Lige nu er der hedebølge i Thailand. Denne periode kaldes i Thailand for sommer, og i år får vi så rigeligt af den i mere eller mindre hele landet. Det er det efterhånden velkendte fænomen El Niño, som er skyld i dette ekstreme vejr.
Vi har været ved at gå til den sidste uges tid, og vi er ellers ikke tilhængere af alt for meget air-condition, men vi har virkelig haft gang i maskineriet de seneste dage.
Sol, varme og uvejr
Ikke nok med, at det har været og stadig er meget varmt i Thailand generelt, så har der også været masser af uvejr bla. oppe nordpå, hvor feks. Chiang Mai har haft storm, hagl, torden og skybrud mange steder. Der har været skovbrande visse steder, nogle egne har næsten ikke mere vand, og andre steder har det bare væltet ned i en kort periode, så bilerne er sejlet igennem gaderne. Faktisk har steder i Thailand været på top 10 listen over de varmeste steder på kloden – og det er altså ikke nogen rekord, man gider at have!
Hvad skyldes det?
Ja ifølge meteorologerne, så er skyldes det El Niño, som betyder drengen på spansk. Det er et fænomen, som opstår pga. temperaturudsving i havvandet i stillehavet ved ækvator. Med nogle års mellemrum er temperaturen pludselig højere, og det giver en masse ekstremt vejr over hele kloden. Teorien er, at det kun bliver værre og værre i fremtiden! Så noget der sker på den anden side af kloden, har altså stor indvirkning på vejret her i Thailand.
Smørhullet
Som nævnt i overskriften, så er Hua Hin i sandhed et smørhul. Her kan det godt nok også storme, og det kan vælte ned – og meget pludseligt. Eller det kan være som nu – der kommer stort set ingen regn i en hel måned – det er varmt – men ikke så varmt som i mange andre egne af Thailand. Generelt set så har vi et noget mere “afdæmpet” vejr her i Hua Hin, og lige nu ses det også på temperaturen, som godt nok er høj, men ikke SÅ høj. Det er jo ikke uden grund, at der ligger et par kongelige sommerresidenser her.
Ny feature på bloggen
Som noget nyt kan man nu følge den aktuelle temperatur, luftfugtighed med mere fra vores egen digitale vejrstation, som viser data for vejret lige præcis her på matriklen. Bare kig til højre i billedet. Jeg tager forbehold – vejret er ikke altid det samme i Hua Hin og Hua Hin, så det kan være tørvejr her og regne 5 km væk.
Det øverste billede viser temperaturen i poolen og derefter luften. Fortsat god sommer!
Hvis man har lyst til at læse mere om det voldsomme vejr i 2019, så klik her.