Hvad kan man lave i Thailand på en regnvejrsdag?

Som mange ved, er det nu regntid i Thailand, og hvad kan man så lave på en regnvejrsdag? Der er masser af muligheder, men vi valgte i dag at gå i biografen – mest fordi der var en film, vi gerne ville se.

Regnvejr i mange dage i Thailand

Man kan godt få lidt “kuller”, når det regner for mange dage i træk. Måske endnu mere her i Thailand end i Danmark, for i Danmark er vi vant til, at det regner i en uendelighed, og vi allierer os med tæpper i sofaen, stearinlys og hjemlig hygge. Eller vi tager ud til en af de mange indendørs aktiviteter der findes. Her er livet baseret på at være udendørs, så når det vælter ned, og vandpytterne bliver gigantiske og yndlings spisestedet holder lukket på grund af regn, ja så bliver det lidt irriterende.

Biografen

Men så kan man da gå i biografen tænkte vi. Vi kan godt lide science fiction film, og lige nu kan man se “Ad Astra” i biograferne her i Thailand, så det blev valget. Her i Hua Hin har vi to shoppingcentre, og i Blueport har de en fantastisk biograf med mange sale, og de er altid helt fremme i skoene med nye film. En biograftur koster kun en brøkdel af de danske priser – hvis man lige udelader popcornene her, for de koster godt nok kasse. Til gengæld kan man få en bøtte så stor med popcorn, at en familie på 10 ville være forsynet under en helaftensfilm.

Vi betalte 240 baht for to – det er ca. 60 kr., og det kommer man ikke langt for i en dansk biograf. Vi var nok 12 mennesker i alt i en pænt stor sal, så der var masser af plads.

Som i alle biografer startes der med trailere og reklamer, og på et tidspunkt lige før filmen begynder, skal man rejse sig og ære Kongen af Thailand, mens der kører en lille film med musik.

De fleste steder er biograffilmene på originalsprog med thai undertekster – men check lige først, for de kan rigtig godt lide at eftersynkronisere ligesom på tysk tv.

Et par gode råd til en thailandsk biograf

Husk at tage godt med tøj på!! Det lyder tosset, men 2 timer i noget der føles som en middelsvær vinterstorm kræver sine sko og strømper. Tro mig!! Sidste gang vi var i biografen, tog det mig to timer at genvinde varmen i mine fødder, så denne gang havde jeg jeans, strømper, sko og en fleecetrøje på. Det gik fint! Men så havde jeg lige glemt, at de simpelthen spiller så s…… højt, at ørerne er ved at falde af.

Så næste gang er det: godt med tøj på og et par ørepropper. Man kan sagtens høre, hvad der bliver sagt alligevel!!

Filmen

Hvis man er til science fiction film, så er Ad Astra en virkelig god film. Det er en stjernespækket produktion med blandt andet Brad Pitt, Tommy Lee Jones og Liv Tyler, og så er der mange fantastisk flotte scener og et rigtig godt plot.

Regnvejr i Thailand

Det kan anbefales, hvis man er i nærheden af en biograf – selvfølgelig også, hvis det ikke regner. Men her er en biograftur noget særligt til små penge.

Og så købte vi sæder på “økonomiklasse” men sad lige foran de her flydere øverst, som var helt booket op! De koster dog lige lidt mere!

 

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *