbejde, men det er faktisk hverken svært eller tidskrævende. Vi købte bare noget færdig chokoladeis til bøffen, og fritterne er lavet af lagkagebunde penslet med smør, drysset med sukker og så en tur i ovnen. Sovserne var heller ikke så omfattende at lave.
Molykulær gatronomi i Thailand
Ja, nu er denne dessert jo ikke ligefrem molykulær gastronomi. Mulighederne for at udfolde sig i den retning i Thailand er ikke så store – slet ikke som amatør. Man kan være heldig og finde nogle af ingredienserne til feks. sfærer, broken gel og andre spændende ting. Men for det første er de meget dyre, og det er slet ikke så populært som i Danmark.
Jeg elsker Heston Blumenthal for den måde han overrasker folk på, men jeg er altså ikke i stand til at lave alle hans skøre og skønne retter. Jeg ville rigtig gerne lave mange flere illusioner, men i Danmark havde jeg ikke tiden, og her i Thailand har jeg ikke grejet og ingredienserne.
Men derfor kan man jo godt lege lidt i det små og hygge sig med det. 🙂 Her er opskriften – er man frisk, kan man jo lave både is og kage fra bunden.
Bøf af chokoladeis med kagefritter
Ingredienser
Bøffer
- 1 liter god chokoladeis
- 5 stk. Oreos kiks
Fritter
- 1 pk. lagkagebunde
- 25 g smør
- 3 spsk. sukker
Ketchup
- 200 g frosne hindbær
- 20 g flormelis
Remoulade
- 1 lille bøtte creme fraiche 38%
- 2 skiver frisk ananas
- 1 tsk gurkemeje eller gul frugtfarve
- 1/2 tsk. Vanillesukker
- 1 passionsfrugt
Sådan gør du
Chokoladeis - Steaks
- Start dagen før med at tage isen op i køleskabet en halv times tid. Tag is fra til en bøf og form men med hænderne, så det ligner en steak. Læg dine steaks på en kold bageplade beklædt med bagepapir og kom den i fryseren.
- Skrab fyldet ud af Oreos og knus selve kiksen til et fint pulver.
- Varm en bagerist i ovnen til ca. 100 grader. Tag bøfferne op én ad gangen og lav et grillmønster på den ene side med bageristen. Kom bøfferne hurtigt tilbage i fryseren.
- Vent til bøfferne er indfrosset og tag dem så ud en ad gangen og drys forsigtigt Oreopulver ned i grillmønsteret. Sættes tilbage i fryseren.
Hindbærcoulis - ketchup
- Blend bær og flormelis og kør det igennem en sigte for at fjerne kernerne. Hvis man er bange for faren ved frosne bær, kan bær og flormelis koges igennem og jævnes med maizena.
Ananassovs - remoulade
- Skær ananas i bittesmå tern eller blend dem. Bland cremefraiche med vanillesukker, ananas og saften fra en passionsfrugt (si evt. kernerne fra).
Sprøde kager - pommes frites
- Skær lagkagebunden ud til pommes frites, evt. med et bølgejern. Pensl let med smør og drys let med sukker. Bages i ovnen ved 170 grader i 5-10 minutter. Vend rundt i dem og hold øje med, at de ikke bliver for mørke. Lad dem køle af på en bagerist.
Anretning
- Anret bøffen på en KOLD tallerken med fritterne og de to saucer.