Det betyder meget, hvilken nabo man har, og det gør det også her i Thailand. Man kan være uheldig at få en nabo, der opdrætter kamphaner eller slagter svin ulovligt om natten. Eller man kan få min nabo….
Min nabo opfordrer til utidig appetit og i værste fald madmisbrug!
For nogle uger siden fandt vores naboer ud af, at de skal være forældre. Derfor sagde hun sit job op hos en rigtig god deli her i byen og begyndte at gå derhjemme. Såvidt jeg har kunnet læse mig til, er det ret almindeligt at thai kvinder stopper med at arbejde, når de bliver gravide, så de ikke overanstrenger sig og aborterer. Der er masser af myter og overtro omkring en graviditet forskellige steder i Thailand, men faktum er, at man ikke ser ret mange gravide kvinder arbejde i Thailand.
Heller ikke min nabo! Men så fik hun en god ide! For et par uger siden dukkede der en pick-up truck op med en halvstor professionel gasovn. De biksede og baksede derinde, og i løbet af et par dage begyndte alle generne. Hun fyrede op i ovnen, og så bagte hun de mest velduftende brød og kager. Og ikke nok med det – jeg tror også, at hun bager pizzaer og laver skøn thaimad. Det hele sælger hun til ikke ret mange penge – og hun bringer det også ud.
Der dufter fantastisk i hele vores hus og have, og vi går og drømmer om mad nærmest hele tiden! Det kan man da ikke gøre ved sin nabo??
For noget tid siden havde vi hængt en pose på naboens gate med et par mangoer fra vores eget træ i haven. Vi ved, at nærmest alle thaier elsker mango, og vi kunne ikke nå at spise dem, så det var jo en ganske lille ting at give dem. Et par dage senere dukkede vores søde nabo så op med en stor kurv med hjemmelavet friskbagt brød, som smagte ganske fantastisk.
Så vi ved godt, hvordan det smager, når der dufter sådan, som der gør! Og det er jo ikke så godt, når man skal passe på vægten, og man ikke har lyst til at gå og savle hele tiden!
Nu ved jeg, hvordan det er at bo ved siden af en restaurant eller bager. Det har jeg aldrig prøvet før, men det er godt nok hårdt! Så tak, kære nabo, for alt mundvandet og for den korrigerende kropsholdning, når man går med næsen i vejret og sniffer!
Dejligt med saadanne naboer som i har, vi har desvaerre faaet en gammel vranten englaender som naermeste nabo, maatte bygge en “Berlinmur” for at faa ham lidt paa afstand, men han goer livet surt for os alle i omraadet, han elsker at fyre nytaars krudt af hele aaret rundt, som faar vores hunde til af goe, saa klager han over stoejen,
Det er simpelthen en belastning at få en dårlig nabo – og det gælder jo også i Danmark. Man kan jo ingenting gøre ved det, og jeg har hørt om mange her i Thailand, som er flyttet pga. naboerne. Vi krydser fingre – de fleste af vores naboer er meget søde, og nogle er så reserverede, at vi ikke har talt med dem endnu. Men det kan jo hurtigt vende. Håber at din sure englænder snart finder et andet sted at være…