Fredericia Hovedbanegård i Hua Hin

Ja, det er rigtigt! Nogle gange findes Fredericia Hovedbanegård i Hua Hin – bare i lidt mindre målestok, og det er altså her på matriklen.

Udtrykket “Fredericia Hovedbanegård” er ifølge Google et lidt gammeldags udtryk ( ja – her mærker man sin alder) for, at der er masser af aktivitet og mennesker. Det kan man sandelig sige om huset her, og da heldigvis på den gode måde. Her er næsten altid gang i svesken – Covid eller ej. Og det er bare så uendelig fjernt fra vores liv i Danmark, hvor vi bare havde travlt! Travlt, travlt, travlt med håret stående lige bagud!

Jeg tror bare, at vi var helt klassiske danskere. Vi piskede afsted på arbejde, og når vi nåede til weekenden, så var der jo alle mulige gøremål. Græsset skulle slås, hækken klippes, vasketøjskurven tømmes, en tur i Føtex og alt det der. Vi havde snart ikke tid til noget som helst. Det var ikke så sært, at vi indimellem følte, at vi bare arbejdede og sov. Skulle vi ses med venner eller familie, så skulle det aftales flere måneder i forvejen, og man syntes nærmest, at det var lidt af en bedrift bare at spise aftensmad med nogen. Vi kunne godt gå i ugevis uden at mødes med venner eller familie, for de havde jo også lige så travlt som os.

Så det sociale liv blev primært udspillet på arbejde, hvilket jo i og for sig var fint. Jeg har haft nogle pragtfulde kollegaer, som jeg har grint og grædt med i mange år. Man har lært hinanden og kende på en helt særlig måde, når man er sammen 8 timer hver dag. Men efter de 8 timer, så har man ligesom også brug at hvile ørerne fra firmasnak…

Om at “droppe ind”

Droppe ind – altså komme uanmeldt. I Danmark kunne det godt give mig sved på panden, hvis folk kom uanmeldt. Det var noget mærkeligt noget, for når så nogle af de bedste venner kom forbi på grundlovsdag, fordi det tilfældigvis også er min husbonds fødselsdag, så var det jo bare superdejligt. Vi har nogle venner i Danmark, som af og til bare “droppede ind”, og det var jo altid en kæmpe fornøjelse og glæde. Jeg har tænkt meget over det, men jeg tror, at vi måske følte os utilstrækkelige, fordi der ikke lige var en stor tapasanretning, når folk kom uanmeldt, og at vi var trætte af, at der ikke lige var helt rent i hjørnerne. Sikke noget pjat i virkeligheden.

Hvilken kaffe byder du uventede gæster? Ja den reklame kunne virkelig få det til at løbe koldt ned af ryggen på mig dengang.

Jeg tror, at det skyldes at vi ofte var for hængt op. Vi fik uventede gæster, og så sad jeg og brændte sammen over, at jeg ikke kunne servere noget fint, fordi jeg ikke havde handlet. Jeg tænkte på, at der skulle laves gullash (som skal koge t2 timer) til aftensmad , og der skulle koges æg til madpakken i morgen. Der hang vasketøj i kælderen, og jeg skulle også lige svare på nogle emails på arbejde.

Sikke noget hø! Når jeg tænker tilbage, så er jeg ærgerlig over, at jeg havde det sådan!

At have tid

At have tid er en rigdom, som moderne mennesker ikke nødvendigvis besidder. Forestil dig, at du tænker: “Jeg skal ikke noget, og jeg BEHØVER heller ikke at gøre noget”. Det har været en meget mærkelig oplevelse for mig. Jeg har været vant til, at jeg altid skulle noget. Der var kalendere og planer og masser af gøremål, og der var ikke plads til ret meget spontant i sådan en hverdag.

Jeg kører så stadig den stil til en vis grad, for det er altså svært at få cirkushesten til at være hest på marken igen. Jeg kan simpelthen ikke lade være med at planlægge og have gøremål hver eneste dag. Det føles bare meget bedre nu, for nu er det ikke pinedød nødvendigt at starte bilen kl. 7.30 og køre på arbejde hver dag. Men min daglige rytme holder jeg stadig fast i, så vi kommer op kl. 6.30 langt de fleste morgener, og vi går i seng i nogenlunde ordentlig tid. Jeg laver skisme også madplaner, men det er nok mere for hyggens skyld, for jeg overholder dem ikke ret meget!

Jeg er ikke verdens mest sociale menneske, men vi har godt nok bare fået mange dejlige nye venner og bekendte her i Hua Hin. Jeg tror, det hænger sammen med, at vi har tid – og dermed overskud til at knytte bånd og give noget til andre mennesker. Jeg har altid haft det nemmest med “de gode gamle venner”, og mit motto har været: “Lidt men Godt”.

Og så kommer vi tilbage til Fredericia Hovedbanegård, og jeg mener det virkelig på den kærlige og taknemmelige måde.

Vi elsker gæster

Vi elsker gæster (det har vi nu altid gjort) – men nu kan vi også værdsætte de uventede! Vi har dage, hvor dørklokken lyder masser af gange. Ikke alle er gæster, men vi har en dejlig blanding af folk – vores søde havemand, som vi lige får en snak med, så kommer en ven forbi til en øl, en thai ven kommer med en gang nudelsuppe, og en musiker mangler at få repareret en forstærker.  Det er da bare så dejligt. Og vi føler, at vi har overskud til det, selvom der skulle ligge en nullermand i et hjørne og vi kun kan servere franske kartofler fra en pose. Nogle dage får vi meget sen aftensmad, fordi vi havde gæster, men det er jo også lige meget – vi skal jo ikke op på arbejde. Andre dage må vi bare udskyde de planlagte gøremål, men who cares? Gæster er en gave, og dem skal man nyde. (Altså medmindre man har de forkerte gæster, ha ha). Der skal bare være TID til det – også oppe i ens hoved, for ellers er det svært at nyde.

Når vi har gæster fra Danmark er det selvfølgelig ganske særligt, og vi gør os rigtig meget umage for, at de skal have en dejlig oplevelse hos os her i Thailand.

I dag har jeg lært en filippinsk veninde at lave stenalderbrød (opfundet af den danske kok Thomas Rode). Det var planlagt at mødes og bage brødet, og det var en dejlig oplevelse. Hun gider ikke lave mad, men hun fandt ud af, at stenalderbrød da var den nemmeste ting i verden at lave. Imens fik herrerne et par øl og en snak! En dejlig regnvejrsdag med skønne gæster!

Vi elsker gæster!