Det her handler om en af de mere dumme fejl, man kan begå – nemlig at lave en bankoverførsel til en forkert konto. Og så ovenikøbet i Thailand!
Hvis man googler emnet, så får man at vide, at man skal checke-checke-dobbelt-checke, hvilket kontonummer man laver en bankoverførsel til. For hvis man laver fejl, er det meget tvivlsomt, om man nogensinde ser pengene igen. Man mister stort set sine rettigheder, for det er dig som afsender, der har ansvaret for at sende pengene til den rigtige konto. Nogle steder taler man direkte om uansvarlighed, hvis man laver sådan en fejl. Hvis modtageren ikke kan eller vil refundere beløbet, skal man via retten og sandsynliggøre, at modtageren ikke har retten til at modtage beløbet. Hvis pengene er brugt – tja, hvad kan man så gøre. Og det er vel at mærke i Danmark og ikke her i Thailand!
Vi har haft rigtig travlt på det sidste med et renoveringsprojekt, og der har været håndværkere og andre folk i huset fra morgen til aften. Vi har betalt den ene halvdel af beløbet for arbejdet ved projektets start. Resten skulle så falde, når projektet var afsluttet. Vores projektfirma er ret moderne, og betalingerne foregår ikke i kolde kontanter men via bankoverførsel.
Første halvdel gik fint. Vores thailandske bank er Kasikorn Bank, og de har en ok netbank. Man skal oprette modtageren, og så kan man overføre penge med en SMS kode. Fint nok.
Ved anden betaling gik det galt. Nu kendte vi jo den søde dame, der har renoveringsfirmaet, så da noget der lignede hendes navn kom frem i netbanken betalte vi til det kontonummer. Desværre var det et kontonummer på en dame, hvorfra handymanden i huset havde købt nogle skruetvinger via Facebook.
Vi opdagede først fejlen, da vores projektfirma rykkede for pengene efter en uges tid. Grå hår i hovedet – det var et pænt beløb, og hun kunne jo ikke gøre ved det, så vi måtte overføre pengene endnu engang.
Hvad gør man så?? Ja, man ringer til Kasikorn – de har nogle ret gode telefonmedarbejdere. Det ved vi fra en anden gang, vi havde problemer. Medarbejderen var supersød – talte iøvrigt rigtig fint engelsk – og han fik forklaret alle detaljer om problemet. Han kunne jo også se. at vi allerede havde overført et beløb til den rigtige konto tidligere.
Han forklarede, at det ville tage en uges tid, da Kasikorn skulle kontakte modtageren af beløbet. Vi havde ikke de store forventninger til at se pengene igen.
Men hør nu her! Efter to dage stod pengene igen på vores konto. En rigtig god bank plus et ærligt menneske, der sælger skruetvinger – ja så lykkes det altså bare. Man hører mange historier om, at folk mister deres indestående i banken på mystisk vis, men det her er da beviset på det modsatte kan være tilfældet.
I aften skal vi ud at spise for at fejre det. Altså kun på vores lokale food-court, for det er jo ikke penge vi har tjent eller sparet. Vi har bare været mega heldige, så det bliver ikke til fin restaurant og røde bøffer!