Covid 19 og 4. fase af genåbningen af Thailand

Så kom vi til 4. fase af genåbningen af Thailand efter Covid 19 nedlukningen. Her er lidt om ændringerne fra 15. juni.

Jeg kan kun sige: Man har et standpunkt, til man tager et nyt. Og det gælder også her i Thailand. Ifølge den oprindelige plan skulle det meste lukke op den 15. juni, men det er blevet besluttet, at barer og andre underholdningsetablissementer skal forblive lukket. Det er nok noget af et slag i ansigtet på rigtig mange, fordi man for længe siden offentliggjorde en plan, der forudsagde, at det meste skulle åbne op nu, hvis alt gik som det skulle rent smittemæssigt.

Hvordan er det så gået?

Smittetallene i Thailand er 0, og det har de været i næsten 3 uger nu. Alle nye smittede er thaier, der kommer hjem fra udlandet, og de kommer ikke ind uden at skulle i 14 dages karantæne, om de er syge eller ej. Det vil sige, at Thailand i teorien er Covid 19 fri – hvis man tør tro på det.

Der prædikes stadig hver dag, om at folk skal holde afstand, vaske hænder og gå med maske. Myndighederne kører den samme plade om og om igen, og man kan egentlig godt forstå, at thaierne er ved at være trætte af at høre om det. Hvis ikke der er nogen syge, der kan smitte andre, så er der jo ingen grund til alt det her. Derfor kan man også godt se i bybilledet, at folk er begyndt at gøre, som de plejer. De moser rundt på markederne og ved gadekøkkenerne som sild i en tønde. Rigtig mange har ikke maske på, eller også sidder den ikke, der hvor den skal.

At handle er stadig bøvlet. Den fantastiske Thai Chana app, som man skal checke ind med i forretninger, shoppingcentre og restauranter er der ikke mange, der gider bruge. Så vi er tilbage ved den gode gamle blyant og papir. Man skal skrive sit navn og telefonnummer, så man kan spores, hvis der kommer et nyt udbrud. Her i Hua Hin har der været prominente gæster som både Mickey Mouse og Donald Trump har jeg set. En anden fin ting er, at vi alle skal bruge den samme blyant…. Men så er der jo også sprit ved siden af – som ingen bruger…..

Hvad må åbne på mandag den 15. juni

På mandag er der en række ting, som må åbne igen. Som de har for vane her, så nævner de også de ting, som allerede ER åbne eller som hele tiden har været det. Først og fremmest bliver udgangsforbuddet om natten ophævet indtil 1. juli som en prøve. Jeg tvivler på, at der kommer flere tilfælde ud af det, men you never know.

Til gengæld har vi stadig undtagelsestilstand.

Nogle af de ting, der kan åbne er:

Transport mellem provinserne, vandparker, museer, gaming i shopping centre, konferencecentre, koncerter og filmoptagelser. Alt med masser af restriktioner.

Hvad må ikke åbne nu?

Grænserne er fortsat lukkede for udlændinge – der er ingen dato for genåbning.

Barer, Muay Thai boksestadioner, og såkaldte “wet massage parlours” skal forblive lukkede. Jeg måtte godt nok lige læse lidt op på det sidste, for det har jeg aldrig hørt om. Det er åbenbart steder, hvor man får massage med skum…. Say no more!

Jeg nævnte, at koncerter er tilladt, men det gælder alså ikke rock koncerter, som hører til i den lidt mere “hårde” genre. Det er fordi, folk synger med til rockmusik, og så kommer de til at spytte, og det kan jo sprede smitte.

Muay Thai boksning er utrolig populært her, og nogle af de største steder er ejet af militæret. Det gør sikkert nas, når der ikke er nogen indtægter, og de hyler sikkert også meget højt. Men da et af de største udbrud kom fra et stadion i Bangkok, så tør man ikke lukke det op endnu.

Barerne skal også holde lukket, men til gengæld må restauranter, hoteller og food courts sælge alkohol igen. Jubiiiii. Så kan man da gå ud og spise og hygge sig med en øl eller et glas vin til sin mad (lovligt). Det er jo også med til at gøre en forretning rentabel, for det er her, de tjener pengene. Og så kunne det jo også være, at man blev lidt længere.

Ophævningen af alkoholforbuddet har fået en del lukkede steder her i Hua Hin til at annoncere, at de nu åbner op igen efter 3 måneders nedlukning. Hvornår barerne kan åbne igen er der ingen information om. Til gengæld vil der i Thailand være i titusindvis af dem, der aldrig lukker op igen. Der skal jo også være et klientel, og det har jo typisk været vesterlændinge.

Shopping Centre i Hua Hin

Vi har to store shopping centre i Hua Hin: Market Village og Blueport. Blueport er dyre mærkevarer og i den mere dyre ende generelt. Efter sigende har en meget stor del af forretningerne ikke åbnet igen, og et par af etagerne er lukket af. Market Village går det lidt bedre siger de. Og jeg skriver “siger de”, for jeg har ikke været der selv. Jeg gider ikke checke ind og ud i hver enkelt butik – det er simpelthen for besværligt. Og så har jeg også fundet ud af, at en maske simpelthen fjerner mit shopping gen. Det er ikke nogen fornøjelse at rende rundt og pruste i et stykke kunststof for at glo på tøj eller sko. Jeg tager masken på af nød, når vi skal købe mad, og det er så det.

Arbejdsløshed

For nogle dage siden blev det offentliggjort, at arbejdsløsheden i Thailand er steget til omkring 10%. Men når man nu ved, at alle de “uofficielle” arbejdere ikke tæller med, så kan man jo godt regne ud, at tallet nok er større. En uofficiel medarbejder kan være en massør i en massageklinik, en barpige eller en bygningsarbejder fra udlandet.

Jeg har hørt tal, der er meget højere, og det er meget, meget trist for de mennesker, det går ud over.

Det sidste nye skrig – REJSEBOBLER

Der tales her i Thailand meget om at få turismen i gang igen. Først snakkede man om at give vouchers til thaierne, for at få dem til at være “indenrigs turister”. Men man kan altså nu engang ikke leve af at barbere hinanden.

Det sidste nye er, at man vil oprette rejsebobler. Altså afspærrede områder, hvor turister kan komme, og kun fra godkendte lande.

I første omgang vil man forsøge sig med forretningsfolk fra lande som Kina, Australien, nogle lande i Mellemøsten, Sydkorea og andre “lav risiko lande”. Forretningsfolk har et godt potentiale for forbrug, siger de. Da jeg arbejdede og var på forretningsrejser var det typisk arbejde fra tidlig morgen til sidst på dagen, en gang aftensmad på restaurant eller hotellet og så i seng. Jeg brugte stort set ikke penge andet en på mad, drikke og transport. Måske er det anderledes her.

Der er ingen europæiske lande blandt de godkendte, og USA er heller ikke med.

Lad os nu se, hvad det bliver til, men det har nok lange udsigter med udenlandske turister fra Europa eller USA.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *