Songkran er lige om hjørnet

Ja, så er Songkran  – altså det thailandske nytår – lige om hjørnet. Fra den 13. til den 15. april går det løs, og så er der også en helligdag den 17. april.

Traditionelt er Songkran tiden, hvor man ærer sine ældre familiemedlemmer ved at besøge dem, vise respekt og blandt andet hælde lidt vand på deres hænder. Songkran falder i den allervarmeste tid, og derfor kan vand være en knap ressource. Ud over det thailandske nytår, markerer Songkran også overgangen til køligere tider (hvilket ikke lige altid er tilfældet). Der er masser af lokale, traditionelle ritualer tilknyttet Songkran, så festlighederne ser ikke ens ud over hele landet. Thaierne valfarter også til templerne for at sige tak for det forgangne år og bede for et godt nyt år. Mange rejser hjem og besøger familien, og der er giga meget trafik i Songkran dagene. Det medfører også rigtig mange ulykker på vejene, og vores venner måtte flytte deres flyvning fra Samui til Bangkok i næste uge, hvis de ikke ville betale dobbelt op for en tur over Chiang Mai, som tog hele dagen!

Thaierne fejrer godt nok nytår her i april, men deres “kalender nytår” følger nu vores, og fra 1. januar gik vi ind i år 2566.

Før Covid havde nogle af aktiviteterne i forbindelse med nytåret mange steder udviklet sig til en KÆMPE vandkamp, hvor man smed med isvand, vand fra floden, vand fra pick-up trucks, vandpistoler, babypudder og farvet pudder. Ja kort sagt vand alle vegne. Der blev spillet øredøvende musik og folk væltede rundt imellem hinanden i skumparties, og jeg ved ikke hvad. Det tog nok en lille smule overhånd og i 2018 skærpede myndighederne reglerne for, hvilken påklædning damerne måtte have på, og hvor vildt det måtte gå for sig.

Her i Hua Hin gik det ihvertfald rigelig vildt til i 2019, hvor et par af vore venner på besøg tog afsted til vandkamp og kom hjem fuldstændig pladdervåde og smurt ind i farvet pulver fra top til tå!

Så kom Covid, og så blev Songkran selvfølgelig aflyst i 2020. Året efter måtte man kun besøge sine ældre familiemedlemmer og hælde vand på dem fra en flaske på en pind. I 2022 var det mere normalt, men alle vandkampe og alt det sjove var stadig forbudt.

I år skal de nok tage revanche tænker jeg…..

Stay Home – Stay Safe

Det bliver simpelthen vores motto i den næste uges tid! Man kan sandsynligvis næsten ikke bevæge sig ud, uden at man får smidt en spand vand i hovedet. Der er specielle steder i byen, hvor man samles til vandkamp, og i nogle gader (som feks. gaden der fører til natmarkedet i Hua Hin) står både børn og voksne klar i vejkanten med store baljer med vand og med kæmpe pumpguns med rygtank!

Så er der de mere luskede! Man kører på en lille sidegade (for at undgå brandslangen henne på Star Bar på Soi 94), og så står der dælme tre små unger og overdænger en med vand i indkørslen til deres hus! Hvis man kører i en åben bil f.eks en tuktuk eller song taeo, risikerer man at blive gennemblødt, når man holder for rødt! Det er simpelthen overalt! Er man interesseret, så er her et link til festlighederne i Hua Hin.

Jeg er ikke særlig vild med at rende rundt i vådt tøj, og det er min bedre halvdel sådan set heller ikke. Så når det går løs i næste uge, så barrikaderer vi os herhjemme og venter på, at det hele går over igen!

En anden faktor i Hua Hin er, at halvdelen af Bangkok valfarter hertil, og de er begyndt at indfinde sig.

Fyld lagrene op

Når man går i frivillig “karantæne” derhjemme, så er man jo også nødt til at sørge for, at lagrene er fyldt op. Man kan sikkert sagtens køre ud og handle uden at blive oversprøjtet med vand. Men når det halve af Bangkok nu kommer til Hua Hin for at nyde ferien, havbrisen og den billige seafood, så vil der sikkert være trafikkaos i mange dage! Strandene bliver sikkert også proppet, og nogle hoteller og restauranter vil være fyldt til bristepunktet.

Så vi har her i weekenden sørget for, at vi kan overleve uden at gå uden for en dør i et par uger, hvis det skulle være.

Vores køleskab er fyldt med gode sager (og her kan man ikke se en velproppet kummefryser med forskellige slags kød, hjemmebagt brød og forskellige færdigretter).

Vores “ølleskab” (ja det kalder vi det gamle vrag af et køleskab, hvor vi køler vores drikkevarer) er fyldt til randen med kolde drikke (og dansk lakrids). Så er vi også klar, hvis et par andre fortabte sjæle skulle komme forbi i ugen, der kommer.

Alle holder fri

Stort set alle thaier holder fri i forbindelse med Songkran – nogle enten før eller efter. Vores havemand holder fri fra onsdag til mandag, og han skal besøge sine forældre mange hundrede kilometer væk helt oppe ved grænsen til Laos. Vi plejer gerne at pakke en lille “madkurv” til ham og hans kone, så han får en pose med lidt snacks og drikkevarer og en kuvert med et lille økonomisk tilskud til turen. Med tak for supergodt arbejde i året der gik og gode ønsker for året, der kommer. Det skal han selvfølgelig også have i år, for de sidste to år har han ikke været afsted….

Udover at alle offentlige kontorer er lukket, så holder mange butikker og restauranter også lukket nogle dage, så man risikerer nemt at komme til en lukket dør eller presenning foran indgangen. Derfor kan man ligeså godt holde sig til de hjemlige sysler og så udskyde de fleste aktiviteter til efter Songkran.

Hvad skal vi så lave?

Som min mor sagde: “Der er altid meget at lave på en stor gård” (og de havde et lille husmandssted). Det kan jeg kun skrive under på! Jeg har masser af projekter at gå i gang med (selvom det er blevet så varmt nu, at man næsten ikke gider andet end at ligge i poolen).

Når Songkran er ovre, så har jeg forhåbentlig bagt en masse brød og boller, kogt suppe og lavet en stor gryde hjemmelavet tomatsauce. Jeg mangler også at føre saksen flere steder i haven, og så skal jeg også bruge noget tid på at lytte til thai videoer, så jeg kan blive noget bedre til at forstå, hvad de siger.

Tirsdag får vi besøg af en thai veninde, og vi skal lave frokost sammen. Jeg skal lave et par danske retter, og hun skal lave et par thai retter. Jeg håber, at hun lader vandet blive hjemme og ikke oversprøjter os!

Og så skal min husbonds band øve en eftermiddag i værelset ovenpå. De magre gutter har jeg fået forvænt med, at der altid er tapas og øl, når de er færdige, så der er også en lille hyggelig opgave.

Happy Songkran

Godt Nytår. Har man mulighed for at deltage i Songkran festlighederne i Thailand, så er det en kæmpe oplevelse. Man har muligheden for at vælge imellem den traditionelle og rørende fejring af Songkran, og også for at kaste sig ud i nok nogle af verdens største vandkampe!

Alt det udstyr man har brug for, kan man købe i blandt andet Makro, som man kan se på billedet øverst.

Så på med den blomstrede skjorte og ud og se på, at Thailand fejrer nytår!

 

 

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *