Når det værst tænkelige sker…

I dag kommer min blog til at handle om en tragisk og trist sag, som har berørt mig dybt.

Man tænker som regel, at det værst tænkelige selvfølgelig ikke sker for mig.

Det er desværre sket for en relativt ung engelsk mand, som vi kender en lille smule her i Hua Hin. Han var med til at fremvise os huse, dengang vi købte vores hus her. En nydelig og meget flink mand, som vi også stødte på nogle gange i nattelivet, hvor han var festlig og underholdende. Han var også bedste ven med vores nabo.

Nu har han som kun 48 årig temmelig fremskreden demens! Det er en skrækkelig historie, og jeg har ikke kunnet få det ud af mit hoved de sidste dage!

Han har åbenbart skiftet personlighed totalt, og han er aggressiv, opfarende og usammenhængende det meste af tiden. Alle de klassiske tegn på fremskreden demens. Det ene øjeblik virker en dement person normal – det næste sker der underlige ting eller der flyver grimme ting ud af munden på personen. Hans thai kæreste har været helt ude i tovene over det, og hun er selvfølgelig dybt ulykkelig over, at hun faktisk har mistet den mand, hun elskede. Hun er selvfølgelig også skrækslagen for, at der skal ske ham noget. I de mest frustrerende stunder lufter hun sine tanker på Facebook, hvor hun giver udtryk for tvivl om, om det hele bare er noget han foregiver, for han virker så normal indimellem.

Hans kæreste skal selvfølgelig aflastes, og i virkeligheden burde han jo være et sted, hvor han er i pleje 24-7. Da han ingen indtægt har, er hans kæreste jo nødt til at arbejde og tjene penge i sin bar, og i den tid han er alene, laver han mærkelige ting. Hans venner har nu undersøgt, hvordan de kan hjælpe ham – og selvfølgelig hans kæreste. Han kan ikke flytte tilbage til sit hjemland, for de kan ikke tilbyde ham en plads på et “hjem” medmindre han bor i en lokal kommune, da demens ikke er et nationalt anliggende i UK men et lokalt. Han har ingen familie, og faktisk døde hans far af samme sygdom i en ret ung alder. Han har ikke boet i UK i over 20 år! Thailand har ikke ret meget socialt sikkerhedsnet i det hele taget – og da slet ikke til udlændinge. Jeg tror faktisk ikke, at der er nogen hjælp at hente her selv for thaierne, hvis et familiemedlem bliver dement – medmindre man har penge til at betale for plejen.

Hans venner har nu oprettet en støtteside for ham på Facebook for et par uger siden. Meningen er at finde nogle faste sponsorer, som vil give et lille månedligt beløb. Hvis man har nok af dem, kan det jo også blive til penge. Det langsigtede mål er at få ham bosat i UK, så han komme på et hjem der, og hans venner arbejder allerede med den britiske ambassade her i Thailand. Indtil da, skal der ansættes en plejer, og det koster ca. 20000 baht om måneden (ca. 4000 kr). I løbet af de første par dage tikkede der 37.000 baht ind på hans konto, og så kunne man jo sætte i gang. På bare to måneder er beløbet steget til 120.000 baht, og der kommer donationer alle steder fra. Selv et af de store internationale hoteller her i Hua Hin har doneret – hele 20.000 baht! Men de månedlige “faste” donationer er stadig kun på 4.000 baht, så der er et stykke vej til de 20.000 baht.

For at det ikke skal være løgn, så ejer han et hus, der ikke er færdigbygget. Han vil ikke være i soveværelset ovenpå uden sin kæreste. Huset skal nu sælges, så de kan få noget mindre i 1 plan, og det bliver nok ikke særlig nemt. Et ufærdigt hus, som virkelig ligger ude, hvor kragerne vender (undskyld til vores venner, som bor lige i nærheden). Men det er altså rigtig langt uden for Hua Hin ved Black Mountain. Det hussalg prøver vennerne også at tage sig af. Nå ja, og hans visum udløber snart, og den obligatoriske garantisum har han ikke, så der skal også findes en “kreativ” og dyr løsning på det problem!

Jeg tager hatten af! Sikke en support og hjælp at give en ven i en meget, meget vanskelig situation. Problemet med denne sygdom er, at det jo ikke bare er en operation eller en behandling, man samler ind til. Det er til pleje og opsyn resten af mandens liv! Og hans situationen bliver kun værre og værre.

I går var vi til et seminar om søvnløshed på vores lokale lægeklinik, Be Well. Vi var faktisk kommet for at høre om søvnapnø og søvnløshed, som min bedre halvdel lider af. På seminaret fandt vi dog også ud af, at hans problemer med ekstra hjerteslag (PVC) sandsynligvis stammer fra hans søvnapnø (altså hvor man “glemmer” at trække vejret, når man sover). Søvnapnø kan blandt andet give inflammation i hjertet og forårsage kludder i hjerterytmen. Der deltog flere læger og eksperter i seminaret. Blandt andet deltog en læge fra et hospital i Bangkok, hvor hun driver en “Wellness” afdeling. De har en holistisk tilgang til det at blive ældre i både krop og sind med så lidt nedbrydning som muligt, og afdelingen har læger tilknyttet inden for flere relaterede områder.

Lægen pointerede hvor meget ordentlig og god søvn betyder for at undgå forskellige sygdomme. Herunder specielt demens. Det var tankevækkende, hvor meget søvn, kost, motion og “tarmsundhed” betyder for kroppen og potentielle sygdomme. Hun viste blandt andet en slide, hvor man kunne se, hvordan demens skrider frem, til man til sidst kun har lige det allermest nødvendige tilbage i et område på størrelse med en valnød i den forreste del af hjernen. Resten af hjernen går simpelthen til.

Jeg sad godt nok derude og tænkte på den arme mand her i Hua Hin, som er temmelig langt henne i den proces. Kun 48 år gammel…. Og hans kæreste, som nu bor sammen med en “fremmed” mand! Begge mine bedstefædre endte med at dø som dybt demente, og processen var ikke sjov for familien, skulle jeg hilse og sige. Specielt ikke for min farmor og min mormor! Men de var trodsalt over 80, så de havde haft et godt liv, indtil det begyndte at gå galt.

På seminaret fik vi også mulighed for at komme på sådan en smart vægt, der kan regne fedtprocent og hele molevitten ud. Min husbond er spot on rent vægtmæssigt – jeg skulle tage 5 kg på (ikke tale om, nu har jeg bøvlet i det fitness center i et år for at komme af med de 5 kg.) Min biologiske alder var i følge maskinen det samme som min rigtige alder, mens min bedre halvdels var 3 år yngre end hans faktiske alder. Godt gået af en 69 årig! Begge har vi dog for meget fedt om indvoldene (vi har begge stadig lidt “dunk” på trods af store vægttab) – det kunne den maskine åbenbart godt se! (Min træner siger, at det er øl…. Han siger jeg skal drikke vin eller shots i stedet. Det kommer så ikke til at ske!)

Da vi kom hjem blev vi enige om, at nu skal den have en skalle. Vi skal prøve at finde en løsning på det søvnapnø, som ikke inkluderer en CPAP maske på om natten. Vi vil motionere noget mere, så vi kan slippe af med det sidste gule fedt inde i maven. Vi bliver ikke yngre, og vi skal godt nok passe på vores krop, for vi har kun den ene! Vi bliver aldrig fanatiske, og vi spiser da stadig flødekartofler og drikker øl, men sådan i det daglige kan vi nok gøre lidt mere!

Jeg checkede også vores guldforkromede og meget dyre sygeforsikring her til morgen. Hvordan er vi dækket, hvis vi får demens? Ja, jeg kan kun sige, at jeg håber, at der er penge nok tilbage på kistebunden til, at vi selv kan betale for noget hjælp, for forsikringen dækker kun 3500 USD pr. år!

Jeg håber dog endnu mere, at jeg i den situation er klar nok i hovedet til at tage konsekvensen og komme herfra med min værdighed i behold!