Her i huset prøver vi normalt at spise nogenlunde sundt, og hvis vi skal skeje ud, så sker det som regel, når vi er ude i byen at spise. Men en gang imellem har man bare lyst til noget rigtig snask, og da vi ikke havde prøvet at lave pommes frites i vores nye Actifry, var muligheden der for at lave stoddermad = Herregårdsbøf.
Ingredienser
Oksekød er en videnskab i Thailand. Det meste thailandske oksekød er supersejt, og vi undrer os stadig over, at de gider gå rundt med køerne for at græsse, for thaierne drikker jo heller ikke meget mælk. Det mysterium har vi til gode at få opklaret. I vores lokale “Metro” kan vi købe to slags hakket oksekød – almindelig og Charolais. Det sidste er at foretrække, og selv om kvaliteten er lidt svingende, så kan man som regel lave en rigtig god hakkebøf.
Bearnaisen var posesauce fra Blå Bånd – Knorr’s koster det hvide ud af øjnene, og så var vi enige om, at Blå Bånd, velsignet med lidt Thai Basilikum og lidt salt faktisk var bedre end Knorr.
Herregårdsbøf med Actifry fritter
Ingredienser
- 350 gram hakket oksekød
- 300 gram pommes frites ikke optøede
- 1 kop grønne ærter
- 1 håndfuld slikærter
- 1 pk bearnaise Tilberedt efter pakken
- 1 spsk solsikkeolie eller lignende
- 1 drys salt
- 2 spsk Smør
Sådan gør du
- Form bøfferne og vend dem i hvedemel - stilles på køl
- Kom de frosne pommes frites i Actifry'en med en spsk. olie og kør dem i 20-25 minutter. Kom lidt salt på ved servering.
- Rens slikærterne og kom dem i en gryde med de grønne ærter med lidt vand og salt.
- Varm en pande med lidt smør og steg bøfferne ved god varme.
- Tilbered bearnaisen efter anvisningen på pakken og hold den varm. Tilsæt lidt esdragon eller thai basilikum.
- Bring ærterne i kog med lidt vand og salt og lad dem koge 2 minutter. Hæld kogevandet fra.
- Anret alt på en tallerken.