Tilapia med dildsauce

Tilapia er en meget populær fisk i Thailand, og smager rigtig godt – også for ikke så garvede fiskespisere.

Jeg må indrømme, at jeg måtte google, hvad det nu var for en fisk, for set i lyset af al balladen om Pangasiusfisken (fulde af medicinrester, dyrplageri og hvad ved jeg), så skulle vi ikke lige med på den galej.

Historien om tilapia fisken er, at Kong Bhumibol (den nu afdøde Rama den 9.) i 1966 fik 10000 småfisk af den japanske kejser, som han satte ud i Thailand for at hjælpe fattige og underernærede bønder i landomrråderne. Den yngler 3 gange om året, er nem at passe og giver masser af mad. Kunsten i opdrætten består i, at man tager fiskens yngel, som den ellers ville opdrætte i munden den første tid. Fiskeynglen kommes i stedet i en slags kuvøse, hvor de små fisk vokser hurtigere end i morens mund.

Det er altså en opdrættet fisk, og der produceres ca. 220.000 tons per år til hjemmemarkedet i Thailand. Nu kan man så diskutere opdrættede fisk osv. osv. – men den skulle være okay at spise, og den sørgelige sandhed er, at fiskebestanden i havet omkring Hua Hin er gået drastisk ned på grund af overfiskning og forurening, så det er jo et godt supplement til vilde havfisk.

Tilapia er en billig fisk, og man får sådan en basse for omkring 130 baht pr. kg. – ca. 26 kr. Så kan man få fiskemanden til at tage den ud, afskælle den og filetere den, som jeg fik gjort forleden. Jeg vil ellers gerne selv filetere den, og jeg jeg er faktisk også blevet ret ferm til det.

Men hovedårsagen til at vi køber tilapia er, at den smager godt – og så er den superlækker med en god dildsauce kogt på benene og lidt hvidvin.

Læg mærke til de sjove longbeans, man kan få her.