Feriefornemmelser….

En af de ting, jeg værdsætter højt ved at bo her i Hua Hin, er at man midt i sin permanente ferie som pensionist kan få feriefornemmelser…..

Hvad mener jeg med det? Jo, det jeg mener er, at man bare skal huske at skønne på, at feriefornemmelserne kan ligge og vente lige uden for de vante omgivelser. Nogle gange, når vi bevæger os udenfor matriklen, så er vi jo sådan set lige der, hvor vi gerne ville være, når vi skulle på ferie førhen. Ikke fordi der er noget galt med vores matrikel, men det er jo hjemme for os nu, og selvom vi har en dejlig eksotisk have og et skønt hus, så er det jo HJEMME og ikke ferie.

Klimaet her er selvfølgelig helt anderledes end i Danmark, og det er et af de helt store plusser ved at bo her. Nu har der jo lige været forfærdeligt vintervejr i Danmark i nogle dage. Ja, faktisk var min bror en af de uheldige, der sad fast i en kø på E-45. Han sad der i 22 timer, og han har ovenikøbet diabetes 1 med behov for mad og drikke med jævne mellemrum. Han er heldigvis hjemme i god behold, men jeg tænker, at han nok har drømt om varme himmelstrøg, mens han kunne se sneen hvirvle rundt om bilen. Derfor er snakken om feriefornemmelse måske lidt fjern, medmindre man drømmer om sin næste skitur.

Da vi boede i Danmark, kunne jeg blive helt desperat, når vejrudsigten sagde sne, slud eller endnu værre isslag. Ikke at der er noget i vejen med sne, men jeg skulle jo ud at køre i det skidt. Jeg har siddet og hørt musik fra de varme lande og drømt mig væk, mens jeg sad i kø på Silkeborgs ringvej…. Det allerværste var nok mørket og alle de grå dage…. Vi havde altid 1-3 ferier “på lager”, så vi havde noget at se frem til, og det havde jeg virkelig brug for i januar og februar.

Nu bor vi her, hvor alle drømmene gik hen i vinterens mørke i Danmark, og så glemmer vi faktisk lidt for tit, at vi har ferien lige udenfor døren. Vi bor så centralt, at vi kan gå på ferie inden for ganske få minutter – det være sig både restaurant- og barliv men også til stranden (hvor vi næsten aldrig kommer…..)

For en uges tid siden var vi i Cha Am og besøge en ven, som bor deroppe. Vi havde aftalt at mødes på stranden og spise frokost på en af de mange restauranter med tonsvis af solstole. Da vi kom dertil var der kaos… Fordi det var i mellemjulen, så havde det halve af Bangkok besluttet sig for at dase ved stranden i Cha Am, og de kom allesammen i deres biler ligesom os. Det var faktisk lidt en oplevelse! Cha Am har undgået at blokere adgangen til stranden med nogle store hotel kasser, som man har tilladt her i Hua Hin. Der er en fin strand med muligheder for en solstol til alle, og så er der butikker og restauranter på den anden side af strandvejen. På menuen er der masser af fisk og skaldyr, hvis man er til det, og så er det til helt rimelige priser.

Vi var lige på ferie i nogle timer i Cha Am, og vi kom hjem helt røde i kammen og med sandpoleret hud og sand i skoene!

I går aftes var vi så på vores første “arbejdsaften” med feriefornemmelse. Jeg er i gang med at sammenstille en lille oversigt over restauranter og barer i Hua Hin, som vi synes er gode. Meningen er at skrive om det her på bloggen med tilhørende fotos. Det er selvfølgelig kun et øjebliksbillede, men det kan måske være til inspiration. Vi måtte bære den “tunge byrde” at gå ud og nyde et dejligt måltid og så gå lidt rundt på fotosafari. Og vi er nok nødt til at gøre det igen, så jeg kan samle materiale nok. Stakkels os!

Det rigtig fede var, at vi følte os som turister på ferie, selvom vi kun var en kilometer hjemmefra. Også selvom vi ikke kunne gå mange hundrede meter uden at møde nogen, vi kendte. Da vi boede Silkeborg, mødte vi stort set kun en nabo i ny og næ, og så ham den anden galning, som stod klar foran døren til Føtex kl. 8, når de åbnede lørdag morgen. Vi boede i 22 år ude i en forstad til Silkeborg, og da restaurant- og taxipriser var skyhøje, og der i øvrigt tit var bøvl med overhovedet at få en taxi, så gik vi ikke ret meget i byen. Jeg var af og til ude at spise med forretningsforbindelser, men privat gik vi stort set aldrig ud. Da vi solgte vores hus og lejede et hus inde i byen, fik det hele pludselig en ny vinkel. Nu kunne vi gå en kilometer, og så var vi midt i “ferien” i Silkeborg den sommer. Så det blev til mange ture med en fadøl på havnen eller franske hotdogs i Føtex til en 10’er. Eller buffet om søndagen på den kinesiske henne om hjørnet, hvor vi åd så meget, at vi var dårlige resten af dagen.

Det siger lidt om, at det også er vigtigt, at man sørger for at bo det rigtige sted i forhold til at fremkalde feriefornemmelser. Jeg kunne for eksempel ikke tænke mig at bo langt uden for byen og høre på vindens susen og naboens hane (sådan en har vi allerede her tæt på byen). Jeg kommer selv fra et lille landsted ude på bøhlandet i Sønderjylland, og da jeg flyttede hjemmefra, svor jeg, at jeg aldrig skulle bo sådan igen. Kærligheden førte mig så ud på bøhlandet igen, men jeg fik da heldigvis overtalt min bedre halvdel til at sælge den stråtækte landidyl og flytte tættere på byen.

Men er man nu rigtig naturmenneske, så kan man jo skabe sin egen feriefornemmelse med en picnic i sneen eller varm Lomomba i termoflasken, hvis det nu er vinter. Eller man kan sidde på balkonen i byen og glo på folk med gode venner. Mulighederne er mange, men ihvertfald for mig, giver det et kick at føle fornemmelsen af, at hverdagen forsvinder, og at man har tid til at nyde livet og at være sammen med dem, man er glad for.

Når man så, som vi er, er på permanent ferie i et dejligt klima og omgivet af søde mennesker og alle de faciliteter, vi kunne ønske os, ja, så skal vi huske at skønne på det hele. Thailand (og Hua Hin) er nu ikke det værste sted at være på ferie i! Og hvis man lige husker “de nære ting”, så kan vi altså bare gå ud på terrassen og holde ferie!

Det var sådan en fin aften i går aftes. Helt lilla himmel i skumringen (mit kamera kunne ikke helt fange det på billedet ovenfor), lunt og stille vejr, og masser af mennesker og summen i området her omkring. Dejlig mad og kolde øl på sød lokal restaurant væk fra alfarvej. Lidt rock på Rockzone til dessert. Som på en rigtig ferie!

4 thoughts on “Feriefornemmelser….

  1. Hej (igen) Janne,
    Nå, det gik ikke så godt med min første kommentar – forsvandt….
    Men først og fremmest tak for de gode artikler om Thailand.
    Nu bliver det interessant med hensyn til Thailands politikeres praksis over for almindelige farangs.
    Det ser spændende ud, men det bliver nok svært for mig at flytte.
    Men jeg er glad for at opleve Thailand gennem dine artikler. Har selv været i BKK to gange i 2023 (3 uger hver gang).

    1. Hej Henning,
      din kommentar er ikke forsvundet. Jeg skal godkende alle kommentarer her på siden, da jeg har haft problemer med mærkelige mennesker, som lagde links til pornosider op i kommentarfeltet.

      Tirsdag er min “maddag”, hvor jeg laver tapas til nogle gamle karle, som spiller musik sammen i et kammer ovenpå. De er mine forsøgskaniner, og hele dagen går med det. Men det er hyggeligt. Jeg har svaret dig nedenfor.

      Tak for dine dejlige kommentarer.

      Venlig hilsen
      Janne
      Venlig hilsen
      Janne

  2. Jamen vi glæder os da til at få lidt ny inspiration til restauranter og madsteder – vi kommer nemt til at køre i de samme 🙂
    Kunne faktisk også være fedt med lidt “forklaring” på forskellige Thai retter – syntes det er svært at finde ud af hvad er hvad når man ser en masse retter på et menukort eller i FoodPanda. Men der er jo nogle “grupper” af retter man så kan få med forskelligt protein eks. men mangler nok bare lidt fif 🙂
    God ferie til jer 😉

    1. Hej Ole,
      mange tak for din kommentar.

      I sidste uge skrev jeg om nogle af vores favorit restauranter her i området.

      Det var et godt forslag du kom med, så jeg skriver snart lidt om, hvad man kan få på menukortene her.

      Venlig hilsen
      Janne

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *