Så gik vi ind i regntiden….

Så gik vi endelig ind i regntiden i Thailand!

Jeg skriver “endelig”, fordi vi har manglet regn i meget længe, og det har været så varmt, at det næsten har taget livet af mig. Jeg kan godt lide varme, men når vi ligger på de her 34-35 grader i månedsvis, så begynder jeg at savne afkøling. Selv vores pool har været “ubrugelig” med temperaturer over 35 grader. Det er altså som at gå i et badekar, og det har jeg faktisk aldrig været særlig vild med. Det har været varmt, og ifølge vores vejrstation fra Netatmo, så slog vi varmerekord i år i de 6 1/2 år, vi har været her.

Her hos os fik vi et ordentligt regnskyl i slutningen af marts, men det er også alt det regn, vi har fået i mange måneder. Vi har vandmangel her i byen, og man kan godt mærke på planterne i haven, at det har været en sej omgang med bagende sol og høje temperaturer både dag og nat. Der har også været mange “ofre” undervejs i den varme tid i år, for vi har måttet smide en del planter ud, der simpelthen var futtet af.

I den sidste uges tid har vi så fået vand – og meget af det! Så nu bliver vi lige mindet om, at der er steder i det her hus, hvor taget ikke er helt tæt. Ikke vores store tag, for det fik vi sprayet med PU skum for nogle år siden. Men de tilbygninger der er rundt om huset har nogle læk her og der. Det regner måske ind 3-4 gange om året, når det er slagregn fra bestemte retninger, så vi orker ikke at rive loftet ned for at finde ud af, hvad der er galt.

Så vi passer bare på vores ting, for vi kender jo de par steder, hvor regnen kommer ind. Hvis vi da husker det…..

I går sagde vejrudsigten, at vi skulle have 1,8mm regn, men vi fik 46,2mm. Her i Hua Hin regner det på denne tid af året mest om eftermiddagen, og normalt bare en skylle og så solskin igen. Så da det begyndte at blive mørkt og sort i går eftermiddags, tænkte vi, at det nok bare var en kort byge. Så begyndte det at vælte ned med vindstød og det hele. Hele vores terrasse var pladret til, og for sent kom vi i tanker om, at der hvor vores puf står, er der en læk et sted i tagkonstruktionen. Den blev da flyttet efter noget tid, men i morges da jeg ville flytte den ind, var den så tung, at jeg ikke kunne løfte den! Da jeg vendte den om på siden, kom der mellem 3 og 4 liter vand ud af hynden! Nu er den så på “skadestuen” ude i solen, og den skal ikke stå under det der hul igen, mens det er regntid!

En god ting ved alt det her regn er, at det også skyller alle dueklatterne væk som vores u-inviterede indbyggere på taget har efterladt på terrasser og tage omkring huset. For et par måneder siden fik vi installeret net over vores tagrender (som er støbte) (læs mere her), og det har efter et par måneder givet pote. De er simpelthen flyttet, for de kan ikke mere laver reder i skyggen af tagrenden. Hurraaaah. De 7000 baht var dælme godt givet ud. Nu mangler vi bare at få ryddet alle deres efterladenskaber af vejen, og her er regnen en dejlig (og gratis) hjælper.

Når vi går ind i regntiden, så har vi en kæmpe plage, som potentielt også er ret farlig. Flyvetermitter!

Når den første regn falder, så vælter det ud med flyvetermitter fra alle termitbo i området. De findes i forskellige størrelser og gørelser, men fælles for dem er, at de vil ud og starte et nyt bo. Bare det ikke lige skal være i vores dørkarme eller i vores Ikea køkken! De kommer ud sidst på dagen, og så søger de efter lys, så enten lukker man huset til eller også slukker man lyset. De kommer flyvende, render rundt, og så smider de vingerne. Her kan ligge i tusindvis af vinger efter sådan en aften, og så skal de så støvsuges op, for en kost her helt håbløs. De vejer jo ingenting og flyver bare helt for vildt rundt. De klistrer fast i alt muligt, hvis de bliver våde, og er i det hele taget en temmelig irriterende ting. Især for folk som mig, der har en let rengørings OCD.

Da vi lige var flyttet hertil, ville vi cykle en tur ned på det lokale foodcourt Baan Khun Por. Det var dengang man stadig turde cykle her i området (nu er der virkelig mange buler i vejen, og trafikken er meget værre), og vi kørte igennem noget, der lignede snevejr af flyvetermitter. På det tidspunkt var vi ikke klar over, hvor farlige termitter egentlig er, så vi syntes bare at det var sjovt og fantastisk. Det er gået over, siden de krabater åd en dørkarm 40 cm fra vores Ikea køkken!

Her ved regntidens start kommer der også masser af spørgsmål på Facebook og andre steder, fra solhungrende danskere, som er dybt bekymrede over vejrudsigten. Den ligner tit en begravelse, men sådan er det ikke i virkeligheden. Ofte regner det bare for en kort stund, og så titter solen frem igen. Ihvertfald her hvor vi bor, for der er store forskelle alt efter lokation. Måske er det delvist overskyet, men så kan man jo spare sin dyre solcreme og bare tage solbad i gråvejr. Tro mig – det virker også – og måske endda endnu bedre end at stege i direkte sol med faktor 400 smurt ud over hele kroppen.

Vandpytterne kan være en plage – især, når man kommer gående, og en stor pick-up truck lige ræser forbi og smider hele vandpytten op i luften. Afløbene er nogle steder vildt underdimensionerede, og så kan der godt stå 30-40 cm vand i gaden lige efter et regnskyl. Men her i Hua Hin er det ikke så slemt, og pytterne forsvinder de fleste steder ret hurtigt.

Jeg kan kun sige, at vi nyder, at der igen er en sky på himlen, selvom det er irriterende, når man skal ud. Af og til må vi også bare aflyse ting, hvis det vælter ned. Det er jo også nemmere for os end for en turist, der har betalt en halv arm i feriedage og penge for at komme hertil. Som turist skal man bare sørge for, at man “regner inde” et hyggeligt sted, hvor man kan få en kop kaffe eller en lille øl, mens man kigger på regnen og thaierne, der kæmper sig igennem vandmasserne. Det går som regel hurtigt over her i Hua Hin!

Her er nogle billeder fra en restaurant på 102 (Roi Song hedder den), hvor vi spiste i aftes. Super mad og god betjening i en fin have. Flyvetermitterne var på størrelse med gråspurve. Grab Taxi frem og tilbage til Soi 94 under 100 baht pr. vej.

Flyvetermitter går efter gadelygterne
Hyggelig have med dejlig mad.

Nå ups – nu må jeg lige ud og hente den puf, for det begyndte at regne, mens solen skinnede!

God søndag!

 

 

 

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *