I dag er det sidste dag i 2023, og jeg vil gerne ønske jer, som gider læse min blog, et godt og lykkebringende nytår 2024.
Som på TV så har jeg også reflekteret over året, der gik, og over alle de ting, der er sket i løbet af året. Lad mig sige det med det samme…. Det har bestemt ikke været det bedste år i mit liv! Det har da heller ikke været det værste, men det er også fint nok at stå her på kanten af et nytår, og så glæde sig til, at næste år forhåbentlig bliver bedre og mere givende.
Vi flyttede her til Thailand til jul 2017, og så fik vi to gode og også meget travle år, indtil Corona ramte verden. Jeg bruger Google Fotos, og de kommer af og til med en stribe billeder fra tidligere år. Hvis de foreslår noget fra 2020 eller 2021, så gider jeg faktisk ikke se de billeder. Man kan nærmest se på os, hvor opgivende vi er i situationen, selvom vi da prøvede at få det bedste ud af det med nedlukninger, smadrede tilværelser for folk i servicebranchen og alle de mange lukninger af forretninger overalt.
I 2022 blev det hele så lidt mere “normalt” (selvom de havde prædiket “New Normal” i mange måneder).
2023 har været et år med megen tumult for mig. Jeg har haft nogle personlige problemer at slås med, vi har haft noget sygdom af mere alvorlig karakter i foråret, dødsfald i vennekredsen, og så har jeg fornylig været så syg af denguefeber, at jeg nærmest er helt hysterisk med myg nu. EU er gået amok i deres jagt på hvidvaskning, så de har pålagt os udenlandsdanskere nogle helt skøre krav, som de lokale myndigheder er helt uforstående overfor.
Jo, der har været nok at tænke over, og jeg har personligt ikke haft det alt for godt generelt.
Men der har da også været lyspunkter i massevis. Vi har haft flere besøg af venner og bekendte fra Danmark, og det har været megahyggeligt. Vi håber da, at de alle kommer igen i 2024! Blandt andet har min bedste veninde været på besøg, og det var så dejligt at være sammen med hende helt uden “Messenger filter”. Vi sås sidst i 2019, så stor var lykken, da vi endelig kunne kramme hinanden igen og kagle helt ubegrænset i timevis. Og det gjorde vi!!
Vi har haft nogle fantastiske stunder med venner her i Hua Hin, og så har vi mødt en hulens masse nye mennesker. Vi har været på tur til Pattaya med nogle venner, og det var sjovt og dejligt at lege turist i det land, hvor man bor.
2023 blev også året, hvor fitness og træning blev en fasttømret del af vores livsstil. Vi går til træning 1 time 3 gange om ugen – ja faktisk går min bedre halvdel lige nu 6 dage om ugen. Jeg tror, han er motiveret af, at han faktisk kan se musklerne bule frem i den halvgamle slatne krop. Sådan noget træning giver altså et kick (jeg ved det – endorfiner), og vi har kun sprunget over, når vi har været halvdøde af sygdom (og kun en enkelt gang pga. tømmermænd….).
På langdistancen har vi haft god kontakt med vores familie og venner i Danmark. Nogle af dem har vi ikke set længe, men vi formår alligevel at holde kontakten, og det er dejligt. Min søde søster i Danmark har været rigtig hjælpsom med flere ting, og vi har fået dejlige pakker med blandt andet en rigtig sjov julekalender.
Så er det jo også ubeskriveligt dejligt at bo et sted, hvor man kan nyde klimaet, de flotte udsigter, godt selskab og dejlig mad til små priser. Indimellem må man knibe sig i armen, når himlen er helt lilla hen til aften, og der bare er stille og fredeligt. Vi bor et skønt sted med gode naboer, og vi har da stadig et nogenlunde godt helbred begge to. Nogle gange har man en tendens til ikke at se alt det dejlige, der er lige foran ens næsetip!
Det er faktisk mit mantra for 2024! Jeg skal blive bedre til at se de dejlige ting, vi omgiver os med, og så prøve enten at skubbe alle problemerne (eller løse dem) og de ubehagelige ting fra mig. Og så skal jeg finde en eller anden måde at få tiden til at gå lidt langsommere, for det går bare for stærkt. Måske jeg bare skal sætte mig i kø et eller andet sted?? Så går tiden ihvertfald langsomt nok!
Tak til alle jer, der gjorde 2023 værd at tage med. Nu vil jeg bare glæde mig til et nyt og friskt år, som forhåbentlig bliver helt fantastisk.
Rigtig Godt Nytår til jer, der gider at læse med her! Vi ses i det nye år!
Godt nytt år, må 2024 bli superduper 🙂 kos dere 🙂
Hej Marte,
mange tak for din kommentar!
Venlig hilsen
Janne
Godt nytår til jer. Jeg glæder mig hver gang til at læse dine breve.
Vi har været i Thailand 22 gange og nyder det hver gang. Når vi er der, bor vi i Cha Am.
Vi ser frem til igen at rejse i løbet af januar.
Endnu engang tak for hyggelig læsning og godt nytår.
Hej Tove,
Tak for din kommentar. Cha-Am er også et dejligt sted, hvor de har forstået at udnytte stranden til promenade meget bedre end Hua Hin.
God tur hertil igen.
Venlig hilsen
Janne
Tak for nogle dejligt indlæg og rigtig godt nytår til jer Nyt varmen og solen.
Hej Catarina,
mange tak for din kommentar!
Venlig hilsen
Janne
Godt nytår kære kusine.
Ønsker jer at alle jeres drømme går i opfyldelse og at vi ses igen.
Kærligst Susanne
Kære Susanne,
mange tak for det. Håber også i får et rigtig godt 2024!
Mange hilsener
Janne