Årets første stunt

Vi er kun lige kommet ud af januar, og jeg har allerede lavet årets første stunt!

Et stunt kalder vi det her i huset , når man laver noget helt forfærdelig dumt! Og det gjorde jeg i sidste uge, og jeg er ikke for fin til at fortælle om, hvor dum man lige kan være!

I sidste uge kørte vi til Bangkok, for jeg skulle på øjenhospitalet og have et check. Jeg har den her øjensygdom, som gør at et lag i mit øje stille og roligt degenerer, og så skal jeg have noget donorvæv, for ikke at miste synet. Jeg har allerede fået ordnet mit ene øje, men nu trææææææækker jeg den med det sidste øje. Der er nemlig ny forskning i gang, hvor man kan sprøjte de her celler ind, som jeg altså mister, i stedet for at få et nyt lag lagt ind i en meget kompliceret operation.

Jeg hader det hospital… Sådan set ikke, fordi der er noget i vejen med deres læger og udstyr, for de er virkelig “Top of the Pops”, hvad det angår. Rutnin Eye Hospital har omkring 30 læger tilknyttet, og de arbejder KUN med øjne. Der er altid mega travlt, og det er her det der med at “hade” kommer ind. Man får altid en tid til at komme ind til lægen, og så skal man møde 1 time før til forskellige checks, så man er klar. Jeg har så prøvet at vente i 3 1/2 time efter min aftalte tid, for så at skulle have nogle øjendråber og vente en time mere. Jeg er udvandret to gange og bedt om resultatet af de forskellige undersøgelser, og så er jeg gået ned til den lokale øjenlæge med dem og bedt ham undersøge mig.

Denne gang tænkte jeg så, at jeg ville være smart. Så jeg skrev til dem slut november og bad om den første tid – så kan der da ikke være ret mange forsinkelser. Lægen møder ind kl. 9, så det bad jeg så om. De kom så tilbage med, at de havde en tid kl. 11.50 i januar, og at det var den tidligste. Nej tak! Den har jeg prøvet, og så har jeg ventet en time på, at lægen gik til frokostpause kl. 13. Om igen. Okay, så havde de en tid midt februar kl. 10.30. Nej tak! Jeg skrev så til dem, at om så det blev engang i juni, så var det lige meget. Jeg ville bare have en tid før kl. 10. Efter et par dage kom de tilbage: 1. februar kl. 9.40. Sådan!

Vi plejer at tage en overnatning i Bangkok, for trafikken er så forfærdelig, at min kære husbond ligner æblegrød, når han har kørt turen derop. Men så fordi vores veninde fra Danmark (som vi lærte at kende sidste år), skulle ankomme den 31. tidlig morgen, så tog vi en ekstra nat, så hun lige havde et sted at være, indtil hun kunne få sit værelse kl. 14. Så kunne hun køre med os til Hua Hin og så også se lidt af Bangkok for første gang.

Så tirsdag den 30. var vi pakket og klar til at drage til Bangkok. Alt var under kontrol, men da vi sad i bilen klar til afgang, så kom jeg i tanker om, at det nok var smart at have vores pas med. Vi kan godt checke ind på hotellet med vores thailandske kørekort, men det er nu bedst at have passet med, når man er langt væk hjemmefra. Så vi gik ind for at hente begge pas. Her opdagede vi så, at min bedre halvdels pas altså ikke var, hvor det burde være. Vi ledte og ledte, men vi kunne simpelthen ikke finde det. Presset af tid for ikke at ramme myldretidstrafikken i Bangkok, så tog vi bare afsted uden hans pas.

Hele vejen til Bangkok sad jeg og forsøgte at rekonstruere, hvor det pas havde været i nyere tid. Vi har nemlig været i gang med at skaffe min husbond et skattenummer (TIN), som det nu kræves af EU, når man bor i udlandet. Det er meget svært at få her i Hua Hin – en længere historie! Derfor var vi i banken 14 dage tidligere for at lave en formel anmodning om nogle papirer, hvor hende bankdamen sad og skrev alle oplysninger ned fra skærmen på et stykke papir, som så skulle sendes til Bangkok. Her brugte vi vores bankbøger og min husbonds pas. Og det var så sidste gang, vi kunne huske at have dem i hænderne.

Jeg har fotografisk hukommelse i ekstrem grad, og her skal jeg lige kort fortælle en historie fra Spanien. Vi boede for mange år siden i en lille lejlighed på 2. sal Malaga lige op af et højhuskvarter, som vist ikke var befolket med guds bedste børn. Men det vidste vi jo ikke noget om. Den første aften kom vi hjem fra en god middag og sikkert med nok øl i maven nok til at kunne sove godt. Vi var på badeværelset og klædte os af og hoppede i seng. Der var faktisk så koldt, at vi måtte bruge vores medbragte fleece tæppe for at holde varmen. Alligevel lod vi terrassedøren stå lidt åben for at få frisk luft ind, for der lugtede ikke alt for godt i lejligheden.

Jeg faldt i søvn med et brag og vågnede ved, at min husbond med de tyndeste øjenlåg i verden sprang ud af sengen og ind i stuen. Jeg røg også ud af sengen kun iført underbukser, og jeg så med det samme, at en mand flygtede med min taske under armen. (Derfor står min taske altid under sengen på hotel i dag). Ud over altanen røg han, og vi så bare ryggen af ham, mens han løb væk. Så blev der ringet efter politiet og der var masser af kaos og mennesker. Jeg fik spærret mine kreditkort i Danmark, og så skulle vi jo lige falde ned igen, før vi kunne sove.

Under dynen faldt min bedre halvdel med det samme i søvn. Jeg lå og genoplevede scenen igen og igen, hvor jeg så manden springe ud over altanen og løbe væk. Efter et par timer vækkede jeg så min sovende partner. “Vi skal ud og checke”, sagde jeg. Jeg havde set “filmen” så mange gange oppe i mit hoved, at jeg kunne se, at han ikke løb med min taske, men i hånden havde han “kun” med min farfars gamle pung (et arvestykke). Vi gik ud og checkede buskene under vores altan, og ganske rigtigt – der lå min taske med alle kreditkort, penge og det hele. Tyven fik kun 30 euro, men desværre også min farfars pung.

Sådan arbejder min hjerne – på godt og ondt. Jeg husker billeder og sommetider hele film – især hvis jeg “spoler tilbage” og prøver at rekonstruere, hvad der skete.

Det skete så også med det manglende pas. Min kalender med de fleste detaljer om, hvad vi laver dag for dag, lå jo derhjemme, så jeg måtte finde en anden måde at regne det ud på, mens vi susede afsted mod Bangkok. Vi lavede et stop på vejen, og der kom jeg i tanker om, at Google Maps jo tracker hvert et skridt man tager med sin mobiltelefon, hvis man ikke slår det fra. Her kunne vi genskabe, hvornår vi var i banken, og jeg kunne huske, at jeg i hvert fald havde fået bankbøgerne tilbage, men passet kunne jeg ikke skabe et billede på. Derfor tænkte vi, at det måske kunne ligge i banken.

Så ringede vi til Oat, som er en af vores thailandske venner. Han gik ned i banken og spurgte dem, men de havde altså ikke noget pas. Vi blev enige om, at vi måtte kontakte Hua Hin politi, når vi kom tilbage, for man skal møde personligt frem for at melde passet savnet.

Så forsøgte vi bare at få det bedste ud af Bangkok og glemme pas problemet. Øjenhospitalet ligger i Asoke, som er et af de travleste områder i Bangkok med mange kontorer og virksomheder. Aldrig har vi da set så meget trafik i området i de år vi er kommet der. Eller i resten af Bangkok for den sags skyld. Det tager nemt 30 – 45 minutter at komme 6-8 km, selvom det er kl. 11 om formiddagen. Hvis man skal et sted hen, hvor Sky Train eller Metroen ikke går, så skal man i en taxi, og så skal man godt nok væbne sig med tålmodighed.

Vores veninde ankom og havde en meget lang tur fra lufthavnen og til vores hotel. Men hun var frisk på at tage en tur om til Chao Praya floden, hvor vi spiste frokost på en restaurant helt ud til vandet.

Vi tænkte stadig over det her pas, og jeg var ved at komme frem til en nye teori, selvom jeg ikke helt kunne få billederne op på lærredet. Vi gravede os frem til, at vi var kørt direkte hjem fra banken den dag, og så havde vi ikke brugt passet mere. Hvis så det ikke var i banken, ja, så kunne det jo kun være herhjemme?? Efter en dags tid begyndte jeg at komme i tanker om, at pas og bankbøger vist bare lå på bordet og flød en aften, hvor vi skulle i byen. Det var jo ikke så smart, så jeg havde nok tænkt, at de skulle lægges væk, så de ikke var synlige…. En bankbog her kan godt være ihændehaverbevis, og da vores indestående er garanti for vores visum, så skal der jo IKKE ske noget med det beløb.

Da vi kom tilbage her til Hua Hin strøg jeg lige ind og checkede. Og ganske rigtigt! Jeg havde lagt pas og to bankbøger ind under en pakke toiletpapir i skabet i stedet for at komme dem i pengeskabet….. Vores pengeskab er sådan et Egon Olsen et, og jeg kan godt huske koden, men jeg kan ikke finde ud af alt det der med at dreje frem og tilbage. Jeg har øvet mig, og jeg kan så godt få det åbnet efter flere forsøg, men jeg GIDER ikke bøvle med det.

Så det var så mit stunt. Jeg skræmte livet af min partner, som så sig selv på vej til Bangkok efter et nyt pas og en tur til Danmark for at få et nyt visum. Jeg fik sat vores ven i gang med at løbe rundt og spørge her og der…. Det var ikke en af mine stolteste dage! Min bedre halvdel tog det pænt og gav mig en krammer og sagde, at det snakker vi ikke mere om. Men han sagde også, at vi vist havde lært noget der. Det håber jeg!

Passet er det vigtigste af alt, og jeg tror, at der florerer flere hundrede kopier af vores pas efterhånden. Thaierne elsker at kopiere dokumenter og gemme dem i store stakke. Jeg tænker, vores bank har mindst 50 kopier af mit pas fra hver gang, jeg har henvendt mig om et eller andet i de seneste 6 år. For slet ikke at snakke om immigrationskontoret! Nå, men det er en anden snak. Heldigvis fandt vi passet, min husbond fik sin livret, og han siger, at han har tilgivet mig. Om en måned skal vi forlænge vores visum for det næste år, og det kunne da nok knibe med at nå at få et nyt pas til den tid!

Til sidst vil jeg ligge fortælle om mit “hår stunt”. Jeg har tidligere fortalt om, at jeg havde Dengue Feber slut sidste år her. Desværre kan man få visse senfølger af den virus, og jeg taber altså mit hår med store totter hver eneste dag. Hele fitness centeret er overhængt med mine lange hår, selvom jeg reder det, inden vi kører derop. Så nu tog jeg konsekvensen og klippede halvdelen af længden, så jeg nu har så kort hår, som jeg havde for ca. 35 år siden, da jeg mødte min bedre halvdel. Dengang var det pagehår med føntørrer og krøllejern og alt det tidskrævende bøvl. Nu stritter det bare ud til syv sider med lidt krøller i – en rigtig Thailand frisure for vesterlandske kvinder. Jeg håber, at jeg snart stopper med at fælde, men nu er alle hårene, der falder af i det mindste kun halvt så lange. Jeg håber, at alle de vitaminpiller og naturmedicin jeg har købt, kan give mit forhåbentlig nye hår en god start.