Kinesisk indflydelse i Thailand

I dag vil jeg skrive lidt om den kinesiske indflydelse i Thailand, fordi det emne betyder rigtig meget for, hvordan landet har udviklet sig.

Thaierne er meget, meget stolte af, at de aldrig har været koloniseret – som et af de eneste lande i Asien. De thailandske folk har i deres egen opfattelse bekæmpet alle fjender og er stået sammen som 1 folk og har holdt fjenderne ude. Men stemmer det nu også??

Hvis man dykker lidt ned under overfladen i Thailand, så finder man ud af, at landet måske alligevel er blevet koloniseret. Bare mere ind ad bagdøren så at sige…. I hvert fald fornægter den kinesiske indflydelse sig ikke, når man kigger på, hvem der sidder på indflydelse og værdier her i Thailand.

Man mener, at den kinesisk etniske del af befolkning i Thailand udgør omkring 11-14% – ca. 10 millioner mennesker. Det er jo ikke alverden, men visse kilder mener, at de 10 millioner mennesker ”sidder på” mellem 80% og 90% af værdierne i landet sammen med størstedelen af magt og indflydelse.

Historie

Handelsrejsende fra Kina begyndte at komme til Ayuttaya, som var hovedstad i landet, i det 1300 århundrede. Det var hovedsageligt mænd, der kom ind i landet over de næste århundreder, og disse handelsmænd giftede sig med thai kvinder, og de fik selvfølgelig også børn. I det 19. århundrede begyndte også kinesiske kvinder at indvandre til landet.

De kinesiske indvandrere bragte en masse med sig. De indfødte thaier dyrkede primært kun ris, men med kineserne fik man gang i at dyrke gummitræer og mange andre afgrøder, som den dag i dag udgør en stor del af eksporten i landet. Kineserne arbejdede primært inden for fag, som krævede håndelag, viden og iværksætterånd, og de tog også nogle af de jobs, som thaierne ikke ville have. Blandt andet arbejdede kineserne som skatteopkrævere, og de handlede også med opium. Begge meget forhadte beskæftigelser i den thailandske befolkning. I en lang periode tillod man også dygtige kinesiske handelsmænd at blive del af den royale orden. Opdelingen med kineserne og thaierne blev kort sagt, at thaierne tog sig af “styringen” af landet, nemlig militæret osv., mens kineserne tog sig af produktion, handel og den slags.

I slutningen af 1800-tallet var de kinesiske indvandrere en betydende faktor inden for mange sektorer. De kontrollerede over 60% af skibsfarten i Bangkok, og de dominerede inden for gummiindustrien, sukkerproduktion og fiskeeksport. Desuden var de også stærke inden for medieverdenen og i banksektoren.

Kineserne var ikke altid vellidt af den thailandske befolkning, og man kunne bestemt ikke lide deres republikanske tankegang. De blev faktisk kaldt Asiens jøder, og fik ofte skylden for økonomiske kriser og den thailandske befolknings fattigdom. Kineserne havde stærke bånd til deres familier i Kina, og de sendte ofte penge hjem til deres familier i hjemlandet. Thailand opfordrede de kinesiske indvandrere til at søge om thai statsborgerskab, og det gjorde langt de fleste.

Man forsøgte i det 20. århundrede at dæmme op for den kinesiske indflydelse i landet med flere forskellige love og tiltag. Konge Rama VI lavede en lov, der påbød alle udlændinge at få thai efternavne. Senere konfiskerede staten en del af kinesernes virksomheder og værdier, og man indførte også en lov, der påbød, at al undervisning i skolerne skulle være på thai. På det tidspunkt ejede 50 thai/kinesiske familier ca. 80-90% af det totale markedsværdi i Thailand. Det er da også en slat!

Kinesisk indflydelse på kulturen

I dag er de etnisk kinesiske indvandrere integrerede i den thailandske befolkning. De taler thai og ikke kinesisk, og de følger den buddhistiske tro og kultur. Men man skal ikke være i tvivl om, at den befolkningsgruppe har sat et kæmpe fingeraftryk på Thailand.

Der er ingen tvivl om, at det kinesiske mindretal har haft stor indflydelse på kulturen i Thailand. Man kan jo bare se på China Town i Bangkok, hvor en stor bid af den originale kinesiske kultur er bevaret. Thaier i hele landet fejrer også kinesisk nytår, i går startede årets Vegetarfestival, som er en kinesisk opfindelse, hvor man ikke må spise kød og visse grønsager som chili og hvidløg. Man må heller ikke dyrke sex eller lyve i perioden, som varer 10 dage.

Mange af de madretter, som man tror er thai, er faktisk oprindeligt kinesiske. Tag bare Thailands nationalret “Pad Thai”. Den blev indført af en konge for at få folk til at spise flere nudler, men den stammer oprindeligt fra en kinesisk ret. Faktisk kommer hele street food kulturen fra Kina og er ført til Thailand af de kinesiske immigranter.

Hvis man ser thai TV, så opdager man, at der er rigtig mange serier, der kommer af kinesisk “Wuxia”. Det er en bestemt type fiktion, film eller TV serier, der er spækket med sværdsvingende superhelte.

Thailand er et buddhistisk land, men ved siden af den buddhistiske tro, så praktiserer rigtig mange også delvist forskellige grene af kinesisk religion.

Sprogligt har kinesiske ord også sneget sig ind i sproget. Basale ord som f.eks. tallene fra 2 til 10 stammer fra kinesisk. Rigtig mange ord inden for den kulinariske verden var også oprindeligt kinesiske.

Den kinesiske indflydelse i dag

Der er ingen tvivl om, at de kinesiske indvandrere har bragt Thailand til det, landet er i dag, nemlig et land med produktion, eksport og handel. Der er dog den lille hage ved det, at stort set alle større virksomheder er ejet af familier med kinesisk baggrund. Kigger man på f.eks. banker, fødevareindustri og -handel, produktionsvirksomheder, så er det stort set 100% ejet af familier med kinesisk baggrund

Det har desværre ført til, at der nærmest er monopollignende tilstande på f.eks. fødevarer. 2 virksomheder står for en meget stor andel af markedet, CP Group (ejer blandt andet alle 7-11 butikker i Thailand – ca. 425.000 ansatte) og Central Group. Derfor er der ikke rigtig nogen priskrig på noget, og en liter mælk eller en bakke æg koster det samme mere eller mindre overalt (medmindre man går i specielle farang butikker og betaler kassen). Disse gigantiske konglomerater er familieejet af etnisk kinesiske familier, og de familier har stadig stærke bånd til Kina. Mange af disse thai/kinesiske virksomheder har investeret i virksomheder i Kina, og har tjent store summer på opsvinget i Kina.

Det er dog ikke kun inden for handel, industri og produktion, at den kinesiske indflydelse gør sig gældende. Også magteliten i Thailand er fuldstændig domineret af etniske kinesere. De udgør nærmest en isoleret, meget privilegeret social klasse, som sidder på penge, magt og indflydelse. Stort set alle politikere og højtstående personer i samfundet har kinesisk blod i årerne – i hvert fald mindst delvist.

Thailand er dog dybt afhængige af disse familier, for ellers ville landet være tilbage til at dyrke ris og holde høns. Generelt er båndene til Kina også meget stærke, og det er jo ikke så sært, når alle med indflydelse og penge har rødder dertil. Sjovt nok er mange af de etnisk kinesiske indbyggere også ultra royalister (den nuværende kongerække startede med en konge, som var halvt thai, halvt kineser), og de er ofte også ultra konservative. De hjælper sig selv og hinanden til vigtige poster i politik, i militæret, i politiet, og de har indflydelse alle vegne helt op til de øverste luftlag.

Så er Thailand så en koloni? Ja, det må man så selv afgøre, men der er ingen tvivl om, at den etniske minoritet har overtaget magten og midlerne her i Thailand. Uden dem ville Thailand ikke være det, landet er i dag. På godt og ondt.

Som en kuriositet vil jeg lige nævne nogle kendte personer, som har kinesisk baggrund

  • Ikke mindre end to konger igennem historien
  • Det nuværende konge dynasti stammer fra en halvt kinesisk konge
  • Ikke mindre en 25 premierministre gennem historien, inkl. den nuværende, Prayut Chan-O-Cha
  • Ejeren af Red Bull – milliardær
  • Ejeren af CP Group – multi-milliardær
  • Dronningen af Thailand, Dronning Suthida
  • Ejeren af Bangkok Bank
  • Ejeren af King Power (tax free butikker i lufthavnene)

 

Kilde: Wikipedia

2 thoughts on “Kinesisk indflydelse i Thailand

  1. God beskrivelse, mange er jo på en eller anden måde i familie med kinesere
    og der forgår mange ting under overfladen .
    Hvem er det lige som betaler og ødelægger Mekong floden med dæmninger i Laos og Kina
    Kineserne betale jo kommende togbane fra Kina, gennem Laos til Thailand
    Cambodia er osse opkøbt , alle havnebyer er beboet af 96% Kinesere.
    Handel – Tjaaa, alle GULD Butikker og Deres egen Bank skråstreg Bank system .
    Verden er ikke som den ser ud til passer godt .

    1. Hej!
      Tak for din kommentar. Du har helt ret – kineserne er mere dominerende i Asien, end mange umiddelbart tror!
      Venlig hilsen
      Janne

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *