Ja, Thailand genåbner 1. november uden karantæne på sin egen helt fantastisk komplicerede måde. Sådan som det nu helst skal foregå her. Man tager nogle beslutninger, man laver nogle regler, men der er stadig et utal af ubesvarede spørgsmål.
Jeg kan ligeså godt sige med det samme, at jeg ikke er noget orakel i at vide, hvordan tingene skal gøres, eller hvordan det hele virker i Thailand. Mange love og regler er bare vejledende – nogle af dem håndhæver man – nogle ikke. Ganske ofte står det provinserne eller helt ned til den enkelte betjent eller immigrationsmedarbejder frit for at fortolke loven. “Up to the officer’s discretion”, hedder det her. To mennesker kan gå på det samme immigrationskontor, samme dag, med nøjagtig de samme papirer, og den ene bliver sendt hjem efter mere dokumentation. Sådan er det bare her. Nogle steder kan man køre uden styrthjelm på sin motorcykel – andre steder får alle en bøde. Det kan virke charmerende med den slags kaos, men hvis man er bare en lille smule kontrolfreak, som jeg er, kan det godt få en op i det røde felt.
Nå men ja. Thailand åbner grænserne mere end de har været i 1 1/2 år. Men det er bestemt ikke som før Covid, hvis nogen skulle tro det. Man har nu hele tre programmer, som man kan komme ind i landet under. Her er det i grove træk:
- Fuldt vaccineret fra et godkendt land (der er Danmark med) med PCR test hjemmefra og endnu en her i Thailand. Man skal booke et godkendt hotel og blive der 1 nat, indtil svaret foreligger. Altså stadig 1 nats karantæne.
- Hvis man kommer fra et ikke godkendt land, kan man gå i Sandbox 17 steder i Thailand. Også krav om PCR tests og godkendt hotel
- Ikke vaccineret – så skal man i karantæne på et godkendt hotel i 7, 10 eller 14 dage alt efter, hvordan man kommer ind i landet
For alle tre modeller gælder det, at man skal tegne en sygeforsikring hjemmefra med en dækning, der svarer til 50.000 USD.
Her er et link til turistministeriets hjemmeside, hvor man kan læse alle detaljerne, og hvordan man gør. HUSK!!! Det er KUN et øjebliksbillede, og det er bedre at checke med Den Thailandske Ambassade. TAT (turistministeriet) er også kendt for at komme med alle mulige “oplysninger”, som aldrig bliver til noget. Men det giver trodsalt et billede af, hvad der kræves for at komme hertil.
Som herboende “Farang” kan jeg selvfølgelig ikke lade være med at gøre mig mine tanker, om det der sker. Jeg kan heldigvis stadig huske, hvordan det var at være turist i Thailand (også før Covid), så jeg kan ikke lade være med at tænke på, hvad det er en turist ønsker sig af sin ferie. Eller hvad der kan gå galt her i landet. Alle de rettigheder vi har i Danmark, al den logik der er i procedurer og beslutninger, holdningen til korruption i Danmark. Alt det kan man glemme her! Før Covid gik det i 99,9% af tilfældene jo fint at komme hertil, selvom der er mange risici, scams og korruption. Vi var jo bare turister, som thaierne ikke ønskede at genere alt for meget. Den holdning er ændret markant. Rigtig meget i myndighedernes holdning, og det har til dels også smittet af på lokalbefolkningen. Nu er turisterne de farlige, som kan komme ind og skabe en ny bølge… Og turisterne står selvfølgelig ude og hopper for at komme ind i Thailand i millionvis…..
For at komme til sagen med de 5 punkter, så er her et lille udpluk af mine tanker. De gør, at vi ikke glædesstrålende siger til vores venner og familie, at de sandelig bare skal booke en flybillet og komme herud. Vi skal heller ikke til Danmark lige nu, for tænk hvis vi ikke kan komme ind igen uden at skulle igennem alverdens papirkram og karantæne, og hvad ved jeg. Livet er for kort til at sidde og glo i et hotelværelse i Bangkok!
Punkt 1 – papirkram
Som man kan læse på linket ovenfor, så skal man fra 1. november have et såkaldt Thailandpass. Det er en forhåndsgodkendelse, som man kan vise i Immigrations, når man kommer ind landet. Det skulle være nemmere en forgængeren COE, men jeg synes ærlig talt stadig, at det er noget bøvl. Så er der også lige den detalje, at den app, der skal bruges til det, ikke er klar endnu. Så kommer man hertil i begyndelsen af november, er der en overgangsordning, hvor man skal lave COE alligevel, booke karantænehotel i 7 dage alligevel, og så får man pengene tilbage. Klart som blæk!
Punkt 2 – procedurerne ved indrejse
Der er rigtig mange huller i procedurerne, og der kommer stadig daglige udmeldinger om, hvad man gør ved dit og dat. I går blev det præciseret, at hvis man kommer ind via Bangkok i en 1 nats karantæne, så skal hotellet ligge max. 2 timers kørsel fra Bangkok lufthavn. Dvs. man kan godt køre til Pattaya, men man kan ikke køre til Hua Hin. Godkendelsen af hotellerne er heller ikke klar endnu. Transporten til karantænehotellet skal bookes via hotellet = ekstra omkostning. Hvor man skal testes henne er vist heller ikke helt klart. Nogle steder står der, at det er på hotellet for at undgå kø i lufthavnen, men hotellerne har åbenbart heller ikke personalet til at teste. Procedurerne for mange af disse ting skal da nok blive mere klare, men det bliver nok ikke FØR 1. november, så der kan opstå ret så mange mærkelige situationer.
Punkt 3 – hvad kommer man så til?
Som turist skal man lige nulstille sit billede af Thailand. Ihvertfald når man forlader stranden. Nåja, en positiv ting. Ikke så mange mennesker, vandet er rent, flora og fauna i havet er ved at komme sig. Men går man væk fra vores skønne strande her, så kommer man til at se MASSER af skodder, der er rullet ned. Butikker, barer, restauranter i store områder af turistområderne er lukket – de er simpelthen blevet udsultet, og så længe der ikke er noget grundlag for at nogle nye åbner, så vil det fortsætte med at se sådan ud. Hua Hin midtby omkring Hilton, Binthabat, er stort set øde om aftenen, og natmarkedet er en skygge af sig selv. Til gengæld er området Soi 88, 94 og 102 noget mere livligt. Holdt i live af alle os herboende, der stadig går ud og smider nogle penge på restauranterne.
Alle barer er lukket, og restauranterne må ikke sælge alkohol. Måske ændres det for restauranterne 1. november (ligesom på Phuket), men det er der altså ingen, der har lovet. Her i området kan man sagtens få en “tekande” eller et termobæger på bordet, men bliver man knaldet, koster det 5000 baht. Jeg har den holdning, at jeg ikke gider blive kriminaliseret for at drikke en øl eller to til maden.
Her er altså ikke noget natteliv mere!
Plus! Man skal have maske på hele tiden, når man er uden for sin matrikel. Kører man i bil mere end 1 person, skal man have masken på. Man skal have maske på i supermarkedet, i shopping centret og på stranden. Man må tage masken af, mens man spiser i en restaurant, men så skal den i teorien på igen. Børn skal gå med maske – gamle skal gå med maske – motionister skal have maske på. Om man så overholder reglen er en anden sag, men i princippet er det reglerne. Kommer der en sur politimand forbi, eller de lokale melder dig for at gå uden maske, så koster det 1000 baht første gang, 5000 baht 2. gang og 20.000 baht 3. gang.
Punkt 4 – er Thailand et sikkert land at rejse til?
Ja, det kommer jo lidt an på, hvad man tænker, når man siger “sikker”. Kriminalitet og den slags er omtrent den samme som før. Thaierne kører stadigvæk med hovedet under armen i trafikken, og man kan stadig fint blive snydt og bedraget her. Det jeg kan være bekymret over, er at myndighederne skifter mening, som vi andre skifter underbukser. Hver dag SIN nyhed. Det betyder også, at reglerne kan ændre sig fra den ene dag til den anden, og man kan nemt blive fanget i det – også som turist. Og igen risikerer man feks., at en immigrationsmedarbejder ikke har hørt om de regler, der blev indført i går. Et godt sted at følge med er på Richard Barrows facebookside – han har virkelig fingeren på pulsen.
Og så er der jo risikoen for at få Covid-19. Det kan godt være thaierne frygter turister, men som turist skal man også lige huske på, at kun knap 40% af den thailandske befolkning er færdigvaccinerede. Og rigtig mange har fået Sinopharm og Sinovac som første skud. En kinesisk vaccine med en ret lav virkningsgrad – ifølge medierne under 50%. Nogle har så fået Astra Zeneca som nummer to. Vi har stadig kæmpe udbrud på fabrikker og markeder (vores marked i Hua Hin har lige været lukket ned i en uge af samme årsag), så jeg vil sige, at det ikke nødvendigvis er os, der skal frygte turisterne….
Punkt 5 – elefanten i rummet!
Der er en elefant i rummet, som myndighederne ikke har kommenteret på…. Da Phuket Sandbox åbnede, blev en person fra et arabisk land testet positiv ved ankomst. Det betød, at ikke blot han røg på sygehuset men også de omkringsiddende i flyet. Her i Thailand kommer man på sygehuset eller “hospitel” (en seng i en sportshal eller lignende), hvis man testes positiv. I 14 dage – og som udlænding for egen regning. Uanset om man har symptomer eller ej. I skrivende stund er der 101.000 personer “in care” her i landet, og det er flot i forhold til en kvart million for nogle måneder siden.
Bliver man testet positiv, kommer man altså til at betale for at holde sin ferie i karantæne! Og der er ingen kære mor. Om det så er værst at blive flået henne på privathospitalet, hvor ALT er til overpris, specielt for udlændinge, eller om man kan få den billige løsning i sportshallen, hvor man skal dele toilet med 100 andre, og hvor man kun kan få en skål ris med kylling et par gange om dagen – ja, det ved jeg ikke.
Ikke for at være hammer negativ, for jeg ved godt det lyder sådan, men jeg ville altså lige klappe hesten lidt længere, inden jeg for ud og bookede billetter hertil.
En ferie er jo noget af det allermest hellige i et moderne menneskes travle hverdag. Det er her man slapper af og hygger sig, er sammen med sine kære, og gør hvad man har lyst til uden at hænge i en klokkestreng. Men de fleste mennesker forventer også, at ferien skal være noget særligt, og at man kan nyde det og have det rart. Jeg er ikke helt sikker på, at Thailand kan opfylde den drøm lige nu, medmindre man bare kommer for at være på stranden og hotellet. OG er afholdsmand/kvinde!
Mit råd er: Tag en dyb indånding og vent en månedstid mere, så vi kan se, hvordan “eksperimentet” med genåbning er gået. Har man familie eller bolig her, er sagen selvfølgelig en anden, men hvis man er “almindelig” turist, så ville jeg vente, hvis det var mig. Eller ihvertfald booke noget, som man kan annullere igen.
Jeg håber, det snart bliver bedre med Thailand. Jeg glæder mig til at kramme vores venner og familie. Jeg glæder mig til at sidde på en cafe med en kold øl og glo på trafik. Jeg glæder mig til at høre live rockmusik på Rockzone igen.
Jeg GLÆDER mig også enormt til at kunne skrive om helt normale ting igen og ikke alt det Covid halløj!
Fortsat god søndag!
Tak for rigtig god info
Mange tak for dejlig feedback.
Venlig hilsen
Janne
Der er en detalje, som ikke bliver nævnt så meget. Jeg kan, som du selv nævner, ubesværet rejse til Pattaya, Pukhet HuaHin og en masse andre steder forudsat, at jeg er vaccineret og PCR testes….. men, det vildt komiske er, at jeg ikke kan rejse hjem til mit hus og min familie i So Phisai, som ligger i Bueng Kan provinsen og grænser op til Laos, som er den dybere årsag til, at det ikke er en “blue” provins.
Man kan (jeg) undrer mig over:
1. Hvordan kan jeg (som vaccineret og med to negative PCR test), være rask nok til at rejse til en af de 17 nævnte provinser med kun én dags karantæne?
2. Hvordan bliver jeg (som vaccineret og med to negative PCR test), pludseligt “så stor en risiko”, at det kræver 7 dages karantæne hvis jeg bor i So Phisai?
Det er helt ude i hegnet!!!
Hej Kurt,
fra 1. november kan du søge om Thailand Pass, når du er fuldt vaccineret og har en negativ PCR test med fra Danmark. Så skal du bare i karantæne med en enkelt overnatning, mens du venter på svar på din PCR test her i Thailand. Er den negativ, så kan du tage videre til So Phisai.
Jeg ved, det hele er enormt forvirrende, men sådan er det desværre her. Hvorfor gøre det simpelt, når man nu kan lave det hele helt vildt kompliceret og bøvlet!
Håber, du snart kan komme hertil til dit hus og din familie.
Venlig hilsen
Janne
Nej, jeg bor i Thailand 6 mdr hvert og har gjort det også under corona.Prøv at læse hvad jeg skriver. Det gælder kun for dele af 17 provinser. Vi andre skal i karantæne i 7 dage. Det er det jeg ikke forstår.
Hej Kurt,
da du er dansker og kommer fra et af de 46 lande, der er godkendt til kun 1 dags karantæne, så skal du ikke i “sandbox”. Du skal have et Thailand pass online og en test før afrejse. Du skal have booket et godkendt hotel, og de sørger for transport fra lufthavnen og en test, når du ankommer. Når testsvaret er klar næste dag, kan du tage hvorhen du vil. Desværre har de på sædvanlig thai maner fået det kompliceret så meget, at mange har svært ved at forstå det indviklede system. Så en enkelt nat, og så kan du tage hvorhen du vil.
Venlig hilsen
Janne
Super god info, det gør at man life klapper hesten og venter til ind i det nye år. Der er for mange krav og udgifter hvis nået går galt. Dejlict med saglig god info
Hej Johnny,
Mange tak for din positive kommentar. Jeg er selvfølgelig træt af, at jeg skal lave den slags negative indlæg. Jeg kan dog heller ikke lide at male det hele lyserødt, for det er det altså ikke.
Jeg håber, at de snart får styr på alt det hele, så alle dem der elsker Thailand kan komme hertil!
Venlig hilsen
Jannne
14 dages karantæne i en gymnastiksal – for egen regning – hvis der testes positiv for corona ved ankomst – afholder mange – inkl. mig selv – der er rask – fra at booke på nuværende tidspunkt.
Problemet er vel, at hvis ALLE afventer (egentlig uden grund) bliver det aldrig bedre !
Jeg ER klar – lige bortset fra den lille detalje, at det er ankomst PCR prøven ved ankomst der bestemmer.
Nu skal vi turister snart til at indfinde os – ellers bliver (er) Thailand bombet tilbage til meget gamle dage.
I bund og grund er det vel op til de Thailandske myndigheder, at opfinde GULDHORNENE – sæt igang 😀
mvh. Bent der savner Phuket OG selvfølgelig også Hua Hin 😀
Hej Bent. Tak for din kommentar. Jeg er enig i, at det er mega frustrerende, det der foregår. Men lad os se om en måneds tid, om ikke de forstår, at faren ikke kommer udefra. Vi kan SAGTENS selv lave nogle rigtig fine clusters her i Thailand på dåsefrugtfabrikker og i fængsler. For slet ikke at snakke om markeder! Thailand har brug for turister, og selvom de gerne ville sortere i dem og nøjes med “de gode”, så er det jo ikke sådan verden virker. Vi må satse på, at der snart kommer gang i hjulene igen.
Venlig hilsen
Janne
Tak for den dit indlæg. Det har gjort at vi venter og ser tiden an. Mange tusinde tak.
Hej Ove,
tak for din kommentar. Jeg er meget ked af at skulle “advare” folk mod at komme her, for her er jo i virkeligheden skønt. Men det er en ligning med lidt for mange ubekendte lige nu.
Vi krydser fingre for, at det snart bliver bedre og mindre besværligt.
Venlig hilsen
Janne
Er lige kommet hjem fra tre uger på Phuket og Koh Samui, og genkender intet af det du skriver.
Jo, der var lidt papirarbejde og skodderne var lukket ned de steder hvor masseturismen havde ødelagt Thailand allerede før Covid.
Men der var udskænkning af alkohol, og udendørs var der ikke mange der bar maske. Til gengæld var der smukt og roligt som aldrig før. Især omkring strandene og ved turistattraktionerne.
Jeg tænker at der må være store regionale forskelle.
I øvrigt var der ingen, der havde en sidemand på mit fly, hverken denne gang eller da jeg var afsted i juli.
Flyene er ganske enkelt tomme. I øvrigt er sandsynligheden for at ens sidemand har Covid ret begrænset, eftersom alle er PCR-testet inden ombordstigning.
No shit, jeg foretrækker det Thailand jeg møder i 2021, fremfor det Thailand jeg besøgte i 2019.
Hej John,
mange tak for din kommentar, som giver et indblik i, hvordan situationen er andre steder i Thailand.
Her i Hua Hin er vi nok klassens “duksedrenge”, for vi gør som regel det, som vi får besked på. Så her er det maske langt de fleste steder. Men restauranterne serverer da alkohol i termokrus, og på stranden ser man da også folk uden maske. Her er desværre ikke særlig smukt og roligt. Hua Hin gør som by ikke noget for at bekæmpe skrald og gadehunde (antallet er nærmest eksploderet), og der bygges og brydes ned overalt. I weekenden vælter det ind med turister fra Bangkok, så trafikken går i stå de fleste steder. Og lige nu er vindretningen sådan, at vi får skrald i tonsvis ind fra havet, så stranden ser forfærdelig ud.
Men jeg synes, det er skønt at høre, at det er bedre andre steder, og det har faktisk givet mig lyst til en tur til Phuket. Vi svor for 7-8 år siden, at vi ALDRIG ville tage dertil igen, for som du nævner, det havde udviklet sig til et forfærdeligt sted.
Tak endnu engang – altid dejligt med den slags information.
Venlig hilsen
Janne