I dag hader jeg katte – ihvertfald naboens! Vi har dette lille søde dyr i haven, som vi har læst os til, er en slags spidsmus. En thailandsk spidsmus, som suser rundt i vores have og kigger i alle kroge, hjørner og krukker efter insekter og smådyr. I dag blev den så angrebet af naboens kat!!
Naboens katte
Vores nabo har 3 store killinger/unge katte, som ellers er virkelig søde og charmerende. Vi vil helst ikke have dem inde hos os, for tænk hvis de nu løber ind i huset – vi lukker af, og rejser væk i 3 dage, og så kommer vi hjem til en død kat. Derfor har vi ikke ladet os adoptere af de ellers så søde katte.
Vi kan også godt høre om natten, at “de damer” tiltrækker hungrende ungersvende, som ikke undlader at gøre opmærksom på deres lidenskab.
Den ene af de 3 søskende, er især fremme i skoene, og kommer kækt hen og kigger ind af den åbne havedør om aftenen. Det er en rigtig lille frækkert!
Spidsmusen
Spidsmusen i haven hedder “common tree shrew” eller “tupaia glis” på latin. Den bliver op til 20 cm. lang, og man kan let tro, at det er en rotte, men den har altså hår på halen, og ligner derfor måske mere et egern. Den leder efter føde om dagen – enten alene eller med sin mage, og vores har altså udset sig vores have til at finde frø, insekter, frugt mm. Det er ret sjovt at se den suse hen ad havemuren, op og ned i krukker og ind i alle krinkelkroge. Den er ret sky, og kommer ikke nær os. Det er også første gang, vi har kunnet fotografere den i dag – sikkert fordi den var i totalt chock. Billedet er lidt mørkt, men man kan se mere her på Wikipedia.
Angreb
I morges så jeg godt, at naboens kat jagede spidsmusen, og jeg tænkte: “Den får du alligevel aldrig fat på missekat”. Men pludselig var der en skrigen og hvæsen i haven, og det var alligevel lykkedes katten at få fat i spidsmusen, og der udspillede sig en nærkamp i blomsterbedet. Meeeen – katten blev klogere, for sådan en spidsmus er ikke lige at bide skeer med, så missekat fik klø og måtte stikke af!
Kattehader?
Nej, jeg er ikke kattehader, men jeg er ikke vild med det der rovdyr, der kommer op i katte, når de går ud af de trygge omgivelser med kattebakke og kradsetræ. I Danmark fodrede vi fugle for flere tusinde kroner om året, og jeg kunne virkelig blive arrig, når naboens kat sad og slikkede sig sultent om munden under foderbrædtet.
Så næste gang, jeg ser naboens kat, nøjes jeg nok ikke med at løbe efter den. Så er der vist dømt vandslange!!
Vi har både fugle, små øgler, gekkoer og så også en spidsmus i vores dejlige have, og det er dælme ikke kattemad!!