Om at flytte til Thailand – del 4 – forberedelser

Forberedelser

Vi overtog vores hus i Hua Hin i oktober 2016, og det var helt fantastisk. Selvom køkkenet led af en gammel vandskade og intet virkede udover køleskabet, så var vi lykkelige. Vi havde ingen seng, og det regnede ind alle vegne.

Med overtagelsen fulgte også utallige ”ærinder”, og er der en ting man kan få tiden til at gå med i Thailand, så er det ærinder. Ikke så mærkeligt, at der er så meget trafik!

Et godt eksempel er, hvis man gerne vil betale sin strømregning via ”betalingsservice” i banken. Man kan altså ikke bare lige gå ind på sin homebanking og melde det til. Nej, først skal man ned på PEA kontoret (elværket) og sidde i kø sammen med alle dem, der skal betale deres regning. Så får man et stykke papir med, som man skal tage hen i banken. Henne i banken udfylder de noget mere papir (og det tager en evighed), som man så skal tage med tilbage til elværket, og så skulle det gå glat. På vandværket ville de ikke ændre navnet på regningen til en udlænding, så vi kører stadig i den tidligere ejers navn – dog på betalingsservice. Man kan altså også betale regninger i 7-11, i ATM’erne og flere andre steder.

Julen 2016 tilbragte vi også i Hua Hin, hvor vi fik lavet nogle forskellige småting, og det var meget hårdt at skulle tage af sted igen.

Hussalg

Så skete det endelig: l begyndelsen af 2017 fik vi solgt vores hus i Danmark! Og så var startskuddet ligesom lydt. Da alt var faldet på plads var det næsten påske, og vi var i gang med at flytte ind i et lejet hus ikke så langt væk fra det gamle.

Jeg havde et rigtig godt job – og jeg havde været i mit firma i rigtig mange år. Så det var godt nok næsten det værste at skulle gå ind og sige op til min i øvrigt super-gode chef. Han kendte godt mine planer, og han kunne jo nok også godt mærke, hvor det bar hen, da vi satte huset til salg. Han tog det pænt, og vi aftalte, at jeg skulle blive ved med at arbejde frem til årsskiftet. Afrejsen til Thailand blev sat til den 23. december ud af København.

Den 1. juli var vi ude af vores gamle hus, og det var en hård omgang. To samlere, der havde boet i stort hus i 22 år….. Vi overvejede, om vi skulle tage noget med til Thailand, og i givet fald hvad. Jeg er madøre, så jeg ville ikke ret gerne opgive alle mine køkkengadgets, og min bedre halvdel havde en ret stor samling af værktøj og maskiner. Vi undersøgte priser på at flytte bare en palle, en 20” container og en 40” container, og det sammenholdt vi med prisen for at købe feks. en grill og nye havemøbler i Thailand. Det endte med at blive en 20” container, men den kunne kun rumme  ca. halvdelen af vores habengut. Derfor var vi nødt til at være meget hårde med at sortere. Hold nu op, hvor røg der meget ud. Genbrugsforretningen tæt på mit arbejde fik rigtig mange besøg af mig i den periode. Nogle ting har vi fortrudt vi ikke tog med – andre ting har vi fortrudt, vi slæbte med herud. Feks. en kæmpestor kontorstol i ægte kunstlæder – den er da helt ubrugelig, for den er ALT for varm at sidde i. Til gengæld kunne vi godt have brugt kassen med trælister i alle størrelser og former, malerpindene og mine kogebøger. Men vores råd til andre er, at man skal tage så meget med som muligt, for det er ikke alt, man kan få i samme kvalitet i Thailand, og nogle ting er meget, meget dyrere end i Danmark. Her er alt også noget værd for en thai, så man kan altid forære det man ikke får brug for væk.

Flyttelæs og visum

Det tog 10 uger at sende en container til Thailand, så vi timede det sådan, at vi sendte den afsted i oktober, så den kunne ankomme lige efter os i januar. Så havde vi pludselig ingen møbler, køkkensager eller noget. Vores venner var utroligt hjælpsomme, så vi lånte nogle havemøbler af dem – køkkensager lånte jeg på arbejde. Vi så fjernsyn på computeren, og sov i en helt billig Ikea sovesofa, der kunne slås ud på gulvet. Det var godt nok en meget mærkelig periode. Vi boede i et fremmed hus med næsten ingen sager, og hver gang man skulle bruge et eller andet, ja så lå det i en container på et af verdenshavene.

Så var der det med visum, og det var det værste. Jeg kan ellers godt læse indenad, men jeg forstod ikke en dyt! Der var også utroligt mange modstridende beretninger og udtalelser på nettet og facebook, og til sidst var vi fuldstændig i vildrede med, hvad vi skulle gøre ved. Vi spurgte vores venner her i Hua Hin flere gange, og til sidst sagde de til os, at nu skulle vi sgu bare gøre, som de sagde og holde op med at læse på internettet! Og godt for det. Da vi begge var over 50, var det et non-o visum, vi skulle have, og det får man på den thailandske ambassade i Hellerup. Vi kørte derover en regnfuld efterårsdag, og jeg troede, at en ambassade var et fint sted med fine møbler osv. Det kan da godt være, men der fik vi altså ikke lov at komme ind. Vi stod i kø helt uden for døren til det lille kælderrum med ganske få stole. Her var så to luger, hvor man kunne stå og råbe sit ærinde ud i hele lokalet! En ret ubehagelig oplevelse, men personalet var flinke og rare. Vi fik vores pas med visum sendt anbefalet retur til os, så vi ikke behøvede at køre fra Silkeborg til Hellerup for at hente dem igen.

Derefter satte anden bølge af sortering i gang! Vi havde nu kun plads til, hvad der kunne være i 4 kufferter og 2 stykker håndbagage.  Og det var nok den værste, for der skulle sorteres papirer, fotos, toiletsager og alt det andet, vi trods alt stadig havde tilbage i Danmark. Vi gav rigtig meget væk, og ejerne af vores lejede hus fik efter aftale Ikea sofaen, det gamle køleskab og andre ting, som vi bare lod stå – inklusiv en ”partykasse” med alverdens rester af spiritus….

Vi solgte bilen og alle mulige andre ting, som vi ikke kunne have med, og til sidst stod vi med de ting, der kunne være i de 4 kufferter, vi måtte have med. Vi fik sagt farvel til venner og kollegaer, og den 23. december steg vi ombord på Thai Airways TG951 til Bangkok.

En meget, meget mærkelig fornemmelse! Men også dejlig, og det var en helt anden måde at rejse til Thailand på. Godt nok ikke på en enkeltbillet – for man skal have en returbillet for at få visum… Vi var trætte, glade, nervøse, oppe at køre og alt mulig andet på samme tid, og vi forlod Danmark med Jingle Bells i ørerne.

Læs med i næste afsnit, hvor vi river køkken ned, modtager flyttelæs og taber os tilsammen 10 kg.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *