Songkran er over os. Songkran er Thailands nytår, og det fejres med utallige arrangementer overalt i landet.
Hvad er Songkran?
Songkran er en meget gammel traditionel fest, som afholdes den 13. – 16. april. I år har man lige taget den 12. april med, og i nogle byer som Bangkok, Chiang Mai og Pattaya er festen allerede i fuld gang.
Traditionelt var det tænkt som en slags tak for vandet, her hvor vi går ind i den “lille regntid”, og hvor man også ærer de ældre i løbet af festdagene. Her drypper man lidt vand på hovedet af sine ældre slægtninge som et tegn på respekt. Jeg skal ikke komme ind på hele historikken, men man kan læse mere om det her, hvis man er interesseret.
Jeg vil mere koncentrere mig om den moderne udgave af Songkran, som har udviklet sig til en kæmpe folkefest, hvor man smider med vand (herunder også isvand, vand fra kanalerne – ja alt muligt vand) og farvet pulver. Man kører rundt i bilerne for at komme på ferie (det halve af Bangkok er i Hua Hin nu – inklusive premierministeren, som har været på markedet i morges), for at besøge familien i den anden ende af landet, og der er KILOMETERVIS af kø alle steder i dag. Busstationerne er så proppede, at både premierministeren og andre politikere har været henne og inspicere den største busstation i Bangkok.
Corona satte i 2000 en brat stopper for Songkran arrangementer, og først i 2022 havde man nogle temmelig forkølede arrangementer med social distancing og hvad ved jeg. Sidste år var det noget mere vildt og intensivt, og i år tror jeg at vi rammer samme niveau, hvis ikke højere, end i 2019.
Songkran i Hua Hin
Her i Hua Hin er der utallige arrangementer i alle afskygninger i store dele af byen. Kommunen, turistrådet, shoppingcentre og alle mulige andre har arrangeret forskellige ting rundt omkring. Nogle af arrangementerne er mere traditionelle med optog og dans. Skolebørnene spiller tambourmusik, og der er damer i traditionelt thai udstyr. Der er foamparties, og der er masser, masser af helt regulære vandkampe både i midtbyen, Soi 80 (som er en bargade) og her hos os i Soi 94. På Soi 100/1 har de oven i købet en såkaldt “Watertunnel” – hvad end det så er!
Rigtig mange er helt oppe på lakridserne i år, fordi de føler, at de har været begrænset i så mange år nu, at nu skal der altså bare knaldes til den. Og det kan man jo sådan set også godt forstå, for der er ikke meget fest i hverdagen for rigtig mange thaier.
Der er bare lige 1 enkelt lille problem…..
Vi har ikke nok vand i Hua Hin!!
Vandsituationen i Hua Hin
Man har vidst i flere måneder, at vandsituationen er temmelig kritisk her i byen. Her i Thailand borer man ikke sådan efter vand, men man opsamler regnvand og overfladevand i store reservoirer og også i søer. Hua Hin området får ikke så meget regn som byerne rundt omkring, så derfor er man afhængig af vand fra Pranburi Dam 30 km væk og Kaeng Krachan (et meget stort reservoir i nærheden af Cha Am) plus flere andre reservoirer omkring.
Siden december har vi ikke fået ret meget regn i området, og vi har kun haft rigtig regn her hos os en enkelt gang i marts, hvor vi godt nok fik 61mm, men det vand er jo forlængst væk igen. For et par uger siden blev det annonceret, at Pranburi Dam var på 30% af normal kapacitet, og der var også et billede af et meget lille vandhul i stedet for en stor sø. Det er altså ikke godt.
Vi er så heldige, at vi fik lavet nye vandinstallationer og kloakering på vores vej for et par år siden. Det var et forfærdeligt mareridt, mens det stod på, men resultatet er, at vi ikke mere får muddervand ind eller i hvert fald i meget minimale mængder som er letter at filtrere væk. Andre steder i byen har de stadig gamle rør og uddaterede pumpestationer, og mange thaier klager over, at vandet enten er beskidt, eller at de slet ikke får vand. Vi har heldigvis to store tanke, så vi har en nogenlunde stabil vandforsyning alt i alt.
Men situationen er kritisk, og der er ikke udsigt til regn i de nærmeste uger.
Songkran og vandmangel
Songkran er vandkampe alle steder, og det er altså ikke bare med en lille vandpistol. Mange steder her kan man fint få en tur med brandslangen, hvis man ikke passer på. Det flyder med vand alle steder i gader og stræder. Som en ansvarlig dansker med samfundssind har jeg da tænkt på, hvad de mon ville gøre ved det, når der nu ikke er ret meget vand tilbage før næste regnsæson… For noget må der da gøres, tænker jeg. (Selvom jeg ved da godt, at jeg ikke er thai og bare skal blande mig udenom efter manges mening).
I denne uge kom borgmesteren her i byen så i tanker om, at der måske skulle gøres noget. (Rettidig omhu er ikke noget han kender til – han er bedst til at klippe snore over og blive fotograferet)
Hua Hin løsningen på et vandproblem
De holdt et møde på kommunen og kom så frem til følgende løsning:
For at kunne supportere alle vandkamp områderne, så lukker man for vandet eller nedsætter trykket i de fleste andre områder i byen fra kl. 9.30 til 15.30 hver dag siden begyndelsen af ugen. Så kan man spare vand, så de kan slåsse i det til Songkran. Øhhhhhh…… Hvorfor ikke lukke for vandet i de områder, hvor de smider vandet på gaderne og så stille nogle tankvogne op, som folk kan hente vand fra til at smide med??
Skal der være fest, så lad der være fest!
Vi har ikke haft problemer her i de sidste dage, men vi kender da mange, som må ringe efter tankvognen og betale 500 baht for 2-3 m3 vand af tvivlsom herkomst. Og som en thai skrev på en af Hua Hin Community Facebook siderne, som jeg følger: Hvorfor skal vi splatte med vand over det hele, når vi ikke engang kan få et bad i dagtimerne??
Retfærdigvis skal siges, at borgmesteren også beordrede, at vand fra andre reservoirer skulle omdirigeres. Men uden at kende noget til det – hvor let er det lige??
Songkran for os
For os to gamle her i husholdningen, så er Songkran “Stay home – stay dry”. Jeg skal ikke nyde noget af de vandkampe, og man ved aldrig, hvornår man får en spand vand ind igennem bildøren, hvis man lige er på vej ud.
Mange steder holder også lukket, fordi de besøger familien, så vi holder os bare hjemme på matriklen! I dag har vi fået fyldt køleskabet op, så der er dømt hjemlig hygge med et par omgange venner på besøg.
Det bedste ved Songkran
I år er det bedste ved Songkran, at håndværkerne overfor har ferie! For 4 år siden – i 2020 startede ejeren af bygningen overfor med at renovere. Der kom en mand og kone og et bette barn, og de kørte med en lillebitte borehammer i månedsvis. Efter ca. 1 år var lejligheden færdig (men uden sanitet og køkken indvendigt). Så dukkede et nyt team op. De brugte ca. et halvt år på at bryde nummer to ned og bygge nye vægge indvendigt. Dem brød de så ned igen ad flere omgange, fordi dørhuller og vindueshuller sad forkert. Så blev de åbenbart fyret, og så har der været ro siden. Duerne synes, det er herligt, og mynnaerne har også rede inde i den åbne konstruktion.
Herefter flyttede der lejere ind igen i de tre lejligheder, der ikke var raseret – til en reduceret leje på 4-5000 baht pr. lejlighed. Med slutningen af marts flyttede de alle ud igen, og så vidste vi godt, hvad klokken var slået! Sidste søndag startede det så op igen. Af en eller anden grund (som ingen sikkert kan forklare), så valgte de at gå i gang med den midterste af de tre resterende lejligheder. Vi har hele huset stående åbent hele dagen, og så ryger alt støj derovrefra jo lige ind i stuen til os! Suk!
Det er 4-5 unge gutter, der arbejder derovre, og de giver den godt nok bare gas. Det skal de have – stor respekt! De har på bare 5 dage næsten ryddet den lejlighed. De mangler bare fliserne nedenunder og så fjerne en vindeltrappe (som de første valgte at starte med at tage væk, så de skulle bøvle alting op og ned ad en stige). Vi kiggede ind derovre i går, efter de var gået hjem, og alt var nysseligt og ryddet op. Finere end mange thai hjem! Med den fart de har på, så er alle tre lejligheder snart ryddet, og så kan vi så håbe, at dem der skal lægge fliser er ligeså hurtige med vinkelsliberen!
Vi har heldigvis en baggård med noget overdækning med solnet, og der er larmen ikke så slem. Der er godt med vind, og der dufter dejligt af skyllemiddel og vaskepulver fra det lokale vaskeri. Vi kan selvfølgelig også lukke af og tænde for air con’en, men man er alligevel ikke i tvivl om, at der brydes ned overfor.
Men i morges dukkede de ikke op. Haleluja! Så jeg tænkte, at jeg nok hellere måtte skrive lidt her, inden det hele går løs igen, så man bliver skør i bolden af larm!
Happy Songkran og god weekend!
Hej Janne,
Jeg bliver altid i så godt humør når jeg læser dine beretninger. I dag blev jeg så også lidt klogere, da jeg ikke vidste hvorfor min kæreste for et par dage siden kom med små skåle der blev hældt vand og blomster smuld i. Derefter forsigtigt hældt over mig med en sagte mumlen på Thai’.
Haha, forklaringen med respekten for de ældre er noteret.
Hej!
Mange tak for din positive kommentar. Det luner altid!
Venlig hilsen
Janne