Her i Hua Hin bygger vi os ud af krisen

Covid-19 krisen har ramt hårdt alle steder, og Hua Hin er bestemt ikke blevet forbigået. Men det er som om, at optimismen lever, og at byen ændrer sig – måske endda til det bedre. Her bygges ihvertfald overalt!

Rapporter fra Hua Hin

I den forgangne weekend var der Jazz Festival på stranden i Hua Hin fredag og lørdag. Det trak en del mennesker fra Bangkok og selvfølgelig også Hua Hin og oplandet rundt omkring. Blandt andet deltog en kendt britisk blogger, Richard Barrow, i arrangementet. Han bor i Bangkok og har en Facebook side med næsten 125.000 følgere, så han er ikke en hr. Hvem-som-helst. Han skriver om Thailand, og han er så kendt, at turistministeriet, hoteller og seværdigheder inviterer ham på forskellige ture, så han kan skrive om det. Han gik sig så lige en tur i midtbyen i Hua Hin under jazz festivalen, og postede på sin Facebook side,  at Hua Hin er død!  Han postede en masse billeder af tomme (undskyld mig, men hjernedøde) barer i Bintabaht i midtbyen.  Opslaget blev i de følgende dage delt på mange danske, engelske og tyske grupper på Facebook.

Ja, Binthabat i midtbyen er død. Og hvorfor er det område så dødt? Nu var det jo Jazz Festival – det er den ene ting…. Men det er også fordi der kun er barer, som er tiltænkt turister, der kommer og drikker sig stangbacardi og vælter rundt i larmende, ligegyldig musik. I min verden er de alle sammen ens, og undskyld udtrykket, røvkedelige. Ikke mange af os, der bor her fast, gider sidde og høre på unga-unga musik i en tom bar med drikkevarer til skyhøje overpriser. Hvis Richard Barrow i stedet var gået en tur forbi Father Ted’s (som ligger lige i udkanten af Bintabaht) havde han set et sted fyldt med mennesker på grund af den gode mad, super betjening og kvalitetsunderholdning. Hvis han havde taget en taxi til 100 baht ud til vores område i Soi 88 og 94 havde billedet også været et andet.

Vi var tilfældigvis i byen på Soi 94 med nogle venner i lørdags på samme tid. Og nej, der var ikke så mange mennesker, som der burde være. Til gengæld var der en dejlig, fortættet stemning blandt de mennesker, der rent faktisk var ude og nyde den dejlige thailandske aften. Og noget af det der slog mig var, at der faktisk var flere thaier ude på stederne i forhold til tidligere, hvor der nærmest kun var udlændinge.

Omstrukturering af Hua Hin

Lige nu er det ganske tydeligt, at der sker en omstrukturering af restaurant- og barliv i Hua Hin. Huslejen inde i midtbyen er skyhøj, og stemningen derinde er MEGET nedslående. Et af de pænt store natmarkeder tæt på templet i midtbyen er blevet revet ned, så mange boder og restauranter blev husvilde. Det har betydet, at der popper små markeder og nye steder op andre steder, blandt andet her hvor vi bor ved Soi 94. Nogle af de familier, der ejer jord her i området, øjner nu en chance for at starte på noget nyt og tjene nogle penge. Og det skal ikke kun være på udlændinge, men også på thaier.

Så der bygges!! Der rives ned og bygges nyt overalt. En stor del af ændringen i bybilledet er selvfølgelig bygningen af dual-track jernbanen igennem byen. Hvad det angår, tror jeg ikke, at byforskønnelse er et ord, der findes i den thailandske ordbog. Langs med banen var der mange boliger og forretninger, som havde indtaget området lidt efter lidt uden at have tilladelse. De bygninger er nu rykket ned mange steder, men det ser ærlig talt ikke skønt ud med et smadret hus, hvor toilettet står tilbage… Hvorfor de ikke lige gør det færdigt, forstår man som dansker ikke, men det er nok noget med, at det bare skal smadres så meget, at det ikke kan bruges.

Så er der de store trafikårer, som både 88 og 94 er i forbindelse med banen. Her er man ved at være færdig med Soi 88 overføringen, og nu har man lavet den mest mærkelige rundkørsel, jeg nogensinde har set. Før kaldte vi den “Crazy Roundabout” (med dødens rundkørsel ved Pala U Road). Nu kalder vi den “Confusing Roundabout”.

Vi bygger os ud af krisen

Som nævnt tidligere, så bygges der masser af nyt. Selvfølgelig boliger og højhuse, men nu kommer der også nye restaurantområder forskellige steder. Et pænt stykke ude af Soi 88 er der nu et nyt “food court” på en stor mark, hvor der før var “jungle”. I hjørnet af området ligger den fineste lille restaurant bygget af genbrugsmaterialer – der var vi for et par uger siden, og det var SÅ charmerende med supergod mad.

Hvis man kender Soi 94, ved man også, at der ved jernbaneoverskæringen og 7-Eleven lå to restauranter over for hinanden. Den ene er nu jævnet med jorden, og den skal blive til “Lille Bintabaht” med små runde ølboder med fælles toilet, som man kender det fra Patong i gamle dage. Hvor godt det bliver, må guderne vide. Huslejen er kun en brøkdel af at have en bar i midtbyen. Bare de ikke alle skal spille forskellig musik som sindssyge og råbe efter alt med en puls på gaden.

Rundt om hjørnet langs med banen var der for nogle år siden et sted, der hed Racing – det var en go-cart bane med noget bar og restaurant til. Det gik ikke, og de forsøgte at lukke op igen som food court for et par år siden. Det gik heller ikke. Nu er området ved at blive helt renoveret med nye træer og faciliteter, og der kommer musikscene, steakrestaurant, flere barer mm. Det bliver spændende med et nyt Racing Market.

Ude i den anden ende af byen mod nord, har de nu renoveret og forbedret go-cart banen, der ellers lignede noget, der var lukket. Igen et tegn på optimisme, og at man lige så godt kan udnytte den døde tid til at opgradere.

Lige nu afhænger alt af huslejen, og alle de grådige ejere af jord og bygninger kommer til at miste deres indtægt. Lejerne kan simpelthen ikke betale, når der ikke er omsætning nok til at holde skindet på næsen. Men de forretninger, der er heldige at få en overkommelig husleje og overlever og er klar, når der igen kommer turister til, har gode kort på hånden.

Omstillingsparathed

Et godt dansk (og meget langt ord). Men det er essensen af, hvad der kræves nu overalt i verden for at komme helskindet igennem denne møgsituation med en pandemi. Thaierne er normalt ret hurtige til at omstille sig, men det er som om turistindustrien har hængt i håndbremsen her. De restauranter og barer, der finder ud af at appellere til thaier eller expats klarer sig. Dem der stiller sig i døren hver aften og kigger efter turister bliver slemt skuffede. Lige nu er det bare med at finde nogle måder at trække lokalbefolkningen – både thaier og faranger ud af husene – hvis man er i bar- og restaurationsbranchen. Butikker, der kun sælger luksusvarer, må vente til weekenden, hvor folk fra Bangkok kommer herned, for almindelige thaier og fastboende udlændinge køber som regel ikke deres varer.

Vi var i Bluport (et shopping center i den dyre ende) i går, og det var dælme også en trist omgang. De to øverste etager, inklusiv den lækre biograf, er lukkede. Før var der en fin department store på næsten en hel etage med alt fra snørebånd til 75″ fjernsyn. Alle varer er nu fordelt rundt omkring, hvor der er plads, og det ligner et stort ophørsudsalg. Bagefter kørte vi til Market Village, som er mere populær blandt thaier, og der var stuvendes fuldt. Det var også Constitution Day i går, og mange havde fri.

Er Hua Hin død?

Ja, lige nu er Hua Hin død, hvis man ser det med en turist i midtbyens øjne. Det er mega synd for alle de mennesker, der har mistet deres job på grund af den manglende turisme. Mange af de ansatte i turistindustrien er rejst fra byen og hjem til deres familier. Det viser sig nu som et problem på en anden måde. Når man skal åbne noget nyt, er det super svært at få (godt) personale. En af grundene til, at Father Ted’s klarer sig så godt er, at han har holdt fast i sit personale under nedlukningen, og det gør han stadig. Derfor er det altid en fornøjelse at komme der – servicen er simpelthen i top.

Men er resten af Hua Hin så også død?

Ikke på samme måde. I denne ende af byen er det ikke spøgelsesagtigt, men det er sørme heller ikke som før. Alle kæmper for at overleve, og fortsætter det her et år mere, så klarer de de fleste den simpelthen ikke. Men her er mere “thai”, end det nogensinde har været, og vi må i det stille indrømme, at vi også nyder det indimellem. Området her har så meget sjæl og charme, fordi der er lokale markeder, små forretninger med alt fra tøj til isenkram, og så er der også noget til både os fastboende og turister i form af gode restauranter og barer.

Hvis du har været i Hua Hin sidste år eller i begyndelsen af 2020, så vil du nok blive overrasket over at komme her. Her er noget anderledes nu, det er sikkert. Men optimismen spirer, og vi der bor her lokalt må bare ud af hullerne og støtte de små forretningsdrivende.