“Dansk” pølse i Thailand med parmesankartofler og salat

En god dansk pølse af thailandsk herkomst med parmesankartofler, salat og tzatziki er en rigtig dejlig sommerspise.

Gode pølser hænger ikke på træerne i Thailand – no pun intended – men der er vist flere øv pølser her end gode pølser.

Hvis man ser bort fra de thailandske, meget stærke men smagfulde Isaan pølser, som man laver oppe i Nordøstthailand, så er der altså langt mellem snapsene, når man køber pølser her i Thailand. Mange af dem er lavet af hakkede hestemuler, maskinudbenet kylling (check lige det på google – der er altså slemt) eller smager af ikke en pind.

Engelske og tyske pølsetraditioner

Heldigvis har englænderne og tyskerne stærke pølsetraditioner, som vi har i Danmark. Og heldigvis er der mange englændere og tyskere her i Hua Hin. Her er rigtig gode slagterbutikker, hvor man kan få sig en rigtig god pølse – også af en anden slags, end vi er vant til i Danmark. Hvis man giver sig til at undersøge pølsetraditionen i England, er det jo helt vildt, hvor mange forskellige slags der findes bare til morgenbordet. Og tyskerne hedder jo ikke pølsetyskere for ingenting – de kan bare det skidt.

Her i Thailand er der et tysk brand, der hedder TGM, og det ville vel svare til Tulip eller Gøl derhjemme. De laver alt muligt inden for pålæg og pølser – altsammen af svingende kvalitet. Men de laver en hulens god spegepølse, der hedder pure – ikke fed og meget velsmagende.

De lokale ildsjæle

Jeg foretrækker de små slagtere, som vi er velsignede med her i Hua Hin. I Danmark har vi begrædt, at de små specialforretninger forsvandt til fordel for supermarkedskæderne – og med rette. Så jeg støtter også vores lokale ildsjæle, som laver fantastiske produkter. Udover de gode danske delikatessebutikker, som jeg har skrevet om her, så er der en fransk slagter på Soi 88 – Jean Pierre – han har gode bøffer og fantastiske friske pølser. Säntis på Soi 102, hvor jeg bestiller ukogt hamburgerryg, som han selv ryger. Der er Hua Hin Ham & Bacon, hvor man kan få en hel skinke. Og min yndlingsslagter er tyske slagter Kock – han bor på Soi 29 og laver vildt godt pålæg.

Nå, men denne dejlige, røgede pølse fra Conrads Deli blev serveret med parmesankartofler, som er min egen “creation” plus lidt græsk salat – det er nemt og hurtigt og smager rigtig godt.

Parmesankartofler

5 fra 1 stemme
Antal 2 personer

Ingredienser
  

  • 3 store bagekartofler
  • 1/2 dl creme fraiche 38%
  • 2 fed hvidløg
  • 3 spsk revet parmesan
  • 3 spsk revet mild cheddar
  • Salt og peber
  • smør til formen

Sådan gør du
 

  • Riv bagekartoflerne mellemfint og tryk væsken ud af dem.
  • Bland med parmesan, revet hvidløg, revet ost, salt og peber og stil det køligt ca. 10 minutter
  • Tag kartoflerne ud og hæld evt. væske fra. 
  • Smør 4 små forme med smør og kom kartoffelmassen i skålene
  • Bag kartoflerne ca. 30-40 minutter. Vend dem ud af formene og server dem.

2 thoughts on ““Dansk” pølse i Thailand med parmesankartofler og salat

  1. 5 stars
    Sawadee Janne,
    jeg er altid på udkig efter producenter og leverandører.

    Isaan pølserne sai krok er ikke specielt populære hos mig, jeg bor i Isaan. Sai Ua er fra Chiang Mai og er nok den mest populære pølse, den er godt krydret, ikke helveds stærk, men himmelsk. Efter at have læst lidt his og pist på din blog. I har boet i Spanien, der er tradition for at man har en lille go’ bid ved siden af et glas, der vil den være fin.

    Jeg fulgte dit link til Conrads Deli. Det ser helt fornuftigt ud. Der var ingen billig ost.. I 90’erne købte vi ost i Khonkaen, et lille osteri thai/dansk lavede go’ ost til en billig pris, måske findes den stadig. Det der med ost, det er fanme ikke nemt i Thailand, man kan købe det, men det er dyrt. Så kan man lave det selv. Det er et håndværk, men du er åbenbart go’ til at gøre rent, og det er alfa og omega når man laver ost. Jeg tror ikke man sparer så meget, jeg syns priserne på britshop.com er rimelige. Men men eksempelvis en fynsk rygeost, som skal til i en go’ sommersalat.. Frisk Mozzarella det tager en formiddag, listen er lang over friske oste, og også er goe til en tapas. Lufttørret skinke, easy peasy. Jeg laver selv min yoghurt, det tager tre timer i et 40C grader vandbad, så er den mild, dobbelt tid og den blir mere sur som danskere måske foretrækker. I Indien skal den være være mild – og i Thailand ja de bruger yoghurt som hudpleje middel.

    Din rullepølse så fin ud og sous vide, du har tjek på det. Det her site kan måske inspirere til mere i den boldgade. http://www.basisvarer.dk og du skal også besøge https://douglasbaldwin.com/sous-vide.html han er min sous vide guru, der er ikke meget rock and roll over ham, men han har en doktor grad i sous vide. DR lavede en program serie med Camilla Plum, hun var hot stuff kogekone i 80’erne, hun holder stadig.

    Også en stor cadeau til jer begge to for at lære sproget.

    1. Hej Max,
      mange tak for din dejlige kommentar med mange gode inputs. Jeg kan da se, at vi har en fælles passion i maden, og det er altid dejligt at finde høre inputs fra en ligesindet. Jeg skal udforske alle dine ideer og links, når nu vores ven fra Danmark (som kommer lørdag) har været her i et par uger og hygget med os.

      Mange tak igen!
      Venlig hilsen
      Janne

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Opskrift Vurdering