Om at skaffe forskellige ting i Thailand

Det kan indimellem være en udfordring at skaffe ting i Thailand – på godt dansk “Procurement”.  Jeg skal fortælle lidt om det i det følgende, og også om hvorfor det kan være noget bøvl.

Godt nok er vi pensionister, og vi burde jo have masser af tid, men engang imellem kan vi godt blive meget frustrerede over al den tid, man kan bruge på at finde en 3/8″ bøjning i blå plastic eller en pose af den gode karry, vi købte sidst. Nogle gange savner jeg faktisk Føtex, selvom jeg var dødtræt af at handle der, da vi handlede i Danmark. For at undgå trafikkaos på parkeringspladsen hos Føtex i Silkeborg handlede vi altid tidligt lørdag morgen. Faktisk var det os, der rev døren op, når kirkeklokken ringede kl. 8 ind. Til gengæld væltede vi så rundt i papkasser, paller og unge mennesker der selvfølgelig skulle sætte varer på plads i åbningstiden.

Men i Føtex vidste vi, at vi som regel kunne få de varer, vi skulle bruge. Det skal man altså ikke lige regne med her! Det de har i denne uge, har de ikke nødvendigvis i næste uge. Og nogle ting er umulige at finde, men det er der så en løsning på.

Lad mig dele det ind i forskellige varegrupper:

Dagligvarer

Nu var jeg jo i gang med Føtex, så jeg kan lige så godt fortsætte med dagligvarer. Da vi flyttede til Thailand havde jeg en romantisk ide om at tage på marked hver dag og købe friske varer, men på det tidspunkt havde jeg ikke set Chat Chai marked, som er morgenmarkedet her i Hua Hin. Det er et forfærdeligt sted! Meget smalle gange, hvor de lige skal ind med en kurv fisk eller nogle kokosnødder på motorbike. Så må man springe til side, og så får man fiskevand på benene og i skoene. Der lugter skrækkeligt i flere afdelinger, og der er ALT for trangt til lille mig. Sælgerne er sådan set meget søde (når de ikke snyder med vægten, fordi man er farang og dermed dum), og man kan finde rigtig fine varer derinde. Men at handle der til hverdag – not for me! Hvis man som turist kommer til Hua Hin, så besøg markedet en morgen – det er en kæmpe oplevelse….

Så vi handler stadigvæk i supermarked, og det kan også være så meget gedemarked, at vi nu er nede på at handle hver anden uge. Jeg kan fint få grønsager og krydderurter til at holde, fordi jeg skyller det hele og putter det i plasticboxe med lidt køkkenrulle. Og fryseren er fuld af kød, brød og hjemmelavede ting. Typisk dansk hamstergen.

Men der hvor vi handler det meste, kan man så i denne uge ikke få kikærter på dåse, og i næste uge har de ingen porrer. I denne uge er kartoflerne fine – i næste uge ligner de noget, der er løgn. Og så er der mange ting, de simpelthen ikke har på programmet. Forretningen er ikke lavet til udlændinge, så når vi kigger i køleren med alle de der mærkelige kødboller, pølser, ting i grøn væske og så videre, så er det altså ikke noget, vi kan bruge. Der er også en kølemontre, hvor de har ting fra oksen – jeg er altid vildt benovet over, hvor mange mærkelige ting, der er i en ko, som jeg ikke kender! Og jeg har endda gået på husholdningsskole!

Ved siden af de daglige indkøb har jeg en lille liste af “pushere”. Jeg har min ostepusher, min pølsepusher, en melpusher i Bangkok – ja jeg har sågar en lokal hamburgerryg pusher. Før havde vi også en æggepusher, men han slagtede alle hønsene og begyndte forfra, så de skal lige vokse op igen. Men sådan er det vel – sådan var det også i Danmark.

Der er så to andre fænomener, der kan besværliggøre indkøbene. Den ene er, at pludselig så er noget udsolgt. I alle butikker i stort set hele landet! Min veninde fortalte mig om, at for nogle år siden (før vi flyttede herud) var der ingen tonicvand i månedsvis. For et par år siden, kunne vi pludselig ikke DRIVE rugmel op nogen steder. Som min veninde siger: “Man skal altid have et forråd af alle de gode ting!” – hun er nemlig hamster ligesom mig. Det andet fænomen er, at thaierne ELSKER at lave om. De VIL så gerne have, at vi bliver 5 minutter mere, så de flytter konstant om i varerne i butikkerne. Så render man forvildet rundt og leder efter havregrynene, som nu står nede i den anden ende af forretningen. De laver også gerne om på selve varen – altså indpakningen. Jeg tror ikke, de forstår betydningen af branding, logos osv., for pludselig er posen med vaskepulver grøn i stedet for rød, og så køber man den forkerte. Ikke så smart, men det tror jeg ikke, de tænker over.

Hardware

Nu er jeg jo gift med en “handyman”, som laver rigtig mange ting selv. (Også fordi vi begge efterhånden får gåsehud, når vi ser en thai håndværker). Nogle gange skal der skaffes små og store ting, og vi vil jo selvfølgelig gerne støtte de små forretninger her i området. Vores ven kalder et par af de nærmeste Jem og Fix 1 og Jem og Fix 2. De har alt mellem himmel og jord, men ikke altid lige det man skal bruge. Nogle gange spørger min husbond efter en vare, men andre gange går han selv på opdagelse i forretningen. Når han gør det, så sender jeg efter et par timer en SMS og spørger, om han er OK.

Vi har også et par store byggemarkeder – et nede i centeret, et nord for Hua Hin og et syd for byen. De er ikke ejet af de samme, men de har stort set de samme ting alle tre. De lider af, at de folk (og der er VIRKELIG mange – bare ikke ved kassen) allesammen er aflønnet af et varemærke. Så går man hen i malingafdelingen, så er der en Jotun sælger, en TOA sælger osv. De vil altid forsøge at sælge deres eget produkt, og har de ikke en eller anden vare, som feks. vandbaseret træmaling, så siger de “Mai hap” – don’t have – selvom det står lige henne på den næste hylde.

Spørger man efter noget, som de ikke ved hvad er, så kan man virkelig få samlet en hel sværm af ansatte omkring sig. Vi skulle bruge sådan en dims til at markere op, hvor hullerne til håndtagene i vores køkkenskabe skulle bores. Til sidst stod der nok 10 mennesker og diskuterede frem og tilbage. Men det endte altså alligevel med “Mai hap”.

Tøj og sko

Nu er jeg jo ikke ligefrem en stor person med mine godt 1 1/2 meter og 45 kg, og man skulle jo tro, at det ville være nemt for mig at finde noget tøj og nogle sko her i landet med små, slanke thaier. NOT!

Hvad tøjet angår, så skete der noget, da regeringen forbød kopivarer og slog hårdt ned på sælgerne. Stille og roligt er det blevet til, at det meste tøj nu kommer fra Korea og Kina. Jeg er da godt nok lidt oppe i årene, men jeg gider altså ikke gå i det mærkelige tøj. Enten ligner man en halvgammel sild, der forsøger at ligne teenager, eller også en bedstemor med blomstret kjole, pufærmer eller flæser i kraven. Og når man køber det i forretningerne eller på markedet, så ser det hele ud som om det er brugt! (Ikke at der er noget i vejen med det). Så jeg elsker H&M, og skal jeg købe noget tøj nede i centeret, så bruger jeg oceaner af tid på at rode rundt for bare at finde en enkelt lille bluse. Derfor er det meste af mit tøj 10 år plus…. Jeg er for nærig til at købe mærkevaretøj, og det siger mig ingenting.

Så er der skoene! Jeg går i små sko – bogstavelig talt. Jeg bruger størrelse 35, og det har altid været et problem i Danmark. Derfor købte jeg førhen sko i Thailand. Men nu er thaiernes fødder også vokset, så nu starter dameskoene ved 36 eller 37, og børneskoene stopper oftest ved 33 eller 34.  Det er meget mærkeligt – børns fødder må vokse i et hop i en vis alder…. Prøv at lægge mærke til, at thaierne ikke går så meget op i størrelsen af deres sko. Nogles fødder rager to centimeter ud over kanten af klip-klapperne, andre slæber afsted med nogle sko, der er 4 numre for store. Så who cares? Men at gå i Hello Kitty sko, når man er sidst i 50’erne er lidt grænseoverskridende.

Medicin

Medicin er en helt anden sag. Der er nok et apotek på hvert andet gadehjørne i hele Thailand. Nogle har ikke ret meget på hylderne i deres 2 m2 butik, hvor der er 100 grader varmt. Andre er kæmpestore, moderne apoteker, der har virkelig meget, og har de ikke det man skal bruge, kan de skaffe det.

Apoteket fungerer ofte som den praktiserende læge. Man går ind og forklarer, hvad man fejler, så finder apotekeren den rigtige medicin – ingen recept eller noget. Der er selvfølgelig nogle ting, som er på “drug listen” her i Thailand, og der skal man have en recept fra en læge. Det er feks. tabletter med kodein – det kan man ikke lide her i Asien, så lad Kodimagnylerne blive hjemme.

Man kan få penicillin, 600 mg. Ibuprofen i et glas med 100, Cortinsonsalve og masser af andre ting på apoteket. Jeg tager nogle øjendråber hver dag – i Danmark skulle jeg helt klart have en recept.

Det skal så siges, at de helst udleverer en blisterpack med Ibuprofen, fordi myndighederne tilråder at sælge dem sådan, men spørger man, så kan man få, hvad man ønsker.

Vi har et super apotek, som ligger inde på den gade, hvor der er natmarked. De sælger alt fra vitaminpiller til kørestole, og så er de superdygtige til at rådgive og hjælpe.

Skaffe varer på andre måder

Vi elsker Lazada! Det er en internetportal ligesom Amazon, hvor man kan købe de mest vilde ting til de vildeste priser. Her kan man finde alt det, som man ikke kan finde i butikkerne i Hua Hin. På Lazada kan man nemlig købe både fra thai butikker og direkte fra Kina. Selvom store dele af Kina nu er under lockdown, så kommer de fleste varer inden for 2-3 uger. Vi forsøger at købe så meget som muligt lokalt, men nogle ting kan man bare ikke købe fra thailandske forhandlere. Jeg skulle bruge nogle silicone bageforme – ingen i Thailand men masser i Kina. To stk. brødforme for 128 Baht! Bluser til sport – 5 stk i fin kvalitet 780 baht.

Lazada udbringerne kommer her så tit, at vi nærmest er på fornavn. Det er juleaften hver dag, for nogle gange kan vi ikke engang huske, hvad vi har bestilt! Jeg køber – jeg køber sportstøj og sko (som godt nok tit er for store), jeg køber wc rens og håndsæbe og en hel masse andre forbrugsvarer. Min husbond køber klinger til vinkelsliberen, et nyt hjul til sækkevognen, nye strenge til bassen – ja bassen (BTB675) er sågar købt på Lazada. Det er så desværre også lidt ligesom i Stephen Kings roman “Needful Things” – man kommer til at købe ting, man ikke anede, man havde behov for!

Der er også andre portaler som Shopee og Alibaba med flere.

Men vi elsker Lazada! Godt nok koster det lidt i fragt, men det er ikke særlig dyrt, og som regel er varerne i orden. Sikke meget tid vi sparer på Lazada. Øhhhh – ja – men vi skal jo også lige finde varen på deres elendige hjemmeside/app. Men pyt med det – vi tager en kold øl imens!