Bondefangeri i rejsebranchen

I år vil en del af vores venner og familie komme og besøge os her i Hua Hin i anledning af vores sølvbryllup. Det er vi selvfølgelig rigtig glade for, og vi glæder os SÅ meget til sommer! De har heldigvis valgt at komme på lidt forskellige tidspunkter, og det gør jo kun nydelsen endnu større for os, når der er tid og ro til at få snakket ordentligt med dem alle sammen

Når så de ikke så super erfarne gæster skal booke flybilletter, går det galt. De har alle fået besked på at bruge Thai Airways, fordi det er en direkte flyvning fra København, og de flyver på de allerbedste tidspunkter: Ud fra København hen på eftermiddagen med ankomst i Bangkok tidlig morgen og hjemrejse sent om aftenen med ankomst i København tidlig morgen. Dermed er risikoen for jetlag på laveste niveau, og det er ikke kompliceret af en mellemlanding, men det er ikke nødvendigvis det billigste valg.

Nå, men gæsterne går ind på google og skriver Thai Airways, og så ser de ikke, at det ikke nødvendigvis er Thai Airways, der kommer først op men et eller andet billetbureau. Eller de spørger Momondo og ender også på et billetbureau/bookingbureau. Intetanende booker de så billetten på denne hjemmeside, og de bliver i processen frustrerede over, at billetten bliver dyrere og dyrere med alle mulige tillæg.

Money for nothing

Hos feks. ticket.dk kommer man til at betale for mad og sæder, selvom det er med i billetten hos Thai Airways. Det fremgår af billedet ovenfor, og det er ikke småpenge. Man skal købe en såkaldt “servicepakke” – ellers skal man betale gebyr for at kontakte dem på telefon eller email. De strør simpelthen om sig med omkostninger, og i nogle tilfælde tillader de sig også at hæve prisen i allersidste trin (sikkert hvis man ikke allerede er blevet flået nok med diverse ekstra valg).

Jeg ringede til ticket.dk på min søsters vegne. Ticket.dk er ikke er dansk men svensk – og fik en rigtig træls svensk mokke i røret – ja måske tænkte hun træls dansk mokke om mig…. Jeg spurgte hende, hvordan de kan tage penge for noget, der er med i prisen hos flyselskabet. Jamen, det var da fordi, der var administrationsomkostninger ved det. “Hvad???”, sagde jeg – “der er jo ikke nogen omkostninger for jer, da kunden selv skal gøre alt on-line”. Hun blev meget spids, og det gjorde jeg også, og vi udvekslede da også nogle flere meninger om sagen, men jeg fik absolut ingenting ud af den samtale, andet end at mit telefonabonnement her i Thailand krævede en nødvendig top-up.

Risiko

Et af de store problemer med de bureauer er, at hvis der kommer ændringer eller aflysninger, så kan man altså ikke selv bestemme, hvad alternativet så bliver, og i værste fald kan man risikere, at man mister sine penge. Jeg har forsøgt at hjælpe en gut for nogle år siden med at få pengene retur for en aflyst flyafgang fra Vietnam. Han måtte købe ny billet til Danmark, og det fik vi heller ikke en brik ud af. Det var også et svensk firma – måske ovenikøbet det samme!

Så lad være med at støtte de skide svenskere og køb flybilletten direkte hos flyselskabet. Jeg begriber ikke, at det kan være lovligt at sælge den slags “ingenting”, men det kunne man jo spørge forbrugerombudsmanden om…. Du kan læse mere her. Og brug trustpilot til nye steder – altid!

Husk, at man altid kan se i menulinjen, hvilken side man er på!

Anyway – vi glæder os vildt til at se dem allesammen – uanset hvor de har booket billetten. Og til min kære søster og min bedste veninde – UNDSKYLD, men det er altså ikke dig, der er dum!!!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *