Visum og falde ned
Efter en meget hektisk ankomst til Thailand med flyttelæs, nyt køkken, dejlige gæster og masser af aktivitet, var der pludselig stille i stuen! Eller sådan da…..
Der var godt nok stadig mange ting, der skulle gøres, men nu havde vi i det mindste ikke en deadline mere.
Heldigvis var der ikke brug for den store hovedrengøring. Inden vi kom i december, havde vores venner sørget for at alliere sig med et rengøringsteam, som havde gjort alt rent fra kælder til kvist under min venindes kyndige opsyn. Haven var stynet fra urskov til have af vores haveteam, og det var virkelig dejligt ikke at skulle starte med det.
Et af problemerne var, at det meste af vores flyttelæs bare var taget ud af kasserne og kastet ind forskellige steder – noget af det med en skovl. Skulle jeg sy en knap i, måtte jeg lede i timevis efter sykassen, og der var kasser med værktøj og grej i hele carporten, så der skulle også rodes efter alting. Mine køkkenting var heldigvis nogenlunde på plads, så jeg kunne komme i gang med at lave mad for alvor, men også her var det lidt tilfældigt, hvor det hele var havnet, så jeg brugte en del tid på at sortere og flytte rundt med det hele – ja, det gør jeg faktisk stadig indimellem…
Haven bar tydeligt præg af, at dens ejere indtil da kun havde været der i få uger ad gangen. Alle store palmer og almindelige buske var ok, men der var ikke meget pynt og hygge, så det skulle vi også i gang med.
Men hvor var det dejligt at komme i gang med det alt sammen! Vi gik bare og råhyggede med at gå igennem alting – stille og roligt! Vi fik lamper hængt op, fik den sidste gule maling i stuen malet over, hængte reoler op og var på shopping efter planter. Vi fik repareret fordøren, så den faktisk kunne åbnes og lukkes uden vold, vi fik sat et nyt gipsloft op i carporten, for det gamle var faldet ned i et regnvejr – bare for at nævne nogle eksempler. Rigtig mange småting skulle laves, og så var det altså dejligt, at jeg selv kunne svinge en pensel og har en god handyman samt nogle håndværkere, der ikke kostede danske priser.
Visum
Uden at jeg skal komme nærmere ind på visumreglerne, for de ændres hele tiden (og jeg skal ikke kloge mig i det), så foregik vores på følgende måde. Men her er et link til ambassadens hjemmeside, hvor man kan finde det hele opdateret.
Først og fremmest gik vi til Immigrations indenfor 24 timer efter vores ankomst. Her skulle vi dokumentere vores adresse – feks. en regning fra elværket eller lignende. Så fik vi clipset et stykke papir med vores adresse ind i passet, og det sidder der stadig.
I Danmark havde vi været på den Thailandske Ambassade i Hellerup, hvor vi havde fået et såkaldt Non-O retirement visa. Det gjaldt i 90 dage fra indrejsen i Thailand. Så skulle vi have en såkaldt ”extension”, og det kunne vi gøre 30 dage før udløbet af vores visum, og det foregik på immigrationskontoret i Hua Hin. Vi kom bevæbnet med en hel taskefuld papirer, kopier af pas, billeder, bekræftelse af økonomiske forhold, kort over husets beliggenhed osv. Når vi skal i kontakt med myndighederne her, er vi altid bevæbnet til tænderne med papirer! Det tog ikke lang tid, og personalet var rigtig flinke og venlige – men jeg KAN altså ikke lide det. Jeg bliver helt febrilsk og får hjertebanken, bare jeg skal i banken her….. Men vi fik vores extension – 1 år. Hurra! Det var en skøn fornemmelse.
Så var der kun 90 dages rapporteringen – altså at man melder sig på immigrationskontoret hver 90. dag – ellers får man overstay og kan miste sin extension. Det er supernemt for os at gå Immigrations her i Hua Hin, for de har et lille kontor i et shoppingcenter ”Blueport”, og det gør sandelig da ikke mig noget at ”være nødt til” at skulle derned engang imellem. Hvis køen er lang, er vi ovenikøbet så heldige, at der er en lille cafe udenfor, hvor man kan sidde og nyde et eller andet og stadig se kønumrene på skærmen.
Lovgivning i Thailand
Nu nævnte jeg, at jeg bliver nervøs over ”offentlige kontorer”, banker, telefonselskaber og så videre her i Thailand. Og lad mig forklare hvorfor.
I Danmark er der nogle love og regler, og de er som regel ret entydige. Ikke altid – men som regel.
I Thailand er det helt anderledes! Lovene er som regel IKKE ret entydige, og det lægger fortolkningen af reglerne ud til den enkelte medarbejder. Dermed kan man altså få godkendt sit visum på Immigrations eller få åbnet en bankkonto i banken hos den ene medarbejder, mens den næste i rækken siger nej. Og det gør mig altså nervøs – jeg er kontrolfreak, og jeg kan ikke lide, at jeg ikke kan få helt entydige regler, så jeg ved nøjagtigt, hvad jeg skal forholde mig til. Men jeg er da så småt ved at vænne mig til det. Så småt…… Og så er vi jo vant til at 90% af kontakten med bank, kommune osv. foregår via internettet. Det gør den ikke her – det er telefon og helst personligt fremmøde. I Danmark var jeg da kun i kontakt med kommunen, når jeg skulle have nyt pas!
En anden faktor er de sociale medier, hvor folk spørger om alt muligt og får alle mulige (og umulige) svar. Det er jo rimeligt farligt at tro på et svar fra en person, der måske havde en oplevelse på Immigrations for 3 år siden et helt andet sted i landet. Til gengæld kan man få uvurderlige tips fra forskellige grupper på Facebook. Det vigtigste er nok, at man sorterer i oplysningerne på de sociale medier og prøver at holde dem op i mod de fakta, man selv kan finde mere officielle steder.
Transportmiddel – en nødvendighed
Nå, men nu var visum og så videre på plads, og så var det tid til at finde ud af noget omkring transport. Vi har ikke motorcykelkørekort nogen af os, og det ser godt nok heller ikke lige ud til, at vi skal have det. Det er simpelthen for farligt at køre ”motorbike” her i Thailand. Derfor skulle vi i gang med at købe en bil.
Læs mere om at købe bil i Thailand i næste afsnit.