Spaghetti med kødboller er en italiensk klassiker, som smager rigtig dejligt. Hvis retten vel at mærke er lavet rigtigt, så kødbollerne ikke er tørre og tomatsovsen er fyldig og krydret.
Lad mig sige det med det samme: Jeg har ikke været god til at lave spaghetti med kødboller, for kødbollerne blev tørre og hårde, og selv en rigtig god sovs, kan ikke rette op på det. Derfor har vi ikke fået det ret mange gange!
Men så så jeg Masterchef Australia 2019, hvor en af disciplinerne var at lave spaghetti meatballs. Med SAFTIGE kødboller. Gordon Ramsay var en af dommerne, og han understregede, at man kun må stege kødbollerne, så de får en skal – derefter skal de ned i tomatsaucen og simre videre. Jeg kan så godt se, at jeg tidligere nok har stegt de stakkels boller som frikadeller, så de kunne komme ned i sovsen og koge sig godt tørre.
Nu har jeg så fundet de vises sten, og det kunne smages!
Det skal sige, at kødet var Thai Wagyu hakkekød, men jeg tror faktisk, at ganske almindelig (ikke alt for mager) hakket oksekød, eventuelt blandet med noget hakket gris, vil give samme resultat. Det var virkelig godt
Jeg laver som regel en kæmpe portion tomatsauce, som jeg fryser ned i mindre portioner. Tomatsauce skal i min verden koge rigtig længe med grønsager, krydderurter og krydderier for at få den rigtige smag. En rigtig god tomatsauce på glas kan også bruges – så skal man bare supplere med lidt ekstra, så man får noget dybde i saucen.
Parmesan er jo den originale og rigtige ost til sådan en ret, men jeg er selv glad for Grana Padano ost, som er lidt mildere og lidt billigere, men som stadig har en nøddeagtig smag. Det er jo bare smag og behag – man kan købe begge dele alle steder. Selv i Thailand!
Spaghetti and Meatballs
Ingredienser
Tomatsauce
- 2 spsk Olivenolie
- 1 løg
- 2 fed hvidløg
- 1 stængel bladselleri
- 1/4 bdt persille
- 1 ds flåede tomater
- 1 spsk tørret oregano
- Timian, salt og peber
Kødboller
- 1 skive tørt brød
- 1 dl mælk
- 1 stort løg finthakket eller gennem persillehakker
- 300 g hakket oksekød Eller halvt hakket svin og okse
- 25 g revet grana padano
- 1 fed knust hvidløg
- Smør og olivenolie til stegning
Tilbehør
- Spaghetti kogt efter anvisningen
- Revet parmesan
- Hakket persille
Sådan gør du
Tomatsauce
- Svits løg, hvidløg og grønsager i olivenolie og tilsæt tomatsauce.
- Tilsæt timian, oregano, persille, salt og peber. Smag til.
- Kog op og skru ned til svag varme.
- Lad saucen simre så længe som muligt. Gerne et par timer.
Kødboller
- Blød brødet op i mælken.
- Tilføj hakket kød, hakket løg, knust hvidløg, ost, salt og peber. Rør farsen godt igennem.
- Tril farsen til ikke for små kugler.
- Varm en pande op til medium varme og steg kødbollerne let på alle sider i olie og smør.
- Kom kødbollerne over i sovsen og lad dem simre ganske svagt i 10 minutter under låg. Vend dem og lad dem simre endnu 10 minutter.
- Kog spaghettien i saltet vand
- Smag saucen til med salt, peber og evt. lidt mere oregano.
- Anret spaghetti i tallerkener eller på et fad. Læg kødboller og sovs ovenpå og pynt eventuelt med lidt revet parmesan og persille.